puha...

Ved egentlig ikke rigtig hvad jeg vil skrive..

Mine hormoner kører rundt med mig i disse dage, kan snart ikke huske hvordan det var uden de her forandringer. Igår fik de mig til at tvivle på mit forhold, om vi kan klare opgaven.. om vi kan klare at blive sammen, og om jeg overhovedet elsker min kæreste sådan rigtigt... Hmm. Jeg brød fuldstændig sammen, for det er jo ikke sådan det skal være! Vi venter vores første barn, det er planlagt, og jeg havde nok en forestilling om at det grundlæggende skulle være en lykkelig tid. - Men jeg har så mange bekymringer, ved ikke helt hvordan jeg skal stoppe dem, og de overskygger det gode og lykkelige. - Har læst mig frem til at hormonerne nok er skyldneren, og det er helt "normalt". - Men jeg synes det er HÅRDT!!! For havde regnet med at det ville være hårdt, men ikke på en måde så jeg begynder at tvivle på mit forhold. - Som jeg er ret sikker på jeg ikke gjorde for 1 uge siden....

Fortæl mig please at det er normalt...
... at i også tumler/har tumlet med sådanne tanker
... at man selvfølgelig skal have det sådan, når man står overfor noget så stort og livsændrende
... at jeg bliver normal igen!

Ja det er helt normalt.

jeg havde også regnet med det var en total lykke med alting, men det er bare ikke virkeligheden. Jeg troede også man elskede sit barn fra det sekund de kom ud, men det tager en tid at vende sig til alting.
Det er en helt ny verden og der er mange ting forbundet med at have det sådan.

Forskellen på at have det sådan "rundt om sig selv" og en fødselsdepression kan være meget fin, så hvis du ikke syntes det letter så tal med din læge om det. Eller sundhedsplejesken, hun kan godt tage det, og har god erfaring med mødre der ikke syntes alting bare er lyserødt.

Anonym skriver:

Ved egentlig ikke rigtig hvad jeg vil skrive..

Mine hormoner kører rundt med mig i disse dage, kan snart ikke huske hvordan det var uden de her forandringer. Igår fik de mig til at tvivle på mit forhold, om vi kan klare opgaven.. om vi kan klare at blive sammen, og om jeg overhovedet elsker min kæreste sådan rigtigt... Hmm. Jeg brød fuldstændig sammen, for det er jo ikke sådan det skal være! Vi venter vores første barn, det er planlagt, og jeg havde nok en forestilling om at det grundlæggende skulle være en lykkelig tid. - Men jeg har så mange bekymringer, ved ikke helt hvordan jeg skal stoppe dem, og de overskygger det gode og lykkelige. - Har læst mig frem til at hormonerne nok er skyldneren, og det er helt "normalt". - Men jeg synes det er HÅRDT!!! For havde regnet med at det ville være hårdt, men ikke på en måde så jeg begynder at tvivle på mit forhold. - Som jeg er ret sikker på jeg ikke gjorde for 1 uge siden....

Fortæl mig please at det er normalt...
... at i også tumler/har tumlet med sådanne tanker
... at man selvfølgelig skal have det sådan, når man står overfor noget så stort og livsændrende
... at jeg bliver normal igen!

ÅHH hvor kunne det have været mig der skrev det indlæg!
Nu ved jeg ikke hvor langt du er i graviditeten, men for mit vedkommende er det svært at være så kort som jeg er, fordi Daniel ikke forstår på samme måde som jeg at vi rent faktisk SKAL være forældre... Vores lille bebser er også planlagt, men som kvinde går du alle forandringerne igennem (inkl. hormonerne!!!!!!!), og manden tror at hverdagen kan fungere ligesom den altid har gjort.. og den kan den altså ikke!
Men uden at skrive en længere roman så vil jeg give dig en stor krammer og sige
JA, jeg tumler med sådan nogle følelser!
JA, det er fuldstændig normalt at tænke/føle sådan og
JA, du skal nok blive normal igen!

Mit råd er at du taler med din kæreste om dine følelser.. forklar ham at det er skide svært og hvad du har brug for fra ham - hvad kan få dig til at elske ham højere end noget andet? Nyd hinanden og forsøg at nyde og sætte pris på de ting I som mennesker og som par går igennem!

Håber du kunne bruge mit svar til lidt!?

Knus Caroline, 9+1

Anonym skriver:

Ved egentlig ikke rigtig hvad jeg vil skrive..

Mine hormoner kører rundt med mig i disse dage, kan snart ikke huske hvordan det var uden de her forandringer. Igår fik de mig til at tvivle på mit forhold, om vi kan klare opgaven.. om vi kan klare at blive sammen, og om jeg overhovedet elsker min kæreste sådan rigtigt... Hmm. Jeg brød fuldstændig sammen, for det er jo ikke sådan det skal være! Vi venter vores første barn, det er planlagt, og jeg havde nok en forestilling om at det grundlæggende skulle være en lykkelig tid. - Men jeg har så mange bekymringer, ved ikke helt hvordan jeg skal stoppe dem, og de overskygger det gode og lykkelige. - Har læst mig frem til at hormonerne nok er skyldneren, og det er helt "normalt". - Men jeg synes det er HÅRDT!!! For havde regnet med at det ville være hårdt, men ikke på en måde så jeg begynder at tvivle på mit forhold. - Som jeg er ret sikker på jeg ikke gjorde for 1 uge siden....

Fortæl mig please at det er normalt...
... at i også tumler/har tumlet med sådanne tanker
... at man selvfølgelig skal have det sådan, når man står overfor noget så stort og livsændrende
... at jeg bliver normal igen!

Sådan en tur fik jeg også i starten af min graviditet, i starten var jeg rigtig lykkelig og glad, så pludselig fik jeg sådan en tur som du også har nu, det er helt normalt, bare træk vejret dybt,det skal nok gå over igen!!
Stort

AstridM skriver:

Ja det er helt normalt.

jeg havde også regnet med det var en total lykke med alting, men det er bare ikke virkeligheden. Jeg troede også man elskede sit barn fra det sekund de kom ud, men det tager en tid at vende sig til alting.
Det er en helt ny verden og der er mange ting forbundet med at have det sådan.

Forskellen på at have det sådan "rundt om sig selv" og en fødselsdepression kan være meget fin, så hvis du ikke syntes det letter så tal med din læge om det. Eller sundhedsplejesken, hun kan godt tage det, og har god erfaring med mødre der ikke syntes alting bare er lyserødt.

Men havde du det også sådan i starten af din graviditet? Det svinger meget med mig, jeg kan se på min omgangskreds af gravide veninder, at jeg er meget hårdt ramt med de der humør svingninger og hormon påvirkninger, og det dræner meget.

Igår synes jeg bare det ramte en form for bund... det er jo ikke meningen at det på den måde skal gå ud over min kæreste, som i øvrigt tager det i stiv arm og trøster så godt han kan. - For jeg var vel ikke gået igang med hele projektet hvis jeg havde denne tvivl. Håber det er fordi det er STORT at få et barn, og at det er det der pludselig går op for mig. Det er jo no turning back... Ville bare ønske jeg kunne glæde mig lidt, hvilket jeg også gør, men bare ikke "nok".... Måske der bare skal gå lidt tid.

Caroline86 skriver:



ÅHH hvor kunne det have været mig der skrev det indlæg!
Nu ved jeg ikke hvor langt du er i graviditeten, men for mit vedkommende er det svært at være så kort som jeg er, fordi Daniel ikke forstår på samme måde som jeg at vi rent faktisk SKAL være forældre... Vores lille bebser er også planlagt, men som kvinde går du alle forandringerne igennem (inkl. hormonerne!!!!!!!), og manden tror at hverdagen kan fungere ligesom den altid har gjort.. og den kan den altså ikke!
Men uden at skrive en længere roman så vil jeg give dig en stor krammer og sige
JA, jeg tumler med sådan nogle følelser!
JA, det er fuldstændig normalt at tænke/føle sådan og
JA, du skal nok blive normal igen!

Mit råd er at du taler med din kæreste om dine følelser.. forklar ham at det er skide svært og hvad du har brug for fra ham - hvad kan få dig til at elske ham højere end noget andet? Nyd hinanden og forsøg at nyde og sætte pris på de ting I som mennesker og som par går igennem!

Håber du kunne bruge mit svar til lidt!?

Knus Caroline, 9+1

Åh søde!

Ja, kunne bestemt bruge dit svar!
Bare det at jeg ikke er alene om at have det sådan.

Ved jo godt at jeg ikke kan forvente at min kæreste ved hvordan jeg har det, så derfor prøver jeg også at snakke meget om det, og han er god til at spørge.... men føler mig stadig alene med det. Det er som om at det kun er mig der kan tage denne kamp, det er min battle: mig vs de dumme hormoner, og der kan han desværre kun være tilskuer.

Men jeg vil prøve og hvile i at det nok skal gå, og at jeg nok skal blive mig selv igen på et tidspunkt...

SussieOx skriver:



Sådan en tur fik jeg også i starten af min graviditet, i starten var jeg rigtig lykkelig og glad, så pludselig fik jeg sådan en tur som du også har nu, det er helt normalt, bare træk vejret dybt,det skal nok gå over igen!!
Stort

Tak for dit svar! Puha, det er virkelig rart at læse at man ikke er helt unormal! Jeg ville dog bare ønske at der var nogle værktøjer man kunne bruge, når verden ramler... men det er der nok ikke, man må sikkert bare give det tid.

Åh søde!

Ja, kunne bestemt bruge dit svar!
Bare det at jeg ikke er alene om at have det sådan.

Ved jo godt at jeg ikke kan forvente at min kæreste ved hvordan jeg har det, så derfor prøver jeg også at snakke meget om det, og han er god til at spørge.... men føler mig stadig alene med det. Det er som om at det kun er mig der kan tage denne kamp, det er min battle: mig vs de dumme hormoner, og der kan han desværre kun være tilskuer.

Men jeg vil prøve og hvile i at det nok skal gå, og at jeg nok skal blive mig selv igen på et tidspunkt...

herhjemme er det også MIN kamp og Daniel kan hverken gøre fra eller til.. den stakkels mand gør ALT hvad han kan for at hjælpe mig, og det eneste der sker er at jeg bliver irriteret på ham eller sur over at han ikke forstår
Jeg har taget konsekvensen af det og er taget i sommerhus hos mine forældre - UDEN ham... Simpelthen væk og få tankerne hen på noget andet! Allerede nu, under en uge efter jeg tog afsted, er det hele meget bedre! Jeg savner ham og selvom det hele er lidt håbløst engang imellem, så ved jeg bare, helt inde i hjertet at der er intet mere rigtigt end det vi er igang med!
Du er bestemt ikke alene!
Det er bare SÅ ok at være bange, nervøs, frustreret, glad og tosset oven i skalden.. bare du husker at informere manden om humøret
knus

Caroline86 skriver:



herhjemme er det også MIN kamp og Daniel kan hverken gøre fra eller til.. den stakkels mand gør ALT hvad han kan for at hjælpe mig, og det eneste der sker er at jeg bliver irriteret på ham eller sur over at han ikke forstår
Jeg har taget konsekvensen af det og er taget i sommerhus hos mine forældre - UDEN ham... Simpelthen væk og få tankerne hen på noget andet! Allerede nu, under en uge efter jeg tog afsted, er det hele meget bedre! Jeg savner ham og selvom det hele er lidt håbløst engang imellem, så ved jeg bare, helt inde i hjertet at der er intet mere rigtigt end det vi er igang med!
Du er bestemt ikke alene!
Det er bare SÅ ok at være bange, nervøs, frustreret, glad og tosset oven i skalden.. bare du husker at informere manden om humøret
knus

Det kan godt være jeg skal prøve samme model... for ved jo godt at det ikke er fair overfor ham at jeg er sådan her.... ved også at jeg intet kan gøre ved det, så måske er lidt afstand løsningen. Inderst inderst inde elsker jeg ham... men i disse dage er det svært at fokusere på, når jeg har det sådan her.

Anonym skriver:



Det kan godt være jeg skal prøve samme model... for ved jo godt at det ikke er fair overfor ham at jeg er sådan her.... ved også at jeg intet kan gøre ved det, så måske er lidt afstand løsningen. Inderst inderst inde elsker jeg ham... men i disse dage er det svært at fokusere på, når jeg har det sådan her.

kan godt forstå dig!
Men når du så bare har det rigtig rigtigt svært, så gå helt dybt langt ind og mærk den kærlighed! det hjælper virkelig mig!