Kommer der en dag hvor jeg ikke græder?

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Åh hvor gør det ondt at læse din historie og dine tanker. Du gennemgår en hver mors værste mareridt.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal skrive, for der er jo intet der kan lindre den kæmpe smerte du har i kroppen.

Jeg håber inderligt for jer, at I snart får den hjælp der skal til, for at I kan komme nogenlunde igennem det, og få bearbejdet sorgen.

Men det er godt du er god til at sætte ord på dine tanker/ følelser og får dem skrevet ned og delt med andre, det kommer til at hjælpe dig med bearbejdelsen. Og som du selv skriver, vil der komme en dag, hvor du ikke længere græder, men lige nu skal du græde.

Kan godt forestille mig, at det må være et kæmpe dilemma, om det at forsøge at blive gravid igen. Men I må lytte til jeres hjerter og gøre det, som føles rigtigt for jer.

Det blev bare en gang pladder det her, og selvom jeg nærmest kan mærke din smerte og sorg gennem skærmen, kan jeg på ingen måde sætte mig ind i, hvordan det må føles.

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores s%2

Jeg kan desværre ik svare dig eller komme med nogle store trøstende ord men et kæmpe kram ska du ha

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Jeg kan desværre ik svare dig eller komme med nogle store trøstende ord men et kæmpe kram ska du ha

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Der er ingen ord, der kan trøste dig eller gøre tilværelsen lettere for dig pt.

Du skal have lov til at sørge og lov til at være vred. Når jeg fortæller dig, at du gennemgår helt naturlige dele af en sorgeproces, får du lyst til at hamre mig en lige i ansigtet.

Dagene bliver lysere.. Men indtil da skal du lade dig selv være ked af det og ikke mindst lade dig selv føle, at livet er fucking uretfærdigt - hvilket det i den grad er!

Jeg forstår dine tanker og dine bekymringer omkring en ny graviditet, og forhåbentlig kommer der en dag, hvor beslutningen er hel naturlig - om I vælger det ene eller det andet.

At I intet hjælp har fået endnu er lige til at lukke op og skide i - undskyld sproget.

Jeg synes, du skal kontakte jeres praktiserende læge hurtigst muligt - desværre kan man ikke altid regne med, at systemet tager for givet, at man skal have hjælp, når man har mest brug for det. 

 

Kæmpe 

Sorgen forsvinder aldrig.

Men den bliver til at leve med.

Jeg har mistet for 11 år siden,og jeg græder stadig når hun har fødseldag. 

Når det er jul 

Eller bare når jeg som lige nu bliver mindet om hvor uendeligt skrøbeligt livet er -

Og det nogen tager for givet ,vil andre give deres højre arm for.

Jeg kan ikke give dig redskaber til at bearbejde din sorg,for der skal prof indover .

Men jeg kan love dig at med tiden så føler du dig klar til at prøve igen.Kun I ved hvornår det skal være.

Og ja det bliver en hård graviditet,men der står nogen og griber når du føler du falder .

De fleste jordemodercentre har en sårbargravid afd med et team af læger,jm og psykologer til os der har mistet et barn.

Tanker herfra 

Hvor det dog stikker i hjertet at læse din historie..! :-( 

hvad fan siger man.. Det gør mig virkelig ondt.. Bliver dejligt når du/i får noget hjælp og evt får snakket med nogle der har været i samme situation som jer?!

mht næste graviditet og frygt for hvordan det barn så har det - skal det nok gå godt.. Min moster var ude for præcis samme med deres førstefødte.. Hun har nu to sunde og raske piger på 12 og 14 år.. Men frygten for at miste igen er nok svær at slippe, men er sikker på det nok skal gå.. 

Knus og tanker herfra 

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

Du skal have nogen at snakke med... Det behøver ikke være psykolog, det behøver ikke være noget fanzy men det skal være nogen der forstår, nogen der har været der hvor du er nu. De spørgsmål du bumler med nu er så "normale" og det at møde andre der skriver eller siger: lige der er jeg også, eller ja sådan var det for en måned siden men nu.....

Nu får du lige hele listen og husk du kan skrive privat med enten en mail eller aller helst telefonnummer så kan jeg få en fra landsforeningen til at kontakte dig dagen efter - det er guld værd at lige få en snak med en af deres rådgivere.

Der er landsforeningen til støtte ved spædbørns død - det er den officielle kanal, her er der rådgivere, der er tema aftener, tættest på dig er Roskilde så det er måske lidt langt væk, der er støttepersoner hvor man får en der ringer en 4 gange, og der er forældregrupper.

Derudover er der et lukket forum der hedder: småengle.dk man ansøger om medlemskab.

På facebook er der også landsforeningen hvor der er en del snak, der er englebørns forældre og der er små engle. Du er velkommen til ansøge mig som ven på facebook: Line Bedin så kan jeg måske finde ud af sætte dig ind i grupperne ;-)

Jeg vil gerne fortælle hvordan den første tid var for mig, men er ikke sikker på du kan rumme det lige nu... Men sig til.

kram fra Line der ikke græder mere hver dag

Det er så grusomt om det du gennemgår og nej intet hjælper i sådan en smertefuld tid.  Hvor er det uretfærdigt at I skal gennemleve sådan et mareridt. Har ingen ord, for ville ikke selv ane hvad jeg skulle stille op. De der har oplevet det samme siger tiden er hjælpsom på sigt men hvad gør det nu?  Det burde aldrig ske for nogen og kan godt forstå at tanken om en ny graviditet både er et inderligt ønske, men også skræmmende efter det I har gennemgået. Men hvad det angår må du gøre det som dit hjerte vejleder dig til for det er det vigtigste og det rigtigste.

Ønsker jer det bedste herfra velvidende at det er en daglig kamp mod mørket og sorgen. Håber du kan få noget hjælp på din vej for et sådant tab kan man ikke bære alene og uden støtte, så det håber jeg inderligt du får. Tusinde tanker og

grinny skriver:

Jeg ved godt ingen kan give mig et svar, andet end, ja en dag!

Hvor ville jeg ønske at den dag snart kommer, at jeg kan vågne uden tårer på mine kinder. Hvor ville jeg ønske jeg kunne finde glæden ved livet igen, men lige nu virker alt bare så trist og mørkt.

For fanden hvor jeg savner ham man! Jeg savner min søn så meget at det er fuldstændig ubeskriveligt. Hver dag går jeg og mærker efter spark indtil det går op for mig at jeg ikke får spark fra ham mere.

Det er svært at forstå at jeg har født ham når jeg ikke har fået ham med hjem, det er som om min hjerne bare ikke vil acceptere at han ikke er i min mave mere.

Han ligger på en kirkegård og hvor er det dog rart at kunne besøge ham, men hvor er det dog også bare røvnederen at besøge sin søn på en kirkegård!

Alt inden i min skriger, det er først nu jeg virkelig er gået i gang med at bearbejde det og det slår hårdt. Jeg har hele tiden tænkt tilbage på den onsdag aften og tænkt, det kan jo ikke være mig, det kan ikke være os det er sket for - men det er det! Det er os der har mistet vores søn, vores førstefødte.

Og så kommer tanken, får vi overhovedet et levende barn? Tør jeg blive gravid igen? Kan det her sker igen?

Tror slet ikke jeg ville kunne overleve hvis det skulle ske for os igen.

Og næste tanke, hvornår passer en ny graviditet ind? Min krop og min hjerne skriger efter at blive gravid med det samme, men min fornuft fortæller mig at det ikke er smart, men kan jeg vente 2 år? Kan jeg virkelig vente på at min elevtid er over som er i juli 2016? 

Jeg føler at alt inden i mig er et stort rod. Det er 17 dage siden nu og vi har stadig intet hjælp fået, ingen at snakke med som kan hjælpe os til, måske, at få nogle værktøjer så vi kan få lidt styr på rodet i hovedet.

Mit liv er blevet til et helvede, og det eneste jeg ønsker er at have min søn hos mig  

det gør mig så ondt at læse dine indlæg.. jeg har selv prøvet at miste et barn det var dog i uge 21+0 men kan 100 % relaterer til det du skriver og det er det mest frygtelige man kan opleve   så tæt på termin det er bare ikke til at bære   hvis der findes en gud så ( undskyld mit sprog ) gør han fand*e ikke sit arbejde ordenligt nogen gange  hvorfor er der nogle der skal opleve at begrave sine børn 

Men du har så ret i at ingen kan fortælle dig noget du ikke ved og ingen ord kan trøste  men ja med tiden vil du kunne klare at komme igennem dagen uden tårer men smerten vil altid sidde der.. jeg kan stadig græde når jeg tænker tilbage på min lille prinsesse jeg mistede og det helvede vi gennemgik.. det sætter dybe spor men med tiden lærer man at leve med sorgen og komme videre. 

jeg havde nøjagtig de samme tanker omkring en ny graviditet som du har og jeg var rædselsslagen for at opleve at miste en til, men vi valgte at prøve igen med det samme da jeg var bange for at hvis vi ventede for længe ville min frygt gøre at jeg ikke ønskede et barn til. 

blev gravid igen efter 6 mdr og hele graviditeten var frygtelig at komme igennem men det var det hele værd for sidder idag med en skøn pige på 4 mdr  så det kan lade sig gøre og jeg HÅBER i med tiden er klar til at prøve igen og lige pludselig sidder med anden fødte lille skat i jeres arme 

1000 kram skal du have