Jeg ønsker, at blive ung mor!

Jeg er en ung pige på 19 år, og jeg ønsker så inderligt at blive mor. 

Jeg har en uddannelse og er nu igang med en videregående uddannselse. Den uddannelse tilbyder, at hvis man bliver gravid midt i uddannelsen, så kommer man automatisk ind på uddannelsen igen,samme sted som man sluttede, når barsel er overstået. Dvs. at jeg ikke vil stå uden noget bagefter. Jeg har klare planer for min uddannelse, som jeg er bestemt ikke er i tvivl om, at jeg ville kunne gennemføre med eller uden baby. Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i nu et år. Vi har kendt hinanden i 4 år, og været kærester i 3 af dem. 

Jeg ønsker så inderligt, at blive at få et barn. Det har jeg ønsket nu i 2 år. Nu kan jeg bare ikke klare det mere. Jeg er ved at eksplodere. Jeg vil det så gerne. Problemet er, at min kæreste ikke ønsker et barn nu. Han vil vente 10 år endnu. Det ved jeg med sikkerhed, at det kan jeg ikke. Jeg er tit rigtig ked af det, for han vil ikke engang snakke om emnet. Han er tydeligvis ikke klar til det endnu. Det har jeg respekt for, selvom jeg ønsker det så meget. Tanken har dog strejfet mig, at jeg kunne "komme til" at glemme en p-pille eller to. Men jeg ville aldrig kunne se min kæreste i øjnene, hvis det var. Det ville være så urimeligt af mig. Så jeg gør det selvfølgelig ikke.

Jeg ved ikke, hvordan jeg takler det her. Jeg kan ikke rigtig snakke med det om nogle. De fleste af mine venner ryster på hovedet af mig, når jeg kommer ind på emnet. Jeg ved, at jeg er ung og har en lang ungdom foran mig endnu. Jeg føler bare, at jeg har festet det jeg ville. Jeg har haft rigeligt ungdom. Jeg giver den gas med ungdomslivet. Det ville alle mine venner kunne skrive under på. Derfor føler jeg også, at jeg sagtens ville kunne klare, ikke at have ungdommen mere. Men jeg er dog det, at man kalder "den pæne pige". 

Jeg er så knust. Jeg lever med dette stærke ønske, som jeg ikke kan få opfyldt, og ikke engang få snakket ud om. Hver eneste dag tænker jeg på det. Jeg søger på alt der har med babyer at gøre, på internettet. Jeg læser alt, jeg undersøger barnevogne. Jamen, bare det hele.. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke leve med, at blive ved med at være ked af det over det. Er det virkelig normalt, at være så besat af et ønske? Jeg har altid vidst, at jeg ville være ung mor. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som 19 årige, ville føle mig så klar, til at give slip på alt for et lille væsen. 

Jeg håber inderligt, at nogle vil læse dette. Komme med noget feedback. Jeg kan snart ikke klare, at sidde med dette alene mere. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle komme ud med det her henne. Jeg håber, at i vil komme med jeres holdninger, men holde de grimme ord for jer selv. Alt kan siges på en pæn måde :-)

det lyder som om du virkelig har tænkt over tingene og det er jo dejligt og forstår godt hvorfor du gerne vil være mor det er jo også fantastisk

og er glad for du har bare strejfet tanken om at glemme p-pillerne men så stoppet det igen, for det er 100% den forkerte måde..

men du ved din kæreste ikke vil være far nu jamen så bliver du nød til at vente med mindre forholde endelig skal slutte...

det er svært at stå i det sted

Signe P skriver:

Jeg er en ung pige på 19 år, og jeg ønsker så inderligt at blive mor. 

Jeg har en uddannelse og er nu igang med en videregående uddannselse. Den uddannelse tilbyder, at hvis man bliver gravid midt i uddannelsen, så kommer man automatisk ind på uddannelsen igen,samme sted som man sluttede, når barsel er overstået. Dvs. at jeg ikke vil stå uden noget bagefter. Jeg har klare planer for min uddannelse, som jeg er bestemt ikke er i tvivl om, at jeg ville kunne gennemføre med eller uden baby. Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i nu et år. Vi har kendt hinanden i 4 år, og været kærester i 3 af dem. 

Jeg ønsker så inderligt, at blive at få et barn. Det har jeg ønsket nu i 2 år. Nu kan jeg bare ikke klare det mere. Jeg er ved at eksplodere. Jeg vil det så gerne. Problemet er, at min kæreste ikke ønsker et barn nu. Han vil vente 10 år endnu. Det ved jeg med sikkerhed, at det kan jeg ikke. Jeg er tit rigtig ked af det, for han vil ikke engang snakke om emnet. Han er tydeligvis ikke klar til det endnu. Det har jeg respekt for, selvom jeg ønsker det så meget. Tanken har dog strejfet mig, at jeg kunne "komme til" at glemme en p-pille eller to. Men jeg ville aldrig kunne se min kæreste i øjnene, hvis det var. Det ville være så urimeligt af mig. Så jeg gør det selvfølgelig ikke.

Jeg ved ikke, hvordan jeg takler det her. Jeg kan ikke rigtig snakke med det om nogle. De fleste af mine venner ryster på hovedet af mig, når jeg kommer ind på emnet. Jeg ved, at jeg er ung og har en lang ungdom foran mig endnu. Jeg føler bare, at jeg har festet det jeg ville. Jeg har haft rigeligt ungdom. Jeg giver den gas med ungdomslivet. Det ville alle mine venner kunne skrive under på. Derfor føler jeg også, at jeg sagtens ville kunne klare, ikke at have ungdommen mere. Men jeg er dog det, at man kalder "den pæne pige". 

Jeg er så knust. Jeg lever med dette stærke ønske, som jeg ikke kan få opfyldt, og ikke engang få snakket ud om. Hver eneste dag tænker jeg på det. Jeg søger på alt der har med babyer at gøre, på internettet. Jeg læser alt, jeg undersøger barnevogne. Jamen, bare det hele.. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke leve med, at blive ved med at være ked af det over det. Er det virkelig normalt, at være så besat af et ønske? Jeg har altid vidst, at jeg ville være ung mor. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som 19 årige, ville føle mig så klar, til at give slip på alt for et lille væsen. 

Jeg håber inderligt, at nogle vil læse dette. Komme med noget feedback. Jeg kan snart ikke klare, at sidde med dette alene mere. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle komme ud med det her henne. Jeg håber, at i vil komme med jeres holdninger, men holde de grimme ord for jer selv. Alt kan siges på en pæn måde :-)

Jeg kan godt forstå at du inderligt ønsker at blive mor, og helst i går, men din situation og alder i betragtning sker der intet ved at vente lidt..

hvem ved måske ændrer din kæreste mening om 2-3 år?

Indtil da, nyd hinanden, ungdommen, spontaniteten og tosomheden

og btw jeg blev mor som 25 årig og jeg føler mig nu stadig som en ung mor

Signe P skriver:

Jeg er en ung pige på 19 år, og jeg ønsker så inderligt at blive mor. 

Jeg har en uddannelse og er nu igang med en videregående uddannselse. Den uddannelse tilbyder, at hvis man bliver gravid midt i uddannelsen, så kommer man automatisk ind på uddannelsen igen,samme sted som man sluttede, når barsel er overstået. Dvs. at jeg ikke vil stå uden noget bagefter. Jeg har klare planer for min uddannelse, som jeg er bestemt ikke er i tvivl om, at jeg ville kunne gennemføre med eller uden baby. Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i nu et år. Vi har kendt hinanden i 4 år, og været kærester i 3 af dem. 

Jeg ønsker så inderligt, at blive at få et barn. Det har jeg ønsket nu i 2 år. Nu kan jeg bare ikke klare det mere. Jeg er ved at eksplodere. Jeg vil det så gerne. Problemet er, at min kæreste ikke ønsker et barn nu. Han vil vente 10 år endnu. Det ved jeg med sikkerhed, at det kan jeg ikke. Jeg er tit rigtig ked af det, for han vil ikke engang snakke om emnet. Han er tydeligvis ikke klar til det endnu. Det har jeg respekt for, selvom jeg ønsker det så meget. Tanken har dog strejfet mig, at jeg kunne "komme til" at glemme en p-pille eller to. Men jeg ville aldrig kunne se min kæreste i øjnene, hvis det var. Det ville være så urimeligt af mig. Så jeg gør det selvfølgelig ikke.

Jeg ved ikke, hvordan jeg takler det her. Jeg kan ikke rigtig snakke med det om nogle. De fleste af mine venner ryster på hovedet af mig, når jeg kommer ind på emnet. Jeg ved, at jeg er ung og har en lang ungdom foran mig endnu. Jeg føler bare, at jeg har festet det jeg ville. Jeg har haft rigeligt ungdom. Jeg giver den gas med ungdomslivet. Det ville alle mine venner kunne skrive under på. Derfor føler jeg også, at jeg sagtens ville kunne klare, ikke at have ungdommen mere. Men jeg er dog det, at man kalder "den pæne pige". 

Jeg er så knust. Jeg lever med dette stærke ønske, som jeg ikke kan få opfyldt, og ikke engang få snakket ud om. Hver eneste dag tænker jeg på det. Jeg søger på alt der har med babyer at gøre, på internettet. Jeg læser alt, jeg undersøger barnevogne. Jamen, bare det hele.. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke leve med, at blive ved med at være ked af det over det. Er det virkelig normalt, at være så besat af et ønske? Jeg har altid vidst, at jeg ville være ung mor. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som 19 årige, ville føle mig så klar, til at give slip på alt for et lille væsen. 

Jeg håber inderligt, at nogle vil læse dette. Komme med noget feedback. Jeg kan snart ikke klare, at sidde med dette alene mere. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle komme ud med det her henne. Jeg håber, at i vil komme med jeres holdninger, men holde de grimme ord for jer selv. Alt kan siges på en pæn måde :-)

Først og fremmest et kæmpe knus

Jeg kan sagtens sætte mig ind i de følelser du har! SAGTENS! De følelser du sidder med, sad jeg selv med for et år siden og lægen havde fortalt mig, at jeg ikke skulle regne med, at kunne få børn uden hjælp. Ved at han sagde det blev jeg nærmest besat af tanken om, at jeg bare VILLE have børn. Min kæreste ville på daværende tidspunkt heller ikke have børn for langt ude i fremtiden, og det havde jeg egentlig heller ikke i tankerne før den besked. Jeg står nu som 20 årig og er gravid, og skal have en lille dreng i december - så det kunne åbenbart godt lykkes for os naturligt! Jeg vil sige, at jeg er så glad for, at jeg skal være mor i en ung alder! Mine forældre var også unge og det er SÅ fedt, at have en mor der stadig er "ung"! Jeg synes det er rigtig flot, at du ikke bare snyder ham, for det ville ikke være fair overfor ham men samtidig tror jeg også, at du skal passe på med at presse ham for meget når han har meldt ud, at han ikke er klar. Men måske du kunne tale med ham om, at det er et brændende ønske for dig, og at du vil have lov til at tale om det sådan så det ikke bliver et tabuemne hos jer.

Håber din drøm går i opfyldelse!!

Nu kommer jeg garanteret til at lyde som en GAMMEL lyseslukker

Men for filan altså! Du er 19 år gammel! Og hvis din kæreste er på din alder, forstår jeg altså godt at han vil vente.

Det kan godt være at du, som tingene er nu, mener at du sagtens vil kunne klare både uddannelse og barn, og det siger jeg heller ikke at du ikke kan. Men du aner ikke hvilket barn du får! Det kan være du får det nemmeste lille pus, men det kan også være at du får et barn med kolik som skriger dag ud og dag ind, og som stort set ikke sover. Så bliver det HÅRDT at passe en uddannelse.

Mit råd til dig er at VENTE til din uddannnelse er i hus. Et år fra eller til når man kun er 19 år gammel, er ingenting!

PS: Du må ikke engang TÆNKE på at snyde din kæreste! Det gør man bare ikke!

Pøj pøj med det hele

Signe P skriver:

Jeg er en ung pige på 19 år, og jeg ønsker så inderligt at blive mor. 

Jeg har en uddannelse og er nu igang med en videregående uddannselse. Den uddannelse tilbyder, at hvis man bliver gravid midt i uddannelsen, så kommer man automatisk ind på uddannelsen igen,samme sted som man sluttede, når barsel er overstået. Dvs. at jeg ikke vil stå uden noget bagefter. Jeg har klare planer for min uddannelse, som jeg er bestemt ikke er i tvivl om, at jeg ville kunne gennemføre med eller uden baby. Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i nu et år. Vi har kendt hinanden i 4 år, og været kærester i 3 af dem. 

Jeg ønsker så inderligt, at blive at få et barn. Det har jeg ønsket nu i 2 år. Nu kan jeg bare ikke klare det mere. Jeg er ved at eksplodere. Jeg vil det så gerne. Problemet er, at min kæreste ikke ønsker et barn nu. Han vil vente 10 år endnu. Det ved jeg med sikkerhed, at det kan jeg ikke. Jeg er tit rigtig ked af det, for han vil ikke engang snakke om emnet. Han er tydeligvis ikke klar til det endnu. Det har jeg respekt for, selvom jeg ønsker det så meget. Tanken har dog strejfet mig, at jeg kunne "komme til" at glemme en p-pille eller to. Men jeg ville aldrig kunne se min kæreste i øjnene, hvis det var. Det ville være så urimeligt af mig. Så jeg gør det selvfølgelig ikke.

Jeg ved ikke, hvordan jeg takler det her. Jeg kan ikke rigtig snakke med det om nogle. De fleste af mine venner ryster på hovedet af mig, når jeg kommer ind på emnet. Jeg ved, at jeg er ung og har en lang ungdom foran mig endnu. Jeg føler bare, at jeg har festet det jeg ville. Jeg har haft rigeligt ungdom. Jeg giver den gas med ungdomslivet. Det ville alle mine venner kunne skrive under på. Derfor føler jeg også, at jeg sagtens ville kunne klare, ikke at have ungdommen mere. Men jeg er dog det, at man kalder "den pæne pige". 

Jeg er så knust. Jeg lever med dette stærke ønske, som jeg ikke kan få opfyldt, og ikke engang få snakket ud om. Hver eneste dag tænker jeg på det. Jeg søger på alt der har med babyer at gøre, på internettet. Jeg læser alt, jeg undersøger barnevogne. Jamen, bare det hele.. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke leve med, at blive ved med at være ked af det over det. Er det virkelig normalt, at være så besat af et ønske? Jeg har altid vidst, at jeg ville være ung mor. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg som 19 årige, ville føle mig så klar, til at give slip på alt for et lille væsen. 

Jeg håber inderligt, at nogle vil læse dette. Komme med noget feedback. Jeg kan snart ikke klare, at sidde med dette alene mere. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle komme ud med det her henne. Jeg håber, at i vil komme med jeres holdninger, men holde de grimme ord for jer selv. Alt kan siges på en pæn måde :-)

jeg er selv ung mor, elsker mine børn mere end det kan beskrives MEN jeg fortyder selv jeg fik dem så tideligt, kunne det ændres var jeg ikke gået igang før nu 24) der er mange ting der stadig skal opleves i en alder af 19, og der er også mange ting du slet ikke kan komme til at opleve som mor, men ikke bare det, du er stadig ung og der er intet galt i at nyde ungdommen nogle år endnu

blive færdig med uddannelse, måske finde arbejde inden osv osv.

for selvom du siger du sagtens kan klare en uddannelse med barn, så er det mere end hårdt og man skal kæmpe meget mere med det hele end hvis man venter.....

og hvem ved måske din kæreste ændre mening om 2-3 år hvor han måske ville være klar til det

Mange tak for jeres svar! Det hjælper mig faktisk, utroligt nok, at høre folk jeg ikke kenders synspunkter. 

Dette er dog ikke, for at få svaret på om jeg skal blive mor nu eller ej.
Under alle omstændigheder bliver jeg det nok ikke før om nogle år alligevel. Det er mere min tankegang der går mig på. Jeg føler mig skudt i låget, hvis man kan kalde det, det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at få mine tanker hen på noget andet. 
Hvordan kan jeg dog på lagt de følelser og tanker på hylden i et par års tid? Hvem skal jeg snakke med? Dem omkring, kan jo ikke sætte sig ind i det. 
Så jeg fandt der her sted, og valgte at bruge det som et sted, hvor jeg kommer ud med mine følelser. ENDELIG.
Det lettede hjertet!

Signe P skriver:

Mange tak for jeres svar! Det hjælper mig faktisk, utroligt nok, at høre folk jeg ikke kenders synspunkter. 

Dette er dog ikke, for at få svaret på om jeg skal blive mor nu eller ej.
Under alle omstændigheder bliver jeg det nok ikke før om nogle år alligevel. Det er mere min tankegang der går mig på. Jeg føler mig skudt i låget, hvis man kan kalde det, det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at få mine tanker hen på noget andet. 
Hvordan kan jeg dog på lagt de følelser og tanker på hylden i et par års tid? Hvem skal jeg snakke med? Dem omkring, kan jo ikke sætte sig ind i det. 
Så jeg fandt der her sted, og valgte at bruge det som et sted, hvor jeg kommer ud med mine følelser. ENDELIG.
Det lettede hjertet!

Stort kram til dig!

Signe P skriver:

Mange tak for jeres svar! Det hjælper mig faktisk, utroligt nok, at høre folk jeg ikke kenders synspunkter. 

Dette er dog ikke, for at få svaret på om jeg skal blive mor nu eller ej.
Under alle omstændigheder bliver jeg det nok ikke før om nogle år alligevel. Det er mere min tankegang der går mig på. Jeg føler mig skudt i låget, hvis man kan kalde det, det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at få mine tanker hen på noget andet. 
Hvordan kan jeg dog på lagt de følelser og tanker på hylden i et par års tid? Hvem skal jeg snakke med? Dem omkring, kan jo ikke sætte sig ind i det. 
Så jeg fandt der her sted, og valgte at bruge det som et sted, hvor jeg kommer ud med mine følelser. ENDELIG.
Det lettede hjertet!

Om du er klar til at blive mor nu, det kan du sådan set kun selv svarer på - men jeg er selv gravid med mit 1. barn og er 24 - og jeg føler mig som en ung mor ! 

Specielt når din kæreste slet ikke lyder til at være klar, synes jeg du skal slå koldt vand i blodet  Du er 19 år, der er masser af år til at få villa, volvo og vovse ! Nyd din ungdom, tag ud og bo i udlandet et år eller sådan noget ! 

Og FYI, så er det altså noget sjovere at være studerende når man ikke har børn - du har meget mere frihed til at kunne deltage i diverse fester, fredagsbar, studieture og spontane hygge aftener ! Jeg har elsket at have total frihed i de første 3 år af min uddannelse - og kan da allerede mærke at mine medstuderende, ser lidt anderledes på mig, nu jeg er gravid ! Selvfølgelig kan man sagtens deltage i alt, men det er altså bare på lidt andre præmisser . Så jeg vil helt sikkert anbefale dig at tage største delen af din videregående uddannelse inden i smider præventionen, og så få en lidt senere, så kan det også være din kæreste er helt klar 

 

Bare lidt tanker herfra ! 

Den her side er et glimrende sted at få afløb for alle de tanker du går med det er helt ok at være skruk og gerne ville have barn nu, men så længe din kæreste ikke er klar, og det er ham der skal være far til dine børn, er der jo desværre ikke andet at gøre, end at vente... Ventetiden er lang, men måske det kan hjælpe dig at flytte fokus. Gør alt hvad du kan for at færdiggøre din uddannelse på bedste mulige måde, så du står bedre, når du bliver mor. Forsøg at lade være med at undersøge en masse babyting og glæd dig over, at du og kæresten kan være spontane og gøre hvad der passer jer lige nu.

Og selvom din kæreste siger om 10 år, så kan det jo være, at det er for at sige, at han bare slet ikke er parat nu, men måske er han det om to år, men tør bare ikke love dig noget.

Giv dig selv lov til at have alle de følelser også selvom dine venner og kæreste ikke forstår dem. Det behøver de jo heller ikke

Du skal nok få dit ønske opfyldt, det er bare ikke lige nu det skal være