Kommer der en dag hvor jeg ikke græder?

Kan ikke skrive noget som hjælper dig eller lindrer sorgen, men ville ikke bare forlade din tråd. Mit hjerte græder for jer og jeg tænker så meget på jer. Er sikker på at det med tiden vil blive nemmere, og er sikker på at du nok skal vide det den dag du er klar på en ny graviditet.
Sender så mange tanker og kram og beder til at I får den styrke I skal bruge

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

I må have det helt forfærdeligt.. Kan kun forestille mig, hvor ondt det må gøre; og tror ikke engang jeg kan forestille mig hvor ulidelig en smerte det må være.

Jeg ønsker jer virkelig alt det bedste, selvom tiden er røv hård og svær at komme igennem.. Jeg er sikker på i nok skal få det bedre, selvom i altid vil savne ham

Det gør mig så ondt. Kontakt lægen og bede om henvisning akut til behandling, er ikke ok i skal vente uden at vide hvornår i kan få hjælp.

Så uretfærdigt det i har oplevet, og ang en ny graviditet, så gør helt hvad i føler for.

Jeg tror aldrig sorgen forsvinder, men tror at man med tiden lærer at leve med den på et niveau hvor den ikke overskygger hverdagen. Men det skal nok komme, lad dig selv være ked, sur og hvad du ellers måtte føle.

Gør hvad i har brug for, tag en ferie sammen, snakke om det, måske en sorggruppe. Hvad der end gør det muligt at bearbejde det kæmpe tab. Han vil jo altid være i jeres hjerter og være en del af jer

Har ikke selv stået i jeres situation men ved min mormor mistede en lille dreng da han var 14 dage gammel. Hun har ikke selv snakket om det og ønsker heller ikke, men kom videre. Hun fik barn kort efter og har i dag 3 børn, 8 børnebørn og 2 oldebørn

Håber alt det bedste for jer

Åhh, hvor bliver jeg ked af det på jeres vejne. Ingen forældre burde opleve ikke at få sit barn med hjem, eller i det hele taget at miste sit barn.

Jeg kan prøve at give dig lidt lys. Jeg har en folkeskole veninde, hvis søster fødte deres dødfødte datter sidste år, lige efter nytår. Søsteren er nu gravid igen, og har termin lige om lidt med lillebroderen.

Det kan lade sig gøre, der er håb forude, og jeg er sikker på at i nok skal blive forældre. Det er kun tiden som kan arbejde for jer. Og jeg håber virkelig snart at i får noget hjælp. Ingen forældre skal gå med denne smerte selv.

Jeg kan ikke andet end sende mine tanker til jer. Jeg håber fremtiden vil bringe jer lykke og glæde

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

åh skat kan godt forstår dig jeg begynder at få tåre vis det var mig vil jeg også være i dit sted.  kan ikke forstille mig uden mit barn 

håber du få hjælp søde. snak med nogen. sender dig et stor kram 

Mit hjerte græder for jer, virkelig! .

Kæmpe kram !

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Ville ønske jeg kunne gøre noget.

Håber virkelig snart i får noget hjælp

 

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Kan desværre ikke komme med så mange trøstende ord, men ville ikke forlade tråden uden at skrive.

Kan på ingen måde sætte mig ind i din smerte. Men kan kun forestille mig det værste!!! 

Kæmpe kram og tusind tanker til dig!!!

 

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Er så ked af det på jeres vegne. Selvom jeg ikke kender jer, er i i mine tanker flere gange om dagen..

Ville ønske jeg kunne gøre noget eller sige noget der ville ligge en dæmper på jeres sorg, i fortjener på ingen måde dette..

Håber med tiden at der kommer en dag.. hvor tårene ikke falder ned af kinderne hver dag.

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Er så oprigtig ked af det må jeres vegne, det er møg uretfærdigt, og en situation man bare ikke ønsker at ens værste fjende skal opleve

Jeg kan ikke sige hvornår du kan begynde at smile igen, og få mod på livet, men giv jer selv lov til at sørge og græde, fordi det hjælper at få sine følelser ud, og ikke lægge låg på.

Er sikker på i en dag får et levende barn, og at jeres lille søn bliver storebror. Og kan virkelig godt forstå du ønsker bare at blive gravid med det samme igen, og det skal i helt gøre som i føler for. Jeg ville nok ikke tænke særlig fornuftigt hvad angår det.


Alle mine tanker og trøstekram til dig