Anonym skriver:
Dybt suk og dyb vejrtrækning.. Prøver virkelig at holde tårerne inde, så jeg kan skrive lidt..
Har lige brug for at få tankerne ud af hovedet og skrevet ned, for der er kaos i mit hovede.. Så undskylder på forhånd, hvis det ikke giver meget mening...
Min far, min fars kæreste og min lillebror kom i fredags for at bygge sandkasse til tumlingen (1års fødselsdags gave) Vi havde en rigtig hyggelig fredag aften og en hyggelig lørdag morgen. Da vi havde spist morgenmad, kørte min far, lillebror og kæreste efter materialer til sandkassen. Da de kom hjem, var min far helt mærkelig og meget alvorlig og jeg vidste noget var galt... og det skal jeg da lige love for jeg havdre ret i...
Jeg gik ud for at tysse på hunden, som stod og pev udenfon. Da jeg kom hen til ham, kunne jeg se min bror gå rundt og ryste og med tårer i øjnene, mens han talte i mobil... Jeg fik kun fat i nogle få ord, men vidste noget var helt galt!
Da han lagde på kiggede han på mig, med et blik jeg aldrig glemmer og sagde så "x har hængt sig selv i nat!" og så græd han som jeg aldrig har set nogen græde før, samtidig med at han rystede som et espeløv 
(x var min brors bedste ven, han var den bror han aldrig fik)
Jeg husker ikke det præcise forløb herefter, men husker min bror der er ved at gå i chok, min far som prøver at trøste ham og mig selv der panisk prøver at komme igennem til et flyselskab så vi kan få min bror hjem, uden samtidig at hyle for meget så den stakkels dame jeg efter flere forsøg kommer igennem til kan forstå hvad jeg siger..
Det er så uforståeligt, at en ung mand på 18 år har så ondt i sjælen, at han vælger at tage sit eget liv Jeg har så ubeskriveligt ondt af familien, min bror og alle de andre venner.
Ingen så det komme og alle spørger "hvorfor?!", men det svar får vi aldrig...
Jeg har ondt i maven af bekymring (og sorg), for jeg er bange for hvad det her gør ved min bror. Han er i forvejen rimelig skrøblig, da han har mange ting som han tumler med og jeg ved hvor stor en støtte x har været for ham.
Samtidig har det ramt mig meget mere end jeg troede, måske fordi jeg selv er blevet mor. Jeg har hele dagen tænkt på, hvor ondt jeg har af hans mor. Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis det var mig der så brat mistet mit barn og oveni uden en forklaring.
Jeg har hele dagen tænkt over, hvad der dog har drevet ham til at tage så voldsomt og uforståeligt et valg. Mest fordi jeg ved, min bror ville have lettere ved at komme igennem det, hvis han vidste hvorfor og havde noget at forholde sig til. Jeg håber så inderligt på, at de finder et afskedsbrev eller andet der kan give os en forklaring.
Den eneste trøst jeg har er, at x ventede til min bror var taget herop, så x var sikker på at min bror ikke ville finde ham og at han ikke var alene når han fik beskeden. Jeg trøster mig over, at det var en tilfældig løber og ikke familie eller venner som fandt ham. Jeg ved hvordan det lyder, men det er det eneste jeg kan se en smule trøst i og det har jeg behov for lige nu..
Jeg ved ikke rigtig hvilket ben jeg skal stå på.. Jeg synes det er svært, at sørge over tabet af en dejlig dreng, samtidig med at jeg har skulle være der for min datter. Jeg har i dag leget med hende og prøvet at virke glad, så det ikke går udover hende. Da jeg skulle putte hende til natten, puttede hun sig helt ind til mig, da jeg sang godnat sang for hende og jeg var lige ved at hyle, men trak vejret dybt og fik hende puttet uden tårer. Tanken om at x mor aldrig får et kram af hendes søn mere ramte mig. Der skal ingenting til, før end tårerne vælter ud af hovedet på mig.
Jeg ville ønske jeg kunne sige noget til familien og min bror, som kunne gøre det meget lettere, men det kan jeg ikke. Så jeg har tændt et lys og græder stille
Ja - det er så forfærdeligt trist og meningsløst, når så ungt et menneske gør en ende på sit liv. Mange i den alder oplever jo, at tilværelsen virker håbløs indimellem, men for langt de fleste lysner det senere, og det er ubærligt at tænke på, at x om et år eller to formentlig ville glæde sig over livet.
Når det er sagt, så er det uhyre vigtigt - selvom det er svært! - ikke at lade dødsårsagen blive hele historien om hans liv. Eller for den sags skyld det faktum, at han var alt, alt for ung til at dø. Det er vigtigt med tiden også at huske og mindes alt det, han også var, så hans eneste livshistorie ikke bliver "ham, der tog sit liv som 18-årig."
Jeg forstår din bekymring for din bror. Men nogle gange er det netop den slags grusomme oplevelser, der efter en tid med dyb sorg får de nærmeste og de jævnaldrende til at se, at livet er livet værd og til at beslutte, at de aldrig vil træffe et lignende valg. Din bror SKAL sørge og være nede i en tid. Derefter skal han måske støttes i at komme videre.
Et afskedsbrev er desværre ikke altid nogen trøst og giver sjældent den endegyldige forklaring. Det kan ligefrem give mere skyldfølelse - hvorfor vidste vi det ikke, hvorfor sagde han ikke noget? Der er jo sjældent tale om én udløsende faktor. Så fortvivl ikke, hvis der ikke er et brev - og husk, hvis der er, at det kun er en bid af historien bag.
