Studiet føles håbløst

Ved godt nogen af jer vil kunne kende mig, og det er ok.

Sagen er den jeg har været på orlov i 2 år. Først barsel og så pga depression. Jeg går på universitetet og er vendt tilbage på 3. semester.

Nu efter jeg er startet op, føles det hele så håbløst. Dette er sidste semester hvor der er holdundervisning med et fast hold, ellers spredes man fra næste semester for alle vinde alt efter hvilke interesser man har. Jeg skulle starte på et nyt hold dette semester, og det vigtige for mig her var at få en læsegruppe, ikke så meget selve holdundervisning som mest er mundtlige oplæg.

Men efter snak med den nye underviser som sagde, at det var et tætknyttet hold, som var delt op i to grupper, og at hun nok måtte sige, at jeg ikke skulle regne med at kunne komme i en læsegruppe fordi de var så fastsammentømret som de var, fravalgte jeg holdet. Hvis jeg ikke kan få en læsegruppe, er der ikke noget formål med at starte på holdet.

Siden har jeg lavet opslag fysisk på Uni samt digital på uddannelsens faceside, hvor jeg søger læsegruppe, men jeg har ingen respons fået.

Og jeg kender ingen på min årgang. Det betyder jeg er palle alene i verden på studiet. Jeg taler ikke med nogen i det daglige og er nærmest den sidste mand på kloden.

Den første uge gik det fint med motivationen og læse - har et pensum på 3000 sider dette semester! Det er meget! Men den seneste uge er det gået mere og mere nedad. Jeg har ikke læst fredag, lørdag eller søndag, i går læste jeg sølle 20 sider. Jeg havde oprindeligt 3 døgn til at læse denne artikel på 120 sider, nu skal jeg nå at læse 100 sider i dag, og jeg kan bare ikke komme i gang.

ENdvidere har jeg ikke været til forelæsninger. Jeg nåede at have dem sidste semester, så det er ikke et kæmpe tab, men det er et skråplan at komme ind på.

Jeg sidder på skolen nu på en læseplads og har mest lyst til at tage hjem eller tage væk. Jeg kan ikke få læst, min hjerne blokerer mig.

Jeg er ikke ude over depressionen lige nu, men er i behandling.

Jeg synes bare det er håbløst! Mit studie er spændende, men jeg kommer bare ikke videre, jeg kommer ikke i gang. Jeg er træt, føler jeg går rundt i en bobbel og ja. Det er noget skidt!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange for ikke at få en uddannelse! Jeg er så bange for at fejle. Men på samme tid kan jeg ikke hive mig selv i gang!

Stakkels dig, det lyder dælme ikke sjovt.

Nu er det jo også et usædvanligt hårdt studie du går på (jeg ved godt, hvem du er). Og efter hvad jeg har hørt, så er det også en lidt speciel type mennesker, der går deroppe - og derfor ikke helt nemt at blive inkluderet i fællesskabet.

Hvordan passer studiet ellers til dig? Er det lige præcis det du brænder for? Trives du godt med læringsmetoden på universitetet?

Når jeg spørger, er det fordi jeg har en god veninde som læste på samme studie, og slet ikke trivedes med det. Hun valgte at droppe ud i starten af 3. semester, og læser nu til sygeplejerske, hvilket hun er rigtig glad for. Jeg ved godt, det er en lidt ekstrem løsning, men hvis du er bare den mindste smule i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige studie for dig, kunne du jo overveje det. Så ville du få muligheden for at starte på en frisk, arbejdsbyrden ville være mindre, og det ville sikkert også være en hel anden type mennesker du ville gå med - hvor flere sikkert også ville have børn.

Ellers har jeg ikke mange gode råd, jeg ved selv hvor svært det er, at knibe ballerne sammen, når man ikke trives på studiet, og jeg har da også selv været sygemeldt af flere omgange.

 

Jeg mente selvfølgelig ikke, at du nødvendigvis skal læse til sygeplejerske, men flere af de mellemlange videregående uddannelser, har jo et element af dit fag i sig, så det kunne jo være, at du kunne finde noget har havde din interesse. Dit snit må jo være ret højt, så du burde kunne komme ind på hvad som helst 

Celine89 skriver:

Stakkels dig, det lyder dælme ikke sjovt.

Nu er det jo også et usædvanligt hårdt studie du går på (jeg ved godt, hvem du er). Og efter hvad jeg har hørt, så er det også en lidt speciel type mennesker, der går deroppe - og derfor ikke helt nemt at blive inkluderet i fællesskabet.

Hvordan passer studiet ellers til dig? Er det lige præcis det du brænder for? Trives du godt med læringsmetoden på universitetet?

Når jeg spørger, er det fordi jeg har en god veninde som læste på samme studie, og slet ikke trivedes med det. Hun valgte at droppe ud i starten af 3. semester, og læser nu til sygeplejerske, hvilket hun er rigtig glad for. Jeg ved godt, det er en lidt ekstrem løsning, men hvis du er bare den mindste smule i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige studie for dig, kunne du jo overveje det. Så ville du få muligheden for at starte på en frisk, arbejdsbyrden ville være mindre, og det ville sikkert også være en hel anden type mennesker du ville gå med - hvor flere sikkert også ville have børn.

Ellers har jeg ikke mange gode råd, jeg ved selv hvor svært det er, at knibe ballerne sammen, når man ikke trives på studiet, og jeg har da også selv været sygemeldt af flere omgange.

 

Du rammer lige helt rigtigt med dine spørgsmål. Jeg trives ikke med læringsstilen - jeg er typen, der lærer bedst ved at udføre ting i praksis. Det her med at bruge hele dagen hver dag på at LÆSE fungerer bare SLET slet ikke for mig. Jeg lærer dårligt sådan, og når vi når læseferien, har jeg glemt alle teksterne og må læse dem forfra, da jeg bare ikke kommer til at huske ved at læse og læse. Så skal det have været en særligt spændende tekst.
Om jeg brænder for det.. Ja og nej. Der er fag, jeg har synes var spændende, men procentmæssigt i forhold til hvad man ellers lærer på studiet, er det ikke overvældende. Og de ting, der har tændt en gnist i mig, har egentlig båret præg af at være en lidt anden "afdeling" af faget. Ja, nu afslører jeg mig selv ret meget, men var nu også mest anonym af googlingshensyn. Men for eksempel evolutionspsykologi og biologisk psykologi synes jeg var helt fantastisk. Men alt det andet har været ret dræbende.

Jeg har flere gange overvejet at finde en anden vej. Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal. Jeg har læst og læst om andre studier, men har ikke kunne finde DET! For det er vigtigt, at jeg ikke igen ender et forkert sted, og jeg har jo ikke ubegrænset SU-klip.

Jeg har flere gange overvejet jordemoder, men er i tvivl om det er det "psykiske" møde med gravide og fødende der interesserer mig - om jeg fx er for sart til at skulle stikke, sy osv. Det nytter jo ikke rigtig noget. Ellers er jeg blank.
Jeg vil gerne være sundhedsplejerske, men så skal jeg først uddanne mig til sygeplejerske, arbejde flere år på en børneafdeling og så være heldig at kunne komme videre som sundhedsplejerske - og jeg vil ikke risikere ikke at kunne blive det, for så at stå med et job som sygeplejerske, som jeg ikke vil have.

Mit snit er ret gennemsnitligt - jeg kom ind på kvote 2. Det kan godt ærgre mig - jeg kunne have haft et højt snit, hvis ikke jeg var så bange for at tale højt i timerne

Det blev en lang smørre, det må du undskylde

Anonym skriver:

Du rammer lige helt rigtigt med dine spørgsmål. Jeg trives ikke med læringsstilen - jeg er typen, der lærer bedst ved at udføre ting i praksis. Det her med at bruge hele dagen hver dag på at LÆSE fungerer bare SLET slet ikke for mig. Jeg lærer dårligt sådan, og når vi når læseferien, har jeg glemt alle teksterne og må læse dem forfra, da jeg bare ikke kommer til at huske ved at læse og læse. Så skal det have været en særligt spændende tekst.
Om jeg brænder for det.. Ja og nej. Der er fag, jeg har synes var spændende, men procentmæssigt i forhold til hvad man ellers lærer på studiet, er det ikke overvældende. Og de ting, der har tændt en gnist i mig, har egentlig båret præg af at være en lidt anden "afdeling" af faget. Ja, nu afslører jeg mig selv ret meget, men var nu også mest anonym af googlingshensyn. Men for eksempel evolutionspsykologi og biologisk psykologi synes jeg var helt fantastisk. Men alt det andet har været ret dræbende.

Jeg har flere gange overvejet at finde en anden vej. Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal. Jeg har læst og læst om andre studier, men har ikke kunne finde DET! For det er vigtigt, at jeg ikke igen ender et forkert sted, og jeg har jo ikke ubegrænset SU-klip.

Jeg har flere gange overvejet jordemoder, men er i tvivl om det er det "psykiske" møde med gravide og fødende der interesserer mig - om jeg fx er for sart til at skulle stikke, sy osv. Det nytter jo ikke rigtig noget. Ellers er jeg blank.
Jeg vil gerne være sundhedsplejerske, men så skal jeg først uddanne mig til sygeplejerske, arbejde flere år på en børneafdeling og så være heldig at kunne komme videre som sundhedsplejerske - og jeg vil ikke risikere ikke at kunne blive det, for så at stå med et job som sygeplejerske, som jeg ikke vil have.

Mit snit er ret gennemsnitligt - jeg kom ind på kvote 2. Det kan godt ærgre mig - jeg kunne have haft et højt snit, hvis ikke jeg var så bange for at tale højt i timerne

Det blev en lang smørre, det må du undskylde

Uanset hvad, så lyder det som om dit nuværende studie ikke er det rigtige for dig. 

Det er jo svært at sige, hvad der så er. Da jeg selv skiftede studie for nogle år siden, havde jeg nogle klare kriterier, bl.a. at jeg ikke skulle arbejde med mennesker (jeg kan ikke holde til det psykisk, da jeg har svært ved ikke at involvere mig følelsesmæssigt i mit arbejde), og at det skulle være praktisk orienteret.

Jeg har et meget bredt interesseområde, så for mig var det egentlig ikke selve faget, der var det vigtigste, men at det var et studie og jobområde som kunne passe til mig som person. At jeg er endt hvor jeg er, er egentlig lidt af en tilfældighed, men jeg kan mærke, det er det helt rigtige.

Måske det kunne hjælpe dig, at opstille nogle lignende kriterier for dig selv?

Anonym skriver:

Ved godt nogen af jer vil kunne kende mig, og det er ok.

Sagen er den jeg har været på orlov i 2 år. Først barsel og så pga depression. Jeg går på universitetet og er vendt tilbage på 3. semester.

Nu efter jeg er startet op, føles det hele så håbløst. Dette er sidste semester hvor der er holdundervisning med et fast hold, ellers spredes man fra næste semester for alle vinde alt efter hvilke interesser man har. Jeg skulle starte på et nyt hold dette semester, og det vigtige for mig her var at få en læsegruppe, ikke så meget selve holdundervisning som mest er mundtlige oplæg.

Men efter snak med den nye underviser som sagde, at det var et tætknyttet hold, som var delt op i to grupper, og at hun nok måtte sige, at jeg ikke skulle regne med at kunne komme i en læsegruppe fordi de var så fastsammentømret som de var, fravalgte jeg holdet. Hvis jeg ikke kan få en læsegruppe, er der ikke noget formål med at starte på holdet.

Siden har jeg lavet opslag fysisk på Uni samt digital på uddannelsens faceside, hvor jeg søger læsegruppe, men jeg har ingen respons fået.

Og jeg kender ingen på min årgang. Det betyder jeg er palle alene i verden på studiet. Jeg taler ikke med nogen i det daglige og er nærmest den sidste mand på kloden.

Den første uge gik det fint med motivationen og læse - har et pensum på 3000 sider dette semester! Det er meget! Men den seneste uge er det gået mere og mere nedad. Jeg har ikke læst fredag, lørdag eller søndag, i går læste jeg sølle 20 sider. Jeg havde oprindeligt 3 døgn til at læse denne artikel på 120 sider, nu skal jeg nå at læse 100 sider i dag, og jeg kan bare ikke komme i gang.

ENdvidere har jeg ikke været til forelæsninger. Jeg nåede at have dem sidste semester, så det er ikke et kæmpe tab, men det er et skråplan at komme ind på.

Jeg sidder på skolen nu på en læseplads og har mest lyst til at tage hjem eller tage væk. Jeg kan ikke få læst, min hjerne blokerer mig.

Jeg er ikke ude over depressionen lige nu, men er i behandling.

Jeg synes bare det er håbløst! Mit studie er spændende, men jeg kommer bare ikke videre, jeg kommer ikke i gang. Jeg er træt, føler jeg går rundt i en bobbel og ja. Det er noget skidt!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange for ikke at få en uddannelse! Jeg er så bange for at fejle. Men på samme tid kan jeg ikke hive mig selv i gang!

Hej du.

Jeg kender det alt for godt. Jeg har selv startet uddannelse, efter 5 år hvor jeg har været udenfor både uddannelse og job, pga. psykisk sygdom. Nu er jeg startet som netstuderende, fordi mit studie ligger for langt væk, til at at jeg kan møde hver dag (har jo mand og barn). De første 2 uger, kørte det bare, og jeg var foran med alt. Men hele sidste uge, kunne jeg bare næsten ikke tage mig sammen til NOGET, heller ikke engang det huslige. Jeg føler mig også lidt modløs for tiden, og jeg savner sådan at være social, især nu hvor jeg er kommet ovenpå. 

Du skal være velkommen til at skrive privat, så kan vi da pive til hinanden

Anonym skriver:

Ved godt nogen af jer vil kunne kende mig, og det er ok.

Sagen er den jeg har været på orlov i 2 år. Først barsel og så pga depression. Jeg går på universitetet og er vendt tilbage på 3. semester.

Nu efter jeg er startet op, føles det hele så håbløst. Dette er sidste semester hvor der er holdundervisning med et fast hold, ellers spredes man fra næste semester for alle vinde alt efter hvilke interesser man har. Jeg skulle starte på et nyt hold dette semester, og det vigtige for mig her var at få en læsegruppe, ikke så meget selve holdundervisning som mest er mundtlige oplæg.

Men efter snak med den nye underviser som sagde, at det var et tætknyttet hold, som var delt op i to grupper, og at hun nok måtte sige, at jeg ikke skulle regne med at kunne komme i en læsegruppe fordi de var så fastsammentømret som de var, fravalgte jeg holdet. Hvis jeg ikke kan få en læsegruppe, er der ikke noget formål med at starte på holdet.

Siden har jeg lavet opslag fysisk på Uni samt digital på uddannelsens faceside, hvor jeg søger læsegruppe, men jeg har ingen respons fået.

Og jeg kender ingen på min årgang. Det betyder jeg er palle alene i verden på studiet. Jeg taler ikke med nogen i det daglige og er nærmest den sidste mand på kloden.

Den første uge gik det fint med motivationen og læse - har et pensum på 3000 sider dette semester! Det er meget! Men den seneste uge er det gået mere og mere nedad. Jeg har ikke læst fredag, lørdag eller søndag, i går læste jeg sølle 20 sider. Jeg havde oprindeligt 3 døgn til at læse denne artikel på 120 sider, nu skal jeg nå at læse 100 sider i dag, og jeg kan bare ikke komme i gang.

ENdvidere har jeg ikke været til forelæsninger. Jeg nåede at have dem sidste semester, så det er ikke et kæmpe tab, men det er et skråplan at komme ind på.

Jeg sidder på skolen nu på en læseplads og har mest lyst til at tage hjem eller tage væk. Jeg kan ikke få læst, min hjerne blokerer mig.

Jeg er ikke ude over depressionen lige nu, men er i behandling.

Jeg synes bare det er håbløst! Mit studie er spændende, men jeg kommer bare ikke videre, jeg kommer ikke i gang. Jeg er træt, føler jeg går rundt i en bobbel og ja. Det er noget skidt!

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så bange for ikke at få en uddannelse! Jeg er så bange for at fejle. Men på samme tid kan jeg ikke hive mig selv i gang!

Jeg kender godt følelsen af at studiet føles fuldstændig håbløst. Jeg har det faktisk selv sådan dette semester. Jeg er på femte semester, hvor der er en enorm læsebyrde (5000 sider). Det kan være utrolig hårdt ikke at have tid til andet end at læse. Selvom jeg selv har det svært lige nu, så tillader jeg mig nu alligevel at kommentere. 

Jeg synes ikke selv altid mit studium er spændende. Der er en stor variation i fag, hvorfor det er helt naturligt, at man synes enkelte fag er meget uinteressante. Jeg har i gennemsnit måske et fag per semester, som jeg synes er interessant. Det tror jeg ikke er unormalt. Jeg tror man skal overveje meget nøje hvad ens muligheder er bagefter. De fleste universitetsstudier er meget teoretiske, hvor den efterfølgende jobbeskrivelse ikke nødvendigvis afspejles i pensum. Det skal dog være en afvejning, for hvis de næste fire år bliver forfærdelige, så er det selvfølgelig ikke det værd. Jeg mener dog det er vigtigt at se udover studiet. Derudover så skal du tage med i overvejelserne, at du hurtigt har mulighed for at specialisere dig. Det vil sige, du kan fravælge det der interesserer dig mindst. 

Så er der det med ensomheden. Jeg tror det er rigtig stort problem. Hvis man er ensom på sit studium, så har man bare en langt større risiko for at droppe ud fra studiet. Men du er sikkert lige startet igen, ikke? Når du har været væk i 2 år, så er det jo i praksis som at starte helt forfra socialt. Jeg ved ikke om du kan huske hvordan det var at starte på universitet, men for mange er det rigtig svært. Der vil ofte være en periode, hvor man virkelig føler sig malplaceret. Det er selvfølgelig mere problematisk, når de andre allerede har dannet grupperinger. Jeg forstår godt det er rigtig svært. 

Jeg tror det er vigtigt er at du begynder at komme til forelæsningerne. Glem alle de dårlige undskyldninger. Det er altså vigtigt. Det er et godt afbræk fra læsningen. Dernæst så bliver du nødt til at komme til holdundervisningen. Jeg er ikke selv stor fan af holdundervisning rent fagligt, MEN... det er rigtig vigtigt socialt. Dernæst kan det senere give en faglig gevinst, da du har mulighed for at diskutere faglige problemstillinger. Jeg ved det kan være rigtig svært, at skulle starte op til holdundervisning, men det er bare super vigtigt. Du bliver nødt til at give det en chance. Hvis du får en relation til nogen på dit undervisningshold, så er der større chance for du får en læsegruppe. Så kan du droppe holdundervisningen senere hen. Der er også andre måder at danne denne relation til de andre på studiet. Men det kan ofte være nemmere, at starte op på holdundervisningen, fremfor at dukke op til en fredagsbar. 

Så synes jeg desuden du skal overveje at tage kontakt til en studievejleder eller din faglige vejleder. Der er masser af støtte til studerende i din situation, især når du har en historie med depression. Det kan være alt fra psykolog-agtige samtaler til hvordan man bedst muligt strukturerer sin hverdag. 

I forhold til at læse så meget på et semester, så sørg for at du laver noget andet til tider. Hvis du har en dag hvor du bare ikke kan læse, så ud og lav noget andet. Gå en tur eller lav noget du virkelig nyder. Det er netop her hvor forelæsninger og holdundervisning kan aflaste din læsebyrde, da de trods alt gennemgår noget af pensum. Derudover så sørg for at du har tidspunkter, hvor du ikke må læse. Men det er der sikkert automatisk, når du har børn. 

Det kan være det er den helt rigtige beslutning at droppe ud fra studiet. Det ville jeg ikke se som et nederlag. Men jeg synes du skal prøve at give det en chance. Prøv at komme til forelæsningen, til holdundervisning og måske lav en plan for din læsning. Det er svært for alle lige i starten. Det kan være det bliver ved med at være rigtig svært, men måske ikke... Det sociale har faktisk en rigtig stor betydning for den glæden ved et studium. 

Jeg ved godt det er utrolig svært. Jeg har selv haft svært ved det. 

 

tithi skriver:

Hej du.

Jeg kender det alt for godt. Jeg har selv startet uddannelse, efter 5 år hvor jeg har været udenfor både uddannelse og job, pga. psykisk sygdom. Nu er jeg startet som netstuderende, fordi mit studie ligger for langt væk, til at at jeg kan møde hver dag (har jo mand og barn). De første 2 uger, kørte det bare, og jeg var foran med alt. Men hele sidste uge, kunne jeg bare næsten ikke tage mig sammen til NOGET, heller ikke engang det huslige. Jeg føler mig også lidt modløs for tiden, og jeg savner sådan at være social, især nu hvor jeg er kommet ovenpå. 

Du skal være velkommen til at skrive privat, så kan vi da pive til hinanden

Hvordan lykkedes det dig at komme ovenpå? Jeg tror nemlig også det i høj grad er det sociale jeg mangler, selvom jeg ellers er et asocialt menneske generelt Jeg skriver lige i aften, hvis jeg har energien - SNORK i dag!

Demosan skriver:

Jeg kender godt følelsen af at studiet føles fuldstændig håbløst. Jeg har det faktisk selv sådan dette semester. Jeg er på femte semester, hvor der er en enorm læsebyrde (5000 sider). Det kan være utrolig hårdt ikke at have tid til andet end at læse. Selvom jeg selv har det svært lige nu, så tillader jeg mig nu alligevel at kommentere. 

Jeg synes ikke selv altid mit studium er spændende. Der er en stor variation i fag, hvorfor det er helt naturligt, at man synes enkelte fag er meget uinteressante. Jeg har i gennemsnit måske et fag per semester, som jeg synes er interessant. Det tror jeg ikke er unormalt. Jeg tror man skal overveje meget nøje hvad ens muligheder er bagefter. De fleste universitetsstudier er meget teoretiske, hvor den efterfølgende jobbeskrivelse ikke nødvendigvis afspejles i pensum. Det skal dog være en afvejning, for hvis de næste fire år bliver forfærdelige, så er det selvfølgelig ikke det værd. Jeg mener dog det er vigtigt at se udover studiet. Derudover så skal du tage med i overvejelserne, at du hurtigt har mulighed for at specialisere dig. Det vil sige, du kan fravælge det der interesserer dig mindst. 

Så er der det med ensomheden. Jeg tror det er rigtig stort problem. Hvis man er ensom på sit studium, så har man bare en langt større risiko for at droppe ud fra studiet. Men du er sikkert lige startet igen, ikke? Når du har været væk i 2 år, så er det jo i praksis som at starte helt forfra socialt. Jeg ved ikke om du kan huske hvordan det var at starte på universitet, men for mange er det rigtig svært. Der vil ofte være en periode, hvor man virkelig føler sig malplaceret. Det er selvfølgelig mere problematisk, når de andre allerede har dannet grupperinger. Jeg forstår godt det er rigtig svært. 

Jeg tror det er vigtigt er at du begynder at komme til forelæsningerne. Glem alle de dårlige undskyldninger. Det er altså vigtigt. Det er et godt afbræk fra læsningen. Dernæst så bliver du nødt til at komme til holdundervisningen. Jeg er ikke selv stor fan af holdundervisning rent fagligt, MEN... det er rigtig vigtigt socialt. Dernæst kan det senere give en faglig gevinst, da du har mulighed for at diskutere faglige problemstillinger. Jeg ved det kan være rigtig svært, at skulle starte op til holdundervisning, men det er bare super vigtigt. Du bliver nødt til at give det en chance. Hvis du får en relation til nogen på dit undervisningshold, så er der større chance for du får en læsegruppe. Så kan du droppe holdundervisningen senere hen. Der er også andre måder at danne denne relation til de andre på studiet. Men det kan ofte være nemmere, at starte op på holdundervisningen, fremfor at dukke op til en fredagsbar. 

Så synes jeg desuden du skal overveje at tage kontakt til en studievejleder eller din faglige vejleder. Der er masser af støtte til studerende i din situation, især når du har en historie med depression. Det kan være alt fra psykolog-agtige samtaler til hvordan man bedst muligt strukturerer sin hverdag. 

I forhold til at læse så meget på et semester, så sørg for at du laver noget andet til tider. Hvis du har en dag hvor du bare ikke kan læse, så ud og lav noget andet. Gå en tur eller lav noget du virkelig nyder. Det er netop her hvor forelæsninger og holdundervisning kan aflaste din læsebyrde, da de trods alt gennemgår noget af pensum. Derudover så sørg for at du har tidspunkter, hvor du ikke må læse. Men det er der sikkert automatisk, når du har børn. 

Det kan være det er den helt rigtige beslutning at droppe ud fra studiet. Det ville jeg ikke se som et nederlag. Men jeg synes du skal prøve at give det en chance. Prøv at komme til forelæsningen, til holdundervisning og måske lav en plan for din læsning. Det er svært for alle lige i starten. Det kan være det bliver ved med at være rigtig svært, men måske ikke... Det sociale har faktisk en rigtig stor betydning for den glæden ved et studium. 

Jeg ved godt det er utrolig svært. Jeg har selv haft svært ved det. 

 

Tak for dit grundige og velovervejede svar, det satte nogle tanker i gang.
Først er der det med holdet - nu er undervisningen startet, holdene er gået i gang, og de har på nuværende tidspunkt fordelt de mundtlige oplæg og er i fuld gang. Det er svært bare at springe på nu, hvis det overhovedet er muligt. Dertil kommer også, at jeg har nogle problemer psykisk med hensyn til det sociale, så det er en ret amvibalent position jeg står i i øjeblikket.

Jeg har forsøgt at holde øjnene på målet. Det er et studium som giver mange muligheder bagefter, som er vellønnet og interessant. Jeg synes bare processen er lang og hård - jeg trives ikke med en så klart teoretisk arbejdsform.

Jeg prøver at kæmpe, for jeg synes ikke det er realistisk at droppe ud, det er på ingen måde holdbart. Men jeg synes vejen er meget lang lige nu - jeg er naturligvis også præget af både depression og det faktum, at nattesøvnen er sparsom med en baby på 5 mdr. Koblet med ensomheden er det klart, at det er svært at komme i gang.

Men jeg vil arbejde på at møde op til forelæsningerne. Det må være skridt nr. 1.

Derudover er jeg i tvivl om jeg stiller for høje krav til mig selv. Jeg har skam en læseplan, en meget udførlig én af slagsen. Men jeg har en forestilling om, at jeg skal læse HELE pensum. Og jeg skal ikke bare læse alt, jeg skal også forstå det. Og overstrege hele pensum, og helst skrive noter i siden, med mindre det er en oversigtsagtig eller meget nem tekst. Så tager det selvfølgelig meget lang tid at læse en tekst på 120 sider.
Jeg er bare så bange for at stå til eksamen og fejle. Jeg har kun fået 12 op til nu, og derfor føler jeg, at jeg har en del at leve op til. Men det er kun mig selv, der har de tanker - alle andre siger, at jeg selvfølgelig ikke kan forvente at kunne præstere det samme, når jeg siden har fået 2 små børn og ikke har den samme tid eller overskud. Jeg ville bare føle det som et kæmpe nederlag at få eksempelvis 4, når jeg før har været så langt oppe.

Jeg har strenge krav til mig selv og min præstation, og det kører jeg jo også mig selv ned på. Men jeg har ikke et realistisk billede af hvor meget den gennemsnitlige studerende læser, skriver noter og overstreger.

Anonym skriver:

Hvordan lykkedes det dig at komme ovenpå? Jeg tror nemlig også det i høj grad er det sociale jeg mangler, selvom jeg ellers er et asocialt menneske generelt Jeg skriver lige i aften, hvis jeg har energien - SNORK i dag!

Det har været en lang sej kamp at komme ovenpå. Det er min stærke vilje, og et krav til mig selv om ikke at give op. For bare 4 år siden var det på tale at jeg skulle førtidspensioneres (inden de nye regler om alder for førtidspensionering trådte i kraft), jeg var kun 20 år, og man ville allerede dømme mig helt ude. Jeg nægter bare at se mig selv som svag, og jeg har fået at vide fra samtlige af de psykologer, psykiatere, sagsbehandlere og socialrådgivere jeg har været igennem, at jeg er meget atypisk i min tilgang til tingene.

Men den stærke vilje og de høje krav til mig selv, har også en bagside. Jeg er perfektionist, og forlanger intet mindre end det bedste af mig selv. Hvilket også er grunden til at jeg allerede er ved at køre død i studiet, på trods af at jeg er overbevist om at det er det jeg vil. 

Jeg tror, du skal passe på, at du ikke dømmer dit studie ude, fordi det er lidt svært lige nu. Der er jo nogle grunde til, at du har valgt som du har, og det handler jo ikke om studiet, men om arbejdet der kommer efter.

Forresten kom jeg i tanke, om et værktøj du kan bruge, til at huske hvad du læser - brainscape - det er en hjemmeside (kan også fas i ipad) hvor du laver kort med spørgsmål og svar, som du så kan køre igennem indtil du kan dem. f.eks. hvornår indførte man statsborgerskab i Danmark - på bagsiden står så 1776

Jeg er heller ikke fru social, jeg elsker at være alene, men jeg kan bare mærke at jeg nu hvor jeg har fået mit liv tilbage, gerne vil have nogen at snakke med og dit og dat. Så der ikke kun går hverdag i den, hvor man ikke rigtigt snakker med andre end familien.

Skriv når du orker