Så gik den ikke længere
Jeg er kendt med bipolar lidelse (det man i gamle dage kaldte maniodepressiv lidelse). Fik sygdommen konstateret for lidt over 3 år siden. Har haft 5 maniske perioder og et utal af depressive perioder.
Denne gang er det depression. Og en slem en af slagsen
. De doper mig med medicin hviket betyder at jeg sover en stor del af tiden.
Jeg har lige haft besøg af min mand og mine børn. Vi var en tur i kiosken hvor vi fik en is. I guder hvor jeg savner mine guldklumper!
. Føler jeg svigter dem. Den ældste på 3 græd da vi sagde farvel. Det kan mit moderhjerte sku næsten ikke klare.
Jeg har simpelthen så dårlig samvittighed over at overlade det hele til min mand. Han siger at det skal jeg ikke spekulere over, han skal nok klare det. Jeg skal bare koncentrere mig om at komme på fode igen.
Vil egentlig ingenting med den her tråd, andet end at få mine tanker ud.
Anmeld