Jeg ved virkelig ik hvordan jeg kan blive ved....(lang)

Svenne skriver:

Åh, hvor frygteligt! Du må have det forfærdeligt.

Du må endelig ikke have dårlig samvittighed over aborten - selvfølgelig skulle du ikke have barn med en voldtægtsmand.

Det er rigtig ærgerligt, du ikke havde nogen til at støtte dig gennem den svære tid.

Jeg synes, du skal kontakte en psykolog (evt. gennem din læge), så du kan bearbejdet alle tankerne. Det er ikke noget, man kan klare selv.

Masser af knus til dig.

tror også jeg ska have taget mig sammen til at få en henvisning til en psykolog...

 

tak for knus :-)

Anja.t skriver:

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive, men du får lige et kram fra mig

tak 

Anonym skriver:

Min dybeste sympati - sikken en forfærdelig oplevelse.

Må tilslutte mig svennes råd om psykolog - Og medgive at SELVFØLGELIG skulle du ikke have et barn med en voldtægtsmand.

Ved at det er en ringe trøst, men du er (desværre) ikke alene med din oplevelse.
Min elskede venindes første seksuelle oplevelse lignede din - bortset fra at det var en drug-rape og det var en hun kendte. Hun blev desværre også gravid, som 14-15 årig. Hun valgte også aborten, men det bringer selvfølgelig tanker frem, nu man står som 28 årig og lige er begyndt pb med kæresten...

nej er dsv ikke alene, de mænd der udsætter kvinder/børn for sådanne overgreb, ja jeg vil slet ik beskrive hvad de sku udsættes for..

Masig skriver:

Puha, ved slet ikke hvad jeg skal sige, det må være så forfærdeligt for dig... Jeg er virkelig ked af på dine vegne at du ikke havde noget at støtte dig til og tale med, men kan godt forstå du holdt det for dig selv.... Desværre tror jeg bare ikke man er i stand til som menneske at rumme den slags helt alene, jeg synes du skal tage en snak med din læge om du kan få en henvisning til en psykolog, for den smerte du føler vil jo ikke bare forsvinde af sig selv uden du får den bearbejdet og det skal man jo som regel have hjælp til...

jeg håber virkelig for dig du får støtte og hjælp og kan komme videre med dit liv uden at skulle være så påvirket af den hændelse...

sådan en mand burde simpelthen have skåret en vis legemsdel af med en sløv kniv!!!! At man har samvittighed til at ødelægge et andet menneskes liv på den måde..... 

stort kram og alle varme tanker herfra 

du har fuldstændig ret, men kan ikke rumme det som menneske uden at få det bearbejdet..  eller jeg kan hvertfald ikke - tror dsv at det har ødelagt nogle ting mit liv 

 

Anonym skriver:

Hejsa.. 

Hmm, jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil med dette indlæg, men jeg ved heller ik helt hvordan jeg ska blive ved med at rumme  min hemmelighed... 

For 13 år siden, hvade jeg taget springet, var flyttet til en større by 150 km hjemme fra, var en stille pige som ikke rigtig have haft en kæreste, var jomfrue og havde mine faste venner som jeg brugte meget tid med. 

Det gik fint, jeg boede sammen med 3 andre, som var modsat mig, min de blev nogle fantastiske venner.. vi tog ofte i byen, enten bare på cafe, eller andre steder... 

En aften vi var afsted havde vi spillet dart og bare hygget os, havde fået et par enklte øl, og det var det... Ville til og hjem, så sagde farvel til de andre.Der var 500 m til bussen, jeg går og nyder det gode vejr og er glad. Lige med et får jeg en arm omkring halsen, og bliver trukket ind i en smøge, bliver væltet omkuld og holdt for munden. 

jeg kæmper en kamp, men min krop er svag, jeg kan ikke komme fri, han får flået mine strømpebukser af, jeg prøver at skrige, men der komme ingen lyd. Han gør det, han gør det jeg altid har frygtet, han voldtager mig, og giver mig et spark i siden da han er færdig. 

kommer lynhurtig på benene, og li da jeg kommer ud af smøgen kommer en taxa, den får jeg fat i, og siger uden tåre, hvor jeg ska hen. Taxachauførren (staves)  holder ind og spørger om jeg har brug for hjælp, om vi ska omkring hospitalet, siger alt er okay. han spørger gentagende gange, men benægter. alt er OK. jeg er ikke i min krop, jeg er ikke tilstede... kommer hjem og går i bad, og står der resten af natten. den næste uges tid er jeg syg, er bare inde under dynen, sover, går i bad, og sover. 

forsøger at komme vidre, siger intet til nogle, går bare med det selv. får endnu en mavepuster da min mens udbliver, - tager en test og 2 røde streger kommer... Her slår det mig, jeg gør det, jeg kan ikke komme igennem dette, jeg tager mig liv. Det er slut. 

Om natten har jeg en underlig drøm, det er min bedstefar som holder om mig, han vugger mig fra side til side, og siger jeg passer på dig, kigger ned til dig hver dag, og det vil jeg blive ved med. 

Får ringet til lægen, bilder ham en løgn ind, og jeg får en tid til en abort - noget jeg ALDRIG trode jeg skulle igennem - med det skulle jeg, alene!

Der gik 10 år inden jeg fortalte nogle jeg var blevet voldtaget, og  det er den værste besluttning jeg tog den gang - at jeg intet sagde til nogle. 

Den dag i dag, er der ingen der ved at jeg kunne ha været mor til et barn på 13 år... det gør så ondt, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op.. 

har så mange tanker, følelser, had, jeg ved ikke hvad jeg skal gør med... 

undskyld det blev langt, rodet og træls... 

 

tak fordi du læste med... og som skrevet, ved ik hvad jeg vil med dette.. 

puha, fik helt kuldegysninger
kan kun sende dig et fro ved ikke hvad jeg skal skrive

tarkoflen skriver:

Jeg kan godt forstå, at der er en masse tanker, der bliver ved med at dukke op, når du ikke har fået bearbejdet det overgreb du har været udsat for, og den sorg, det må føre med sig at få en abort, selvom barnet ikke er ønsket! Men det var den eneste løsning for dig på det tidspunkt! Hvis du havde fået det barn, ville du for altid skulle se på din voldtægtsmand og det ville ikke været godt for hverken dig eller barnet! Et barn skal laves i kærlighed og det er et barn undfanget under en voldtægt ikke.

Jeg håber du har nogle, du kan snakke med om det der er sket dig, så du ikke skal gå med det selv? Og så tror jeg, at en psykolog ville være rigtig god for dig, så du kan få lagt din skam og skyld fra dig.

Kæmpe

har en rigtig go veninde som ved hvad jeg har været udsat for, hvertfald voldtægten... men det er bare så svært for mig at snakke om, så tror der ska en psykolog til for at få gang i det.. 

 

LilleLene skriver:

puha, fik helt kuldegysninger
kan kun sende dig et fro ved ikke hvad jeg skal skrive

mange tak skal du have :-)

Anonym skriver:

Hejsa.. 

Hmm, jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil med dette indlæg, men jeg ved heller ik helt hvordan jeg ska blive ved med at rumme  min hemmelighed... 

For 13 år siden, hvade jeg taget springet, var flyttet til en større by 150 km hjemme fra, var en stille pige som ikke rigtig have haft en kæreste, var jomfrue og havde mine faste venner som jeg brugte meget tid med. 

Det gik fint, jeg boede sammen med 3 andre, som var modsat mig, min de blev nogle fantastiske venner.. vi tog ofte i byen, enten bare på cafe, eller andre steder... 

En aften vi var afsted havde vi spillet dart og bare hygget os, havde fået et par enklte øl, og det var det... Ville til og hjem, så sagde farvel til de andre.Der var 500 m til bussen, jeg går og nyder det gode vejr og er glad. Lige med et får jeg en arm omkring halsen, og bliver trukket ind i en smøge, bliver væltet omkuld og holdt for munden. 

jeg kæmper en kamp, men min krop er svag, jeg kan ikke komme fri, han får flået mine strømpebukser af, jeg prøver at skrige, men der komme ingen lyd. Han gør det, han gør det jeg altid har frygtet, han voldtager mig, og giver mig et spark i siden da han er færdig. 

kommer lynhurtig på benene, og li da jeg kommer ud af smøgen kommer en taxa, den får jeg fat i, og siger uden tåre, hvor jeg ska hen. Taxachauførren (staves)  holder ind og spørger om jeg har brug for hjælp, om vi ska omkring hospitalet, siger alt er okay. han spørger gentagende gange, men benægter. alt er OK. jeg er ikke i min krop, jeg er ikke tilstede... kommer hjem og går i bad, og står der resten af natten. den næste uges tid er jeg syg, er bare inde under dynen, sover, går i bad, og sover. 

forsøger at komme vidre, siger intet til nogle, går bare med det selv. får endnu en mavepuster da min mens udbliver, - tager en test og 2 røde streger kommer... Her slår det mig, jeg gør det, jeg kan ikke komme igennem dette, jeg tager mig liv. Det er slut. 

Om natten har jeg en underlig drøm, det er min bedstefar som holder om mig, han vugger mig fra side til side, og siger jeg passer på dig, kigger ned til dig hver dag, og det vil jeg blive ved med. 

Får ringet til lægen, bilder ham en løgn ind, og jeg får en tid til en abort - noget jeg ALDRIG trode jeg skulle igennem - med det skulle jeg, alene!

Der gik 10 år inden jeg fortalte nogle jeg var blevet voldtaget, og  det er den værste besluttning jeg tog den gang - at jeg intet sagde til nogle. 

Den dag i dag, er der ingen der ved at jeg kunne ha været mor til et barn på 13 år... det gør så ondt, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op.. 

har så mange tanker, følelser, had, jeg ved ikke hvad jeg skal gør med... 

undskyld det blev langt, rodet og træls... 

 

tak fordi du læste med... og som skrevet, ved ik hvad jeg vil med dette.. 

Puha! Sikke en hård tid du er/har været i.

Det er så modbydeligt, at nogle mener de kan forbryde sig mod en pige/kvinde på den måde. Alle kvinder burde have ret til at bestemme over egen krop og hvem de vil dele sig med!
Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal skrive, andet end, at du måske kunne have godt af en terapeut? Det må være nogle svære tanker/minder at leve med

Håber du kommer godt ud på den anden side og mærker dit eget værd
Du gjorde det rigtige for dig selv ved at få en abort. Ingen kvinde burde opleve det, du har været igennem.

til dig. Der er lys forude!

Anonym skriver:

Hejsa.. 

Hmm, jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil med dette indlæg, men jeg ved heller ik helt hvordan jeg ska blive ved med at rumme  min hemmelighed... 

For 13 år siden, hvade jeg taget springet, var flyttet til en større by 150 km hjemme fra, var en stille pige som ikke rigtig have haft en kæreste, var jomfrue og havde mine faste venner som jeg brugte meget tid med. 

Det gik fint, jeg boede sammen med 3 andre, som var modsat mig, min de blev nogle fantastiske venner.. vi tog ofte i byen, enten bare på cafe, eller andre steder... 

En aften vi var afsted havde vi spillet dart og bare hygget os, havde fået et par enklte øl, og det var det... Ville til og hjem, så sagde farvel til de andre.Der var 500 m til bussen, jeg går og nyder det gode vejr og er glad. Lige med et får jeg en arm omkring halsen, og bliver trukket ind i en smøge, bliver væltet omkuld og holdt for munden. 

jeg kæmper en kamp, men min krop er svag, jeg kan ikke komme fri, han får flået mine strømpebukser af, jeg prøver at skrige, men der komme ingen lyd. Han gør det, han gør det jeg altid har frygtet, han voldtager mig, og giver mig et spark i siden da han er færdig. 

kommer lynhurtig på benene, og li da jeg kommer ud af smøgen kommer en taxa, den får jeg fat i, og siger uden tåre, hvor jeg ska hen. Taxachauførren (staves)  holder ind og spørger om jeg har brug for hjælp, om vi ska omkring hospitalet, siger alt er okay. han spørger gentagende gange, men benægter. alt er OK. jeg er ikke i min krop, jeg er ikke tilstede... kommer hjem og går i bad, og står der resten af natten. den næste uges tid er jeg syg, er bare inde under dynen, sover, går i bad, og sover. 

forsøger at komme vidre, siger intet til nogle, går bare med det selv. får endnu en mavepuster da min mens udbliver, - tager en test og 2 røde streger kommer... Her slår det mig, jeg gør det, jeg kan ikke komme igennem dette, jeg tager mig liv. Det er slut. 

Om natten har jeg en underlig drøm, det er min bedstefar som holder om mig, han vugger mig fra side til side, og siger jeg passer på dig, kigger ned til dig hver dag, og det vil jeg blive ved med. 

Får ringet til lægen, bilder ham en løgn ind, og jeg får en tid til en abort - noget jeg ALDRIG trode jeg skulle igennem - med det skulle jeg, alene!

Der gik 10 år inden jeg fortalte nogle jeg var blevet voldtaget, og  det er den værste besluttning jeg tog den gang - at jeg intet sagde til nogle. 

Den dag i dag, er der ingen der ved at jeg kunne ha været mor til et barn på 13 år... det gør så ondt, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal stille op.. 

har så mange tanker, følelser, had, jeg ved ikke hvad jeg skal gør med... 

undskyld det blev langt, rodet og træls... 

 

tak fordi du læste med... og som skrevet, ved ik hvad jeg vil med dette.. 

får helt ondt i maven

Den måde du reagerede på er helt naturlig... det er noget hjernen gør for at beskytte dig imod dig selv... du skal ikke bebrejde dig selv at du ikke tog på skadestuen-politiet..for de fleste gør nok som dig.

Du er stærk - for du er her endnu. Ingen voldtægtsmand skal få dig ned med nakken, men det er okay at søge hjælp til den skam du har pålagt dig selv... der er meget skyld der ikke skal tynge dig.

Hvis du ikke har råd til proff hjælp, så snak det ud med venner... snak snak snak... du vil opleve at jo flere gange du siger det højt, jo mere indser du at det ikke er dig der har fejlet.

Mht aborten, så havde jeg gjort det samme... ved godt at det selvfølgelig ikke er barnets skyld. Men jeg havde gjort det samme.

Håber du får mod på at leve livet som alle andre - du fortjener det!

Hvis du har brug for at snakke, så smid en privat besked - jeg skal nok holde kæft om din identitet.