I morgen

Sidder her med en varm radiator i ryggen og har en stund for mig selv, en stund hvor tankerne han få frit løb og med dem også sorgen.

I morgen bliver min datter 7 år men jeg skal ikke pakke gaver ind, jeg skal ikke dække fødselsdags morgenmadsbordet, jeg skal ikke finde fødselsdagstoget frem eller de flotte flat. Der skal ikke laves en tegning på tavlen i køkkenet og jeg skal ikke glæde mig til at vække hende og give hende et kæmpe kys mens jeg ser hendes øjne stråle af glæde og spænding.

For der er ikke nogen 7 årig datter her hjemme, i stedet skal jeg gå til en grav og tænde lys og finde en dum ting der kAn pynte nede hos hende. Jeg skal forsøge at skubbe sorgen og det store hul væk for et kort øjeblik og huske hvor skønt det var at blive hendes mor, hvor meget kærlighed jeg oplevede i det sekund jeg fik hende i mine arme. Jeg skal lade den kærlighed lyse det nærke op som hun er forbundet med. Det er mit håb hver evig eneste år og hvert år kan jeg ikke nå målet, og er egentlig også kommet der til jeg måske slet ikke har lyst for lige der midt i sorgen, midt i mørket, midt i smerten, der er jeg mor på en helt anden måde end til mine andre børn, der er bindeleddet mellem mig og min datter som kun vi kender, der kan vi mødes et kort øjeblik være tæt på hinanden. Sorgen og smerten er hendes alene, mens kærligheden deles med hendes søskende og altid sættes i relief for hendes udvikles ikke på samme måde og det gør ondt at tænke på for det skulle den jo. Men sorgen den har ikke nogen sammenligning den er hendes.

skal man gemme de tanker - egentlig ja de er mine private, men jeg vil andre skal forstå ikke bare mig men alle os der mister - at selv efter 7 år er smerten nogen dage lige så intens, lige så opslugende, lige så voldsom som den dag jeg sagde på gensyn og jeg tror den også vil være det om 20 år....

vi er også stadig stolte af vores børn og kan fortælle om dem igen og igen, om de få minder vi har om og med dem...

Her er min datter og jeg er stolt over at være hendes mor

lineog4 skriver:

Sidder her med en varm radiator i ryggen og har en stund for mig selv, en stund hvor tankerne han få frit løb og med dem også sorgen.

I morgen bliver min datter 7 år men jeg skal ikke pakke gaver ind, jeg skal ikke dække fødselsdags morgenmadsbordet, jeg skal ikke finde fødselsdagstoget frem eller de flotte flat. Der skal ikke laves en tegning på tavlen i køkkenet og jeg skal ikke glæde mig til at vække hende og give hende et kæmpe kys mens jeg ser hendes øjne stråle af glæde og spænding.

For der er ikke nogen 7 årig datter her hjemme, i stedet skal jeg gå til en grav og tænde lys og finde en dum ting der kAn pynte nede hos hende. Jeg skal forsøge at skubbe sorgen og det store hul væk for et kort øjeblik og huske hvor skønt det var at blive hendes mor, hvor meget kærlighed jeg oplevede i det sekund jeg fik hende i mine arme. Jeg skal lade den kærlighed lyse det nærke op som hun er forbundet med. Det er mit håb hver evig eneste år og hvert år kan jeg ikke nå målet, og er egentlig også kommet der til jeg måske slet ikke har lyst for lige der midt i sorgen, midt i mørket, midt i smerten, der er jeg mor på en helt anden måde end til mine andre børn, der er bindeleddet mellem mig og min datter som kun vi kender, der kan vi mødes et kort øjeblik være tæt på hinanden. Sorgen og smerten er hendes alene, mens kærligheden deles med hendes søskende og altid sættes i relief for hendes udvikles ikke på samme måde og det gør ondt at tænke på for det skulle den jo. Men sorgen den har ikke nogen sammenligning den er hendes.

skal man gemme de tanker - egentlig ja de er mine private, men jeg vil andre skal forstå ikke bare mig men alle os der mister - at selv efter 7 år er smerten nogen dage lige så intens, lige så opslugende, lige så voldsom som den dag jeg sagde på gensyn og jeg tror den også vil være det om 20 år....

vi er også stadig stolte af vores børn og kan fortælle om dem igen og igen, om de få minder vi har om og med dem...

Her er min datter og jeg er stolt over at være hendes mor

lineog4 skriver:

Sidder her med en varm radiator i ryggen og har en stund for mig selv, en stund hvor tankerne han få frit løb og med dem også sorgen.

I morgen bliver min datter 7 år men jeg skal ikke pakke gaver ind, jeg skal ikke dække fødselsdags morgenmadsbordet, jeg skal ikke finde fødselsdagstoget frem eller de flotte flat. Der skal ikke laves en tegning på tavlen i køkkenet og jeg skal ikke glæde mig til at vække hende og give hende et kæmpe kys mens jeg ser hendes øjne stråle af glæde og spænding.

For der er ikke nogen 7 årig datter her hjemme, i stedet skal jeg gå til en grav og tænde lys og finde en dum ting der kAn pynte nede hos hende. Jeg skal forsøge at skubbe sorgen og det store hul væk for et kort øjeblik og huske hvor skønt det var at blive hendes mor, hvor meget kærlighed jeg oplevede i det sekund jeg fik hende i mine arme. Jeg skal lade den kærlighed lyse det nærke op som hun er forbundet med. Det er mit håb hver evig eneste år og hvert år kan jeg ikke nå målet, og er egentlig også kommet der til jeg måske slet ikke har lyst for lige der midt i sorgen, midt i mørket, midt i smerten, der er jeg mor på en helt anden måde end til mine andre børn, der er bindeleddet mellem mig og min datter som kun vi kender, der kan vi mødes et kort øjeblik være tæt på hinanden. Sorgen og smerten er hendes alene, mens kærligheden deles med hendes søskende og altid sættes i relief for hendes udvikles ikke på samme måde og det gør ondt at tænke på for det skulle den jo. Men sorgen den har ikke nogen sammenligning den er hendes.

skal man gemme de tanker - egentlig ja de er mine private, men jeg vil andre skal forstå ikke bare mig men alle os der mister - at selv efter 7 år er smerten nogen dage lige så intens, lige så opslugende, lige så voldsom som den dag jeg sagde på gensyn og jeg tror den også vil være det om 20 år....

vi er også stadig stolte af vores børn og kan fortælle om dem igen og igen, om de få minder vi har om og med dem...

Her er min datter og jeg er stolt over at være hendes mor

Sender mine tanker til dig! 

Og masser af kram

 Hold da op hvor gør det mig ondt mine følelser får lige frit løb jeg er så ked af det på dine vejene og sender dig alle mine tanker og alt min kærlighed til jer begge to imorgen

Tillykke med hendes 7 års fødselsdag imorgen 

Stort kram fra mig 

lineog4 skriver:

Sidder her med en varm radiator i ryggen og har en stund for mig selv, en stund hvor tankerne han få frit løb og med dem også sorgen.

I morgen bliver min datter 7 år men jeg skal ikke pakke gaver ind, jeg skal ikke dække fødselsdags morgenmadsbordet, jeg skal ikke finde fødselsdagstoget frem eller de flotte flat. Der skal ikke laves en tegning på tavlen i køkkenet og jeg skal ikke glæde mig til at vække hende og give hende et kæmpe kys mens jeg ser hendes øjne stråle af glæde og spænding.

For der er ikke nogen 7 årig datter her hjemme, i stedet skal jeg gå til en grav og tænde lys og finde en dum ting der kAn pynte nede hos hende. Jeg skal forsøge at skubbe sorgen og det store hul væk for et kort øjeblik og huske hvor skønt det var at blive hendes mor, hvor meget kærlighed jeg oplevede i det sekund jeg fik hende i mine arme. Jeg skal lade den kærlighed lyse det nærke op som hun er forbundet med. Det er mit håb hver evig eneste år og hvert år kan jeg ikke nå målet, og er egentlig også kommet der til jeg måske slet ikke har lyst for lige der midt i sorgen, midt i mørket, midt i smerten, der er jeg mor på en helt anden måde end til mine andre børn, der er bindeleddet mellem mig og min datter som kun vi kender, der kan vi mødes et kort øjeblik være tæt på hinanden. Sorgen og smerten er hendes alene, mens kærligheden deles med hendes søskende og altid sættes i relief for hendes udvikles ikke på samme måde og det gør ondt at tænke på for det skulle den jo. Men sorgen den har ikke nogen sammenligning den er hendes.

skal man gemme de tanker - egentlig ja de er mine private, men jeg vil andre skal forstå ikke bare mig men alle os der mister - at selv efter 7 år er smerten nogen dage lige så intens, lige så opslugende, lige så voldsom som den dag jeg sagde på gensyn og jeg tror den også vil være det om 20 år....

vi er også stadig stolte af vores børn og kan fortælle om dem igen og igen, om de få minder vi har om og med dem...

Her er min datter og jeg er stolt over at være hendes mor

10000 kram