Er der andre der har aflastning ?

Vi var i søndags ude og besøge et muligt aflastnings tilbud til Simon... Og vi er rimlige sikker på at det er det perfekte sted, efter besøget... Men det bliver alligevel svært at skulle sende ham afsted.
Her er deres hjemmeside:   www.kernehusene-bornholm.dk/index.html

Har haft det sådan, at det er lidt af en falit erklaring, når man vælger at sende sit barn i aflastning.. Men jeg har det her på det seneste også måtte ense at det kun vil være sundt for Simon, men også for os og ikke mindst Simons store søster, da Simon fylder utroligt meget i hverdagen...

Er der andre herinde der har børn i aflastning ? Hvordan har i haft det med at sende dem i aflastning ? og er i blevet glade for det ?

Mor.sander skriver:

Vi var i søndags ude og besøge et muligt aflastnings tilbud til Simon... Og vi er rimlige sikker på at det er det perfekte sted, efter besøget... Men det bliver alligevel svært at skulle sende ham afsted.
Her er deres hjemmeside:   www.kernehusene-bornholm.dk/index.html

Har haft det sådan, at det er lidt af en falit erklaring, når man vælger at sende sit barn i aflastning.. Men jeg har det her på det seneste også måtte ense at det kun vil være sundt for Simon, men også for os og ikke mindst Simons store søster, da Simon fylder utroligt meget i hverdagen...

Er der andre herinde der har børn i aflastning ? Hvordan har i haft det med at sende dem i aflastning ? og er i blevet glade for det ?

Hej

Først vil jeg sige det er utrolig flot af dig at være så åben.
Derefter vil jeg spørge om det er ok at spørge om grunden til jeres valg?
Det må være utrolig hårdt som mor og far at træffe den beslutning.
Hvis ikke det kommer mig ved er det helt ok, der er bare en der skriver det er svært med et handicappet barn, og det må det også være. Jeg ved bare ikke hvad jeres søn fejler.
Jeg har en veninde der står alene med 3 børn, og hendes sundhedsplejerske har foreslået aflastning, men min veninde syntes netop det er en faliterklæring som mor, derfor ville jeg høre om jeres grunde, tanker m.m hvis det altså er ok.

Kh MS

- skriver:

Har ingen erfaring med aflastning og handicappet barn osv...

Men vil blot kommetere på at jeg IKKE syntes det er en fallit erklæring..
I har et andet barn og i skal som mennesker også hænge sammen...

Børn er hårde og kan kun forstille mig handicappede børn er 10 gange hårdere..

Så kram herfra... og lad dig selv føle at det er OK at få hjælp!

Takker for de opmunderne ord, det varmer

Miss.Sunshine skriver:



Hej

Først vil jeg sige det er utrolig flot af dig at være så åben.
Derefter vil jeg spørge om det er ok at spørge om grunden til jeres valg?
Det må være utrolig hårdt som mor og far at træffe den beslutning.
Hvis ikke det kommer mig ved er det helt ok, der er bare en der skriver det er svært med et handicappet barn, og det må det også være. Jeg ved bare ikke hvad jeres søn fejler.
Jeg har en veninde der står alene med 3 børn, og hendes sundhedsplejerske har foreslået aflastning, men min veninde syntes netop det er en faliterklæring som mor, derfor ville jeg høre om jeres grunde, tanker m.m hvis det altså er ok.

Kh MS

Jamen MS, det er mere end ok at du spørger til grunde for vores valg

Min søn Simon, har endnu ikke fået en diagnose, men der er stærk mistanke fra fagpersoner omkring os, at Simon har ADHD og Aasperger, en form for autisme. Vi få heldigvis snart svar på det spørgsmål, da han starter psykiatisk udredning d. 7/8.

Pga. Hans vanskligheder, skal vores hverdag være meget strukturet og meget forudsigelig, hvis der skal ændringer i vores hverdag, eller vi skal på besøg, til lægen eller lingende, skal han have besked i god tid, ellers kan vi ende med en dreng der, bliver hyperaktiv, urolig højtrystende, har afføring i bukserne m.m. Han kan heller ikke tåle for meget larm eller for mange mennesker samlet på et sted i længer tid af gange, da han ikke har de sammen frasorterings filtre i hjerne som vi andre, altså han få alle lyde og alle indtryk ind på engang. 

Vores hverdag er derfor meget påvirket af hans humør og sinds tilstand.

I hans dårlige perioder skal vi være over ham konstant, hvilket gør at vi er utrolig brugte psykisk, når han endelig falder til ro. Og det er desværre med til at vi ikke har meget overskud tilbage til hans storesøster eller min mands datter der kommer hveranden weekend.

Valget om aflastning, har vi tage på baggrund af overstående, både så vi kan få pustet ud, men og så at storesøster kan få et pusterum, samt hun kan være i fokus de dage han vil være afsted, da det ikke altid er nemt at være store søster til en dreng som Simon. Men også for at vi kan få lov til at pleje vores ægteskab, da der hverken er tid eller overskud til det i hverdagen. Men ikke mindst vil aflastningen også blive et fristed for Simon, et sted hvor han ikke vil have alle dagligdags problemerne af kæmpe med og et sted hvor han vil være blandt lige sindet, som vil kunne acceptere ham for den han er.
Pga. Simons vanskligheder, er han svær at få passet bare et par timer og det ender desværre tit med at det er Simon der er det eneste barn der er tilbage i bilden når de andre er afleveret, til bedste forældre, kammerater, eller på weekend hos far(storesøster), da der ikke rigtigt er nogen fra familien, eller vennekredsen, der har overkud til at tage ham eller kan forstå hans måde at takle ting på eller hans være måde være på. Simon har desværre heller ikke haft meget lidt kontakt til hans far efter hans far valgte at flytte over til hans nye samlever, på sjælland. Hans fars nye tilværelse, har også bragt problemer i forhold til Simons vanskligheder, da fars nye samlever have 5 børn i forvejen og har nu nummer fået nr. 6 med Simons far. De bor ikke i et særligt stort hus og der er derfor ikke mulighed for at Simon vil kunne trække sig tilbage for larm og indtryk, og situationen er desværre også sådan at hverken far eller fars samlever er, villige eller interesseret i af indrette sig efter Simons vanskligheder, da de ikke mere at Simon fejler andet end at han er en dreng med god krudt i R....! Og der vil derfor ikke blive meget kontakt mellem dem før at de er indstillet på at tage hensyn til Simon.. Og på den baggrund ligger vi også i strid med dem i statsforvaltningen.
Derfor har vi også Simon på fuldtid.

Håber det har givet dig nogle svar og puha hvor blev det langt

Vi har Kim på 16 år som er autist, og han er i aflastning hver mandag - med overnatning til tirsdag. Det foregår hos en pædagog fra sfo'en som han har kendt siden han var 6 år gammel - og det er vist efterhånden lige så meget for hendes skyld at han stadig kommer

Jeg lærte jo først Kim at kende da han var 8-9 år gammel, og kender derfor ikke baggrunden for at vælge aflastning til ham, men i den tid de har boet hos os, har det været for Kims skyld. Han elsker ro og regelmæssighed - og hos os hersker larm og kaos, så han nyder at være i centrum og få en masse opmærksomhed.

Vi går i stedet med nogle overvejelser i forhold til evt. at tilvælge weekend-aflastning på et bosted. Ikke for at vi skal aflastes, men for at han skal skabe nogle sociale relationer til nogle på han egen alder - han skal til at have et voksenliv.....og løsrives lidt mere fra os herhjemme, men det føles virkelig forkert at sende ham væk - så jeg kan sagtens forstå jeres dilemma.

 

Min store søn har været i aflastning i snart 5 år og det har været fantastisk.

Godt nok er min aflastning mine forældre, men hold da op en ro det gav os hjemme at han fik et afbræk i ugen og jeg fik mulighed for at puste ud.

Det gav en helt anden dreng og konflikterne blev væsentlig mindsket.
Hos mine forældre fik han yogatime af en der havde arbejdet med handicappede før og også det har betydet en enorm forandring for ham. Han fandt en indre ro, og i takt med han lærte at mærke sig selv og sine følelser = bedre selvkontrol, steg hans selvtillid.
Det har haft indflydelse på indlæring, interesser, koncentration og hans sociale relationer.

Han er stadig hos mine forældre en gang om ugen og mine forældre har et helt unikt forhold til ham . men der er stor forskel på om han er der i aflastning eller som barnebarn! de forskellige regler har han intet problem med og han bliver da også kræset om når han er der.

Dengang jeg skulle beslutte det, var det et spørgsmål om, at endten fik jeg et pusterum/afbræk eller også endte vi begge på den lukkede.

At have et psykisk handicappet barn er sindsygt hårdt og at lade op og få overskud er langt bedre for barnet, end at man konstant har dårlig samvittighed, skal være på mærkerne og alt skal planlægges - det dræner virkelig meget energi.

Så smid den dårlige samvittighed væk, det handler jo om, at i som familie skal kunne fungere - ikke kun jeres søn.

:-) Sisse

JA, Jeg ville ogsaa fole det som en falliterklaering! Saadan er mange modre nu engang indrettet - helst klare det SELV uanset hvad, men i realiteten hvis det fungere med lidt aflastning saa betyder det intet hvad folk taenker om en. Paa det punkt er jeg ret ligeglad. Held og lykke med det. Efter sidste laege besog er vores guldklump udenfor 'autisme fare zonen' saa det var en STOR lettelse. Jeg maa sige jeg var lettet for nu til dags er der mange der har autism i forskellige grader og det er haardt for familien.

Nu har jeg lige vaeret inde paa det link og hvor ser der skont ud. JEG kunne godt taenke mig at komme paa ferie der paa bornholm eller sende guldklumpen derhen naar han er storre

Miamaja skriver:

JA, Jeg ville ogsaa fole det som en falliterklaering! Saadan er mange modre nu engang indrettet - helst klare det SELV uanset hvad, men i realiteten hvis det fungere med lidt aflastning saa betyder det intet hvad folk taenker om en. Paa det punkt er jeg ret ligeglad. Held og lykke med det. Efter sidste laege besog er vores guldklump udenfor 'autisme fare zonen' saa det var en STOR lettelse. Jeg maa sige jeg var lettet for nu til dags er der mange der har autism i forskellige grader og det er haardt for familien.

Nu har jeg lige vaeret inde paa det link og hvor ser der skont ud. JEG kunne godt taenke mig at komme paa ferie der paa bornholm eller sende guldklumpen derhen naar han er storre

JA, der er mange. 1 ud af 150 børn får diagnosen, og jeg har to.

Det er altså ikke for at gøre dig nervøs eller noget, men f.eks. Aspergers som også er autisme opdager man først typisk fra 7-8 års alderen og opefter.

Vi har ikke aflastning til vores børn, men hvis vi en dag fik behovet, ville jeg nok føle som trådstarter. Men som Miamaja er inde på, at det er en helt almindelig følelse, når man er mor. Dem jeg kender, der har aflastning er superglade for det fordi der bliver mere overskud til barnet med handicappet og resten af familien.

Takker for at i ville dele jeres aflastnings erfaringer med mig og ja det er rat at se at vi ikke er de eneste med et barn, med specielle behov der søger lidt aflastning uden for hjemmet fire vægge

Glemte liiiige at sige.. man kan godt sige jeg har 'aflastning' om noget tid. Ok det er ikke rigtig aflastning men det tager jeg det som Da guldklumpen skal begynde i preschool 2 halve dage om ugen. tror han og jeg vil elske det lige meget. tror nemlig det er lidt nemmere at lege 2 aarig sammen med en 2aarig hvis man er 2 aar hehe