Frustration!! Hvad er der med mænd?????

Jamen altså! vi har snaaaaaaakket mega meget om det her med pb2, det sidste års tid. I ferien snakkede vi om at vi skulle se på det her til efteråret, efter hans ønske! Jeg kunne sagtens nu 

Nu ser jeg så en på fb har fået en lille fin baby, og kan selfølgelig ikk lade være at sige "nååååårh, hvor er det bare stort med sådan en lille en". Straks begynder kæresten at ævle om at åååh nej, nu blev jeg total skruk og ville have en baby NU. Siger så til ham at nej, det vil jeg ikk da vi jo har aftalt at se på det i efteråret. Siger også at det i det hele taget ikk kan komme som en overraskelse at jeg er skruk?! 

Så begynder han at snakke om at "efteråret kan hurtigt komme"  det fattede jeg ikk lige hvad han ville med? 

Og i øvrigt skulle jeg ikk presse ham! Siger så at det synes jeg heller ikk jeg gør, eftersom det er ham selv der har sagt efterår! Så siger han at han føler et pres over at jeg er skruk og bare venter på ham! jamen, hallo! Hvad skulle jeg ellers gøre? Holde mine tanker og følelser for mig selv? Sådan fungerer et forhold da ikke. 

 

Er så frustreret over at han tager hver en lille bemærkning som om jeg har tænkt mig at smide pillen i morgen! Har hele tiden sagt at vi skal være enige, men så er man da først og fremmest nødt til at melde ud, hvor man står!!! 

Iiiiiih 

Føler med dig ..

Men bare fordi man siger 'Nååååh en lille sød bebs' er det ikke ens betydende med at man stopper p-piller imorgen osv..
Man er jo nødt til at være enige om tingene ..
Og det lyder da slet ikke til du har presset på..

Typisk mænd - Har selv en herhjemme, der ikke er klar - Han siger dog ikke jeg presser ham, men han mente på et tidspunkt sidste år at jeg snakkede meget om det.
Jamen hallo - Som du selv skriver - Hvem skal jeg ellers sige det til? Det er jo fordi det er HAM jeg vil have skal være far til mine børn
Og ja, man fortæller hinanden alt i et forhold.

 

Miss-86 skriver:

Føler med dig ..

Men bare fordi man siger 'Nååååh en lille sød bebs' er det ikke ens betydende med at man stopper p-piller imorgen osv..
Man er jo nødt til at være enige om tingene ..
Og det lyder da slet ikke til du har presset på..

Typisk mænd - Har selv en herhjemme, der ikke er klar - Han siger dog ikke jeg presser ham, men han mente på et tidspunkt sidste år at jeg snakkede meget om det.
Jamen hallo - Som du selv skriver - Hvem skal jeg ellers sige det til? Det er jo fordi det er HAM jeg vil have skal være far til mine børn
Og ja, man fortæller hinanden alt i et forhold.

 

Jeg synes simpelthen han er hamrende svær at læse i den her situation  Han bliver selv ved med at sige at vi kan gå igang i efteråret, men samtidig trækker han lidt o land når jeg nævner babyer?? Tror virkelig han er typen der først siger "okay, NU gør vi det" hvis jeg blev gravid ved et uheld men det kan man jo ikk. Aaarg altså.

ved den første var der ikk de store problemer med uenighed overhovedet. Men nu, der tænker han primært på alt det ekstra bøvl der kommer i hverdagen med at hente/bringe osv. Men seriøst! Vores dreng vil være knap 4!!!! år når min barsel er slut, og det ræs skal begynde. (Hvis vi nu fik en baby næste sommer) der er altså en væsentlig forskel på at skulle have ham op, i tøjet, spise osv om morgenen nu hvor han er 21måneder og så når han er 4år.! 

Han er totalt henrykt når vi ser babyer ude i byen og glæder sig til vi skal have en mere også, men det er som om at alt der praktiske bare overskygger alt andet  

har sagt til ham at hvis det er så stort et problem om morgenen (det er primært ham der aflevere) så skal jeg da med glæde prøve at finde et job med mødetid kl 8-9 og så tage morgentjansen! Synes sgu det er et mærkeligt grundlag at blive i tvivl på. Øv

Mor11 skriver:

Jeg synes simpelthen han er hamrende svær at læse i den her situation  Han bliver selv ved med at sige at vi kan gå igang i efteråret, men samtidig trækker han lidt o land når jeg nævner babyer?? Tror virkelig han er typen der først siger "okay, NU gør vi det" hvis jeg blev gravid ved et uheld men det kan man jo ikk. Aaarg altså.

ved den første var der ikk de store problemer med uenighed overhovedet. Men nu, der tænker han primært på alt det ekstra bøvl der kommer i hverdagen med at hente/bringe osv. Men seriøst! Vores dreng vil være knap 4!!!! år når min barsel er slut, og det ræs skal begynde. (Hvis vi nu fik en baby næste sommer) der er altså en væsentlig forskel på at skulle have ham op, i tøjet, spise osv om morgenen nu hvor han er 21måneder og så når han er 4år.! 

Han er totalt henrykt når vi ser babyer ude i byen og glæder sig til vi skal have en mere også, men det er som om at alt der praktiske bare overskygger alt andet  

har sagt til ham at hvis det er så stort et problem om morgenen (det er primært ham der aflevere) så skal jeg da med glæde prøve at finde et job med mødetid kl 8-9 og så tage morgentjansen! Synes sgu det er et mærkeligt grundlag at blive i tvivl på. Øv

Ja, der har du ret ..
Det er et underligt grundlag.. Men nogle gange er mænd svære at læse. Synes det lyder mærkeligt, hvis det skulle være morgen'ritualet' der skulle gøre at han ikke synes det skal være endnu. Det ændrer sig jo ikke af at vente..

Måske er der en anden grund til at han siger som han gør?
Hvad med at prøve at lade være at snakke om det og se hvad der sker til efteråret? - Det er jo lige om lidt..
Og jeg ved godt det er svært at lade være at snakke om, for det fylder meget, når først man er skruk!

 

Miss-86 skriver:

Ja, der har du ret ..
Det er et underligt grundlag.. Men nogle gange er mænd svære at læse. Synes det lyder mærkeligt, hvis det skulle være morgen'ritualet' der skulle gøre at han ikke synes det skal være endnu. Det ændrer sig jo ikke af at vente..

Måske er der en anden grund til at han siger som han gør?
Hvad med at prøve at lade være at snakke om det og se hvad der sker til efteråret? - Det er jo lige om lidt..
Og jeg ved godt det er svært at lade være at snakke om, for det fylder meget, når først man er skruk!

 

Præcis og ALLE børnefamilier lever med den "udfordring" om morgenen/eftermiddagen. Det er ligesom en del af pakken. 

Jeg tror helt sikkert der ligger noget andet under og jeg tror også godt at jeg ved hvad. Jeg havde en meget lang fødsel sidst som endte med ks, min kæreste er en følsom fyr og tog forløbet meget tungere end jeg (depression). Selvom han siger han ikk er bange for at det sker igen, så tror jeg han er det.  Han har også sagt at hvis det stod til ham, skulle det bare være pks næste gang, for han synes det var vildt hårdt at være så magtesløs i så mange timer, og syntes det var skræmmende at se mig være "væk" på den måde pga smerter. 

Jeg kan sagtens følge ham i at det må være svært at være tilskuer til, men samtidig er jeg måske også lidt hård og tænker, jamen det er jo MIG der rent faktisk føler smerten og MIG det "går udover". og jeg er overhovedet ikk nervøs for en fødsel mere! 

Synes egentlig heller ikk jeg snakker meget om det, men det bliver da vendt engang imellem når vi fx har været sammen med nogen med babyer

Mor11 skriver:

Præcis og ALLE børnefamilier lever med den "udfordring" om morgenen/eftermiddagen. Det er ligesom en del af pakken. 

Jeg tror helt sikkert der ligger noget andet under og jeg tror også godt at jeg ved hvad. Jeg havde en meget lang fødsel sidst som endte med ks, min kæreste er en følsom fyr og tog forløbet meget tungere end jeg (depression). Selvom han siger han ikk er bange for at det sker igen, så tror jeg han er det.  Han har også sagt at hvis det stod til ham, skulle det bare være pks næste gang, for han synes det var vildt hårdt at være så magtesløs i så mange timer, og syntes det var skræmmende at se mig være "væk" på den måde pga smerter. 

Jeg kan sagtens følge ham i at det må være svært at være tilskuer til, men samtidig er jeg måske også lidt hård og tænker, jamen det er jo MIG der rent faktisk føler smerten og MIG det "går udover". og jeg er overhovedet ikk nervøs for en fødsel mere! 

Synes egentlig heller ikk jeg snakker meget om det, men det bliver da vendt engang imellem når vi fx har været sammen med nogen med babyer

Årh Ja, det er da nok den episode han tænker over så - det må heller ikke være sjovt for ham. Ved godt det som du skriver er dig der føler det, men prøv at forestille dig det omvendt.. ikke at kunne gøre noget i en tilsvarende situation.. Men hvis jeg var dig, ville jeg snakke med ham om det.. der var en der skrev til mig i min sidste tråd om skrukhed at jeg skulle møde min kæreste der hvor han var, da han fx bekymrer sig om at vi ikke har plads til baby, hvis vi gik igang med pb, hvor jeg bare har sagt at det skulle han ikke bekymre sig om - men det hjælper ham jo ikke at jeg siger sådan.. og Da der var en der skrev det til mig, kunne jeg godt se det. Så snak med ham om at du godt kan forstå han er bange, men at det jo ikke nødvendigvis behøver ende sådan igen.. 

Miss-86 skriver:

Årh Ja, det er da nok den episode han tænker over så - det må heller ikke være sjovt for ham. Ved godt det som du skriver er dig der føler det, men prøv at forestille dig det omvendt.. ikke at kunne gøre noget i en tilsvarende situation.. Men hvis jeg var dig, ville jeg snakke med ham om det.. der var en der skrev til mig i min sidste tråd om skrukhed at jeg skulle møde min kæreste der hvor han var, da han fx bekymrer sig om at vi ikke har plads til baby, hvis vi gik igang med pb, hvor jeg bare har sagt at det skulle han ikke bekymre sig om - men det hjælper ham jo ikke at jeg siger sådan.. og Da der var en der skrev det til mig, kunne jeg godt se det. Så snak med ham om at du godt kan forstå han er bange, men at det jo ikke nødvendigvis behøver ende sådan igen.. 

Problemet er at jeg flere gange har spurgt ham om han frygter det, men så siger han nej.  Så er det lidt svært at snakke om. Men vi har skam snakket rigtig meget om hans side af fødslen, så det er ikke fordi jeg er uforstående. Har også sagt til ham at det måske kunne være godt for ham i løbet af den kommende graviditet, at få nogen psykolog timer, så han får helt styr på følelserne og evt den frygt der kan opstå når fødslen nærmer sig. Men igen, afviser han og siger "jeg har jo fået snakket det hele i gennem mange gange". 

og hvad filan stiller man så op? 

Mor11 skriver:

Problemet er at jeg flere gange har spurgt ham om han frygter det, men så siger han nej.  Så er det lidt svært at snakke om. Men vi har skam snakket rigtig meget om hans side af fødslen, så det er ikke fordi jeg er uforstående. Har også sagt til ham at det måske kunne være godt for ham i løbet af den kommende graviditet, at få nogen psykolog timer, så han får helt styr på følelserne og evt den frygt der kan opstå når fødslen nærmer sig. Men igen, afviser han og siger "jeg har jo fået snakket det hele i gennem mange gange". 

og hvad filan stiller man så op? 

Årh, ja den er svær :/

Hvis bare han så kunne sige, hvad det er eller indrømme det, hvis nu det egentlig er fødslen der går ham på ..

Mor11 skriver:

Jamen altså! vi har snaaaaaaakket mega meget om det her med pb2, det sidste års tid. I ferien snakkede vi om at vi skulle se på det her til efteråret, efter hans ønske! Jeg kunne sagtens nu 

Nu ser jeg så en på fb har fået en lille fin baby, og kan selfølgelig ikk lade være at sige "nååååårh, hvor er det bare stort med sådan en lille en". Straks begynder kæresten at ævle om at åååh nej, nu blev jeg total skruk og ville have en baby NU. Siger så til ham at nej, det vil jeg ikk da vi jo har aftalt at se på det i efteråret. Siger også at det i det hele taget ikk kan komme som en overraskelse at jeg er skruk?! 

Så begynder han at snakke om at "efteråret kan hurtigt komme"  det fattede jeg ikk lige hvad han ville med? 

Og i øvrigt skulle jeg ikk presse ham! Siger så at det synes jeg heller ikk jeg gør, eftersom det er ham selv der har sagt efterår! Så siger han at han føler et pres over at jeg er skruk og bare venter på ham! jamen, hallo! Hvad skulle jeg ellers gøre? Holde mine tanker og følelser for mig selv? Sådan fungerer et forhold da ikke. 

 

Er så frustreret over at han tager hver en lille bemærkning som om jeg har tænkt mig at smide pillen i morgen! Har hele tiden sagt at vi skal være enige, men så er man da først og fremmest nødt til at melde ud, hvor man står!!! 

Iiiiiih 

Jeg havde selv en hård fødsel ved nr. 1 og endte i Aks og var meget meget tæt på at dø - mens min mand sad ved siden af og godt forstod at når mit blodtryk var 30/12 så var der noget galt.

Han fik også et chok og mener bestemt at jeg skal ha pks næste gang (er gravid i uge 35+).

Vil sige at der findes jordemødre der er uddannet i terapi, som netop hjælper folk som dig og din mand, og de fokusere også tit på netop manden, som jo heller ikke har en dans på roser!
Jeg kan helt klart anbefale at tale med hospitalet nær dig om de har en jordemoder der er uddannet terapeut. Jeg ved at Roskilde har en der hedder Nina Brandgaard.

Det kan være det hjælper på din mands skræk.
held og lykke

Flodkilling skriver:

Jeg havde selv en hård fødsel ved nr. 1 og endte i Aks og var meget meget tæt på at dø - mens min mand sad ved siden af og godt forstod at når mit blodtryk var 30/12 så var der noget galt.

Han fik også et chok og mener bestemt at jeg skal ha pks næste gang (er gravid i uge 35+).

Vil sige at der findes jordemødre der er uddannet i terapi, som netop hjælper folk som dig og din mand, og de fokusere også tit på netop manden, som jo heller ikke har en dans på roser!
Jeg kan helt klart anbefale at tale med hospitalet nær dig om de har en jordemoder der er uddannet terapeut. Jeg ved at Roskilde har en der hedder Nina Brandgaard.

Det kan være det hjælper på din mands skræk.
held og lykke

Tak for rådet,  jeg synes også det ville være ideelt med en sådan jm. Men når manden ik selv synes at han er bange, så er det svært at bringe på banen.