sulo skriver:
Hej
Jeg har termin d.26/11, det er vores første barn og en dreng.
Vi har haft en lidt hård start, jeg havde en SA i november, så vi fik en trykhedsscanning, da jeg var 7+0, hvor alt var fint
, men 1 ½ uge senere fik jeg i al hast fjernet min galdeblære, 6 timer efter lå jeg igen på operationsbordet med indre blødninger
og efterfølgende på intensiv, det tog to mdr før jeg var smertefri og "raskmeldt" igen, ikke ligefrem en start på graviditeten der er ønskværdig.
Jeg fik to ekstra scanninger efter operationen, men alt ser fint ud indtil vidre, lægerne holder skarp øje med mig og hiver mig ind til undersøgelser ved den mindste tvivl, jeg har stadig lidt bøvl med min blodprocent og for mange hvide blodlegmer, så skal på sygehuset igen i morgen og muligvis scannes igen 
Ved NF fik jeg af vide at navlestrengen går skævt ind i livmoderen og at jeg derfor skulle scannes ekstra efter MD og frem til fødslen, blev så scannet d. 4/9 men scanningen viste at det kun var meget lidt han var for lille, 1162 gram og han burde veje 1240 gram den dag, så lægen synes ikke at flere scanninger var en nødvendighed
Ud over det synes jeg selv at min graviditet forløber problemfrit, halsbrand, humørsvingninger lidt vand i fingre og fødder ind imellem, svedeture, forpustet og turboløb til toilettet, det sidste er det der genere mig mest, har inkontinens i forvejen, men alt i alt går jeg ikke så højt op i det, for det følger jo med en graviditet.
Jeg bare fingre for at lillemanden har det godt og ikke har taget nogen skade af den hårde start eller at der kommer flere komplikatinoner inden termin.
Bliver tit spurgt om jeg ikke er nervøs for at skulle føde og der svare jeg, nej bestemt ikke, jo jeg forventer at det gør ondt, men kvinder har gjordt det i tusinder af år så hvad er der at være nervøs over, heller ikke selvom det er første gang, vi lever jo i en moderne tid og har den luksus at der står en hospitalsseng klar med en jordemoder der fortæller en hvad man skal gøre.
Min eneste bekymring går igen på den lille at han ikke kommer noget til og er lidt bekymret for om man kan finde ud af hele det koncept med at være forældre, men det kommer sikkert helt af sig selv
Puha, det lyder som noget af en tur I har været i gennem, men da dejligt at høre at tingene er gået som de skal, og at det er blevet lidt bedre 
Forstår godt du er nervøs for om han har kunnet klare det, men jeg tror de kan klare lidt mere and man lige regner med, og som du selv siger - kvinder har været gravide og født i flere tusinde år - og læger og jordmødre ved præcis hvad de laver og gør, så det er jeg sikker på at I nok skal klare
Jeg er dog en lille smule nervøs for fødslen (veerne), ikke så meget for at det skal gå galt eller noget, men det væreste jeg ved er at have ondt i min mave - tror jeg kommer til at tude mig hele vejen igennem fordi det gør ondt, men man må jo ikke tage sorgerne på forskud - så prøver at lade være med at tænke på det 
