Miss-86 skriver:
Jeg tog en snak med min kæreste igår omkring pb, dog kun en lille snak.
Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne blive ved og vente, han forstår mig udenmærket godt, men han føler sig stadig ikke klar.
Han forklarer lidt mere denne gang og fortæller at det blandt andet er pga. vi bor i en lejlighed hvor han ikke mener der er plads til en baby og pga. overtagelse af firma - Hvilket jeg som sådan godt kan forstå. Jeg forklarer ham at jeg godt kan forstå det med at her er for småt, meeen at hvis nu det blev, så måtte vi jo fin de ud af det.
Vi er dog på udkig efter et hus vi kan leje, så jeg spørger ham om han tror det hjælper, når vi finder et (vi vil gerne leje et 3-4 værelses hus)
han siger måske, men at han ikke tør love det, hvilket er forståeligt, da han er bange for at give mig falske forhåbninger!
Jeg forklarede ham, at der aldrig var et rigtigt tidspunkt at få børn på.
Sagde til ham, at det ville være fornuftigt at gå i gang pga. vores alder og det kan han godt se det fornuftige i, men stadig ikke klar. Jeg fortalte at jeg havde læst, at det ikke var unormalt at der gik omkring 1 år, for man blev gravid, men der havde han lige hørt i radioen at det var ½ år.. Men stadig, så ville det være 1 ½ -2 år, før barnet kom til verden!
Jeg sagde til ham, at jeg ville vente året ud og ikke længere!
Fortalte også at jeg gerne ville kunne snakke om det og komme med kommentarer og at jeg kun gjorde det, fordi det betyder så meget for mig og at jeg glæder mig sådan til jeg skal være mor én dag! Og det sagde han også godt at jeg måtte (det har han hele tiden sagt) og at han ikke følte det som et pres!
Han ER sikker på at han vil have børn og han tvivler ikke på, hvor meget han vil elske barnet, når det kommer til verdenen..
Såå jeg håber virkelig at han tager springet, nu når jeg har givet ham det ultimatum at udgangen af året, ellers må det ende!
Jeg elsker ham overalt på jorden, men nu er jeg nødt til at forberede mig på at hvis han ikke er klar, så må det ende!
Og han kunne sagtens forstå mig - Så tænker jeg bare; SÅ TAG DOG SPRINGET ..
Efter 2 år, så tvivler jeg meget på om han blir klar, men måske kommer han på andre tanker, hvis han finder ud af at jeg rent faktisk mener enten så er det PB eller at han skal flytte!
Såå håber I er nogle der vil bakke mig op i det og støtte mig, HVIS det kommer så vidt.
(OG ingen kommentarer omkring: HAN VIL IKKE HAVE BØRN osv. osv. Tak, det er ikke det tråden drejer sig om)
selvfølgelig er vi her til at støtte dig
, hvis det bliver et kedeligt udfald
Nu har du et halvt år til at gøre dig uundværdlig
Vis ham hvor god en husmor du er, så hans mande hjerne ikke tænker "hvis ikke hun kan overskue rengøringen nu, så kan hun da slet ikke når vi får børn" Hvis han arbejder meget, og du brokker dig over manglende hjælp, så bliver urmanden i ham jo nervøs for fremtidens brokkeri
Køb sexy undertøj! blonder, nitter, lak og latex - hele møllen rundt
Sørg for I er ude og besøge nogen ind imellem, hvor der er børn...SÅDAN NOGEN ENGLEBØRN... så hans mande hjerne tænker "gud hvor er de sjove" gerne børnefamilier med superfædre - du ved nok de der bløde mænd, der altid er total overskudsagtige og roser deres børn - krammer livet ud af dem med bemærkninger som "ER H'N IKKE DET LÆKRESTE BARN I VERDENEN" - de der typer mænd der får en nordjyskhåndværkertype til at dække patvorterne, på en hed sommerdag, i frygt for angreb fra denne homo-ligende særling
Pøj pøj frøken über-skruk.
