Anonym skriver:
Jeg havde en samtale med børnehaven i går, fordi jeg er den frustrerede mor til 3,5 årig dreng. Har en helt masse lyserøde illusioner i mit hoved om at være ven og rådgiver over for min søn og ikke en autoritær person. Da jeg selv har følt mig tromlet af mine forældre ind imellem som barn. Blevet tillagt roller, fået deres meninger presset over hovedet og bare ikke er blevet rummet særlig meget. Så min dreng har fået lov til selv at vælge tøj, til at lege med maden, ser tegnefilm, når han spiser, ekstra godnat historie, ind imellem har han sågar tegnet på væggene, fordi jeg har tænkt, at det er vigtigt ikke at begrænse hans indslag.
MEN meget stort men. Illusioner møder virkelighed, når der er ting min søn skal (vintertøj, hårvask, negleklipning, sove om natten) ting som han ikke kan bestemme selv. SÅ går han i baglås og stikker af, råber, skriger, slår og sparker og nikker skalder. Det kommer nærmest bag på ham, at han ikke bare kan beslutte alting selv. Og det ender tit med at mit temperament løber af med ham, så jeg selv råber og skriger. Men det er jo mig selv jeg bebrejder, for det er jo mig der har lært ham, at der ikke findes grænser. Og jeg får da så dårlig samvittighed over at råbe af mit barn.
Nu har jeg indset, at det egentlig er meget sort-hvidt, enten er det laissez-faire over hele linjen og så må jeg finde mig i at blive skreget af, eller affinde mig med, at barnet bestemmer. Eller at jeg begynder at sætte grænser og så må jeg tåle/ignorere de ekstra skrigeture til, han har lært, at det er de voksne der bestemmer.
Min mand og børnehaven mener det sidste. Fordi han selvfølgelig skal lære at begå sig, indordne sig under sociale forhold og følge regler. Men ork får en dårlig smag i bunden og mange minder om mine egne forældre og deres autoritære syn på alting. Har nok mere et selvbillede af en ung, rummelig og kærlig mor.
Sikke en træls situation for dig. Forstår 100% det med at du ikke vil lave samme fejl som dine forældre.
sådan har jeg det nemlig også, at jeg ikke vil begå de samme fejl som min mor gjorde.
min barndom var præget af der ingen grænser var.
jeg fik lov at bestemme næsten alting selv.
det har gjort at jeg i hele mit liv, både som barn og voksen, er blevet meget stille og genert. Ikke hjemme i de "trygge" rammer, men når jeg skal begå mig socialt med andre mennesker.
Jeg har simpelhen ikke lært hvor grænsen går, og blev som barn bange når andre vidste mig den, som teen blev jeg både sur og det knækkede min selvtillid når nogle fortalte mig hvor skabet skulle stå.
og jeg lider stadig under at jeg som barn ikke fik at vide hvor grænserne går, det resultere i at jeg holder mig lang fra grænsen for så er jeg sikker på ikke at overtræde den, selvom jeg med min fornuft godt ved at jeg opføre mig ordenligt og sagtens kunne kræve lidt mere og stå ved mig selv.
jeg tror på at alle, eller ihvertfald størstedelen af alle børn bliver utrygge og dermed ikke får dækket et meget basalt behøv når der ikke bliver sat grænser for dem.
og det vil jeg give min dreng så han kan blive tryg og vokse sig stærk og selvsikker nok til at selvrealisere sig selv som voksen, fordi han får den tryghed ved at der er en autoritær forældre der tager vare på ham.
men selvom jeg er autoritær overfor ham betyder det ikke at han bliver tromlet eller ikke bliver hørt, for jeg anerkender hans følelser og høre hans meninger og støtter ham selvom jeg holder fast i min beslutning når jeg sætter grænser for ham.
min barndomsveninde havde heller ikke grænser hjemme, men det var på baggrund af fraværende forældre der aldrig var hjemme og have travlt med job. Hun havnede i den modsatte grøft, lidt som din søn, ved at hun overtrådte grænser konstant og fyldte meget. Hun virkede nærmest adhd agtig på de voksne. I dag har hun stadig problemer med at komme til at være "for meget" og kæmper altid for at lægge en damper på sig selv.
Håber inderligt at i finder en løsning som er bedst både for dig og din søn, man vil jo som forældre altid sit barn det bedste og derfor kan man komme til at overdrive sine gode intentioner, og så er de lige pludselig ikke så gode længere.
