grinny skriver:
Men dog ikke lige så trist som mange af de andre.
Jeg savner ham stadig, og der er dage hvor jeg er sikker på at jeg mærker spark fra ham så må lige kigge en ekstra gang på min mave - men ingen Isaac 
.
Men men men - jeg kan smile! Jeg har fundet mit smil igen. Jeg kan grine igen. Man plejer at sige at en dag når noget virkelig sjovt sker, så vil man grine igen, den dag var igår og jeg grinede virkelig meget.
Igår var jeg også på besøg på fødegangen. Jeg følte at det var en del af min proces at komme tilbage til det sted hvor det hele skete og det hjalp virkelig meget. Mens jeg står og snakker med de andre bliver der lagt en hånd på min skulder og så er det bare den sødeste jordemoder som desværre skulle give os beskeden om onsdagen og som også var der om lørdagen.
Jeg havde virkelig håbet på at se hende fordi jeg følte et behov for at snakke med en der havde været der lige fra den forfærdelige besked og så til fødslen og så er jeg så heldig at hun er på arbejde! Jeg er efter besøget og snakken med hende blevet så lettet.
Så har vi også fået tid til samtale d. 25/2 så håber og krydser for at de kan give os et svar på hvad der er sket selvom jeg godt ved at chancen er lille 
Til sidst kan jeg fortælle at vi er blevet kontaktet af et tv program der har spurgt om jeg vil stå frem med min historie om hvordan systemet ikke havde et sikkerhedsnet midt i min værste sorg og hvordan jeg efter 3½ uge blev presset ud i uddannelse selvom jeg ikke var klar. Efter mange tanker og efter det er blevet vendt mange gange med kæresten og familien har jeg valgt at sige ja. Det bliver hårdt at hele Danmark skal høre om os og Isaac, men jeg håber på at det kan hjælpe andre der står eller kommer til at stå i min situation for det er ikke optimalt!
Men alt i alt går det faktisk rigtig godt herhjemme. Mine flashback er endelig stoppet og jeg er begyndt at kunne sove om natten igen så kan mærke at det går den rigtige vej og snart kan jeg se billederne af min søn, men vil lige være sikker på at jeg er stærk nok!
