bonusbørn = ingen børn selv

Rosa-Sofia skriver:

Det her er nok et lidt alternativt indlæg og kan jo i og for sig sagtens skrive det, jeg gør, for jeg er jo selv blevet mor og har fået mit første og eneste barn med min eneste ene. Så jeg har prøvet kærligheden og glæden og alle de oplevelser af første gang ens lille barn gør noget.

Men jeg har jo også oplevet alle konflikterne, søvnløse nætter, lortebleer, sex som en by i Rusland. Og nu hvor han er større uanede konflikter, når han ikke får sin vilje med skrigeri og ting, der bliver kastet. 

Hm hvis jeg var dig og jeg virkelig som det lyder var dybt forelsket i manden, ville jeg prøve at se positivt på det. Du har fundet en mand som du virkelig elsker, han vil dig og i har det rigtigt godt sammen. Ovenikøbet har du fået hans to søde børn ind i dit liv, som du kan lave ting med, tage på skovtur i zoo og i svømmehallen. Alle de hyggelige ting, men fordi det er hveranden weekend slipper i for de besværlige ting, opdragelse, søvnløshed, skiftetøj til skole og børnehave. I kan have enormt meget kærestetid sammen og stadig have børn inde i jeres liv. Ved godt, at jeg måske tænker det lidt for lyserødt, men synes der er mange gode ting i det.

jeg tænker nemlig også ofte når jeg er sammen med hans børn I flere dage, at FUCK det er hårdt..

de er sindssygt søde og er allerede rigtig glade for dem.. synes det er så fantastisk at de har taget så godt imod mig. selv når jeg ikke er der så spørger de efter mig og vil beaøge mig - til trods for at jeg ikke har kendt dem særlig længe..

men når de så skal I seng, eller star mega tidlig op, eller vågner om natten, tisser I bukserne osv.... nøøøj hvor jeg tænker - er det det her jeg vil eller er jeg godt tilfreds med bare at være bonusmor?

jeg er enormt forvirret og har ingen anelse om hvad jeg vil..

måske fordi jeg er så forelsket som jeg er, fordi det er jeg virkelig ! men tænker om børn er lykken for mig? eller om det er fordi det forventes af mig at jeg tænker jeg skal ha dem?

giver måske ikke så meget mening, men som I kan høre så kører der MANGE tanker rundt I mit hovede

anonym26 skriver:

jeg tænker nemlig også ofte når jeg er sammen med hans børn I flere dage, at FUCK det er hårdt..

de er sindssygt søde og er allerede rigtig glade for dem.. synes det er så fantastisk at de har taget så godt imod mig. selv når jeg ikke er der så spørger de efter mig og vil beaøge mig - til trods for at jeg ikke har kendt dem særlig længe..

men når de så skal I seng, eller star mega tidlig op, eller vågner om natten, tisser I bukserne osv.... nøøøj hvor jeg tænker - er det det her jeg vil eller er jeg godt tilfreds med bare at være bonusmor?

jeg er enormt forvirret og har ingen anelse om hvad jeg vil..

måske fordi jeg er så forelsket som jeg er, fordi det er jeg virkelig ! men tænker om børn er lykken for mig? eller om det er fordi det forventes af mig at jeg tænker jeg skal ha dem?

giver måske ikke så meget mening, men som I kan høre så kører der MANGE tanker rundt I mit hovede

Mødte min mand allerede som 18 årig hvor han var enlig far til den skønneste dreng. Og jeg var jo slet ikke vokset ind i opgaven til at være den voksne med ansvar for en lille skat, sætte mig selv og mine behov helt bagerst, jeg havde slet ikke tænkt på børn. 

Men nu havde han jeg forelskede mig i jo bare en lille pakke med og måtte vokse hurtigt til opgaven. Men det at møde en mand med børn gør man pludselig får spørgsmålet om børn ind i livet. Jeg tænker når man ellers møder en ny kæreste er det jo ikke sådan man allerede inden for det første halve år har aftalt hvor mange børn hvornår - ville jeg i hvert fald ikke, men vi havde også kendt hinanden i 9 år før vi fik fælles adresse og i 10 år før vi blev forældre sammen, så er ikke en der rider samme dag jeg sadler 

Du har kendt din kæreste så kort og I skal nyde at være nyforelskede og  ikke tænke på bleer og natteture. Men det skal I bare fordi din kæreste har to børn og selvsagt er det overvældende selvom man synes børnene er fantastiske. Og mon ikke med tiden så er det nemmere at tage en snak om børn...

nej normalt ville man nemlig slet ikke tænke børn efter så kort tid, men fordi han jo har de 2 fra tidligere så matte jeg rimelig hurtigt spørge om han egentlig ønskede flere børn, hvortil han svarer at det er ikke en del af hans planer.

hvis ikke han havde haft de 2 så tænkte jeg overhovedet ikke I børn endnu, men jeg føler jeg constant blive mindet om det når de er der..

ikke at mit behov for at få børn nu er der, der vil jeg bare gerne være nyforelsket og nyde den frihed det giver når børnene er hos deres mor...

er bare bange for at jeg kommer til at blive for glad for ham og at når mit behov for børn måske en dag kommer så kan jeg ikke gå fra ham ?