I morgen

Håber du kom nogenlunde gennem dagen...

Tak for alle ordene - ja hun var smuk og helt perfekt med et men.... Hun havde de lækreste elastikker, de smukkeste brune øjne (som den eneste af mine børn), det blødeste sorte hår som jeg stadig kan mærke i mine hænder. hun var stærk og løftede sit hoved lige fra hun kom til verden - hun havde bare et hjerte der ikke gav et langt liv, men tilgengæld en hel masse kærlighed til os der lærte hende at kende.

Jeg kunne ikke svare i går for det handlede bare om at klare dagen, skulle for første gang siden vi fik hende på arbejde på hendes fødselsdag og det handlede bare om at skrue professionalismen på og svare: fint hvis nogen spurgte til mig. Var så samtidig også sløj så det var helt fantastisk. Og havde en stor datter der brød sammen fordi yndlingslæreren stopper pr 1.1. Åh jo Lias fødselsdag bliver aldrig helt som jeg forventer.

Men i dag har jeg valgt at lytte til min krop og også give min datter omsorg så vi er hjemme. Også fordi nu lever jeg de dage hun levede og de gør mindst lige så ondt fordi jeg ved de slutter med døden.

jeg kan ikke vise billeder af flag, gaver og glade børn, men jeg kan vise en anden stemning som ikke alene er sorg men især er kærlighed, men forstår hvis I springer billederne over.

lineog4 skriver:

Sidder her med en varm radiator i ryggen og har en stund for mig selv, en stund hvor tankerne han få frit løb og med dem også sorgen.

I morgen bliver min datter 7 år men jeg skal ikke pakke gaver ind, jeg skal ikke dække fødselsdags morgenmadsbordet, jeg skal ikke finde fødselsdagstoget frem eller de flotte flat. Der skal ikke laves en tegning på tavlen i køkkenet og jeg skal ikke glæde mig til at vække hende og give hende et kæmpe kys mens jeg ser hendes øjne stråle af glæde og spænding.

For der er ikke nogen 7 årig datter her hjemme, i stedet skal jeg gå til en grav og tænde lys og finde en dum ting der kAn pynte nede hos hende. Jeg skal forsøge at skubbe sorgen og det store hul væk for et kort øjeblik og huske hvor skønt det var at blive hendes mor, hvor meget kærlighed jeg oplevede i det sekund jeg fik hende i mine arme. Jeg skal lade den kærlighed lyse det nærke op som hun er forbundet med. Det er mit håb hver evig eneste år og hvert år kan jeg ikke nå målet, og er egentlig også kommet der til jeg måske slet ikke har lyst for lige der midt i sorgen, midt i mørket, midt i smerten, der er jeg mor på en helt anden måde end til mine andre børn, der er bindeleddet mellem mig og min datter som kun vi kender, der kan vi mødes et kort øjeblik være tæt på hinanden. Sorgen og smerten er hendes alene, mens kærligheden deles med hendes søskende og altid sættes i relief for hendes udvikles ikke på samme måde og det gør ondt at tænke på for det skulle den jo. Men sorgen den har ikke nogen sammenligning den er hendes.

skal man gemme de tanker - egentlig ja de er mine private, men jeg vil andre skal forstå ikke bare mig men alle os der mister - at selv efter 7 år er smerten nogen dage lige så intens, lige så opslugende, lige så voldsom som den dag jeg sagde på gensyn og jeg tror den også vil være det om 20 år....

vi er også stadig stolte af vores børn og kan fortælle om dem igen og igen, om de få minder vi har om og med dem...

Her er min datter og jeg er stolt over at være hendes mor

Tillykke med din smukke, lille englepige.

Jeg synes, du formulerer dig så flot omkring tabet, savnet, sorgen og ikke mindst kærligheden.

Din lille piges histories gjorde stort indtryk på mig, da du i sin tid delte den herinde. 

Stort kram til dig

og et  til din datter

Sidder her med en varm radiator i ryggen og har en stund for mig selv, en stund hvor tankerne han få frit løb og med dem også sorgen.

I morgen bliver min datter 7 år men jeg skal ikke pakke gaver ind, jeg skal ikke dække fødselsdags morgenmadsbordet, jeg skal ikke finde fødselsdagstoget frem eller de flotte flat. Der skal ikke laves en tegning på tavlen i køkkenet og jeg skal ikke glæde mig til at vække hende og give hende et kæmpe kys mens jeg ser hendes øjne stråle af glæde og spænding.

For der er ikke nogen 7 årig datter her hjemme, i stedet skal jeg gå til en grav og tænde lys og finde en dum ting der kAn pynte nede hos hende. Jeg skal forsøge at skubbe sorgen og det store hul væk for et kort øjeblik og huske hvor skønt det var at blive hendes mor, hvor meget kærlighed jeg oplevede i det sekund jeg fik hende i mine arme. Jeg skal lade den kærlighed lyse det nærke op som hun er forbundet med. Det er mit håb hver evig eneste år og hvert år kan jeg ikke nå målet, og er egentlig også kommet der til jeg måske slet ikke har lyst for lige der midt i sorgen, midt i mørket, midt i smerten, der er jeg mor på en helt anden måde end til mine andre børn, der er bindeleddet mellem mig og min datter som kun vi kender, der kan vi mødes et kort øjeblik være tæt på hinanden. Sorgen og smerten er hendes alene, mens kærligheden deles med hendes søskende og altid sættes i relief for hendes udvikles ikke på samme måde og det gør ondt at tænke på for det skulle den jo. Men sorgen den har ikke nogen sammenligning den er hendes.

skal man gemme de tanker - egentlig ja de er mine private, men jeg vil andre skal forstå ikke bare mig men alle os der mister - at selv efter 7 år er smerten nogen dage lige så intens, lige så opslugende, lige så voldsom som den dag jeg sagde på gensyn og jeg tror den også vil være det om 20 år....

vi er også stadig stolte af vores børn og kan fortælle om dem igen og igen, om de få minder vi har om og med dem...

Her er min datter og jeg er stolt over at være hendes mor

 Håber at du klarer de næste dage sammen med din familie.

Tillykke med hende.

Sidder med den største klump i halsen, det gør mig meget ondt, det er bare ikke meningen at et barn skal dø før dens forældre

Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste

Monica