*Klask*

Har lige noget på hjerte, som har gjort mig rigtigt ked af det. Så vil bare gerne høre om jeg skal tage mig sammen, eller om det er forståeligt nok, at jeg blev ret ked af det.

Men landet ligger sådan, at min kæreste idag fortalte hans familie at han skal være far. 
De havde haft det lidt på fornemmelsen, især hans mor, så det kom ikke som den store overraskelse for dem. Og hans mor ville have et scanningsbillede, hvilket hun fik og så kom det op på køleskabet. 
Dét der så gjorde mig ked af det, var at de sagde til min kæreste (jeg var der ikke selv) at det var de glade for på hans vegne, HVIS det da var hans (vi havde en kort pause i 1-1,5 måned. Dog uden at være sammen med andre) og det var EFTER at vores barn var blevet undfanget. På tidspunktet hvor jeg blev gravid boede vi sammen og var sammen. Men de kunne jo ikke vide, om jeg havde haft en anden i pausen, hvilket jeg ikke har - og det ville så heller ikke have betydning når jeg nu i forvejen var gravid).
Men det sårede mig nu alligevel lidt, for hvad i alverden tror de om mig? Især når at min kæreste og jeg har været sammen i flere år?!!
Og det blev så ikke bedre af, at min kæreste så svarede at han ikke var sikker, men det regnede han da med…. Følte at det var lidt af et slag i ansigtet… "Tak for tilliden!" 

Ved godt, at mine hormoner helt sikkert forværrer hele den her situation. Men er bare enormt træt af ting, der virker så negative (min mor var decideret ubehagelig, da jeg fortalte at jeg var gravid, eftersom hun ikke kan lide min kæreste). 
Trænger bare til at få noget positiv respons på det hele, for har så svært ved at glæde mig over min graviditet når jeg altid føler at folk kommer med negative kommentarer, eller bare får det til at lyde som om jeg bare har været løs på tråden…. 

Anonym skriver:

Har lige noget på hjerte, som har gjort mig rigtigt ked af det. Så vil bare gerne høre om jeg skal tage mig sammen, eller om det er forståeligt nok, at jeg blev ret ked af det.

Men landet ligger sådan, at min kæreste idag fortalte hans familie at han skal være far. 
De havde haft det lidt på fornemmelsen, især hans mor, så det kom ikke som den store overraskelse for dem. Og hans mor ville have et scanningsbillede, hvilket hun fik og så kom det op på køleskabet. 
Dét der så gjorde mig ked af det, var at de sagde til min kæreste (jeg var der ikke selv) at det var de glade for på hans vegne, HVIS det da var hans (vi havde en kort pause i 1-1,5 måned. Dog uden at være sammen med andre) og det var EFTER at vores barn var blevet undfanget. På tidspunktet hvor jeg blev gravid boede vi sammen og var sammen. Men de kunne jo ikke vide, om jeg havde haft en anden i pausen, hvilket jeg ikke har - og det ville så heller ikke have betydning når jeg nu i forvejen var gravid).
Men det sårede mig nu alligevel lidt, for hvad i alverden tror de om mig? Især når at min kæreste og jeg har været sammen i flere år?!!
Og det blev så ikke bedre af, at min kæreste så svarede at han ikke var sikker, men det regnede han da med…. Følte at det var lidt af et slag i ansigtet… "Tak for tilliden!" 

Ved godt, at mine hormoner helt sikkert forværrer hele den her situation. Men er bare enormt træt af ting, der virker så negative (min mor var decideret ubehagelig, da jeg fortalte at jeg var gravid, eftersom hun ikke kan lide min kæreste). 
Trænger bare til at få noget positiv respons på det hele, for har så svært ved at glæde mig over min graviditet når jeg altid føler at folk kommer med negative kommentarer, eller bare får det til at lyde som om jeg bare har været løs på tråden…. 

Først tillykke med den lille spire i maven 

Og dernæst ØV for den hvor jeg ved hvordan det føles... Jeg oplevede stort set det samme da jeg ventede min datter..... Fik også kommentarer på SMS og face fra hans familie at jaaah hvis det nu var hans bar. Og hva ved jeg...

så jeg ved hvordan det føles og den gør ondt... Man vil jo gerne dele ens glæde med familien og det gør ondt når de ikke deler ens glæde... Dog vil jeg jeg sige at der da var lidt en tarvelig kommentar fra din kæreste  Det var da ikke nødvendigt med sådan en kommentar og da slet ikke til hans mor som i forvejen tvivler på det er hans barn.... Så fodrer han hende jo bare med mere tvivl 

Men ved det er hårdt men ved du hvad... Du er gravid og det er det største man kan opleve og den glæde skal du ikke lade nogen tage fra dig !! 

sandramor skriver:

Først tillykke med den lille spire i maven 

Og dernæst ØV for den hvor jeg ved hvordan det føles... Jeg oplevede stort set det samme da jeg ventede min datter..... Fik også kommentarer på SMS og face fra hans familie at jaaah hvis det nu var hans bar. Og hva ved jeg...

så jeg ved hvordan det føles og den gør ondt... Man vil jo gerne dele ens glæde med familien og det gør ondt når de ikke deler ens glæde... Dog vil jeg jeg sige at der da var lidt en tarvelig kommentar fra din kæreste  Det var da ikke nødvendigt med sådan en kommentar og da slet ikke til hans mor som i forvejen tvivler på det er hans barn.... Så fodrer han hende jo bare med mere tvivl 

Men ved det er hårdt men ved du hvad... Du er gravid og det er det største man kan opleve og den glæde skal du ikke lade nogen tage fra dig !! 

 

Tusind tak :-)

Jeg ser heller ikke ligefrem frem til de kommentarer, der kan risikere at komme fra hans familie sådan direkte til mig.

Og ja, synes også det var enormt tarveligt sagt (er glad for at jeg ikke er den eneste). Men han har åbenbart helt vildt meget mistro til mig, da han arbejdede på sjælland i hverdagene (vi bor i jylland) dengang det skete. Men så skulle jeg jo have været ham utro, og nærmest i hans eget hjem… 
Men mine hormoner (altid godt at give dem skylden) fik mig jo også til at ringe og sige at hvis han ville have en faderskabstest, så kunne vi lynhurtigt få arrangeret det, koste hvad det koste vil, for jeg har mit på det rene. 
Og han var så helt uforstående over at jeg hidsede mig sådan op… Da der jo ikke var nogen, der havde ment noget ondt med det, men det var jo bare hvad folk ville tænke pga. den pause (selvom det skete før) 

Hvordan kom du deres tvivl til livs, hvis man må spørge? 

Snakkede lige med min kæreste efter et større raserianfald og efter at have sendt ham flere links til steder, der tester faderskab. 
Og han mente at jeg overdrev, og at det ikke var ment som negativt eller som at han benægtede faderskabet, men at det bare var et spørgsmål…
Synes bare det gjorde ondt, og han kan slet ikke se det fra min synsvinkel - han kan kun se min "voldsomme" reaktion nu hvor jeg blev så ked af det… 

Bare lige et lille opklarende spørgsmål. Hr han fortalt dig om den samtale og hvad han svarede?

Tæl ti ti (tusind) og sov på det.

Tro på din kæreste, når han siger at det ikke var for at såre dig, omend det var en uheldig kommentar.

Bliver de ved - så bed dem om at holde kæft.

lineog4 skriver:

Bare lige et lille opklarende spørgsmål. Hr han fortalt dig om den samtale og hvad han svarede?

Ja. Jeg spurgte ham hvordan det var gået, og hvad de havde sagt, og så nævnte han at de var kommet med det spørgsmål, hvorefter jeg så havde spurgt hvad han havde svaret. 

Og dertil spurgte jeg ham så om hvorfor han ikke var helt sikker. Og om han ville have lavet en faderskabssag - jeger jo sikker i min sag, men hvis han ikke er, så kan han jo godt bruge penge på det frem for vores barn.

lotchen skriver:

Tæl ti ti (tusind) og sov på det.

Tro på din kæreste, når han siger at det ikke var for at såre dig, omend det var en uheldig kommentar.

Bliver de ved - så bed dem om at holde kæft.

Vi er bare fra en meget lille by hvor folk snakker, så hvis familien bliver ved med at være mistroiske, og andre hører det...... Ja så er der pludselig 10.000 rygter bag ens ryg. 

Men ja. Må prøve at tælle til tusind. 

Har bare svært ved at kontrollere følelserne, da jeg de sidste par uger er blevet spamet med sms'er fra min egen mor, og hvor synd det var for det her barn - på trods af at både min kæreste og jeg er to velfungerende mennesker. (på nær ved den her konflikt)

så det gør bare ekstra ondt når folk tænker før de taler. Og han ved hvor følsom jeg er pt

ES90 skriver:

Jeg var tændt fuldstændigt af.. Det er respektløst ud over alle grænser!

Det gjorde jeg også. Men han kunne så slet ikke se gennem min arrigskab og forstå at det sårede mig sådan..

og snakkede lige med en veninde som mente at så måtte vi jo bare få ordnet den faderskabssag og så var den skid slået (fik lyst til at spørge hende om hun ikke selv ville blive såret hvis hendes kæreste ikke var helt sikker, på trods af flere års forhold uden utroskab).