Endnu en opdatering fra mig

Sikke en dejlig opdatering fra dig, du er for SEJ, Grinny

grinny skriver:

Men dog ikke lige så trist som mange af de andre.

Jeg savner ham stadig, og der er dage hvor jeg er sikker på at jeg mærker spark fra ham så må lige kigge en ekstra gang på min mave - men ingen Isaac . 

Men men men - jeg kan smile! Jeg har fundet mit smil igen. Jeg kan grine igen. Man plejer at sige at en dag når noget virkelig sjovt sker, så vil man grine igen, den dag var igår og jeg grinede virkelig meget. 

Igår var jeg også på besøg på fødegangen. Jeg følte at det var en del af min proces at komme tilbage til det sted hvor det hele skete og det hjalp virkelig meget. Mens jeg står og snakker med de andre bliver der lagt en hånd på min skulder og så er det bare den sødeste jordemoder som desværre skulle give os beskeden om onsdagen og som også var der om lørdagen.

Jeg havde virkelig håbet på at se hende fordi jeg følte et behov for at snakke med en der havde været der lige fra den forfærdelige besked og så til fødslen og så er jeg så heldig at hun er på arbejde! Jeg er efter besøget og snakken med hende blevet så lettet.

Så har vi også fået tid til samtale d. 25/2 så håber og krydser for at de kan give os et svar på hvad der er sket selvom jeg godt ved at chancen er lille 

Til sidst kan jeg fortælle at vi er blevet kontaktet af et tv program der har spurgt om jeg vil stå frem med min historie om hvordan systemet ikke havde et sikkerhedsnet midt i min værste sorg og hvordan jeg efter 3½ uge blev presset ud i uddannelse selvom jeg ikke var klar. Efter mange tanker og efter det er blevet vendt mange gange med kæresten og familien har jeg valgt at sige ja. Det bliver hårdt at hele Danmark skal høre om os og Isaac, men jeg håber på at det kan hjælpe andre der står eller kommer til at stå i min situation for det er ikke optimalt!

Men alt i alt går det faktisk rigtig godt herhjemme. Mine flashback er endelig stoppet og jeg er begyndt at kunne sove om natten igen så kan mærke at det går den rigtige vej og snart kan jeg se billederne af min søn, men vil lige være sikker på at jeg er stærk nok! 

 beundre dig så meget hold nu op hvor virker du bare sej i denne ulidelige situation

 

Jeg får det fysisk dårligt bare at høre om situationen og er sikker på jeg slet ikke ville kunne tackle den så godt som dig

 

Mine tanker går virkelig tit til din familie og dig selvom jeg ikke kender dig.

Må lykken snart komme til jer

 

grinny skriver:

Men dog ikke lige så trist som mange af de andre.

Jeg savner ham stadig, og der er dage hvor jeg er sikker på at jeg mærker spark fra ham så må lige kigge en ekstra gang på min mave - men ingen Isaac . 

Men men men - jeg kan smile! Jeg har fundet mit smil igen. Jeg kan grine igen. Man plejer at sige at en dag når noget virkelig sjovt sker, så vil man grine igen, den dag var igår og jeg grinede virkelig meget. 

Igår var jeg også på besøg på fødegangen. Jeg følte at det var en del af min proces at komme tilbage til det sted hvor det hele skete og det hjalp virkelig meget. Mens jeg står og snakker med de andre bliver der lagt en hånd på min skulder og så er det bare den sødeste jordemoder som desværre skulle give os beskeden om onsdagen og som også var der om lørdagen.

Jeg havde virkelig håbet på at se hende fordi jeg følte et behov for at snakke med en der havde været der lige fra den forfærdelige besked og så til fødslen og så er jeg så heldig at hun er på arbejde! Jeg er efter besøget og snakken med hende blevet så lettet.

Så har vi også fået tid til samtale d. 25/2 så håber og krydser for at de kan give os et svar på hvad der er sket selvom jeg godt ved at chancen er lille 

Til sidst kan jeg fortælle at vi er blevet kontaktet af et tv program der har spurgt om jeg vil stå frem med min historie om hvordan systemet ikke havde et sikkerhedsnet midt i min værste sorg og hvordan jeg efter 3½ uge blev presset ud i uddannelse selvom jeg ikke var klar. Efter mange tanker og efter det er blevet vendt mange gange med kæresten og familien har jeg valgt at sige ja. Det bliver hårdt at hele Danmark skal høre om os og Isaac, men jeg håber på at det kan hjælpe andre der står eller kommer til at stå i min situation for det er ikke optimalt!

Men alt i alt går det faktisk rigtig godt herhjemme. Mine flashback er endelig stoppet og jeg er begyndt at kunne sove om natten igen så kan mærke at det går den rigtige vej og snart kan jeg se billederne af min søn, men vil lige være sikker på at jeg er stærk nok! 

Hold nu op hvor er det sejt !! Du har min dybeste medfølelse hos dig. Har virkelig grædt over dine tråde .. Kan slet ikke forestille mig noget som måtte gøre så ondt ! Kæmpe krammer herfra ! 

Sikke en dejlig opdatering at læse fra dig! Er så glad for at du har har fundet overskuddet til at smile og grine igen! Dejligt det går den rigtige vej! :-)
Du så sej!

Bliver spændende med det nye program!

Hold nu fast hvor er du bare sej - jeg klapper stort i mine hænder over din håndtering af jeres ulykkelig historie

Jeg er sikker på at du nok skal komme ud på den anden side af sorgen som et stærkere menneske. Og ingen kan tage jeres dreng væk fra dit hjerte.

Jeg håber snart at du bliver gravid igen og får jeres ønske barn.

Stort knus Louise

grinny skriver:

Men dog ikke lige så trist som mange af de andre.

Jeg savner ham stadig, og der er dage hvor jeg er sikker på at jeg mærker spark fra ham så må lige kigge en ekstra gang på min mave - men ingen Isaac . 

Men men men - jeg kan smile! Jeg har fundet mit smil igen. Jeg kan grine igen. Man plejer at sige at en dag når noget virkelig sjovt sker, så vil man grine igen, den dag var igår og jeg grinede virkelig meget. 

Igår var jeg også på besøg på fødegangen. Jeg følte at det var en del af min proces at komme tilbage til det sted hvor det hele skete og det hjalp virkelig meget. Mens jeg står og snakker med de andre bliver der lagt en hånd på min skulder og så er det bare den sødeste jordemoder som desværre skulle give os beskeden om onsdagen og som også var der om lørdagen.

Jeg havde virkelig håbet på at se hende fordi jeg følte et behov for at snakke med en der havde været der lige fra den forfærdelige besked og så til fødslen og så er jeg så heldig at hun er på arbejde! Jeg er efter besøget og snakken med hende blevet så lettet.

Så har vi også fået tid til samtale d. 25/2 så håber og krydser for at de kan give os et svar på hvad der er sket selvom jeg godt ved at chancen er lille 

Til sidst kan jeg fortælle at vi er blevet kontaktet af et tv program der har spurgt om jeg vil stå frem med min historie om hvordan systemet ikke havde et sikkerhedsnet midt i min værste sorg og hvordan jeg efter 3½ uge blev presset ud i uddannelse selvom jeg ikke var klar. Efter mange tanker og efter det er blevet vendt mange gange med kæresten og familien har jeg valgt at sige ja. Det bliver hårdt at hele Danmark skal høre om os og Isaac, men jeg håber på at det kan hjælpe andre der står eller kommer til at stå i min situation for det er ikke optimalt!

Men alt i alt går det faktisk rigtig godt herhjemme. Mine flashback er endelig stoppet og jeg er begyndt at kunne sove om natten igen så kan mærke at det går den rigtige vej og snart kan jeg se billederne af min søn, men vil lige være sikker på at jeg er stærk nok! 

Du er så stærk og sej, jeg har så meget respekt for dig og sender dig stadig masser af tanker. Hvor er det dejligt at høre det går fremad for sig, og så skønt at du selv kan mærke hvilken proces du skal igennem for at få det bedre som feks besøget på fødegangen.
Klapper dig på skulderen for at vælge at stå frem i et tv program. det er desværre nogengange de sørgelige historier der skal til for at gøre det lettere for andre i ligende situation.

Hvor dejligt du også kan se lidt lys og så flot at du har valgt at dele jeres historie. Du må endelig dele hvornår det bliver sendt. Håber det kan råbe op, så andre i lignende situation ikke skal mangle støtte og sikkerhedsnet

Knus herfra

grinny skriver:

Men dog ikke lige så trist som mange af de andre.

Jeg savner ham stadig, og der er dage hvor jeg er sikker på at jeg mærker spark fra ham så må lige kigge en ekstra gang på min mave - men ingen Isaac . 

Men men men - jeg kan smile! Jeg har fundet mit smil igen. Jeg kan grine igen. Man plejer at sige at en dag når noget virkelig sjovt sker, så vil man grine igen, den dag var igår og jeg grinede virkelig meget. 

Igår var jeg også på besøg på fødegangen. Jeg følte at det var en del af min proces at komme tilbage til det sted hvor det hele skete og det hjalp virkelig meget. Mens jeg står og snakker med de andre bliver der lagt en hånd på min skulder og så er det bare den sødeste jordemoder som desværre skulle give os beskeden om onsdagen og som også var der om lørdagen.

Jeg havde virkelig håbet på at se hende fordi jeg følte et behov for at snakke med en der havde været der lige fra den forfærdelige besked og så til fødslen og så er jeg så heldig at hun er på arbejde! Jeg er efter besøget og snakken med hende blevet så lettet.

Så har vi også fået tid til samtale d. 25/2 så håber og krydser for at de kan give os et svar på hvad der er sket selvom jeg godt ved at chancen er lille 

Til sidst kan jeg fortælle at vi er blevet kontaktet af et tv program der har spurgt om jeg vil stå frem med min historie om hvordan systemet ikke havde et sikkerhedsnet midt i min værste sorg og hvordan jeg efter 3½ uge blev presset ud i uddannelse selvom jeg ikke var klar. Efter mange tanker og efter det er blevet vendt mange gange med kæresten og familien har jeg valgt at sige ja. Det bliver hårdt at hele Danmark skal høre om os og Isaac, men jeg håber på at det kan hjælpe andre der står eller kommer til at stå i min situation for det er ikke optimalt!

Men alt i alt går det faktisk rigtig godt herhjemme. Mine flashback er endelig stoppet og jeg er begyndt at kunne sove om natten igen så kan mærke at det går den rigtige vej og snart kan jeg se billederne af min søn, men vil lige være sikker på at jeg er stærk nok! 

 

Du er tit i mine tanker.. Er glad for at det går bedre 

Tak allesammen.

Bliver så glad og rørt når i skriver at jeg er sej, synes jo også selv at vi klare det super godt.

Vores forhold blev virkelig sat på prøve men hold fast vi er blevet  stærkere sammen! Intet kan skilles os ad