"Det fantastiske liv"
Hej Christin
Jeg er en kvinde i 30'erne som søger et godt råd på livets fremtidige vej. Jeg har altid følt mig lidt som en ener, særling eller hvad man nu kalder det. Meget kort fortalt er jeg vokset op i et hjem med en depressiv mor, der efter to skilsmisser fra voldelige ægtemænd, deriblandt min far som også var alkoholiker, led meget af angst og brugte mig som sparringspartner og lærte mig meget om at livet var farefuldt og man ikke skulle have tillid til andre. Dog skal siges min mor var kærlig og omsorgsfuld og gjorde sit bedste og jeg har haft en ganske fin barndom selvom vi havde mange udfordringer og en meget svær økonomi. I skolen var jeg dog altid dårligt stillet. Hvadenten det var i idræt eller socialt blev jeg mobbet af både lærere og elever og endte da også i kontanthjælpssytemet som voksen og har gået til en fantastisk psykolog som hjalp mig via kognitiv terapi.
I dag har jeg et fantastisk liv synes jeg selv. Jeg havde aldrig drømt om at jeg ville få liv som det jeg har nu og det overstiger alle forventningerne jeg aldrig har haft. Jeg lever i en kernefamilie med en mand der støtter mig i alt og har tre helt vidunderlige børn som jeg vil gøre alt for at få en tryg og normal barndom så de kan blive hele, stærke og selvstændige mennesker. For halvandet år siden fik jeg taget min bacheloruddannelse på revalidering. Noget jeg aldrig havde troet skulle lykkes for mig, men det gjorde det og det er jeg systemet og samfundet meget taknemmelig for. Men lidt af en særling vil jeg jo nok altid være. Jeg er og bliver aldrig god til at være social. Foretrækker alenetid med mig selv eller at være sammen med mine børn. Jeg savner fx ikke selskab af venninder, synes ikke det er spænende at gå i biografen eller restaurant, har ikke lyst til at komme ud og rejse overhovedet eller nogensinde, vil ikke have kørekort osv. Jeg drømmer ikke om ret mange ting andet end det jeg har nu. Mit eneste mål er at få et arbejde når jeg ikke længere går hjemme med det yngste barn på barsel for et arbejde har jeg jo aldrig riigtig haft. Jo i min studiepraktikker men ellers ikke rigtig. Det er der jeg bliver nervøs. For er vildt bange for at jeg kan det der skal til og jeg mangler troen på mig selv. At jeg kan noget og har noget at tilbyde på en arbejdsplads. Mine studiepraktikker gik godt og jeg er enormt pligtopfydende og selvom jeg hver dag havde lyst til ikke at møde op næste dag fordi det hele var så skræmmende, så gjorde jeg det for vil ikke give op. Det var så hårdt psykisk, men en kæmpe sejr at vinde over sig selv. Men er bekymret. For mit selvværd er ikke det bedste jeg har og bliver det nok ikke rigtig, selvom jeg har fået mere selvtillid med årene også pga børnene som har brug for en stærk mor der kan tage sit fulde ansvar for dem. Men på en arbejdsplads. Hvordan finder jeg styrken til at skrive en ansøgning der fortæller jeg kan noget og dernæst varetager jeg et job der kræver jeg tror på at jeg træffer de rette valg og stoler på at det kan jeg godt? Jeg vil så gerne give noget tilbage til det samfund der har hjulpet mig videre i livet samt være den bedste rollemodel for mine børn så de får den bedste start på livet og jeg forventer af mig selv at jeg skal blive god til det jeg laver for jeg ved jo jeg kan hvis jeg vil. Skal i øvrigt siges jeg er uddannet pædagog, så det sociale aspekt er jo også en udfordring der ,men jeg elsker faget og det har været den helt rigtige uddannelse for mig. Men hvad kan jeg gøre for at hjælpe mig selv og samtidigt synes det er ok jeg er lidt anderledes og acceptere det og ikke tro det er bedre hvis jeg var som andre? For det er jo ikke det jeg vil. Jeg vil bare kunne klare mig ude i livet i et arbejde og ellers leve mit liv med de værdier jeg har i mit liv og elsker jo mit liv som det er fordi det er lige præcis sådan jeg gerne vil leve? håber det giver lidt mening, det kan være svært helt at præcisere problematikken i et brev.
Tak for svar. Mange venlige hilsner Christina
Christins svar
Tusinde tak for dit meget åbne og ligefremme brev.
Sikke en rejse du har været på, jeg er fuld af beundring og jeg er sikker på at det er opmuntrende læsning for mange. Mange tak.
Jeg vil forsøge at svare på dit spørgsmål ud fra min synsvinkel.
Du er allerede kommet utrolig langt.
For mig at se er der nu to skridt som kunne være gavnlige for dig.
For det første, at fortsætte det spor omkring accept, som du allerede er i gang med. Virkelig at acceptere dig, som du er. Det er kernen i mindfulness at det blik vi ser med, (på os selv, andre og alle situationer og omstændigheder),ikke bare handler om en rå opmærksomhed, men at det er et venligt, medfølende, nænsomt blik. Det er et blik der tillader tingene at være som de er. Et blik der omfavner og medlemsgør' hele dig. Sådan som din natur er, som dine følelser og din indre stemning er. Der findes mange bøger om accept. Prøv at lede efter noget inden for mindfulness. Du er velkommen til at se på min hjemmeside under bøger jeg anbefaler
http://christinilleborg.dk/baseret-kognitiv-terapi /ressourcer/(Anna Kåver: At Leve et Liv, Ikke vinde en Krig. Pema Chödrön:
Veje til frygtløshed)
Den anden ting kunne være at prøve at vende nogle af de side af dig, du ikke helt har fundet fred med (mest over for andre), altså vende de evner rundt. Når vi synes vi har dårlig selvværd, kan det være brugbart at finde vores styrker frem, og se på dem med nye øjne.
Det kan være godt at gøre det med en god ven eller hos en terapeut, der kan få dig på gled.
Du kan som eksempel stille dig selv spørgsmål som: Hvad skal man være god til, når man kan lide at være meget hjemme hos sine børn og ikke gå så meget ud? - Måske: at være omsorgsfuld, stabil, selvkørende, god til at beskæftige sig selv, kan lide sit eget selskab, hviler i sig selv, vedholdende, engageret, lyttende, selvstændig osv.
Kan du se hvor jeg vil hen?
Alt det du ikke tror er godt, set med andres øjne, prøv at se hvad det gode er ved det.
Jeg tænker, at ved lige præcis at have haft den barndom du har, har du lært noget som kan være meget gavnligt for andre, som du kan give videre. Du skal bare lige have øje på det
Din anderledeshed er en af dine helt store styrker, og du skal lære at holde af den som din største skat, men du skal også dele ud af den når du har fået øje på det.
Dette arbejde med at få øje på alt det vi helst ikke vil være, eller som andre ikke må opdage om os, kaldes også skygge arbejde. Der ligger så meget guld gemt i vores skygger, der fortjener at komme frem i lyset.
Held og lykke
Du er velkommen til at kontakte mig igen.
Kærlig hilsen
Christin
Christin tilbyder både individuelle samtaler og træningshold for stress- og depressions ramte baseret på mindfulness, hun underviser også spiseforstyrrede i mindful spisning. Derudover underviser hun i yoga.
Se Christins hjemmeside: ChristinIlleborg.dk
