Besat af min vægt

Anonym skriver:

Ja synes det fylder alt for meget. Har gennemgået et vægttab på 20 kg siden fødslen af vores tredie barn og er så glad for min nuværende slanke krop og vejer faktisk mindre end jeg gjorde da jeg var 20 år. Startede kostændringer og løb fra april i år og tabte de 20 kg på 5 mdr.

Men nu er problemet bare at jeg er dybt fanatisk. Vejer al min mad og ved præcis hvor mange kalorier jeg må indtage om dagen og nogen gange regner jeg ud dagen før præcis hvad jeg skal spise næste dag. Jeg løber hver anden dag og er generelt aktiv, men kan nærmest blive helt panisk hvis noget er ved at komme i vejen for mine faste løbeture. Når jeg besøger venner og familie spiser jeg aldrig noget jeg ikke kender kalorieindholdet eller tilbereningen af og har altid min egen mad med og det kan føles lidt pinligt,  men jeg føler jeg bliver fysisk dårlig hvis jeg spiser noget jeg ikke ved hvad indeholder ift til kalorier. Det er anstrengende nogen dage og jeg tjekker mig ofte i spejle om maven nu er flad og jeg ikke har taget på. Jeg føler jeg tænker på min vægt i alt hvad jeg foretager mig og nogen gange får jeg det skidt efter at have spist også selvom jeg på ingen måde har overskredet mit daglige kalorieindtag, men bliver alligevel bange for at tage på. 

For nylig måtte jeg sætte mit daglige kalorieindtag op med 100 kalorier, da jeg blev ved med at tabe mig og kæresten sagde at nu var det nok jeg havde tabt mig. Det har så gjort at jeg nu bare holder min vægt og det er jo fint, hvis ikke det var fordi jeg frygtede at jeg begynder at tage på pga det. Puha.

Andre der har prøvet at komme væk fra deres vægtbesættelse og bare lært at balancere tingene fornuftigt? Det kunne jeg førhen efter et vægttab som barn og har aldrig før haft det sådan her. Men det var slemt at tage 20 kg på under graviditeterne og vil altså bare ikke være så overvægtig igen, også selvom børnene selvfølgelig har været det hele værd. Jeg kunne jo bare have passet på vægten under graviditeten.

Hvad kan jeg gøre for at få et afbalanceret og fornuftigt forhold til min vægt eller kommer det af sig selv lige pludselig?

Jeg er selv igang med et større vægttab og kan 100% følge dine tanker, jeg var i starten også nærmest panisk bare ved tanken om at jeg skulle spise en bolle i mødregruppen fordi giiips der var mange kcal i.

MEN - du bliver nød til at give lidt slip, det bliver kun mere og mere surt for dig og du kan ikke nyde din nye sunde og slanke krop hvis ALT du laver er at tænke på vægten og kalorier.

Jeg siger ikke du skal gå ud og voldæde fordi det kommer der jo heller ikke noget godt ud af, men tillad dig selv en synde dag i ny og næ, måske hver 2. uge eller lign. hvor du helt dropper at tælle kalorier men bare hygger dig med god mad og evt et glas vin med din mand eller sådan

Anonym skriver:

Ja synes det fylder alt for meget. Har gennemgået et vægttab på 20 kg siden fødslen af vores tredie barn og er så glad for min nuværende slanke krop og vejer faktisk mindre end jeg gjorde da jeg var 20 år. Startede kostændringer og løb fra april i år og tabte de 20 kg på 5 mdr.

Men nu er problemet bare at jeg er dybt fanatisk. Vejer al min mad og ved præcis hvor mange kalorier jeg må indtage om dagen og nogen gange regner jeg ud dagen før præcis hvad jeg skal spise næste dag. Jeg løber hver anden dag og er generelt aktiv, men kan nærmest blive helt panisk hvis noget er ved at komme i vejen for mine faste løbeture. Når jeg besøger venner og familie spiser jeg aldrig noget jeg ikke kender kalorieindholdet eller tilbereningen af og har altid min egen mad med og det kan føles lidt pinligt,  men jeg føler jeg bliver fysisk dårlig hvis jeg spiser noget jeg ikke ved hvad indeholder ift til kalorier. Det er anstrengende nogen dage og jeg tjekker mig ofte i spejle om maven nu er flad og jeg ikke har taget på. Jeg føler jeg tænker på min vægt i alt hvad jeg foretager mig og nogen gange får jeg det skidt efter at have spist også selvom jeg på ingen måde har overskredet mit daglige kalorieindtag, men bliver alligevel bange for at tage på. 

For nylig måtte jeg sætte mit daglige kalorieindtag op med 100 kalorier, da jeg blev ved med at tabe mig og kæresten sagde at nu var det nok jeg havde tabt mig. Det har så gjort at jeg nu bare holder min vægt og det er jo fint, hvis ikke det var fordi jeg frygtede at jeg begynder at tage på pga det. Puha.

Andre der har prøvet at komme væk fra deres vægtbesættelse og bare lært at balancere tingene fornuftigt? Det kunne jeg førhen efter et vægttab som barn og har aldrig før haft det sådan her. Men det var slemt at tage 20 kg på under graviditeterne og vil altså bare ikke være så overvægtig igen, også selvom børnene selvfølgelig har været det hele værd. Jeg kunne jo bare have passet på vægten under graviditeten.

Hvad kan jeg gøre for at få et afbalanceret og fornuftigt forhold til min vægt eller kommer det af sig selv lige pludselig?

Jeg har ikke det gyldne svar. For ca. 10 år siden tabte jeg mig 15 kg ved en drastisk kostomlægning, men i den efterfølgende periode drejede ALT sig også fortsat om mad, og jeg blev ligesom du panisk ved tanken om at komme i situationer, hvor jeg ikke kunne følge min plan til punkt og prikke. Det mindede om en spiseforstyrrelse - ikke, at jeg sultede mig eller gik til yderligheder, men jeg tænkte kun på måltiderne flere dage frem. 

Da jeg indså, det var ved at gå for vidt, slippede jeg tøjlerne - og tog over de næste år alt det på, jeg havde tabt 

Der må jo være en gylden middelvej, men i mit tilfælde har den ikke været mulig at finde. Jeg tænker dog, at du qua din motion har et stærkt kort på hånden, da du næppe kommer til at give helt los og tage en masse på, selvom du slækker lidt på kostreglerne. 

Anonym skriver:

Hej og tak for dit indlæg.

Føler ikke jeg på nogen måde er ved at udvikle anoreksi heldigvis. Min mor havde det som ung og jeg er slet ikke der hvor jeg ønsker at sulte mig eller kaste maden op men er bare meget anstrengt af mine vægttanker og nervøsitet for at tage på.

Tænker at lægen vil mene det ikke er noget jeg skal henvende mig til ham om men nærmere en psykolog og så er det også lidt pinligt synes jeg at jeg som voksen kvinde ikke kan håndtere noget som almindeligt som at regulere min vægt.

Men selvfølgelig hvis det bliver værre end nu ka det da godt være jeg ikke ser anden udvej end en tur hos lægen. Vil bare helst klare det selv og har hele tiden troet det ville blive bedre med tiden og jeg ligesom var kommet ind i en rytme. Men det kan jo også være det kommer og tak for rådene for det er selvfølgelig nok en hårfin grænse hvornår vægtbesættelse bliver en til en spiseforstyrrelse.

Lægen kan give dig en henvisning til hjælp

og  det er jo ikke sikkert du er på vej derud men det lyder som om du er på et sidespor og det er nu du skal rette op for ellers ender du i grøften hvilket ikke er rart...

jeg håber du finder en løsning på dit problem..

men du skal stadigvæk havde  

sandramor skriver:

Jamen med min veninde startede det med at hun begyndte at tælle kalorier.... Hvilket jo i sig selv er helt fint... Og hun tabte sig også rigtig fint og meget... Men da hun så var nået ned på sin normal vægt skulle hun jo ikke tælle kalorier på helt samme plan længere... Men hun kunne simpelthen ikke lade være.... Og angsten for at blive tyk igen fyldte mere og mere i hendes hoved..... Hun turde faktisk ikke spise som os andre for hun var overbevist om at så ville hun med tiden blive tyk igen..... Som hun selv fortalte så brugte hun næsten alle døgnets 24 timer på at tælle kalorier.... Og jeg sagde mange gange til hende at hu var ude på et skråplan... Men det kunne hun ikke se og selvfølgelig kunne hun ikke det... For anoreksi eller alle former for spise forstyrrelser er en sygdom i hjernen og man kan ikke selv se man er på vej derud.... Men ja der ku hun heller ikke... Så hun blev ved med at tælle kalorier og indtog langsomt færre og færre kalorier men dyrkede stadig meget motion....
Da hun var nede på sin normal vægt og var pæn og slank vejede hun 60 kg... Hun er 1.68 høj... I løbet af et år kom hun ned på sølle 40kg !!!
Og da hun ramte 38 kg fik hun heldigvis hjælp! Men et lille år så var hun MEGET undervægtig!!!
Så bare husk... Man er sjælden selv klar over man er på vej ind i en spise forstyrrelse... Hvis man var det ville flere nok få hjælp meget før :-)
Og jo altså det kan egentlig godt være en psykolog ville være en bedre ide :-)

Hold da op, det var mange kilo hun tabte.

Kan sagtens genkende alle de ting du skriver hun startede med men heldigvis har jeg ikke skåret ned på mine kalorier nu da jeg er kommet lidt under min ideealvægt. Men kan satgens genkende angsten for at man tror man tager på selvom man ikke spiser mere en man må.

Ja det er skræmmende som hjernen kan få grebet om en selvom det også er godt man kan tage initiativ til at tabe sig. Tror jeg vil håbe på at det hele falder til ro på et tidspunkt sålænge jeg holder min nuværende vægt.

Hvis jeg kommer under den vil jeg genoverveje om jeg bør gøre noget og tak for al din info og de gode råd.