overvejer at lade min søn flytte hjem til mormor

Det her virker som et stort tabu og det er også meget, meget hårdt at erkende. Men jeg overvejer at lade min 4-årige søn flytte hjem til sin mormor. Jeg har haft depressio efter fødslen og fået hjælp og haft en god periode i 2 år, men det sidste halve år har simpelthen været så hårdt. Jeg har næsten ingen overskud mere, jeg er udmattet, ked af det og har ofte konflikter med min søn om opdragelse, altså med at få ham til at gøre hvad jeg siger og den slags. Hans far oplever slet ikke det samme, han er mere tydelig og mere fast. Men han er meget travlt optaget af sit arbejde. Så jeg har haft følelsen af at være meget alene.

Børnehaven har nu henvist mig til familieafdelingen i vores kommune, fordi jeg simpelthen er så usikker på alting og ked af det. Egentlig tænkte de, at det tværfaglige team og evt psykolog kunne være en god hjælp for os, men jeg er faktisk ved helt at opgive at være mor.

Ved godt at det er nogle tunge emner, men vil meget gerne høre andres erfaringer. Har nogen følt i har ramt bunden og alligevel er kommet ovenpå og hvordan? Har nogen gode erfaringer med familierådgivningen ? Eller er det bare tvangsfjernelse og andre ulykker? 

Anonym skriver:

Det her virker som et stort tabu og det er også meget, meget hårdt at erkende. Men jeg overvejer at lade min 4-årige søn flytte hjem til sin mormor. Jeg har haft depressio efter fødslen og fået hjælp og haft en god periode i 2 år, men det sidste halve år har simpelthen været så hårdt. Jeg har næsten ingen overskud mere, jeg er udmattet, ked af det og har ofte konflikter med min søn om opdragelse, altså med at få ham til at gøre hvad jeg siger og den slags. Hans far oplever slet ikke det samme, han er mere tydelig og mere fast. Men han er meget travlt optaget af sit arbejde. Så jeg har haft følelsen af at være meget alene.

Børnehaven har nu henvist mig til familieafdelingen i vores kommune, fordi jeg simpelthen er så usikker på alting og ked af det. Egentlig tænkte de, at det tværfaglige team og evt psykolog kunne være en god hjælp for os, men jeg er faktisk ved helt at opgive at være mor.

Ved godt at det er nogle tunge emner, men vil meget gerne høre andres erfaringer. Har nogen følt i har ramt bunden og alligevel er kommet ovenpå og hvordan? Har nogen gode erfaringer med familierådgivningen ? Eller er det bare tvangsfjernelse og andre ulykker? 

Hvad med lade hende flytte ind hos jer, og hjælpe, så du kan slappe af?

Jeg synes ikke at du skal se det som et tabu, men at du tænker på din søn, gør dig til en god mor. Du vil have at han skal bo hos hende, lige så meget for hans skyld som for din egen. Fordi du ved at du har det dårligt, og det går udover ham.

hvor meget er han hos sin far?

Det du skal være opmærksom på er at din mor skal godkendes til enten netværkspleje eller privatpleje.

Jeg har et barnebarn i privatpleje,og det er en sej omgang at skulle godkendes + der jo altid er bekymring for om man bliver godkendt.

Kommunerne er pålagt at de altid skal se i barnets netværk efter plejemulighed,så de er meget int i privat pleje (det hjælper også at det ikke koster noget.Man får INGEN vederlag ved privat pleje)

Men hvis mormor er for gammel,selv har haft problemer -I har haft problemer som barn /teen så har det negativ indflydelse.

Spørg endelig hvis der er noget jeg skal uddybe-Jeg vil gerne svar epå det meste,og ellers kan vi tage den over pb

 

Anonym skriver:

Det her virker som et stort tabu og det er også meget, meget hårdt at erkende. Men jeg overvejer at lade min 4-årige søn flytte hjem til sin mormor. Jeg har haft depressio efter fødslen og fået hjælp og haft en god periode i 2 år, men det sidste halve år har simpelthen været så hårdt. Jeg har næsten ingen overskud mere, jeg er udmattet, ked af det og har ofte konflikter med min søn om opdragelse, altså med at få ham til at gøre hvad jeg siger og den slags. Hans far oplever slet ikke det samme, han er mere tydelig og mere fast. Men han er meget travlt optaget af sit arbejde. Så jeg har haft følelsen af at være meget alene.

Børnehaven har nu henvist mig til familieafdelingen i vores kommune, fordi jeg simpelthen er så usikker på alting og ked af det. Egentlig tænkte de, at det tværfaglige team og evt psykolog kunne være en god hjælp for os, men jeg er faktisk ved helt at opgive at være mor.

Ved godt at det er nogle tunge emner, men vil meget gerne høre andres erfaringer. Har nogen følt i har ramt bunden og alligevel er kommet ovenpå og hvordan? Har nogen gode erfaringer med familierådgivningen ? Eller er det bare tvangsfjernelse og andre ulykker? 

jeg har været ude for det samme som dig, og fik hjælp af kommunen, ikke af form af de kom og tog sig af børnene eller ngoet der lignede, men fik en at snakke med 2 gange i ugen hvor jeg kunne få lov at læsse alt af jeg tæntke på, udover det valgte jeg at opsige lejligheden jeg boede i og flytte hjem til mine forældre. måske lidt anderledes her, da den ene halvdel af huset blev lavet så jeg egentligt havde min egen lille lejlighed med gang, stue og 2 soveværelser, og ungerne havde så værelse i mine "forældres del" af huset... men alt i alt hang det hele sammen, men havde bare min egen stue f.eks. jeg kunne lukke mig selv ind i hvis jeg bare ville være os selv... men ihvertfald hjalp det, både på overskudet men også til at jeg selv fik det bedre da jeg fik lov at komme ud med alt....

og at tro de fjerner dit barn må du ikke, der skal MEGET til før de gør, og at du selv beder om hjælp er kun bevis på du gerne vil

Jeg tænker aller først hvad får du selv af behandling? For du skal ikke gå og have det så dårligt!

Jeg synes familierådgivningen og psykolog er en rigtig god idé, ofte er det ikke så meget der skal til at tingene fungere...

Som jeg læser det er du og faren ikke sammen, hvilken ordning kører i? Måske skulle i gave en 10/4 ordning hvor det er far der har hovedparten og du har hveranden weekend fredag til mandag så du får noget ro og din søn ikke skal flytte rundt imellem så mange voksne.

Stiller lige nogen spørgsmål og svar på en gang.

 

Carina : Jeg har haft det svært som teenager og faktisk været inde i psykiatrien, men mine forældre har aldrig været i kontakt med de socialemyndigheder eller sådan noget. Vil det sige, at der er en risiko for at "mormor" kan blive afvist som pleje, også selv om hun ikke er gammel og selv om barnet har en tæt relation og føler sig tryg hos hende? Han har altid set hende ugentlig og har sit eget værelse der? Men kan der så være risiko for, at man ikke kan få det til at løbe rundt økonomisk altså, hvis man ikke får noget for det?

I Andre. Det er ikke en god ide, at min mor flytter ind her, det er af andre grunde ikke en løsning og det er heller ikke en løsning, at jeg flytter ind til hende. 

Jo jeg er faktisk sammen med min drengs far, men som sagt han arbejder meget og jeg har svært ved at få ham til at forstå, hvor svært jeg har det. Føler ikke rigtigt at det bliver respekteret.Det er bare som om, at jeg er den studerende og han er den arbejdende, så derfor hænger hjemmet og barnet på mig.

Anonym skriver:

Det her virker som et stort tabu og det er også meget, meget hårdt at erkende. Men jeg overvejer at lade min 4-årige søn flytte hjem til sin mormor. Jeg har haft depressio efter fødslen og fået hjælp og haft en god periode i 2 år, men det sidste halve år har simpelthen været så hårdt. Jeg har næsten ingen overskud mere, jeg er udmattet, ked af det og har ofte konflikter med min søn om opdragelse, altså med at få ham til at gøre hvad jeg siger og den slags. Hans far oplever slet ikke det samme, han er mere tydelig og mere fast. Men han er meget travlt optaget af sit arbejde. Så jeg har haft følelsen af at være meget alene.

Børnehaven har nu henvist mig til familieafdelingen i vores kommune, fordi jeg simpelthen er så usikker på alting og ked af det. Egentlig tænkte de, at det tværfaglige team og evt psykolog kunne være en god hjælp for os, men jeg er faktisk ved helt at opgive at være mor.

Ved godt at det er nogle tunge emner, men vil meget gerne høre andres erfaringer. Har nogen følt i har ramt bunden og alligevel er kommet ovenpå og hvordan? Har nogen gode erfaringer med familierådgivningen ? Eller er det bare tvangsfjernelse og andre ulykker? 

Først stort

Du skal på ingen måde være bange for familie afdelingen. De vil på ingen måde ta dit barn, men hjælpe jer begge så i kan få det hele til at fungere

Må jeg spørger om du bor med faren? Kunne ikke helt læse mig til det ?

ano14316 skriver:

Jeg tænker aller først hvad får du selv af behandling? For du skal ikke gå og have det så dårligt!

Jeg synes familierådgivningen og psykolog er en rigtig god idé, ofte er det ikke så meget der skal til at tingene fungere...

Som jeg læser det er du og faren ikke sammen, hvilken ordning kører i? Måske skulle i gave en 10/4 ordning hvor det er far der har hovedparten og du har hveranden weekend fredag til mandag så du får noget ro og din søn ikke skal flytte rundt imellem så mange voksne.

Men jo, det har været en af mine overvejelser at flytte for mig selv og prøve at lave en 10-4 ordning i fars favør.

Anonym skriver:

Stiller lige nogen spørgsmål og svar på en gang.

 

Carina : Jeg har haft det svært som teenager og faktisk været inde i psykiatrien, men mine forældre har aldrig været i kontakt med de socialemyndigheder eller sådan noget. Vil det sige, at der er en risiko for at "mormor" kan blive afvist som pleje, også selv om hun ikke er gammel og selv om barnet har en tæt relation og føler sig tryg hos hende? Han har altid set hende ugentlig og har sit eget værelse der? Men kan der så være risiko for, at man ikke kan få det til at løbe rundt økonomisk altså, hvis man ikke får noget for det?

I Andre. Det er ikke en god ide, at min mor flytter ind her, det er af andre grunde ikke en løsning og det er heller ikke en løsning, at jeg flytter ind til hende. 

Jo jeg er faktisk sammen med min drengs far, men som sagt han arbejder meget og jeg har svært ved at få ham til at forstå, hvor svært jeg har det. Føler ikke rigtigt at det bliver respekteret.Det er bare som om, at jeg er den studerende og han er den arbejdende, så derfor hænger hjemmet og barnet på mig.

Du bliver nødt til at gøre det helt klart for din kæreste/mand, hvordan du har det. Evt. vis ham denne debat...

Det skurrer i ørerne, at han er klar til at anbringe sønnen hos mormor, fordi han arbejder meget??

I det hele tage har mine overvejelser været alt fra:

At få psykolog tid ugentligt kombineret med hjemmebesøg fra tværfagligteam (sidstnævnte med henblik på rådgivning om opdragelse osv) 

At flytte for mig selv og prøve at være weekendmor (hveranden weekend) og så må far træde til, for han har pt mest overskud.

At bede familierådgivningen bevillige mig aflastning fra mine forældre.

At ønske at få min søn hjem til sin mormor at bo i en periode.