Besat af min vægt

Ja synes det fylder alt for meget. Har gennemgået et vægttab på 20 kg siden fødslen af vores tredie barn og er så glad for min nuværende slanke krop og vejer faktisk mindre end jeg gjorde da jeg var 20 år. Startede kostændringer og løb fra april i år og tabte de 20 kg på 5 mdr.

Men nu er problemet bare at jeg er dybt fanatisk. Vejer al min mad og ved præcis hvor mange kalorier jeg må indtage om dagen og nogen gange regner jeg ud dagen før præcis hvad jeg skal spise næste dag. Jeg løber hver anden dag og er generelt aktiv, men kan nærmest blive helt panisk hvis noget er ved at komme i vejen for mine faste løbeture. Når jeg besøger venner og familie spiser jeg aldrig noget jeg ikke kender kalorieindholdet eller tilbereningen af og har altid min egen mad med og det kan føles lidt pinligt,  men jeg føler jeg bliver fysisk dårlig hvis jeg spiser noget jeg ikke ved hvad indeholder ift til kalorier. Det er anstrengende nogen dage og jeg tjekker mig ofte i spejle om maven nu er flad og jeg ikke har taget på. Jeg føler jeg tænker på min vægt i alt hvad jeg foretager mig og nogen gange får jeg det skidt efter at have spist også selvom jeg på ingen måde har overskredet mit daglige kalorieindtag, men bliver alligevel bange for at tage på. 

For nylig måtte jeg sætte mit daglige kalorieindtag op med 100 kalorier, da jeg blev ved med at tabe mig og kæresten sagde at nu var det nok jeg havde tabt mig. Det har så gjort at jeg nu bare holder min vægt og det er jo fint, hvis ikke det var fordi jeg frygtede at jeg begynder at tage på pga det. Puha.

Andre der har prøvet at komme væk fra deres vægtbesættelse og bare lært at balancere tingene fornuftigt? Det kunne jeg førhen efter et vægttab som barn og har aldrig før haft det sådan her. Men det var slemt at tage 20 kg på under graviditeterne og vil altså bare ikke være så overvægtig igen, også selvom børnene selvfølgelig har været det hele værd. Jeg kunne jo bare have passet på vægten under graviditeten.

Hvad kan jeg gøre for at få et afbalanceret og fornuftigt forhold til min vægt eller kommer det af sig selv lige pludselig?

Hej Ano.

Jeg synes helt klart du skal kontakte din læge for det lyder som du er på vej til at blive anorektisk (anoreksi)

jeg har selv været der og har stadig men efter det men min vægt er helt normal  idag fordi min familie og kæreste skred til handling. jeg kunne ikke styre det...

så synes du skal tage en snak med lægen.. også for at være sikker på der ikke ligger noget andet under.. heller en gang for meget at ringe ind ikke at ringe.. 

Anonym skriver:

Ja synes det fylder alt for meget. Har gennemgået et vægttab på 20 kg siden fødslen af vores tredie barn og er så glad for min nuværende slanke krop og vejer faktisk mindre end jeg gjorde da jeg var 20 år. Startede kostændringer og løb fra april i år og tabte de 20 kg på 5 mdr.

Men nu er problemet bare at jeg er dybt fanatisk. Vejer al min mad og ved præcis hvor mange kalorier jeg må indtage om dagen og nogen gange regner jeg ud dagen før præcis hvad jeg skal spise næste dag. Jeg løber hver anden dag og er generelt aktiv, men kan nærmest blive helt panisk hvis noget er ved at komme i vejen for mine faste løbeture. Når jeg besøger venner og familie spiser jeg aldrig noget jeg ikke kender kalorieindholdet eller tilbereningen af og har altid min egen mad med og det kan føles lidt pinligt,  men jeg føler jeg bliver fysisk dårlig hvis jeg spiser noget jeg ikke ved hvad indeholder ift til kalorier. Det er anstrengende nogen dage og jeg tjekker mig ofte i spejle om maven nu er flad og jeg ikke har taget på. Jeg føler jeg tænker på min vægt i alt hvad jeg foretager mig og nogen gange får jeg det skidt efter at have spist også selvom jeg på ingen måde har overskredet mit daglige kalorieindtag, men bliver alligevel bange for at tage på. 

For nylig måtte jeg sætte mit daglige kalorieindtag op med 100 kalorier, da jeg blev ved med at tabe mig og kæresten sagde at nu var det nok jeg havde tabt mig. Det har så gjort at jeg nu bare holder min vægt og det er jo fint, hvis ikke det var fordi jeg frygtede at jeg begynder at tage på pga det. Puha.

Andre der har prøvet at komme væk fra deres vægtbesættelse og bare lært at balancere tingene fornuftigt? Det kunne jeg førhen efter et vægttab som barn og har aldrig før haft det sådan her. Men det var slemt at tage 20 kg på under graviditeterne og vil altså bare ikke være så overvægtig igen, også selvom børnene selvfølgelig har været det hele værd. Jeg kunne jo bare have passet på vægten under graviditeten.

Hvad kan jeg gøre for at få et afbalanceret og fornuftigt forhold til min vægt eller kommer det af sig selv lige pludselig?

Jeg må erklære mig enig her....
Jeg syNes også du skal søge hjælp hos din læge.... det lyder rigtig meget som starten på en spise forstyrrelse desværre..... sådan startede det for min veninde....
Så endelig søg læge og fortæl ham om dine madvaner og din trang til at kontrollere al dit mad indtag......

Anonym skriver:

Ja synes det fylder alt for meget. Har gennemgået et vægttab på 20 kg siden fødslen af vores tredie barn og er så glad for min nuværende slanke krop og vejer faktisk mindre end jeg gjorde da jeg var 20 år. Startede kostændringer og løb fra april i år og tabte de 20 kg på 5 mdr.

Men nu er problemet bare at jeg er dybt fanatisk. Vejer al min mad og ved præcis hvor mange kalorier jeg må indtage om dagen og nogen gange regner jeg ud dagen før præcis hvad jeg skal spise næste dag. Jeg løber hver anden dag og er generelt aktiv, men kan nærmest blive helt panisk hvis noget er ved at komme i vejen for mine faste løbeture. Når jeg besøger venner og familie spiser jeg aldrig noget jeg ikke kender kalorieindholdet eller tilbereningen af og har altid min egen mad med og det kan føles lidt pinligt,  men jeg føler jeg bliver fysisk dårlig hvis jeg spiser noget jeg ikke ved hvad indeholder ift til kalorier. Det er anstrengende nogen dage og jeg tjekker mig ofte i spejle om maven nu er flad og jeg ikke har taget på. Jeg føler jeg tænker på min vægt i alt hvad jeg foretager mig og nogen gange får jeg det skidt efter at have spist også selvom jeg på ingen måde har overskredet mit daglige kalorieindtag, men bliver alligevel bange for at tage på. 

For nylig måtte jeg sætte mit daglige kalorieindtag op med 100 kalorier, da jeg blev ved med at tabe mig og kæresten sagde at nu var det nok jeg havde tabt mig. Det har så gjort at jeg nu bare holder min vægt og det er jo fint, hvis ikke det var fordi jeg frygtede at jeg begynder at tage på pga det. Puha.

Andre der har prøvet at komme væk fra deres vægtbesættelse og bare lært at balancere tingene fornuftigt? Det kunne jeg førhen efter et vægttab som barn og har aldrig før haft det sådan her. Men det var slemt at tage 20 kg på under graviditeterne og vil altså bare ikke være så overvægtig igen, også selvom børnene selvfølgelig har været det hele værd. Jeg kunne jo bare have passet på vægten under graviditeten.

Hvad kan jeg gøre for at få et afbalanceret og fornuftigt forhold til min vægt eller kommer det af sig selv lige pludselig?

Åh, jeg forstår dig så godt. Det er svært at finde balancen mellem at holde sig på slanke stien og så give lidt slip. Særligt det med at være ude og sige nej tak til mad, hvor man føler sig dårlig tilpas over at sige nej og dårlig tilpas, hvis man spiser mad der "ødelægger" slankekuren, idealvægten. 

For mig handler det klart om at jeg var så ked af min krop, da jeg vejede for meget og det påvirkede hele min hverdag ( har stadig et lille stykke igen). Den nye følelse jeg har vil jeg ikke slippe, så godt smager mad bare ikke.

Har du måske overvejet istedet for at sætte kalorierne op, så forsætte med slankekosten i hverdagen og så spise hvad du har lyst til når du er ude. Og så fortælle dig selv, at hvis vægten går et par kilo op, så ved du jo, hvordan du skal komme af med dem.

Det kan selvfølgelig godt være du har anoreksi, men jeg tror bare at mange kvinder har et problematisk forhold til mad, både til den ene og den anden side. Men jeg synes det virker meget naturligt at være bange for at falde tilbage, når man har slidt med at tabe 20 kg. gennem et halvt år. Hvis du ikke havde fokuseret så meget på din vægt, var det jo aldrig lykkedes. 

KH

debbie19 skriver:

Hej Ano.

Jeg synes helt klart du skal kontakte din læge for det lyder som du er på vej til at blive anorektisk (anoreksi)

jeg har selv været der og har stadig men efter det men min vægt er helt normal  idag fordi min familie og kæreste skred til handling. jeg kunne ikke styre det...

så synes du skal tage en snak med lægen.. også for at være sikker på der ikke ligger noget andet under.. heller en gang for meget at ringe ind ikke at ringe.. 

Hej og tak for dit indlæg.

Føler ikke jeg på nogen måde er ved at udvikle anoreksi heldigvis. Min mor havde det som ung og jeg er slet ikke der hvor jeg ønsker at sulte mig eller kaste maden op men er bare meget anstrengt af mine vægttanker og nervøsitet for at tage på.

Tænker at lægen vil mene det ikke er noget jeg skal henvende mig til ham om men nærmere en psykolog og så er det også lidt pinligt synes jeg at jeg som voksen kvinde ikke kan håndtere noget som almindeligt som at regulere min vægt.

Men selvfølgelig hvis det bliver værre end nu ka det da godt være jeg ikke ser anden udvej end en tur hos lægen. Vil bare helst klare det selv og har hele tiden troet det ville blive bedre med tiden og jeg ligesom var kommet ind i en rytme. Men det kan jo også være det kommer og tak for rådene for det er selvfølgelig nok en hårfin grænse hvornår vægtbesættelse bliver en til en spiseforstyrrelse.

sandramor skriver:

Jeg må erklære mig enig her....
Jeg syNes også du skal søge hjælp hos din læge.... det lyder rigtig meget som starten på en spise forstyrrelse desværre..... sådan startede det for min veninde....
Så endelig søg læge og fortæl ham om dine madvaner og din trang til at kontrollere al dit mad indtag......

Hej og tak for dit indlæg.

Hvordan startede det med din venninde og hvor slemt blev det og hvor hurtigt gik det hvis jeg må spørge. Synes ikke selv jeg føler det er en kommende spiseforstyrrelse men nærmere en stærk besættelse der fylder alt for meget. synes bare det er pinligt at opsøge lægen med noget jeg selv burde kunne håndtere som voksen kvinde. Er det ikke nærmere en psykolog sålænge det ikke er en reel spiseforstyrrelse?

Men tak for rådet

Åh, jeg forstår dig så godt. Det er svært at finde balancen mellem at holde sig på slanke stien og så give lidt slip. Særligt det med at være ude og sige nej tak til mad, hvor man føler sig dårlig tilpas over at sige nej og dårlig tilpas, hvis man spiser mad der "ødelægger" slankekuren, idealvægten. 

For mig handler det klart om at jeg var så ked af min krop, da jeg vejede for meget og det påvirkede hele min hverdag ( har stadig et lille stykke igen). Den nye følelse jeg har vil jeg ikke slippe, så godt smager mad bare ikke.

Har du måske overvejet istedet for at sætte kalorierne op, så forsætte med slankekosten i hverdagen og så spise hvad du har lyst til når du er ude. Og så fortælle dig selv, at hvis vægten går et par kilo op, så ved du jo, hvordan du skal komme af med dem.

Det kan selvfølgelig godt være du har anoreksi, men jeg tror bare at mange kvinder har et problematisk forhold til mad, både til den ene og den anden side. Men jeg synes det virker meget naturligt at være bange for at falde tilbage, når man har slidt med at tabe 20 kg. gennem et halvt år. Hvis du ikke havde fokuseret så meget på din vægt, var det jo aldrig lykkedes. 

KH

Hej og tusind tak for dit indlæg og jeg tror også du har ret.

Jeg føler ikke selv jeg er på vej til en reel spiseforstyrrelse. Det havde min mor som ung og jeg er slet ikke der hvor jeg ønsker at sulte mig eller kaste mad op. Jeg er bare meget præcis med hvad jeg indtager og går lidt for højt op i det og føler det plager mig meget. Tror også du har ret i at der nok er en del kvinder der har det på samme måde men som du selv skriver så er et bare så skønt at føle sig godt tilpas i sin krop, bedre end noget mad smager.

Hørte en dag en kvinde sige i en tv dokumentar at hvis kvinder brugte ligeså meget tid på at løse verdens problemer som at tænke på deres vægt ville det højest tage et par måneder at løse verdens trængsler.

Så ja det er en stor last og jeg tænker også selv over hvordan man fremtidigt påvirker sine børn måske især sin datter når man selv ønsker et meget slankt kropsideal, fordi man godt vil se så godt ud som muligt.

Men ja burde jo bare tage det roligt for har jo set hvor "hurtigt" jeg fik smidt de mange kilo efter fødslen, det burde jo berolige men måske har det bare taget så meget fokus, at der lige går noget tid før man er fundet tilbage i en rytme hvor man bare regulerer sin vægt naturligt. Har hele tiden tænkt at det nok bare sker af sig selv med tiden. Nogen gange bliver jeg bare så træt af at tænke på kalorier og vægt og så bliver jeg helt desparat efter at tænke væk fra det.

Tillykke med dit eget vægttab i øvrigt og dejligt du tager det mere afslappet samtidigt med at du stadig har kontrol over det. Tak for de gode råd og må nok bare tage det stille og roligt og håbe det hele falder på plads i takt med at hverdagen kommer efter barslen og jeg måske ikke helt har tiden og interessen for det i samme omfang som nu. At det bare bliver naturligt at holde en sund vægt og livsstil uden at tænke alt for meget over det.

Anonym skriver:

Hej og tak for dit indlæg.

Hvordan startede det med din venninde og hvor slemt blev det og hvor hurtigt gik det hvis jeg må spørge. Synes ikke selv jeg føler det er en kommende spiseforstyrrelse men nærmere en stærk besættelse der fylder alt for meget. synes bare det er pinligt at opsøge lægen med noget jeg selv burde kunne håndtere som voksen kvinde. Er det ikke nærmere en psykolog sålænge det ikke er en reel spiseforstyrrelse?

Men tak for rådet

Jamen med min veninde startede det med at hun begyndte at tælle kalorier.... Hvilket jo i sig selv er helt fint... Og hun tabte sig også rigtig fint og meget... Men da hun så var nået ned på sin normal vægt skulle hun jo ikke tælle kalorier på helt samme plan længere... Men hun kunne simpelthen ikke lade være.... Og angsten for at blive tyk igen fyldte mere og mere i hendes hoved..... Hun turde faktisk ikke spise som os andre for hun var overbevist om at så ville hun med tiden blive tyk igen..... Som hun selv fortalte så brugte hun næsten alle døgnets 24 timer på at tælle kalorier.... Og jeg sagde mange gange til hende at hu var ude på et skråplan... Men det kunne hun ikke se og selvfølgelig kunne hun ikke det... For anoreksi eller alle former for spise forstyrrelser er en sygdom i hjernen og man kan ikke selv se man er på vej derud.... Men ja der ku hun heller ikke... Så hun blev ved med at tælle kalorier og indtog langsomt færre og færre kalorier men dyrkede stadig meget motion....
Da hun var nede på sin normal vægt og var pæn og slank vejede hun 60 kg... Hun er 1.68 høj... I løbet af et år kom hun ned på sølle 40kg !!!
Og da hun ramte 38 kg fik hun heldigvis hjælp! Men et lille år så var hun MEGET undervægtig!!!
Så bare husk... Man er sjælden selv klar over man er på vej ind i en spise forstyrrelse... Hvis man var det ville flere nok få hjælp meget før :-)
Og jo altså det kan egentlig godt være en psykolog ville være en bedre ide :-)

jeg må indrømme jeg forstår godt din måde at gøre tingene på du er bange for at tage på jeg vejer mig også på vægten alt for meget og bare 2kg er jeg ved at gå kong kold oven i hoved.

men det der er vigtigt er når man er ude er man skal slappe af og nyde deres mad når man kommer hjem syntes jeg det er okay du tænker over hvad du spiser men du skal huske at du skal ligge lidt mere til hvis du bliver ved med at tabe dig for du skal jo have en god balance hvor du ikke tager på og ikke taber dig men stadig kunne nye et eller andet usundt

 

Jeg vil opfordre dig til at gå til Www.Niashanks.com

Og find hendes beautiful badass gratis program, og læst delen om kost. Hun var tidligere også besadt af mad. 

Jeg ville godt vedhæfte filen men kan ikke fra min mobil. Eller skriv til mig så sender jeg den når jeg er hjemme igen. 

Det er et træningprogram men også en ny måde at tænke på.

Jeg håber du som det mindste vil se på det. :-)