Grænser eller ej?

Jeg havde en samtale med børnehaven i går, fordi jeg er den frustrerede mor til 3,5 årig dreng. Har en helt masse lyserøde illusioner i mit hoved om at være ven og rådgiver over for min søn og ikke en autoritær person. Da jeg selv har følt mig tromlet af mine forældre ind imellem som barn. Blevet tillagt roller, fået deres meninger presset over hovedet og bare ikke er blevet rummet særlig meget. Så min dreng har fået lov til selv at vælge tøj, til at lege med maden, ser tegnefilm, når han spiser, ekstra godnat historie, ind imellem har han sågar tegnet på væggene, fordi jeg har tænkt, at det er vigtigt ikke at begrænse hans indslag.

MEN meget stort men. Illusioner møder virkelighed, når der er ting min søn skal (vintertøj, hårvask, negleklipning, sove om natten) ting som han ikke kan bestemme selv. SÅ går han i baglås og stikker af, råber, skriger, slår og sparker og nikker skalder. Det kommer nærmest bag på ham, at han ikke bare kan beslutte alting selv. Og det ender tit med at mit temperament løber af med ham, så jeg selv råber og skriger. Men det er jo mig selv jeg bebrejder, for det er jo mig der har lært ham, at der ikke findes grænser. Og jeg får da så dårlig samvittighed over at råbe af mit barn.

Nu har jeg indset, at det egentlig er meget sort-hvidt, enten er det laissez-faire over hele linjen og så må jeg finde mig i at blive skreget af, eller affinde mig med, at barnet bestemmer. Eller at jeg begynder at sætte grænser og så må jeg tåle/ignorere de ekstra skrigeture til, han har lært, at det er de voksne der bestemmer.

Min mand og børnehaven mener det sidste. Fordi han selvfølgelig skal lære at begå sig, indordne sig under sociale forhold og følge regler. Men ork får en dårlig smag i bunden og mange minder om mine egne forældre og deres autoritære syn på alting. Har nok mere et selvbillede af en ung, rummelig og kærlig mor.

Jeg synes også helt klart det sidste. Jeg tror ærlig talt ikke børn trives hvis ikke det bliver sat nogle grænser for dem. Og man kan jo sagtens sætte grænser på en måde, så det ikke medfører traumer senere hen, som det virker lidt til er tilfældet med dig?

Det er også synd for din dreng, for han vil jo ofte være 'det irriterende' barn, både i institutionen, i supermarkedet og hjemme hos gæster osv.

Jeg kan godt se det bliver en noget hård periode for alle parter, men er overbevist om, at det vil gavne jer alle i sidste ende

Jeg tror modsat dig på at det ikke er sort/hvid. Min søn har også fået lov til mange ting som jeg som barn ikke fik lov til, men jeg har også punkter hvor jeg holder fast! Man må nuancere det. Jeg er f.eks. meget striks med sengetider, hvorimod han gerne må spise sin morgenmad foran fjernsynet osv. Det er det der virker hos os, det er jo nødvendigvis ikke det der virker hos jer. 

Selvfølgelig skal dit barn ha regler og grænser og det vil 100% give skrigeture indimellem, men du behøver jo ikke tromle ham og være meget autoritær. 

når jeg læser dit indlæg og du ikke sætter grænser er det eneste jeg kan tænke på - min egen skolegang.

 

Her gik jeg med drenge, som tydeligt aldrig havde begrænsninger, hvilket resulterede i mobning, og EKSTREM uro i klassen. Læreren kan/må jo intet gøre. og jeg er slet ikke i tvivl om at det skyldes mangel på begrænsninger i deres liv.

 

Jeg ønsker helt klart at give min søn begrænsninger, og først når han er så gammel at han selv forstår betydningen af tingene får han et valg. i mit hoved kan et barn ikke træffe valg bare fordi de har et ordforråd.

Så ved jeg i hvert fald godt hvilket mad der foretrækkes. Og at det sjældent er sjovt at skulle i seng eller børstes tænder..

 

Jeg mener at den "frie" opdragelse er at gøre børnene en bjørnetjeneste, lige som jeg mener så snart de kan/må skal de selv på arbejdsmarkedet, for kun ved at tjene egne penge forstår man betydningen af dem..

Det er i hvert fald sådan jeg har lært det...

dermed ikke sagt at man skal vælge sine kampe livet igennem, men jeg mener personligt ikke du på nogen måde gør din dreng godt ved ikke at sætte ham begrænsninger.

 

Det blev langt og rodet - håber det gav lidt mening alligevel

Puha på forhånd undskyld hvis det bliver langt og måske rodet...

Først jeg tror mange misforstår ramme sætning som begrænsninger. Et eksempel uden for kontekst er feks reglen om flysædet skal være oppe under landing. Det er jo en begrænsing af den person der gerne ville ligge ned, men den begrænsing er gjort fordi det er farligt for den person der sidder bagved. Ergo vi begrænser for fællesskabet - og egentlig synes jeg hvis vi vælger aldrig at begrænse vores børn så begrænser vi dem i høj grad for så kan de ikke begå sig i de sociale kontekster som i den grad er et grundlæggende behov vi har som menneske: at være et socialt væsen. Derfor ved du vælger at sige, mit barn må ikke mærke begrænsninger lærer du ham, at et hvert hensyn til andre mennesker er en begræsning af ham - lidt hårdt, men det er dit ansvar som den voksne at ruste dit barn til at indgå i fællesskabet.

Ydermere, jeg er ikke enig med dig i det er sort/Hvidt. Her hjemme opererer vi med: ting der er til diskussion og ting der ikke er, plus at alle i familien skal kunne være her og det er også mor og far, derfor må der være nogen spilleregler der skal overholdes. De ting der ikke kan diskuteres er ting som: hvornår man skal sove, at man skal børste tænder, at man skal have flyverdragt på når det er koldt, man skal afsted om morgenen osv osv osv. Ting der kan diskuteres kan være hvad tøj man man lide, madplanen (her er det dog mor og far der har sidste ord), godnathistorie, hvad vi skal lave en fridag osv men det er kun til diskussion ikke til diktat - det skal være så hele fællesskabet har det godt. 

Jeg synes også det er vigtigt at mine børn har respekt for mig som menneske og ikke som serviceorgan, de skal kende mig som Line, mor og vide jeg har behov som de har (min behov kan bare bedre udsættes), og jeg vil have de har respekt for det hjem vi bor i og de ting vi - de må ikke ødelægge ting med vilje, tegne på væggen osv... Det betyder ikke jeg begrænser for der er frit slag til at tegne på døren der er malet med tavlekridt fx.

Jeg tror du skal lytte til din mand og børnehaven, men måske få fat i en sundhedsplejerske eller børnehaven og få hjælp til hvordan sætter man grænser, for det er ikke sort skole og skæld ud men anerkendelse og en måde at skabe en familie hvor det er fællesskab som er i centrum og ikke en lille hustyran 

Tak for jeres svar, grunden til jeg er kommet i tvivl er jo netop også, at jeg frygter at gøre min søn en bjørnetjeneste eller gøre ham direkte utryg, fordi han ikke ved, hvornår noget er tilladt eller, hvornår mor er nødt til at hidse sig op. Er begyndt at tænke, at vi kunne være mange skænderier/kampe foruden, hvis der var regler.

Lige i tiden synes jeg imidlertid, at det er meget oppe, at tænke at børn selv udvikler sådan en regulering af deres adfærd og selv udvikler situationfornemmelse. Hvad er jeres tanker om det? Jeg spurgte børnehaven og deres mening er, at børnene skal være meget ældre for at kunne det, og mest kan det hvis de er blevet støttet i, hvad der er rigtigt og forkert.

lineog4 skriver:

Puha på forhånd undskyld hvis det bliver langt og måske rodet...

Først jeg tror mange misforstår ramme sætning som begrænsninger. Et eksempel uden for kontekst er feks reglen om flysædet skal være oppe under landing. Det er jo en begrænsing af den person der gerne ville ligge ned, men den begrænsing er gjort fordi det er farligt for den person der sidder bagved. Ergo vi begrænser for fællesskabet - og egentlig synes jeg hvis vi vælger aldrig at begrænse vores børn så begrænser vi dem i høj grad for så kan de ikke begå sig i de sociale kontekster som i den grad er et grundlæggende behov vi har som menneske: at være et socialt væsen. Derfor ved du vælger at sige, mit barn må ikke mærke begrænsninger lærer du ham, at et hvert hensyn til andre mennesker er en begræsning af ham - lidt hårdt, men det er dit ansvar som den voksne at ruste dit barn til at indgå i fællesskabet.

Ydermere, jeg er ikke enig med dig i det er sort/Hvidt. Her hjemme opererer vi med: ting der er til diskussion og ting der ikke er, plus at alle i familien skal kunne være her og det er også mor og far, derfor må der være nogen spilleregler der skal overholdes. De ting der ikke kan diskuteres er ting som: hvornår man skal sove, at man skal børste tænder, at man skal have flyverdragt på når det er koldt, man skal afsted om morgenen osv osv osv. Ting der kan diskuteres kan være hvad tøj man man lide, madplanen (her er det dog mor og far der har sidste ord), godnathistorie, hvad vi skal lave en fridag osv men det er kun til diskussion ikke til diktat - det skal være så hele fællesskabet har det godt. 

Jeg synes også det er vigtigt at mine børn har respekt for mig som menneske og ikke som serviceorgan, de skal kende mig som Line, mor og vide jeg har behov som de har (min behov kan bare bedre udsættes), og jeg vil have de har respekt for det hjem vi bor i og de ting vi - de må ikke ødelægge ting med vilje, tegne på væggen osv... Det betyder ikke jeg begrænser for der er frit slag til at tegne på døren der er malet med tavlekridt fx.

Jeg tror du skal lytte til din mand og børnehaven, men måske få fat i en sundhedsplejerske eller børnehaven og få hjælp til hvordan sætter man grænser, for det er ikke sort skole og skæld ud men anerkendelse og en måde at skabe en familie hvor det er fællesskab som er i centrum og ikke en lille hustyran 

jeg mente det og du formulerede det tak

i grove træk skal børn lære hvad et nej er... så må den enkelte forældre jo bestemme kampene, men et nej skal bare være et nej, lige nøjagtig så man kan tage hensyn til sine medmennesker senere i livet

Anonym skriver:

Jeg havde en samtale med børnehaven i går, fordi jeg er den frustrerede mor til 3,5 årig dreng. Har en helt masse lyserøde illusioner i mit hoved om at være ven og rådgiver over for min søn og ikke en autoritær person. Da jeg selv har følt mig tromlet af mine forældre ind imellem som barn. Blevet tillagt roller, fået deres meninger presset over hovedet og bare ikke er blevet rummet særlig meget. Så min dreng har fået lov til selv at vælge tøj, til at lege med maden, ser tegnefilm, når han spiser, ekstra godnat historie, ind imellem har han sågar tegnet på væggene, fordi jeg har tænkt, at det er vigtigt ikke at begrænse hans indslag.

MEN meget stort men. Illusioner møder virkelighed, når der er ting min søn skal (vintertøj, hårvask, negleklipning, sove om natten) ting som han ikke kan bestemme selv. SÅ går han i baglås og stikker af, råber, skriger, slår og sparker og nikker skalder. Det kommer nærmest bag på ham, at han ikke bare kan beslutte alting selv. Og det ender tit med at mit temperament løber af med ham, så jeg selv råber og skriger. Men det er jo mig selv jeg bebrejder, for det er jo mig der har lært ham, at der ikke findes grænser. Og jeg får da så dårlig samvittighed over at råbe af mit barn.

Nu har jeg indset, at det egentlig er meget sort-hvidt, enten er det laissez-faire over hele linjen og så må jeg finde mig i at blive skreget af, eller affinde mig med, at barnet bestemmer. Eller at jeg begynder at sætte grænser og så må jeg tåle/ignorere de ekstra skrigeture til, han har lært, at det er de voksne der bestemmer.

Min mand og børnehaven mener det sidste. Fordi han selvfølgelig skal lære at begå sig, indordne sig under sociale forhold og følge regler. Men ork får en dårlig smag i bunden og mange minder om mine egne forældre og deres autoritære syn på alting. Har nok mere et selvbillede af en ung, rummelig og kærlig mor.

Du kan sagtens være en rummelig og kærlig mor selvom der sættes grænser. Det er ikke enten eller.

Vi er meget kontante men vælger vores kampe med omhu. Vi finder os ikke i at blive slået, sparket til eller blive kaldt ord som ikke høre sig hjemme. Derfor får de stadig lov til at vælge tøj selv - men jeg har selvfølgelig begrænset hvad der ligger i skabet så der ikke skabes konflikt om vinteren om hvorvidt der må tages shorts på eller ej.

Selvom de får sat tydelige grænser så prøver de da stadigvæk af - for at se om vores grænser rykker sig og det gør de selvfølgelig med nogen ting.

Tak for jeres svar, grunden til jeg er kommet i tvivl er jo netop også, at jeg frygter at gøre min søn en bjørnetjeneste eller gøre ham direkte utryg, fordi han ikke ved, hvornår noget er tilladt eller, hvornår mor er nødt til at hidse sig op. Er begyndt at tænke, at vi kunne være mange skænderier/kampe foruden, hvis der var regler.

Lige i tiden synes jeg imidlertid, at det er meget oppe, at tænke at børn selv udvikler sådan en regulering af deres adfærd og selv udvikler situationfornemmelse. Hvad er jeres tanker om det? Jeg spurgte børnehaven og deres mening er, at børnene skal være meget ældre for at kunne det, og mest kan det hvis de er blevet støttet i, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg tror det er et kæmpe arbejde for det lille barn at være selvregulerende og opnå situationsfornemmelse hvis ingen voksen hjælper dem på vej, for det betyder der ikke er et eneste øjeblik hvor de ikke skal være i gang med at analysere situationen, analysere de andres reaktioner og ikke mindst også mærke efter hos dem selv. 

Og nej egentlig tror jeg heller ikke på det "bare" vil ske af sig selv for i min optik betyder det at barnet på en eller anden måde kan gribe den rigtige moral som var den eksisterende - jeg tror moral og acceptabel opførsel er en ikke konkret størrelse som er til diskussion og udvikling, og vi skal som voksne da vise hvad vi mener. Jeg havde en gang nogle elever i 8. Klasse, hver frikvarter kom der lærere og brokkede sig over dem - jeg tog mange snakke med dem, men en gang fik jeg åbenbart stillet det rigtige spørgsmål for de sagde: jamen de går jo bare forbi de andre lærere, så er det vel fordi de ikke synes det ikke er forkert det vi gør. Var det forkert så sagde de det vel?! Det var så sigende, for den der ikke siger nej, samtykker jo. Den der ikke giver udtryk for det ikke acceptabel opførsel, viser jo at opførslen er acceptabel. Så når du lader din søn tegne på væggen, ikke stopper ham, så viser du ham at det er acceptabel opførsel. Når din søn må se tegnefilm mens han spiser, så viser du ham de er acceptabel opførsel osv osv osv hvorfor skulle han så ændre det, hvordan skal han regulere ind i forhold til "verden" hvis han hele tiden får beviser på det han gør er acceptabel? 

 

Anonym skriver:

Jeg havde en samtale med børnehaven i går, fordi jeg er den frustrerede mor til 3,5 årig dreng. Har en helt masse lyserøde illusioner i mit hoved om at være ven og rådgiver over for min søn og ikke en autoritær person. Da jeg selv har følt mig tromlet af mine forældre ind imellem som barn. Blevet tillagt roller, fået deres meninger presset over hovedet og bare ikke er blevet rummet særlig meget. Så min dreng har fået lov til selv at vælge tøj, til at lege med maden, ser tegnefilm, når han spiser, ekstra godnat historie, ind imellem har han sågar tegnet på væggene, fordi jeg har tænkt, at det er vigtigt ikke at begrænse hans indslag.

MEN meget stort men. Illusioner møder virkelighed, når der er ting min søn skal (vintertøj, hårvask, negleklipning, sove om natten) ting som han ikke kan bestemme selv. SÅ går han i baglås og stikker af, råber, skriger, slår og sparker og nikker skalder. Det kommer nærmest bag på ham, at han ikke bare kan beslutte alting selv. Og det ender tit med at mit temperament løber af med ham, så jeg selv råber og skriger. Men det er jo mig selv jeg bebrejder, for det er jo mig der har lært ham, at der ikke findes grænser. Og jeg får da så dårlig samvittighed over at råbe af mit barn.

Nu har jeg indset, at det egentlig er meget sort-hvidt, enten er det laissez-faire over hele linjen og så må jeg finde mig i at blive skreget af, eller affinde mig med, at barnet bestemmer. Eller at jeg begynder at sætte grænser og så må jeg tåle/ignorere de ekstra skrigeture til, han har lært, at det er de voksne der bestemmer.

Min mand og børnehaven mener det sidste. Fordi han selvfølgelig skal lære at begå sig, indordne sig under sociale forhold og følge regler. Men ork får en dårlig smag i bunden og mange minder om mine egne forældre og deres autoritære syn på alting. Har nok mere et selvbillede af en ung, rummelig og kærlig mor.

Jeg synes også det er en svær balancegang at sætte grænser, men gøre det på en kærlig måde. Jeg tænker hver morgen at i dag skal der være ro og tid til at sætte grænserne uden skrig og skrål, men det kan bare ikke altid lade sig gøre, når ungerne er trætte eller man har noget man skal nå. For det meste siger jeg, "det må du ikke" eller "det vil jeg ikke have", bliver de ved, så kan jeg godt finde på at flytte dem fysisk fra misdåden:-) Når de så bliver ulykkelige, så gælder det om at rumme deres følelser, mens man taler til deres fornuft. Børn vil i bund og grund bare gøre os forældre glade og have positiv opmærksomhed - men det er altså hårdt arbejde. Jeg tænker at det mest frustrerende må være ikke at være enig med din mand om opdragelsen - det må jo gøre jeres barn forvirret, måske kommer I til at underminere hinanden? Særligt må det være hårdt ikke at have en fælles front i forhold til kommunikation med børnehaven. Børnehaver er forskellige og har forskellige foci, men deres måde at gå til dig på lyder ikke særlig pædagogisk. Du burde styrkes i din tro på at det du gør er godt. Hvordan følger de op på deres henvendelse? Har de givet konkrete råd? 

KH