At få et 3.barn?

Skal prøve at male det helt ærlige billede. Lige nu sidder jeg mens den store går og leger med katten, den midterste tegner på sin nye mappe og den lille trisser rundt og lidt med her og der - lige nu føler jeg en varme i kroppen, en lykkefølelse der kunne næsten eksplodere - er jeg heldig kommer lille manden lige om lidt og jeg får et kram, eller måske skal jeg se en flot tegning - lige i det her øjeblik er jeg så taknemmelig for jeg fik ikke bare børn men en børneflok og jeg kunne udvide den.... Men så kommer lige alle minderne, minderne om en lille baby der tog min tid mens jeg med den sorteste samvittighed vidste vi bare ikke fik den ro til at få læst de 15 minutter som min datter burde, minderne om den lille trold på under 3 der sad med en dukke og så betuttet til mens jeg smilede til baby og planlagde hvordan jeg skulle få tid til den største. Jeg husker følelsen af utilstrækkelighed når min arme bare ikke var mange nok, hvordan mit skød bare ikke kunne have 3 børn siddende og den ene kigger lidt trist på den lille rest af låret der er tilbage... 

jeg kigger på mit midterbarn som har så meget brug for sin egen tid og sit eget rum men som invaderes af enten storesøster eller lillebror - mit hjerte græder for ham nogen gange.

Jeg elsker at være mor til 4, jeg elsker min flok, jeg fik gerne flere. Men at påstå det bare er at putte et ekstra barn ind i familien ville være en løgn. Og jeg tænker tit jeg feks. Ikke når mig selv og mit forhold fordi jeg ikke vil gå på kompromis med hvad jeg tilbyder børnene af fritidsinteresser, legeaftealer osv. Det er skønt men det er ikke en dans på roser....

lineog4 skriver:

Skal prøve at male det helt ærlige billede. Lige nu sidder jeg mens den store går og leger med katten, den midterste tegner på sin nye mappe og den lille trisser rundt og lidt med her og der - lige nu føler jeg en varme i kroppen, en lykkefølelse der kunne næsten eksplodere - er jeg heldig kommer lille manden lige om lidt og jeg får et kram, eller måske skal jeg se en flot tegning - lige i det her øjeblik er jeg så taknemmelig for jeg fik ikke bare børn men en børneflok og jeg kunne udvide den.... Men så kommer lige alle minderne, minderne om en lille baby der tog min tid mens jeg med den sorteste samvittighed vidste vi bare ikke fik den ro til at få læst de 15 minutter som min datter burde, minderne om den lille trold på under 3 der sad med en dukke og så betuttet til mens jeg smilede til baby og planlagde hvordan jeg skulle få tid til den største. Jeg husker følelsen af utilstrækkelighed når min arme bare ikke var mange nok, hvordan mit skød bare ikke kunne have 3 børn siddende og den ene kigger lidt trist på den lille rest af låret der er tilbage... 

jeg kigger på mit midterbarn som har så meget brug for sin egen tid og sit eget rum men som invaderes af enten storesøster eller lillebror - mit hjerte græder for ham nogen gange.

Jeg elsker at være mor til 4, jeg elsker min flok, jeg fik gerne flere. Men at påstå det bare er at putte et ekstra barn ind i familien ville være en løgn. Og jeg tænker tit jeg feks. Ikke når mig selv og mit forhold fordi jeg ikke vil gå på kompromis med hvad jeg tilbyder børnene af fritidsinteresser, legeaftealer osv. Det er skønt men det er ikke en dans på roser....

Hvor er det bare så rigtig skrevet. Jeg kan se mange af vores dilemmaer - særligt det med nr 3 er i klemme det er et stort problem i vores familie

Anonym skriver:

Hej

Vi går og snakker frem og tilbage om at få barn nr 3, manden er meget skruk. der er i forvejen en der er tæt på 4 år og en der er tæt på 2 år, der er økonomi og overskud til en mere, men derfor er tvivlen der stadig lidt

Så jer med 3 børn, har i ikke lyst til at fortælle hvordan det var at gå fra 2-3 børn? Gerne både det gode og dårlige

På forhånd tak

Sys ikke der gjorde den stite forskel :-)

sys det var værre fra 3-4 :-)

held og lykke med det

Vores de to store var 2 år og 4 år da lillesøster blev født :-) 

det eneste jeg har fortrudt var at vi ikke fik en til  Da nummer tre var lille