Leonora skriver:
Ja jeg ved at vejen er at tælle de kalorier.
Det er gået ret fint i week og det giver jo en go følelse.
Men så skal jeg kæmpe i morgen på jobbet.
Der er altid lækre sager og frisk brød.
Og jeg skal næsten tale højt til mig selv og spise en masse tyggegummi for ik at falde i.... Øv øv hader at jeg har rygrad som en regnorm
Jeg er 163 cm høj. Så min ideal vægt er ca 60 kg.
Jeg har sat et mål der hedder 63-64 kg. Det er ikke urealistisk og så må jeg se hvad jeg vil når jeg når dertil.
Det virker fjollet at 5-6 kg skal være så svært.
Har ikke været dernede siden jeg fødte min ældste datter :/.
Og jeg ville bare blive så meget mere glad.
Tak for dit svar
Knus Louise
Altså jeg tæller ikke kalorier, men går efter Y-tallerken modellen - den er en ret nem måde, synes jeg

Det lyder fint med det vægtmål du har sat.
Det er nu ikke så mærkeligt, at de sidste 5-6 kg er sværest - det er ofte fordi kroppen ikke har brug for at tabe sig så meget mere og derfor holder lidt ekstra godt fast i det sidste.
Væk skal de nok komme, selvom de nok kan være sværere at komme til livs.
Prøv at fokusere på, at klappe dig selv på skulderen, når du holder "den rigtige kost" i stedet for at slå dig selv oveni hovedet, når det glipper lidt. Det sker for de fleste og de fleste har sikkert prøvet at føle sig fristet

Lav realistiske mål og beløn dig selv med andre goder, når du klarer det - f.eks. noget hvor du tager hånd om dig selv.
Det lyder måske som vrøvl i andres ører, men tallet er ikke der du vil finde glæde - den vil du finde i, at du hviler i dig selv og tror på, at selv når du måske mangler 5-6 kg, stadig er en super dejlig person med masser at byde verden

Har selv lidt af en alvorlig anoreksi(selvfølgelig ikke helt at sammenligne) og kan fortælle, at selv da jeg vejede under 40 kg, var det ikke dér, at jeg egentlig var gladere. Men jeg kan nu godt forstå, at de fleste har et gyldent tal, hvor de af erfaring ved, at dér har de det godt med sig selv.
Kram til dig!