Med fare for at blive havlet ned, eller på anden måde opleve stærke holdninger til det. Har jeg valgt ikke at være anonym. Lige nu og her har jeg dog ikke brug for at få af vide hvor dårligt et menneske jeg er eller andet.. Mit hjerte græder, og jeg tror snart ikke jeg har flere tåre at give af. jeg er så frygtelig ked af det, og om bestemmer mig hele tiden.
Mig og min forlovede har en hund på 3 år, han er den dejligste hund, og der har aldrig været noget ballade eller bøvl med ham. Han er godt opdraget, og har både været med mig på arbejde (plejecenter) og er bare en rigtig god hund.
Efter jeg er blevet gravid har Victor desværre ændret adfærd, det startede med at han fulgte mig overalt, og var konstant opmærksom på mig, lagde sig over mig hele tiden, og var altid hvor jeg var. Og gerne ovenpå mig - hvis han kunne komme til det. Det var ikke et problem, men sådanne det startede. Pludselig ændrede han adfærd til at min forlovede hverken måtte kysse mig, eller holde mig i hånden, eller anden berøring. Vi måtte ikke ligge sammen i sofaen, så knurrer han af min forlovede, det samme når vi går i seng om aften, han ligger sig i mellem, og hvis han ligger armen om mig knurre han, og sådanne fortsætter det ved alt berøring. Nu det kommet dertil hvor han også gør det hvis andre viser interesse (familie, venner, veninder) som jeg snakker med.
Mig og min forlovede er "ok" hvis vi sidder og spiser fx. på hver sin side af bordet eller på anden måde ikke er i berøring med hinanden. For noget tid siden, lå vi og så en film, og min forlovede lagde hovedet op af mig, og der knurrede og snappede Victor ud efter ham. Jeg er så frusetret og ked af det. Da Victor på ingen måde har udvist tegn på aggressivitet eller andet i den dur, og altid har været meget kærlig og sød.
Jeg har haft kontakt med dyrlægen, og en adfærds terapeut for at se om der var noget vi kunne gøre for at komme problemet til livs.
dyrlægen mener at hvis Victor skal have en chance borstset fra sprøjten skulle der en adfærds terapeut ind over, adfærds t, siger så til mig at de ikke har nogen garanti for at det vil hjælpe, da det højest sandsynligt skyldes mine hormoner som jeg udskiller, og fordi han har "sat" sig på, og han nu "ejer" mig, så et nyt hjem uden børn, eller nogen der planlægger børn ville kunne overtage ham, og selvfølgelig er det da klart at foretrække at han skal have et "nyt" godt hundeliv, i stedet for aflivning.
Jeg synes det er så frustrerende, og et kæmpe nederlag. Havde jo aldrig i min vildeste fantasi drømt om det ville ende sådanne her, men vil heller ikke ture tage chancen, når den lille så kommer til verden, hvis han udviser den adfærd overfor ham også..
Åh, jeg synes det er enormt hårdt. Der har været et ældre par og kigge på ham, og de vil meget gerne overtage ham. De har selv haft samme race, den blev 11 år, og blev aflivet grundet sygdom, er sikker på han ville få det rigtig godt der, men tanken om han ikke skal være her hos os mere gør så forfærdeligt ondt. Vi har aftalt de kommer igen i dag, da jeg lige havde brug for at fordøje og vende indtrykket om dem - men de vil højest sandsynligt tage ham med hjem i dag.. Det så pisse hamrende hårdt!! Allerede nu, føler jeg at jeg savner ham, og han er ikke engang kommet afsted endnu..
Der var et par inden dem, og dem valgte vi fra simpelthen fordi jeg ikke synes kemien var der, så Victor kommer ikke bare et sted hen for at komme et sted hen! Absolut ikke, og jeg skifter mening hver andet øjeblik...
Undskyld det blev så langt, havde bare brug for at komme ud med en masse tanker og følelser!
