Igår, da Bastian var så uheldig at brække sin arm skulle vi jo selvfølgelig på skadestuen.
Vi kørte stille og roligt i min fars bus, og på et tidspunkt var der rimelig stille.
Pludselig siger Bastian, sådan småhulkende, og med våde øjne, stirrende lige frem for sig: "Tænk hvis det bare havde været en drøm. Så ville jeg slet ikke have brækket armen rigtigt"....
Det var svært at undgå at smile lidt, men det var virkelig en tragikomisk lille ting der kom ud af ham der. Og jo ganske sand.
Lidt senere, da vi sad i venteværelset, efter vi havde fået taget røntgen, sidder han og ser tegnefilm. Ind i mellem snæfter han lidt i sådan 15 sekunder, og jeg nusser ham selvfølgelig lidt i håret.
Pludselig den ene gang siger han: "Vil du ikke godt, hulk, være sød, hulk, at lade være, hulk, med det der, hulk, lige nu"...
Jeg blev helt paf, men kender godt selv til det at man ikek akn tåle berøring når man har ondt, også selvom det sker et helt andet sted på kroppen. Så jeg sagde selvfølgelig at jo, jeg skulle nok lade være at røre ham lige nu.
Lidt senere sker egentlig det samme scenarie. Bastian ser tegnefilm, og kommer til at småhulke nogle sekunder, og jeg reagerer straks ved at nusse ham i håret, hvor på Bastian STRAKS holder op med at græde, og i stedet meget bestemt siger "Sagde jeg ikke lige du skulle lade være med det der!".
Øjs, jow skat, undskyld...... Sad næsten på mine hænder resten af tiden, af frygt for at komme til at trøste på min søn 
Da vi var færdige på sygehuset, og kørte hjem igen, kom morfar i tanke om at vi havde glemt at spise et bus-tur-bolsje. Bastian var lige så overrasket over forglemmelsen, og ventede spændt på bøtten blev åbnet. Han stak hånden ned i bøtten, og tog den så op igen med beskeden at han altså ikke ville have bolsjer før hans hånd var færdig med at være brækket.... Han blev lidt forundret da han fik besked på at det jo altså ville tage mindst 5 uger, men ville altså stadig alligevel ikke have et bolsje
I øvrigt blev vi formanet at man altså IKKE må kramme når man nu hans arm var brækket, så det skulle vi også vente med til den ikke længere var brækket.
Mens vi var der oppe, og da vi kom hjem, gik han i øvrigt meget op i, at fætteren i hvert fald ikke var den der var skyld i ulykken, det var helt sikkert Bastians egen skyld mente han. Fætteren, som var med i stuntet der skyldtes den brækkede arm, havde ellers siddet hjemme hos genboen (olde) i siddende foster stilling, og bare grædt og grædt og grædt, fordi han troede det var hans skyld.
Så det var jo meget betænksomt af Bastian, at fortælle fætteren, da vi kom hjem, at det i hvert fald ikke var hans skyld.
I øvrigt har jeg her hjemme idag, hørt de to drenge, Bastian og fætteren, gå og aftale, at fætteren måtte blive den første til at skrive på gipsen Så det må jeg huske at hjælpe til med at håndhæve.
Idag, da vi så sad og ventede håbefuldt, på at komme ind til operation, kommer sygeplejersken ind, og beder ham udpege, ud fra tegnede ansigter, hvor ondt han har. Ansigterne forestiller alt imellem glad og så trist at man slet ikke kan stoppe med at græde. Bastian vælger hurtigt den i midten, som er den hvor man har rigtig ondt, men ikke så ondt at man faktisk græder hele tiden. Det synes jeg var sejt, for betegnelsen som stod ud for tegningen, var nøjagtig sådan som jeg så Bastian, men fordi han er så sej, og "nægter" at græde i denne situation, frygtede jeg at lægerne ikke ville tro på han faktisk havde virkelig ondt, og var rigtig ømskindet. Men jo, han valgte nøjagtig det ansigt, som passede på den smerte jeg mente at læse på ham. Og det var vigtigt, for det billede han valgte, skulle afgøre om og hvor meget smertestillende de ville give ham.
