Fosterdød

Jeg har brug for at lette min samvittighed ... 

Jeg er 26 år gammel, og er gift med Jesper på 6 år. 

Kort efter vores bryllup fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Vi blev begge med lykkelig og glædede os meget. Men da jeg var 8+5 uger henne, mistede jeg barnet. Vi blev enige om, at vi ikke skulle miste modet, og prøve igen. 5 måneder senere blev jeg gravid, og mistede også dette barn, 7+2 uger. Denne gang blev jeg undersøgt grundigt af min læge, som sagde at jeg intet fejlede og ligeledes med min mand. Han sagde, at vi skulle blive ved med at prøve. Ca. 7 måneder senere blev jeg gravid igen, men da jeg næsten nåede de 12 uger af graviditeten, fik jeg for 3 gang en SA. Et år efter blev jeg gravid igen, men dette barn sad uden for livmoderen, og så var jeg bød til at få en abort igen. Sådan ca. 1 år senere blev jeg gravid igen, men for at være helt ærlig, havde jeg allerede mistet modet. Jeg havde der mistet 4 børn, og havde på fornemmelsen, at det samme ville ske med det 5. Meeen, jeg kom over de 3 måneder, og scanningerne viste at barnet var sundt og raskt. Dette gjorder vores familier og os meget rolige. Lægerne gav os håb! Og sagde, at vi kunne være næsten sikre på, at denne graviditet ville lykkes. 

En dag, syntes jeg ikke rigtig at jeg kunne mærke den lille sprake, der var overhovedet ikke noget liv at mærke. Gudskelov var min mand hjemme, og vi ringede til jordmoren, som sagde, at vi skulle komme straks. Hun scannede mig, og kiggede underligt hen på os, derefter tilkaldte hun yderlig en læge, som bekræftede hendes mistanke. Kort efter fik vi af vide, at vores barn var død. Også kaldet forsterdød. Jeg var 29+6 uger henne. Dette bestod desværre så, at jeg måtte sættes i fødsel. Heldigvis, vil jeg sige, at det blev gjort via kejsersnit. Men den dag, var den værreste dag i mit liv. 

Ny ca. 3 og ert halvt år efter, har min mand og jeg stadig ikke fået nogen børn. Efter sidste barn, mistede vi modet på at få et. Jeg har prøvet reagensglas, uden held. Nu er vi kommet til den beslutning, om måske at adoptere. Men drømmen om at få et barn, er næsten væk......

Anonym skriver:

Jeg har brug for at lette min samvittighed ... 

Jeg er 26 år gammel, og er gift med Jesper på 6 år. 

Kort efter vores bryllup fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Vi blev begge med lykkelig og glædede os meget. Men da jeg var 8+5 uger henne, mistede jeg barnet. Vi blev enige om, at vi ikke skulle miste modet, og prøve igen. 5 måneder senere blev jeg gravid, og mistede også dette barn, 7+2 uger. Denne gang blev jeg undersøgt grundigt af min læge, som sagde at jeg intet fejlede og ligeledes med min mand. Han sagde, at vi skulle blive ved med at prøve. Ca. 7 måneder senere blev jeg gravid igen, men da jeg næsten nåede de 12 uger af graviditeten, fik jeg for 3 gang en SA. Et år efter blev jeg gravid igen, men dette barn sad uden for livmoderen, og så var jeg bød til at få en abort igen. Sådan ca. 1 år senere blev jeg gravid igen, men for at være helt ærlig, havde jeg allerede mistet modet. Jeg havde der mistet 4 børn, og havde på fornemmelsen, at det samme ville ske med det 5. Meeen, jeg kom over de 3 måneder, og scanningerne viste at barnet var sundt og raskt. Dette gjorder vores familier og os meget rolige. Lægerne gav os håb! Og sagde, at vi kunne være næsten sikre på, at denne graviditet ville lykkes. 

En dag, syntes jeg ikke rigtig at jeg kunne mærke den lille sprake, der var overhovedet ikke noget liv at mærke. Gudskelov var min mand hjemme, og vi ringede til jordmoren, som sagde, at vi skulle komme straks. Hun scannede mig, og kiggede underligt hen på os, derefter tilkaldte hun yderlig en læge, som bekræftede hendes mistanke. Kort efter fik vi af vide, at vores barn var død. Også kaldet forsterdød. Jeg var 29+6 uger henne. Dette bestod desværre så, at jeg måtte sættes i fødsel. Heldigvis, vil jeg sige, at det blev gjort via kejsersnit. Men den dag, var den værreste dag i mit liv. 

Ny ca. 3 og ert halvt år efter, har min mand og jeg stadig ikke fået nogen børn. Efter sidste barn, mistede vi modet på at få et. Jeg har prøvet reagensglas, uden held. Nu er vi kommet til den beslutning, om måske at adoptere. Men drømmen om at få et barn, er næsten væk......

Det er simpelthen unfair.

Sikke en kamp i har haft :O(

Jeg håber i på den ene eller anden måde får jeres ønske opfyldt.

Kæmpe kram herfra!

Anonym skriver:

Jeg har brug for at lette min samvittighed ... 

Jeg er 26 år gammel, og er gift med Jesper på 6 år. 

Kort efter vores bryllup fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Vi blev begge med lykkelig og glædede os meget. Men da jeg var 8+5 uger henne, mistede jeg barnet. Vi blev enige om, at vi ikke skulle miste modet, og prøve igen. 5 måneder senere blev jeg gravid, og mistede også dette barn, 7+2 uger. Denne gang blev jeg undersøgt grundigt af min læge, som sagde at jeg intet fejlede og ligeledes med min mand. Han sagde, at vi skulle blive ved med at prøve. Ca. 7 måneder senere blev jeg gravid igen, men da jeg næsten nåede de 12 uger af graviditeten, fik jeg for 3 gang en SA. Et år efter blev jeg gravid igen, men dette barn sad uden for livmoderen, og så var jeg bød til at få en abort igen. Sådan ca. 1 år senere blev jeg gravid igen, men for at være helt ærlig, havde jeg allerede mistet modet. Jeg havde der mistet 4 børn, og havde på fornemmelsen, at det samme ville ske med det 5. Meeen, jeg kom over de 3 måneder, og scanningerne viste at barnet var sundt og raskt. Dette gjorder vores familier og os meget rolige. Lægerne gav os håb! Og sagde, at vi kunne være næsten sikre på, at denne graviditet ville lykkes. 

En dag, syntes jeg ikke rigtig at jeg kunne mærke den lille sprake, der var overhovedet ikke noget liv at mærke. Gudskelov var min mand hjemme, og vi ringede til jordmoren, som sagde, at vi skulle komme straks. Hun scannede mig, og kiggede underligt hen på os, derefter tilkaldte hun yderlig en læge, som bekræftede hendes mistanke. Kort efter fik vi af vide, at vores barn var død. Også kaldet forsterdød. Jeg var 29+6 uger henne. Dette bestod desværre så, at jeg måtte sættes i fødsel. Heldigvis, vil jeg sige, at det blev gjort via kejsersnit. Men den dag, var den værreste dag i mit liv. 

Ny ca. 3 og ert halvt år efter, har min mand og jeg stadig ikke fået nogen børn. Efter sidste barn, mistede vi modet på at få et. Jeg har prøvet reagensglas, uden held. Nu er vi kommet til den beslutning, om måske at adoptere. Men drømmen om at få et barn, er næsten væk......

Jeg tænker hvorfor din samvittighed? Faldt jeg bare over. 

Først et kæmpe kæmpe kram - jeg ved ikke hvornan I har det med det barn du mistede så vil ikke spørge for meget til køn, navn osv. Men jeg håber du i denne kamp har fundet nogen ligesindede - jeg ved dog at netop når man mister vil man ofte være en af de få når der ikke melder sig et barn igen inden for et par år.

Jeg kan ikke sætte mig ind i sorgen over at give op, ikke tro på det kan lykkes og stå uden barnet, men jeg kan sætte mig ind i det at miste og det gør mere ondt end nogen kan forstille sig og den smerte forsvinder K hvert fald ikke i mit liv. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at lette min samvittighed ... 

Jeg er 26 år gammel, og er gift med Jesper på 6 år. 

Kort efter vores bryllup fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Vi blev begge med lykkelig og glædede os meget. Men da jeg var 8+5 uger henne, mistede jeg barnet. Vi blev enige om, at vi ikke skulle miste modet, og prøve igen. 5 måneder senere blev jeg gravid, og mistede også dette barn, 7+2 uger. Denne gang blev jeg undersøgt grundigt af min læge, som sagde at jeg intet fejlede og ligeledes med min mand. Han sagde, at vi skulle blive ved med at prøve. Ca. 7 måneder senere blev jeg gravid igen, men da jeg næsten nåede de 12 uger af graviditeten, fik jeg for 3 gang en SA. Et år efter blev jeg gravid igen, men dette barn sad uden for livmoderen, og så var jeg bød til at få en abort igen. Sådan ca. 1 år senere blev jeg gravid igen, men for at være helt ærlig, havde jeg allerede mistet modet. Jeg havde der mistet 4 børn, og havde på fornemmelsen, at det samme ville ske med det 5. Meeen, jeg kom over de 3 måneder, og scanningerne viste at barnet var sundt og raskt. Dette gjorder vores familier og os meget rolige. Lægerne gav os håb! Og sagde, at vi kunne være næsten sikre på, at denne graviditet ville lykkes. 

En dag, syntes jeg ikke rigtig at jeg kunne mærke den lille sprake, der var overhovedet ikke noget liv at mærke. Gudskelov var min mand hjemme, og vi ringede til jordmoren, som sagde, at vi skulle komme straks. Hun scannede mig, og kiggede underligt hen på os, derefter tilkaldte hun yderlig en læge, som bekræftede hendes mistanke. Kort efter fik vi af vide, at vores barn var død. Også kaldet forsterdød. Jeg var 29+6 uger henne. Dette bestod desværre så, at jeg måtte sættes i fødsel. Heldigvis, vil jeg sige, at det blev gjort via kejsersnit. Men den dag, var den værreste dag i mit liv. 

Ny ca. 3 og ert halvt år efter, har min mand og jeg stadig ikke fået nogen børn. Efter sidste barn, mistede vi modet på at få et. Jeg har prøvet reagensglas, uden held. Nu er vi kommet til den beslutning, om måske at adoptere. Men drømmen om at få et barn, er næsten væk......

Puha, det lyder ufatteligt hårdt. 

Jeg synes det lyder som en rigtig god idé at gå til adoption nu. 

Men jeg vil bare lige høre: Har I fået undersøgt dine æg og din mands sæd for genfejl? Jeg ved i hvert fald at den almindelige sædprøve ikke screener for genfejl.

og  for at det lykkes - på den ene eller den anden måde.

lineog4 skriver:

Jeg tænker hvorfor din samvittighed? Faldt jeg bare over. 

Først et kæmpe kæmpe kram - jeg ved ikke hvornan I har det med det barn du mistede så vil ikke spørge for meget til køn, navn osv. Men jeg håber du i denne kamp har fundet nogen ligesindede - jeg ved dog at netop når man mister vil man ofte være en af de få når der ikke melder sig et barn igen inden for et par år.

Jeg kan ikke sætte mig ind i sorgen over at give op, ikke tro på det kan lykkes og stå uden barnet, men jeg kan sætte mig ind i det at miste og det gør mere ondt end nogen kan forstille sig og den smerte forsvinder K hvert fald ikke i mit liv. 

Tak skal i have alle sammen !! 

Jeg er glad for at have en mand som Jesper! dsn måde vi har støttet hinanden på igennem årene, er helt utrolig. Vores familie og venner, har virkelig også været gode til at støtte og bakke os op. 

Grunden til at jeg må lette min samvittighed.. 

Til at starte med Skal det lige siges, at min mand er 10 år ældre end mig, og da vi var blevet kæreste begyndte han at snakke om at få børn. Han elsker dem, og ønsker sig ikke noget højere end at få børn.. Det at jeg har mistet 5 børn nu, har/fik mig til at føle mig som en dårlig kone. Der er ikk noget jeg hellere ville end at give min mand et barn, men jeg føler at jeg har svigtet ham. Kort efter fosterfødslen gik jeg psykisk ned, fordi jeg ikke følte mig som en rigtig kvinde, pga. at jeg ikke kunne gennemgå en graviditet. Min mand har selvfølgelig støttet mig, og sagt flere gange, at jeg ikke skal føle mig som en dårlig kone, jeg kan ikke gøre for, at vi ikke kan få er barn, sådan en naturen desværre. 

Jeg har selv prøvet det samme uendeligt mange gange. Jeg har aldrig givet op og et mirakel skete da jeg ventede 18. gang. Men her lykkedes det og jeg har en søn nu

Lige siden er det dog mislykkedes, så vi har givet ønsket op om at få flere.

Du siger I har fået behandling. har I fundet ud af at det var en genfejl?

Alternativt kunne du prøve en anden kvindes æg, evt. i Prag.

Anonym skriver:

Tak skal i have alle sammen !! 

Jeg er glad for at have en mand som Jesper! dsn måde vi har støttet hinanden på igennem årene, er helt utrolig. Vores familie og venner, har virkelig også været gode til at støtte og bakke os op. 

 

Grunden til at jeg må lette min samvittighed.. 

Til at starte med Skal det lige siges, at min mand er 10 år ældre end mig, og da vi var blevet kæreste begyndte han at snakke om at få børn. Han elsker dem, og ønsker sig ikke noget højere end at få børn.. Det at jeg har mistet 5 børn nu, har/fik mig til at føle mig som en dårlig kone. Der er ikk noget jeg hellere ville end at give min mand et barn, men jeg føler at jeg har svigtet ham. Kort efter fosterfødslen gik jeg psykisk ned, fordi jeg ikke følte mig som en rigtig kvinde, pga. at jeg ikke kunne gennemgå en graviditet. Min mand har selvfølgelig støttet mig, og sagt flere gange, at jeg ikke skal føle mig som en dårlig kone, jeg kan ikke gøre for, at vi ikke kan få er barn, sådan en naturen desværre. 

Vi er begge blevet undersøgt godt og grundigt. De siger, at mine æg er som de skal være, og der er heller ikke noget i vejen med min mands sæd. Dette er også med til at gøre os lidt mere frystrede, hvis der ikke er noget i vejen med os, hvorfor kan vi så ikke få et barn. 

Så nu vil vi adoptere, og så lå vi se om vi med alt helt måske bliver gravide. 

aarhusmor skriver:

Jeg har selv prøvet det samme uendeligt mange gange. Jeg har aldrig givet op og et mirakel skete da jeg ventede 18. gang. Men her lykkedes det og jeg har en søn nu

Lige siden er det dog mislykkedes, så vi har givet ønsket op om at få flere.

Du siger I har fået behandling. har I fundet ud af at det var en genfejl?

Alternativt kunne du prøve en anden kvindes æg, evt. i Prag.

Det er jeg frygtelig ked af at høre ... Men er glad for at I har fået en søn!! Vi har fået undersøgt alt, alt er som det skal være. 

Anonym skriver:

Det er jeg frygtelig ked af at høre ... Men er glad for at I har fået en søn!! Vi har fået undersøgt alt, alt er som det skal være. 

 

Tak. Har I også fået tjekket mannanbindende lektin og div. blødersygdomme?