Så sidder jeg her igen og glor. Jeg sidder i et mørkt og stille rum og bare glor lige ud i ingenting. Jeg ved godt det ikke er pænt at sige - men det er jo det jeg gør!
Klokken er 03.45. Min søn er skiftet og lagt til brystet, hvor han spiser mens han halvsover - som så mange nætter før denne. Den samme gentagelse hver nat. Han spiser, bøvser, spiser lidt mere, mens han langsomt falder hen og falder i søvn. Op på skulderen igen i søvne og så tilbage i liften. Ingen snak. Ingen leg. Ingen smil. Bare stilhed - kedsomhed.
Min søn er to måneder gammel og jeg har elsket ham fra dag 1. Faktisk har jeg elsket ham meget længere. Allerede i min graviditet begyndte jeg at elske ham og jeg forestillede mig, hvordan det skulle være at blive mor. Og nu hvor han er her, kan jeg kun sige, at det er meget bedre end jeg nogensinde havde forestillet mig! Med undtagelse af en enkelt ting: amning!
Der gik 6 dage før mælken løb til. Min søn nåede at tabe sig mere end hospitalet tillod og vi måtte forblive indlagt. Jeg var så ked af det! Jeg vidste fra starten af min graviditet, at jeg ville amme. At jeg ville kæmpe for at amme. Det er jo det bedste for barnet - den sætning når man at læse utroligt mange gange, i løbet af en graviditet. Og jeg ville give mit barn det bedste - hvilken mor vil ikke det?
Men jeg har ondt! Så sindssygt ondt - og hver amning er i starten et mareridt. Min søn kan ikke få rigtigt fat om brystet og han klikker. Personalet på hospitalet har fortalt mig, at der ikke må komme klik-lyde når han sutter. Det betyder, at jeg kæmper en kamp hver eneste gang. Af og på 1000 gange. Åben munden heeeeelt op. Holde på brystet. Trække brystet til en side. Altsammen uden held. Tre uger senere læser jeg, at nogle børn bare klikker når de sutter. Vi slutter fred.
Men det gør stadig ondt. Meget ondt. Min søn spiser længe ved brystet, fordi han har svært ved at sutte. Sundhedsplejersken siger, at det er ok at han klikker. Det er ok at jeg får ondt, som følge af at han ikke får rigtigt fat - for han tager jo flot på! Og det er jo bedst for barnet at jeg ammer.
Jeg har forberedt mig godt og var klar over, at det kan være svært at få amningen igang. Derfor bliver jeg ved - det må da lykkes for mig. Så jeg kæmper en kamp - det er jo det bedste for barnet - og i mit hovede er det blevet lig med, at erstatning er dårligt for barnet - hvilket jo slet ikke er rigtigt. Men alligevel er jeg bange for, at gå over til flaske, for jeg vil jo ikke have, at andre synes jeg er en dårligere mor. Så jeg kæmper videre.
Og nu sidder jeg så her i mørket. Med ømme bryster og en søn der sover. Og jeg keder mig. Jeg ved godt det er forbudt at sige, for det skulle jo være så hyggeligt at amme om natten. Og jeg har da også ved flere lejligheder smilet og nikket, når andre mødre har sagt: "Iih det er bare så hyggeligt at amme". Men det synes jeg ikke - for mig er det en kamp.
Nu supplerer jeg med flaske i dagtimerne og det hjælper lidt. Men jeg håber stadig det en dag vender og går godt. Jeg tror ikke længere på det og ved godt, at det er ok, hvis det ender med at blive flasken fuld tid.
Jeg kan nogen gange fortryde, at jeg har "forberedt" mig så godt - har læst graviditetsbøger, magasiner og på internetsider. Men det har faktisk kun gjort det sværere for mig, at få en god start. Det har betydet, at jeg har kæmpet forgæves for at være den bedste mor for mit barn - uden at vide, at det var jeg allerede - uanset bryst eller flaske.
Tak, hvis du læste med så langt. Jeg ved nu, at der kan være mange grunde til, at ikke alle mødre ammer - og at det er helt i orden at give erstatning - det bliver man altså ikke en dårligere mor af!
Hvis dette sætter en debat i gang, håber jeg ikke den bliver alt for rasende. Der sidder trods alt rigtige mennesker bag skærmene der ude - mennesker, der har sine (gode) grunde til at amme og ikke at amme
