Når man ikke magter sit liv...del 2

Nu har jeg efterhånden mødt dig nogle gange og også haft fornøjelsen af at være sammen med dig OG din familie. Du er simpelthen så varm og kærlig samt ærlig og man kan absolut ikke mærke på dig at du bøvler med så store ting som livet!

Umiddelbart føles det lidt som om du gir for meget til alle dine kære, men mangler at mærke dig selv og give dig selv mere plads. Du mangler fri rum og et eller andet der gir der fornyet energi!

Har du fået ringet til lægen og fået en tid? Gu fanden er det hårdt at åbne op for sine indre problemer. At få sat ord på det der gør ondt og det der gør at du har det som du har. At be om hjælp på en eller anden måde føles nedladende og måske svært at accepterer, men iiih hvor det dog kræver MOD!

Jeg kan sagtens følge dig i det med at du helst vil undgå at ha medicin, men se sådan på det at det er for DIN skyld og dem der virkelig elsker og holder af dig vil ikke ryste på hovedet over det - tvært imod! Vi er ikke selv herre over hvordan vi er bygget psygisk. Vi bestemmer ikke selv hvor meget vi kan holde til og hvornår vi brister!

Du har oplevet meget i dit liv og det har givet ar - ar der altid vil være en del af dit liv. Ting du må lære at leve med og som har været med til at gøre dig til den du er!

Kristine, du er en ener! Du er så dejlig en person. Kender virkelig ikke andre der er ligesom dig og det er fantastisk! Du er det bedste selskab og for pokker hvor jeg dog ville ønske vi boede tættere på hinanden, men på den anden side (som vi også har snakket om) gir det bare noget andet til vores venskab at vi ikke ses så tit!

De største knus kram og tanker fra en der elsker dig som den du er!

Jamen altså Kristine dog. Jeg er så ked af at læse, at du har det så skidt. Men det er dejligt, at du kan og vil fortælle os om det, det kan måske i sig selv hjælpe lidt.

Jeg tænker lidt ligesom Rikke, du er en person, som giver så meget af dig selv. Du hjælper gerne andre, også når du måske ikke lige har overskud til det. Måske tænker du for meget på andre og for lidt på dig selv. På hvad du allerhelst vil. Jeg ved jo ikke om det er rigtigt, men det er i hvert fald sådan jeg ser dig, som en meget hjertelig, varm og meget hjælpende sød kvinde.

Jeg synes, at det er flot, at du vil tage snakken med din læge, og det er det helt rigtige at gøre. Hvis jeg var dig, ville jeg ikke være så nervøs for medicin allerede nu, jeg er sikker på, at man skal igennem en hel del samtaler inden det ville blive aktuelt, men jeg ved det selvfølgelig ikke. Jeg tror bare, at du først og fremmest skal tage en god og ærlig snak med lægen, selvom det kan være hårdt. Og så skal du slå i bordet og ikke lade ha spise dig af med en løsning, som at købe hørepropper. Altså helt ærligt, du skal have ham til at tage dig alvorligt! Det er derfor vigtigt, at du ikke underdriver, når du fortæller ham, hvordan du har det. Jeg siger bestemt ikke, at du skal overdrive, men jeg ved at erfaring, at man ingen vejne kommer, hvis man underdriver, hvordan man har det, og er bange for at fortælle, hvordan det virkelig står til. Du kan jo bare se, at jeg har gået rundt med stærke endometriose smerter i ti år, hvor det ikke havde været nødvendigt, bare fordi jeg ikke kunne få mig selv til at sige det højt.

Jeg håber, at du får en god snak med lægen, og at du får ham til virkelig at lytte og hjælpe dig, hvadenten det er på den ene eller den anden måde.

Stort knus fra Camilla

Kristinewl skriver:

Nå men først TAK til jer alle. I er så dejlige og er der når jeg har brug for det...

Lægen tiden var så ikke booket! Dumme internet og rådne computer. Nå men jeg jo finde kræfter og tage telefonen og ringe og få en tid. PUHA...virkede meget nemmere på computeren.

Der var en der spurgte hvad det værste lægen kunne sige/give mig. Medicin er svaret.

Hvorfor!? Prøv at lytte til denne sætning: Jeg er på medicin for at klare at leve mit liv! MIT LIV, mine børn, min mand, min hund, mit hus, mit job...det er jo MINE VALG for f..... Pinligt, flovt, kvalmende.... Hvad vil de mennesker omkring os ikke tænke???

Jeg vil lige her understrege at jeg IKKE nedgør nogle der tager eller har taget medicin. ALDRIG - det er ikke meningen med mit indlæg! Det er min bakke at bekæmpe og jeg har aldrig set ned på eller undret mig over andre menneskers valg.

Men det har stået på for længe nu. To år mindst. Kan ikke mere. Dør langsomt og tager min familie med i faldet.

Så er det medicin så må det være det. Jeg vil ikke kæmpe mere for at nyde det jeg har.

Men hvad siger jeg til lægen?? Sidst bad han mig købe ørepropper og slappe af. Det er nu et år siden. Jeg vil sådan ønske min mand vil med mig. Tror ikke jeg kan få  sagt det hele selv.

Jeg skammer mig så meget når jeg ved hvor meget mange andre kæmper dagligt med langt større og mere dumme trælse og uretfærdige ting...
Jeg har en mand der ELSKER mig og to vidunderlige børn der hver dag giver mig grund til at smile og le og være pavestolt. Men smilet mangler.....

Kristine - der har overlevet en hel dag alene med sine guldklumper og faktisk haft en god dag. Håber manden har hygget sig til koncert. Han trænger i den grad!!!!!

Kæreste Kristine

Læste først nu dine indlæg fordi jeg har været på ferie, så derfor skriver jeg først nu, men jeg må bare skrive til dig, for det berører mig så dybt det du skriver.

Jeg er gift med en mand der har været på lykkepiller de sidste 12 år for at klare sit liv. Hvis han ikke tager sine piller kan han ikke stå ud af sengen om morgenen, han kan simpelthen ikke overskue det for at bruge hans eget udtryk! Vi har to skønne unger og jeg er ikke et sekund i tvivl om at de er det bedste i hans liv. Med pillerne har han et liv hvor han vågner og er glad, han glæder sig over at være sammen med familien og vennerne, mig og børnene, kollegaerne. Han har det godt. Han var mange år om at forstå at det var så vigtigt med de piller og han stoppede med at tage dem.... det var tæt på at koste vores ægteskab fordi jeg måtte tage over. Følelsesmæssigt kunne jeg simpelthen ikke magte altid at være den der opmuntrede og skubbede på. At skulle give selvtillid og sige at det går nok alt sammen.
Det jeg prøver at sige er, det er vildt flot at du prøver at søge hjælp ved lægen og det er helt i orden at få medicin. Det er der mange der får. Når du får det bedre, for det får du med garanti, vil du indse at det ikke kun er dig, men hele din familie der får det bedre. Det er så forfærdelig hårdt at være tæt på én man holder af og elsker, og man kan ikke gøre noget. Jeg håber at du ikke tager dette for at jeg vil give dig dårlig samvittighed, for det må du endelig ikke få kæreste. Men det er så svært for alle parter, og jeg håber at du finder modet til at komme den rigtig vej og mest af alt..... for din egen skyld
Knus og mange positive tanker
Hanne