Har du nogensinde været i tvivl eller bange?

Har du nogensinde været i tvivl om det nu var det rigtige tidspunkt for dig at få barn på?
Har du nogensinde været angst for om du ville kunne magte opgaven som mor?

Både under graviditeten og efter?

Er det normalt at bekymre sig og være bange?

Jada! Den panikangst skyller også ind på de her farvande i tide og utide
Men de er først sådan rigtig kommet nu, hvor babyværelset er færdigt, alt udstyr er købt, der er masser af liv hver dag i maven, ja så kan jeg sagtens ligge i de små nattetimer og tænke, BLIVER jeg nu også en god mor, vil jeg kunne læse og forstå hans signaler, ER det nu også det rette tidspunkt...

Jeg tror det er helt normalt...
Vores søn er 100 % planlagt, og vi kunne ikke glæde os mere, og jeg ved da også dybt dybt nede, at vi bliver de bedste forældre vi overhovedet kan være!
Men man kan ikke undgå de tanker, og jeg er sikker på de er HELT normale

Godt at høre det er meget normal at være lidt bange af og til

da jeg blev gravid kendte jeg knap nok min kæreste, vi boede verdens dårligeste sted og slet ikke et sted hvor det var muligt at ha et barn, og jeg havde endnu ikke fået en uddannelse, min søster var lidt sur over hun ikke var den der først blev gravid af hende og mig da hun nu var ældst, jeg vil gerne ha været gift inden jeg fik børn, og mine brøder var efter mig samt mange af mine dengang såkaldte venner...
så jeg gik meget med de tanker om det nu var rigtigt, og det rigtige tidspunkt osv. og det eneste jeg fik ud af alt det var at jeg tror aldrig at drt rigtige tidspunkt kommer så det er bare at hoppe ud i det og tror på at det hele nok skal gå...

jeg har dog aldrig betvivlet mine egne evner som mor og heller ikke min mands evner som far...!

Knus Stina

Ja da!!! Med en totalt planlagt ønskebarn var jeg da VILDT meget itvivl om det nu også var det rigtige!!!!

WiitrioeN skriver:

da jeg blev gravid kendte jeg knap nok min kæreste, vi boede verdens dårligeste sted og slet ikke et sted hvor det var muligt at ha et barn, og jeg havde endnu ikke fået en uddannelse, min søster var lidt sur over hun ikke var den der først blev gravid af hende og mig da hun nu var ældst, jeg vil gerne ha været gift inden jeg fik børn, og mine brøder var efter mig samt mange af mine dengang såkaldte venner...
så jeg gik meget med de tanker om det nu var rigtigt, og det rigtige tidspunkt osv. og det eneste jeg fik ud af alt det var at jeg tror aldrig at drt rigtige tidspunkt kommer så det er bare at hoppe ud i det og tror på at det hele nok skal gå...

jeg har dog aldrig betvivlet mine egne evner som mor og heller ikke min mands evner som far...!

Knus Stina

Det er heller ikke fordi jeg tror jeg bliver en dårlig mor, men nogle gange bliver jeg bare angst ved tanken om at hey.. jeg skal sq være mor for et lille væsen - resten af livet.. Er jeg klar????

Mumto3 skriver:

Ja da!!! Med en totalt planlagt ønskebarn var jeg da VILDT meget itvivl om det nu også var det rigtige!!!!

Helt det samme her! Tror det ville være alarmerende hvis man slet ikke oplevede den der følelse af tvivl. -Det er jo en voldsom stor ting af få et barn, og det kan bare ikke laves om! No return.

Men når det er sagt, så glæder vi os også, men er bestemt bevidste om at det sikkert ikke kun bliver en dans på roser.

Laura

Anonym skriver:



Det er heller ikke fordi jeg tror jeg bliver en dårlig mor, men nogle gange bliver jeg bare angst ved tanken om at hey.. jeg skal sq være mor for et lille væsen - resten af livet.. Er jeg klar????

kan så udemærket godt forstå dig... det er jo en mega stor ting...

kan huske jeg selv blev så utrolig glad at jeg næsten græd af glæde og det samme gjorde kæresten...

men lige pludselig stod man bare og tænkte hey jeg skal være mor, jeg skal tag vare på et lille væsen resten af mit liv, jeg skal være mor, jeg har nu ansvar for et andet væsen, først gik der lidt panik i mig men da den så havde lagt sig så kom glæden bare dobbel så stor tilbage...

Tror at det at man tænker sådan er en af forberedelseren man gør sig på det at skulle være forældre...
Tror det er noget af det mest normale...

WiitrioeN skriver:

kan så udemærket godt forstå dig... det er jo en mega stor ting...

kan huske jeg selv blev så utrolig glad at jeg næsten græd af glæde og det samme gjorde kæresten...

men lige pludselig stod man bare og tænkte hey jeg skal være mor, jeg skal tag vare på et lille væsen resten af mit liv, jeg skal være mor, jeg har nu ansvar for et andet væsen, først gik der lidt panik i mig men da den så havde lagt sig så kom glæden bare dobbel så stor tilbage...

Tror at det at man tænker sådan er en af forberedelseren man gør sig på det at skulle være forældre...
Tror det er noget af det mest normale...

Ja, det er nok rigtigt..

Jeg var bare bange om det måske var tegn på en fødselsdepression.. at man bliver angst..

kender også alt til det.
da jeg fik den første var jeg i tvivl om det var det rigtige, om jeg var gammel nok, moden nok...om vores økonomi ku klare det osv osv.
da jeg valgte at beholde nr. 3 (på trods af dårlige ods) var jeg seriøst i tvivl...og selv da jeg ventede nr, 4 som er et planlagt ønskebarn...var jeg i tvivl... var tidspunktet rigtigt, ku jeg forsvare det overfor de andre,,,det stopper ikke...og jeg tror det er lige så naturligt som graviditeten i sig selv.
Lone