*Klask*

Anonym skriver:

Har lige noget på hjerte, som har gjort mig rigtigt ked af det. Så vil bare gerne høre om jeg skal tage mig sammen, eller om det er forståeligt nok, at jeg blev ret ked af det.

Men landet ligger sådan, at min kæreste idag fortalte hans familie at han skal være far. 
De havde haft det lidt på fornemmelsen, især hans mor, så det kom ikke som den store overraskelse for dem. Og hans mor ville have et scanningsbillede, hvilket hun fik og så kom det op på køleskabet. 
Dét der så gjorde mig ked af det, var at de sagde til min kæreste (jeg var der ikke selv) at det var de glade for på hans vegne, HVIS det da var hans (vi havde en kort pause i 1-1,5 måned. Dog uden at være sammen med andre) og det var EFTER at vores barn var blevet undfanget. På tidspunktet hvor jeg blev gravid boede vi sammen og var sammen. Men de kunne jo ikke vide, om jeg havde haft en anden i pausen, hvilket jeg ikke har - og det ville så heller ikke have betydning når jeg nu i forvejen var gravid).
Men det sårede mig nu alligevel lidt, for hvad i alverden tror de om mig? Især når at min kæreste og jeg har været sammen i flere år?!!
Og det blev så ikke bedre af, at min kæreste så svarede at han ikke var sikker, men det regnede han da med…. Følte at det var lidt af et slag i ansigtet… "Tak for tilliden!" 

Ved godt, at mine hormoner helt sikkert forværrer hele den her situation. Men er bare enormt træt af ting, der virker så negative (min mor var decideret ubehagelig, da jeg fortalte at jeg var gravid, eftersom hun ikke kan lide min kæreste). 
Trænger bare til at få noget positiv respons på det hele, for har så svært ved at glæde mig over min graviditet når jeg altid føler at folk kommer med negative kommentarer, eller bare får det til at lyde som om jeg bare har været løs på tråden…. 

 Hold da op. Jamen der er da nogle tillidsproblemer der skal arbejdes på ml. Dig og manden (og hans familie). Der er nok ikke andet for end end faderskabstest der og så deres undskyldninger i evigheder efterflg

Jeg synes det er pisse synd for dig. Du bør nyde din graviditet. Og begge sider er vist obs på krig. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, vil bare vise at jeg føler med digog TiILLYKKE med graviditeten 

Anonym skriver:

Tusind tak :-)

Jeg ser heller ikke ligefrem frem til de kommentarer, der kan risikere at komme fra hans familie sådan direkte til mig.

Og ja, synes også det var enormt tarveligt sagt (er glad for at jeg ikke er den eneste). Men han har åbenbart helt vildt meget mistro til mig, da han arbejdede på sjælland i hverdagene (vi bor i jylland) dengang det skete. Men så skulle jeg jo have været ham utro, og nærmest i hans eget hjem… 
Men mine hormoner (altid godt at give dem skylden) fik mig jo også til at ringe og sige at hvis han ville have en faderskabstest, så kunne vi lynhurtigt få arrangeret det, koste hvad det koste vil, for jeg har mit på det rene. 
Og han var så helt uforstående over at jeg hidsede mig sådan op… Da der jo ikke var nogen, der havde ment noget ondt med det, men det var jo bare hvad folk ville tænke pga. den pause (selvom det skete før) 

Hvordan kom du deres tvivl til livs, hvis man må spørge? 

Jamen pludselig blev han også i tvivl om barnet var hans eller ej.. Og han ville ha en faderskabstest og sagde at det skulle han da være velkommen til og jeg ville stå parat til at modtage hand undskyldning når han fik svaret for under ingen omstændigheder ku der være andre end ham som far..... og mente jeg havde fortjent en undskyldning efter den måde ham og hans familie behandlede mig på.... 

Så da vores datter var 6 uger kom svaret... og undskyldningen..... nu skal det siges at jeg ikke længere er sammen med faren så jeg ved ikke hvad hans familie mener og taler om angående mig..... Men jeg er egentlig også ligeglad

 

Anonym skriver:

Har lige noget på hjerte, som har gjort mig rigtigt ked af det. Så vil bare gerne høre om jeg skal tage mig sammen, eller om det er forståeligt nok, at jeg blev ret ked af det.

Men landet ligger sådan, at min kæreste idag fortalte hans familie at han skal være far. 
De havde haft det lidt på fornemmelsen, især hans mor, så det kom ikke som den store overraskelse for dem. Og hans mor ville have et scanningsbillede, hvilket hun fik og så kom det op på køleskabet. 
Dét der så gjorde mig ked af det, var at de sagde til min kæreste (jeg var der ikke selv) at det var de glade for på hans vegne, HVIS det da var hans (vi havde en kort pause i 1-1,5 måned. Dog uden at være sammen med andre) og det var EFTER at vores barn var blevet undfanget. På tidspunktet hvor jeg blev gravid boede vi sammen og var sammen. Men de kunne jo ikke vide, om jeg havde haft en anden i pausen, hvilket jeg ikke har - og det ville så heller ikke have betydning når jeg nu i forvejen var gravid).
Men det sårede mig nu alligevel lidt, for hvad i alverden tror de om mig? Især når at min kæreste og jeg har været sammen i flere år?!!
Og det blev så ikke bedre af, at min kæreste så svarede at han ikke var sikker, men det regnede han da med…. Følte at det var lidt af et slag i ansigtet… "Tak for tilliden!" 

Ved godt, at mine hormoner helt sikkert forværrer hele den her situation. Men er bare enormt træt af ting, der virker så negative (min mor var decideret ubehagelig, da jeg fortalte at jeg var gravid, eftersom hun ikke kan lide min kæreste). 
Trænger bare til at få noget positiv respons på det hele, for har så svært ved at glæde mig over min graviditet når jeg altid føler at folk kommer med negative kommentarer, eller bare får det til at lyde som om jeg bare har været løs på tråden…. 

Jeg forstår udmærket godt dine følelser for jeg har selv været der.
Her havde manden og jeg ikke været sammen så længe før vi blev gravide, og da nyheden blev overbragt til mandens forældre, kiggede de først på mig og så på manden og spurgte ham om han nu var sikker på det var hans barn, mens jeg stod lige ved siden af. Heldigvis vidste han at det var hans barn og det fik de også af vide, samtidig fik de senere hen et scanningsbillede i profil af vores store søn og så var de ikke længere i tvivl..

Jeg blev sur i øjeblikket og var sur nogle dage efter og det har helt sikkert ikke hjulpet på min basale mening om dem, men igen de må tro hvad de vil - så længe jeg ved hvad der er det rigtige, kan andres mening og skæptis være underordnet

Pcokate skriver:

 Hold da op. Jamen der er da nogle tillidsproblemer der skal arbejdes på ml. Dig og manden (og hans familie). Der er nok ikke andet for end end faderskabstest der og så deres undskyldninger i evigheder efterflg

Jeg synes det er pisse synd for dig. Du bør nyde din graviditet. Og begge sider er vist obs på krig. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, vil bare vise at jeg føler med digog TiILLYKKE med graviditeten 

tusind tak :-)

vil prøve at nyde det så meget som muligt - disse omstændigheder taget i betragning.

Jamen pludselig blev han også i tvivl om barnet var hans eller ej.. Og han ville ha en faderskabstest og sagde at det skulle han da være velkommen til og jeg ville stå parat til at modtage hand undskyldning når han fik svaret for under ingen omstændigheder ku der være andre end ham som far..... og mente jeg havde fortjent en undskyldning efter den måde ham og hans familie behandlede mig på.... 

Så da vores datter var 6 uger kom svaret... og undskyldningen..... nu skal det siges at jeg ikke længere er sammen med faren så jeg ved ikke hvad hans familie mener og taler om angående mig..... Men jeg er egentlig også ligeglad

 

Hm av. Det lyder som om du har været i samme situation, måske endda værre. :-(

jeg har også fortalt min kæreste, at der er to valgmuligheder: ham eller helligånden... Så medmindre at jeg skal føde Jesus nr. 2, så kender jeg svaret på den test. 

Men det er godt at du er ligeglad med deres mening nu og ikke mindst at du fik en undskyldning.

Hønsemor skriver:

Jeg forstår udmærket godt dine følelser for jeg har selv været der.
Her havde manden og jeg ikke været sammen så længe før vi blev gravide, og da nyheden blev overbragt til mandens forældre, kiggede de først på mig og så på manden og spurgte ham om han nu var sikker på det var hans barn, mens jeg stod lige ved siden af. Heldigvis vidste han at det var hans barn og det fik de også af vide, samtidig fik de senere hen et scanningsbillede i profil af vores store søn og så var de ikke længere i tvivl..

Jeg blev sur i øjeblikket og var sur nogle dage efter og det har helt sikkert ikke hjulpet på min basale mening om dem, men igen de må tro hvad de vil - så længe jeg ved hvad der er det rigtige, kan andres mening og skæptis være underordnet

Det var godt at din kæreste ikke var i tvivl. Men av at få klasket den i hovedet når man stod der. :-(

Min kærestes forældre har også fået scanningsbillede, men de ville jo åbenbart spørge alligevel (og det har ændret min mening af dem - ligesom i dit tilfælde). Men ville bare ønske at min kæreste i det mindste var sikker (da han ikke har grund til andet). Og der har jo heller ikke været problemer før nu ang. Tvivl. Han har jo også selv været med til at bestemme navne osv. 

Så det er første gang at han lufter den her tvivl overfor mig. Måske også derfor at det gør så ondt (da jeg er ret langt henne).