Signe P skriver:
Jeg er en ung pige på 19 år, og jeg ønsker så inderligt at blive mor.
Jeg har en uddannelse og er nu igang med en videregående uddannselse. Den uddannelse tilbyder, at hvis man bliver gravid midt i uddannelsen, så kommer man automatisk ind på uddannelsen igen,samme sted som man sluttede, når barsel er overstået. Dvs. at jeg ikke vil stå uden noget bagefter. Jeg har klare planer for min uddannelse, som jeg er bestemt ikke er i tvivl om, at jeg ville kunne gennemføre med eller uden baby. Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i nu et år. Vi har kendt hinanden i 4 år, og været kærester i 3 af dem.
Jeg ønsker så inderligt, at blive at få et barn. Det har jeg ønsket nu i 2 år. Nu kan jeg bare ikke klare det mere. Jeg er ved at eksplodere. Jeg vil det så gerne. Problemet er, at min kæreste ikke ønsker et barn nu. Han vil vente 10 år endnu. Det ved jeg med sikkerhed, at det kan jeg ikke. Jeg er tit rigtig ked af det, for han vil ikke engang snakke om emnet. Han er tydeligvis ikke klar til det endnu. Det har jeg respekt for, selvom jeg ønsker det så meget. Tanken har dog strejfet mig, at jeg kunne "komme til" at glemme en p-pille eller to. Men jeg ville aldrig kunne se min kæreste i øjnene, hvis det var. Det ville være så urimeligt af mig. Så jeg gør det selvfølgelig ikke.
Jeg ved ikke, hvordan jeg takler det her. Jeg kan ikke rigtig snakke med det om nogle. De fleste af mine venner ryster på hovedet af mig, når jeg kommer ind på emnet. Jeg ved, at jeg er ung og har en lang ungdom foran mig endnu. Jeg føler bare, at jeg har festet det jeg ville. Jeg har haft rigeligt ungdom. Jeg giver den gas med ungdomslivet. Det ville alle mine venner kunne skrive under på. Derfor føler jeg også, at jeg sagtens ville kunne klare, ikke at have ungdommen mere. Men jeg er dog det, at man kalder "den pæne pige".
Jeg er så knust. Jeg lever med dette stærke ønske, som jeg ikke kan få opfyldt, og ikke engang få snakket ud om. Hver eneste dag tænker jeg på det. Jeg søger på alt der har med babyer at gøre, på internettet. Jeg læser alt, jeg undersøger barnevogne. Jamen, bare det hele..
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke leve med, at blive ved med at være ked af det over det. Er det virkelig normalt, at være så besat af et ønske? Jeg har altid vidst, at jeg ville være ung mor. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som 19 årige, ville føle mig så klar, til at give slip på alt for et lille væsen.
Jeg håber inderligt, at nogle vil læse dette. Komme med noget feedback. Jeg kan snart ikke klare, at sidde med dette alene mere. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle komme ud med det her henne. Jeg håber, at i vil komme med jeres holdninger, men holde de grimme ord for jer selv. Alt kan siges på en pæn måde :-)
Hvis du elsker din kæreste ville jeg give det et par år da hans holdning sagtens kan ændres når han bliver ældre så et måske hedder 4 i stedet for ti år. Måske du skulle snakke med en professionel som kan hjælpe med at flytte dit fokus lidt fra det så ikke det bliver en besættelse. Ved godt man har den indstilling man sagtens kan. Det kan du sikkert også men man har ingen ide om hvor hårdt det kan være før man har prøvet det. Måtte jeg selv erfare . Der er ingen skade sket ved du koncentrerer dig om studiet lige nu selvom jeg ved det er svært at give slip. Er svært at fokusere på uddannelse når man kun har sovet et par timer eller kommer bagefter Pga sygdom 
synes i øvrigt det er godt og modent du respekterer din kærestes standpunkt her 
Håber det løser sig. 
