Bastian har grundigt brækket sin arm + guldkorn.....

Igår var der lidt panik her hjemme. Bastian legede i trampolin lidt sent på aftenen, sammen med min fætter som er ca. 13 år gammel. 
De vil så lave et eller andet smart stunt, som går ud på at Bastian springer over mod min fætter, som så skal gribe ham. Desværre var min stakkels fætter ikke fiks nok på hænderne, eller distraheret eller hvad ved jeg, og der sker det at han ikke griber Bastian. 
Bastian falder så (midt i trampolinen) uheldigt på sin arm, og den brækker. På det her tidspunkt er jeg indenfor hvor jeg sidder og syr. 
Jeg hører Bastian stikke i et panisk og meget smertefuldt hyl så jeg smider jo de ting jeg har, og er på vej til at rejse mig, idet min fætter kommer stormende ind, og råber "Maria skynd dig og kom nu brækkede hans arm, hans arm er brækket!!!!!"

så jeg får selvfølgelig virkelig noget mere fart på og stæser ud til Bastian, som løber vildt omkring sig selv, alt imens han holder fast midt på sin underarm. 

Ofte er det jo sådan at børn skriger og tror armene er brækket ved et slag (han er 6 år gammel) men jeg var på lyden af begge børn ikke i tvivl om at noget i hvert fald var mere alvorligt end det plejer at være. 

Jeg får fanget Bastian, og får ham snakket så meget til ro, at han kan stå stille længe nok til jeg kan se armen som I DEN GRAD er brækket. 

På armen er der til den ene side en STOR bule ud, så der var aboslut ingen tvivl om at den ER brækket, og jeg samler Bastian op som i liggende vuggestilling, for ikke at forstyrre armen og den måde han selv formår at holde den på. 
Jeg skynder mig ind til min far (naboen) og råber op ad trappen om han er hjemme, hvilket han ikke er. Han er godt 5 km væk her fra, men fars kæreste ringer ham dog hjem omgående. 
Han kommer næsten med det samme, da det viser sig han heldigvis allerede sad i bilen. 

Her hjemme får min far lige fikset en slynge af en gammel stofble, så Bastian kan slippe for at holde hele vægten af sin arm, og det virker heldigvis. Imens får jeg snuppet mine ting. 
Bastian er SÅDAN EN SEJ UNGE så der går han allerede i ro og mag, og venter på at vi skal køre (alt sker altså på under 10 minutter), så jeg kan nå over til genboen (min farmor) hvor min fætter sidder og er rigtig ked af det. 
Jeg fik faktisk næsten mere ondt af den store dreng. Han sad med knugede hænder og trykkede sig selv for brystet og vuggede lidt og bare græd og græd og græd, fordi han var sikker på det var hans skyld. Så jeg er glad for jeg nåede at snakke med ham inden vi kørte, så jeg kunne nå at sige at det i hvert fald ikke var hans skyld, og at INGEN var vrede på ham. Selv Bastian, med sin brækkede arm i slynge nåede at sige at det jo ikke var fætters skyld. 

Årh de stakkels unger altså. 

Nåh, ind i bilen, afsted med os i morfars bus (jeg synes det var lige vildt nok at ringe efter en ambulance for en brækket arm, når vi bor så mange mennesker med bil her). Vi ankommer til skadestuen i Frederikssund, og de kigger hurtigt på armen og sender os omgående til røntgen. 

Efter det første billede kigger damen på mig og siger med en sørgelig mine at det har han virkelig gjort grundigt, hvorefter hun tager endnu et billede fra en anden vinkel. 
Jeg får ikke billederne at se.

Tilbage på skadestuen sad vi alligevel et godt stykke tid uden smertebehandling, ud over slyngen, og Bastian piber kun sporadisk i små 15 sekunder. Resten af tiden ser han tegnefilm og drikker cola. 

Vi bliver kaldt ind, og lægen viser os røntgenbillederne.....

Der gisper jeg altså lige en gang igen, for det viser sig at Bastian har brækket BEGGE knoglerne i underarmen, næsten nøjagtigt på midten. Hvilket altså betyder, at hvis ikke Bastian selv havde holdt fast i sin arm, var den faktisk bare faldet ned. Så det forklarer jo hvorfor han HELT bestemt troede på at den var ved at falde af tidligere da vi gerne ville have lov at se den. 

Hold nu kæft han er altså sej den dreng. Jeg tror han græd 3 minutter i starten, og han har altså SELV samlet sin arm op fra en virkelig grim vinkel, og er SELV kravlet ud af trampolinen, med sin brækkede arm holdt på plads af ham selv, og han ville IKKE sidde på skødet eller nusses eller noget som helst. Han ville hellere holde fast i den arm, og bare bevæge sig omkring. 6 år gammel siger jeg bare... Jeg ville selv have troet jeg skulle dø hvis det var sket for mig. 

Lægerne putter så en skinne på uden på armen, og forbinder den efterfølgende med gage. Altså er armen kun pakket ind på oversiden. Og vi bliver sendt HJEM med besked om at der ikke er tid til at operere på Hillerød, så vi skal køre derop imorgen (idag altså).

Vi blvir så ringet op til formiddag, efter selvfælgelig stort set slet ikke at have sovet, at de heller ikke kan operere idag, men vi skal komme imorgen, altså, over et døgn efter skaden er sket, og stadig uden armen er sat på plads...... :S 

Jeg får protesteret lidt på Bastians vegne, og vi bliver så bedt om at komme ind, og vente, og håbe på at vi kan blive klemt ind som akut tilfælde. 
Vi bliver indlagt på børneafdelingen klokken 12, og bliver sendt hjem igen klokken 18, stadig ingen operation til min seje Bassemand.....

Så altså, her sidder vi så, hjemme i stuen, stadig med et styks brækket arm i midlertidig forbinding og slynge, og håber håber HÅBER at ingen vil få styrtblødningen eller sprængfarlig blindtarmsbetændelse imorgen, for det vil betyde at Bastians plads som nummer 2 til operation imorgen, vil blive rykket endnu engang. 

Så pleeeeease folkens. vil i ikke nok være rigtig venlige at pakke jer selv og jers børn ind i både vat og bobleplast ind til imorgen eftermiddag? Bare så min lille seje gut kan få sat sin arm på plads og i en ordentlig gips, så han kan blive smertefri igen....  
By the way, den ene knogle sidder stadig forskudt, og trykker altså ud på huden indefra.... Det er mig ubegribeligt hvordan han kan holde hovedet så koldt..... 

Det skal nævnes til historien måske, at Bastian altid har kunnet tales ud af panik. Man skal ligesom bare bede ham lige stoppe op, tage det roligt, og lytte. Så holder han vejret 3 sekunder, hvilket er længe nok til at trænge igennem, forbi, og over hans panik, så man kan snakke om hvad der er sket og hvad der videre skal ske. 
Jeg føler mig som en RAVNEMOR af VÆRSTE skuffe, når jeg står der og kigger på min 6 årige søn, som holder sin egen arm i rette vinkel, samtidig med jeg hører mig selv sige "prøv lige at stoppe med at græde, og hør hvad jeg siger til dig nu".... Det lyder så grimt, og ser endnu grimmere ud på skrift, men det er den eneste måde at komme igennem til ham på, og heldigvis virker det beroligende nok på ham til at han rent faktisk finder sin egen indre ro frem.... Og i øvrigt betyder det også at den voksne (mig) kan nøjes med at panikke inden i, og ikke udenpå.......
Personalet på begge sygehuse var meget benovede over hvilken ro han besad af sin alder og situationen taget i betragning... Og jeg som kender mins øn bedst, var faktisk også utroligt imponeret over ham.....

2 billeder fra igår. 1 med den hjemmelavede slynge, til røntgen, og 1 efter den midlertidige gips er lagt og vi er på vej ud til bussen igen.

Og så i øvrigt 4 billeder som min veninde og tro følgesvend tog idag da vi sad på taget af hillerød sygehus og osede i solen, og spillede spil med sten vi fandt der oppe......

mariamiss6 skriver:

Igår var der lidt panik her hjemme. Bastian legede i trampolin lidt sent på aftenen, sammen med min fætter som er ca. 13 år gammel. 
De vil så lave et eller andet smart stunt, som går ud på at Bastian springer over mod min fætter, som så skal gribe ham. Desværre var min stakkels fætter ikke fiks nok på hænderne, eller distraheret eller hvad ved jeg, og der sker det at han ikke griber Bastian. 
Bastian falder så (midt i trampolinen) uheldigt på sin arm, og den brækker. På det her tidspunkt er jeg indenfor hvor jeg sidder og syr. 
Jeg hører Bastian stikke i et panisk og meget smertefuldt hyl så jeg smider jo de ting jeg har, og er på vej til at rejse mig, idet min fætter kommer stormende ind, og råber "Maria skynd dig og kom nu brækkede hans arm, hans arm er brækket!!!!!"

så jeg får selvfølgelig virkelig noget mere fart på og stæser ud til Bastian, som løber vildt omkring sig selv, alt imens han holder fast midt på sin underarm. 

Ofte er det jo sådan at børn skriger og tror armene er brækket ved et slag (han er 6 år gammel) men jeg var på lyden af begge børn ikke i tvivl om at noget i hvert fald var mere alvorligt end det plejer at være. 

Jeg får fanget Bastian, og får ham snakket så meget til ro, at han kan stå stille længe nok til jeg kan se armen som I DEN GRAD er brækket. 

På armen er der til den ene side en STOR bule ud, så der var aboslut ingen tvivl om at den ER brækket, og jeg samler Bastian op som i liggende vuggestilling, for ikke at forstyrre armen og den måde han selv formår at holde den på. 
Jeg skynder mig ind til min far (naboen) og råber op ad trappen om han er hjemme, hvilket han ikke er. Han er godt 5 km væk her fra, men fars kæreste ringer ham dog hjem omgående. 
Han kommer næsten med det samme, da det viser sig han heldigvis allerede sad i bilen. 

Her hjemme får min far lige fikset en slynge af en gammel stofble, så Bastian kan slippe for at holde hele vægten af sin arm, og det virker heldigvis. Imens får jeg snuppet mine ting. 
Bastian er SÅDAN EN SEJ UNGE så der går han allerede i ro og mag, og venter på at vi skal køre (alt sker altså på under 10 minutter), så jeg kan nå over til genboen (min farmor) hvor min fætter sidder og er rigtig ked af det. 
Jeg fik faktisk næsten mere ondt af den store dreng. Han sad med knugede hænder og trykkede sig selv for brystet og vuggede lidt og bare græd og græd og græd, fordi han var sikker på det var hans skyld. Så jeg er glad for jeg nåede at snakke med ham inden vi kørte, så jeg kunne nå at sige at det i hvert fald ikke var hans skyld, og at INGEN var vrede på ham. Selv Bastian, med sin brækkede arm i slynge nåede at sige at det jo ikke var fætters skyld. 

Årh de stakkels unger altså. 

Nåh, ind i bilen, afsted med os i morfars bus (jeg synes det var lige vildt nok at ringe efter en ambulance for en brækket arm, når vi bor så mange mennesker med bil her). Vi ankommer til skadestuen i Frederikssund, og de kigger hurtigt på armen og sender os omgående til røntgen. 

Efter det første billede kigger damen på mig og siger med en sørgelig mine at det har han virkelig gjort grundigt, hvorefter hun tager endnu et billede fra en anden vinkel. 
Jeg får ikke billederne at se.

Tilbage på skadestuen sad vi alligevel et godt stykke tid uden smertebehandling, ud over slyngen, og Bastian piber kun sporadisk i små 15 sekunder. Resten af tiden ser han tegnefilm og drikker cola. 

Vi bliver kaldt ind, og lægen viser os røntgenbillederne.....

Der gisper jeg altså lige en gang igen, for det viser sig at Bastian har brækket BEGGE knoglerne i underarmen, næsten nøjagtigt på midten. Hvilket altså betyder, at hvis ikke Bastian selv havde holdt fast i sin arm, var den faktisk bare faldet ned. Så det forklarer jo hvorfor han HELT bestemt troede på at den var ved at falde af tidligere da vi gerne ville have lov at se den. 

Hold nu kæft han er altså sej den dreng. Jeg tror han græd 3 minutter i starten, og han har altså SELV samlet sin arm op fra en virkelig grim vinkel, og er SELV kravlet ud af trampolinen, med sin brækkede arm holdt på plads af ham selv, og han ville IKKE sidde på skødet eller nusses eller noget som helst. Han ville hellere holde fast i den arm, og bare bevæge sig omkring. 6 år gammel siger jeg bare... Jeg ville selv have troet jeg skulle dø hvis det var sket for mig. 

Lægerne putter så en skinne på uden på armen, og forbinder den efterfølgende med gage. Altså er armen kun pakket ind på oversiden. Og vi bliver sendt HJEM med besked om at der ikke er tid til at operere på Hillerød, så vi skal køre derop imorgen (idag altså).

Vi blvir så ringet op til formiddag, efter selvfælgelig stort set slet ikke at have sovet, at de heller ikke kan operere idag, men vi skal komme imorgen, altså, over et døgn efter skaden er sket, og stadig uden armen er sat på plads......  

Jeg får protesteret lidt på Bastians vegne, og vi bliver så bedt om at komme ind, og vente, og håbe på at vi kan blive klemt ind som akut tilfælde. 
Vi bliver indlagt på børneafdelingen klokken 12, og bliver sendt hjem igen klokken 18, stadig ingen operation til min seje Bassemand.....

Så altså, her sidder vi så, hjemme i stuen, stadig med et styks brækket arm i midlertidig forbinding og slynge, og håber håber HÅBER at ingen vil få styrtblødningen eller sprængfarlig blindtarmsbetændelse imorgen, for det vil betyde at Bastians plads som nummer 2 til operation imorgen, vil blive rykket endnu engang. 

Så pleeeeease folkens. vil i ikke nok være rigtig venlige at pakke jer selv og jers børn ind i både vat og bobleplast ind til imorgen eftermiddag? Bare så min lille seje gut kan få sat sin arm på plads og i en ordentlig gips, så han kan blive smertefri igen....  
By the way, den ene knogle sidder stadig forskudt, og trykker altså ud på huden indefra.... Det er mig ubegribeligt hvordan han kan holde hovedet så koldt..... 

Det skal nævnes til historien måske, at Bastian altid har kunnet tales ud af panik. Man skal ligesom bare bede ham lige stoppe op, tage det roligt, og lytte. Så holder han vejret 3 sekunder, hvilket er længe nok til at trænge igennem, forbi, og over hans panik, så man kan snakke om hvad der er sket og hvad der videre skal ske. 
Jeg føler mig som en RAVNEMOR af VÆRSTE skuffe, når jeg står der og kigger på min 6 årige søn, som holder sin egen arm i rette vinkel, samtidig med jeg hører mig selv sige "prøv lige at stoppe med at græde, og hør hvad jeg siger til dig nu".... Det lyder så grimt, og ser endnu grimmere ud på skrift, men det er den eneste måde at komme igennem til ham på, og heldigvis virker det beroligende nok på ham til at han rent faktisk finder sin egen indre ro frem.... Og i øvrigt betyder det også at den voksne (mig) kan nøjes med at panikke inden i, og ikke udenpå.......
Personalet på begge sygehuse var meget benovede over hvilken ro han besad af sin alder og situationen taget i betragning... Og jeg som kender mins øn bedst, var faktisk også utroligt imponeret over ham.....

2 billeder fra igår. 1 med den hjemmelavede slynge, til røntgen, og 1 efter den midlertidige gips er lagt og vi er på vej ud til bussen igen.

Og så i øvrigt 4 billeder som min veninde og tro følgesvend tog idag da vi sad på taget af hillerød sygehus og osede i solen, og spillede spil med sten vi fandt der oppe......

Han er da for sej! Håber så meget på, at han får den operation. God bedring

mariamiss6 skriver:

Igår var der lidt panik her hjemme. Bastian legede i trampolin lidt sent på aftenen, sammen med min fætter som er ca. 13 år gammel. 
De vil så lave et eller andet smart stunt, som går ud på at Bastian springer over mod min fætter, som så skal gribe ham. Desværre var min stakkels fætter ikke fiks nok på hænderne, eller distraheret eller hvad ved jeg, og der sker det at han ikke griber Bastian. 
Bastian falder så (midt i trampolinen) uheldigt på sin arm, og den brækker. På det her tidspunkt er jeg indenfor hvor jeg sidder og syr. 
Jeg hører Bastian stikke i et panisk og meget smertefuldt hyl så jeg smider jo de ting jeg har, og er på vej til at rejse mig, idet min fætter kommer stormende ind, og råber "Maria skynd dig og kom nu brækkede hans arm, hans arm er brækket!!!!!"

så jeg får selvfølgelig virkelig noget mere fart på og stæser ud til Bastian, som løber vildt omkring sig selv, alt imens han holder fast midt på sin underarm. 

Ofte er det jo sådan at børn skriger og tror armene er brækket ved et slag (han er 6 år gammel) men jeg var på lyden af begge børn ikke i tvivl om at noget i hvert fald var mere alvorligt end det plejer at være. 

Jeg får fanget Bastian, og får ham snakket så meget til ro, at han kan stå stille længe nok til jeg kan se armen som I DEN GRAD er brækket. 

På armen er der til den ene side en STOR bule ud, så der var aboslut ingen tvivl om at den ER brækket, og jeg samler Bastian op som i liggende vuggestilling, for ikke at forstyrre armen og den måde han selv formår at holde den på. 
Jeg skynder mig ind til min far (naboen) og råber op ad trappen om han er hjemme, hvilket han ikke er. Han er godt 5 km væk her fra, men fars kæreste ringer ham dog hjem omgående. 
Han kommer næsten med det samme, da det viser sig han heldigvis allerede sad i bilen. 

Her hjemme får min far lige fikset en slynge af en gammel stofble, så Bastian kan slippe for at holde hele vægten af sin arm, og det virker heldigvis. Imens får jeg snuppet mine ting. 
Bastian er SÅDAN EN SEJ UNGE så der går han allerede i ro og mag, og venter på at vi skal køre (alt sker altså på under 10 minutter), så jeg kan nå over til genboen (min farmor) hvor min fætter sidder og er rigtig ked af det. 
Jeg fik faktisk næsten mere ondt af den store dreng. Han sad med knugede hænder og trykkede sig selv for brystet og vuggede lidt og bare græd og græd og græd, fordi han var sikker på det var hans skyld. Så jeg er glad for jeg nåede at snakke med ham inden vi kørte, så jeg kunne nå at sige at det i hvert fald ikke var hans skyld, og at INGEN var vrede på ham. Selv Bastian, med sin brækkede arm i slynge nåede at sige at det jo ikke var fætters skyld. 

Årh de stakkels unger altså. 

Nåh, ind i bilen, afsted med os i morfars bus (jeg synes det var lige vildt nok at ringe efter en ambulance for en brækket arm, når vi bor så mange mennesker med bil her). Vi ankommer til skadestuen i Frederikssund, og de kigger hurtigt på armen og sender os omgående til røntgen. 

Efter det første billede kigger damen på mig og siger med en sørgelig mine at det har han virkelig gjort grundigt, hvorefter hun tager endnu et billede fra en anden vinkel. 
Jeg får ikke billederne at se.

Tilbage på skadestuen sad vi alligevel et godt stykke tid uden smertebehandling, ud over slyngen, og Bastian piber kun sporadisk i små 15 sekunder. Resten af tiden ser han tegnefilm og drikker cola. 

Vi bliver kaldt ind, og lægen viser os røntgenbillederne.....

Der gisper jeg altså lige en gang igen, for det viser sig at Bastian har brækket BEGGE knoglerne i underarmen, næsten nøjagtigt på midten. Hvilket altså betyder, at hvis ikke Bastian selv havde holdt fast i sin arm, var den faktisk bare faldet ned. Så det forklarer jo hvorfor han HELT bestemt troede på at den var ved at falde af tidligere da vi gerne ville have lov at se den. 

Hold nu kæft han er altså sej den dreng. Jeg tror han græd 3 minutter i starten, og han har altså SELV samlet sin arm op fra en virkelig grim vinkel, og er SELV kravlet ud af trampolinen, med sin brækkede arm holdt på plads af ham selv, og han ville IKKE sidde på skødet eller nusses eller noget som helst. Han ville hellere holde fast i den arm, og bare bevæge sig omkring. 6 år gammel siger jeg bare... Jeg ville selv have troet jeg skulle dø hvis det var sket for mig. 

Lægerne putter så en skinne på uden på armen, og forbinder den efterfølgende med gage. Altså er armen kun pakket ind på oversiden. Og vi bliver sendt HJEM med besked om at der ikke er tid til at operere på Hillerød, så vi skal køre derop imorgen (idag altså).

Vi blvir så ringet op til formiddag, efter selvfælgelig stort set slet ikke at have sovet, at de heller ikke kan operere idag, men vi skal komme imorgen, altså, over et døgn efter skaden er sket, og stadig uden armen er sat på plads......  

Jeg får protesteret lidt på Bastians vegne, og vi bliver så bedt om at komme ind, og vente, og håbe på at vi kan blive klemt ind som akut tilfælde. 
Vi bliver indlagt på børneafdelingen klokken 12, og bliver sendt hjem igen klokken 18, stadig ingen operation til min seje Bassemand.....

Så altså, her sidder vi så, hjemme i stuen, stadig med et styks brækket arm i midlertidig forbinding og slynge, og håber håber HÅBER at ingen vil få styrtblødningen eller sprængfarlig blindtarmsbetændelse imorgen, for det vil betyde at Bastians plads som nummer 2 til operation imorgen, vil blive rykket endnu engang. 

Så pleeeeease folkens. vil i ikke nok være rigtig venlige at pakke jer selv og jers børn ind i både vat og bobleplast ind til imorgen eftermiddag? Bare så min lille seje gut kan få sat sin arm på plads og i en ordentlig gips, så han kan blive smertefri igen....  
By the way, den ene knogle sidder stadig forskudt, og trykker altså ud på huden indefra.... Det er mig ubegribeligt hvordan han kan holde hovedet så koldt..... 

Det skal nævnes til historien måske, at Bastian altid har kunnet tales ud af panik. Man skal ligesom bare bede ham lige stoppe op, tage det roligt, og lytte. Så holder han vejret 3 sekunder, hvilket er længe nok til at trænge igennem, forbi, og over hans panik, så man kan snakke om hvad der er sket og hvad der videre skal ske. 
Jeg føler mig som en RAVNEMOR af VÆRSTE skuffe, når jeg står der og kigger på min 6 årige søn, som holder sin egen arm i rette vinkel, samtidig med jeg hører mig selv sige "prøv lige at stoppe med at græde, og hør hvad jeg siger til dig nu".... Det lyder så grimt, og ser endnu grimmere ud på skrift, men det er den eneste måde at komme igennem til ham på, og heldigvis virker det beroligende nok på ham til at han rent faktisk finder sin egen indre ro frem.... Og i øvrigt betyder det også at den voksne (mig) kan nøjes med at panikke inden i, og ikke udenpå.......
Personalet på begge sygehuse var meget benovede over hvilken ro han besad af sin alder og situationen taget i betragning... Og jeg som kender mins øn bedst, var faktisk også utroligt imponeret over ham.....

2 billeder fra igår. 1 med den hjemmelavede slynge, til røntgen, og 1 efter den midlertidige gips er lagt og vi er på vej ud til bussen igen.

Og så i øvrigt 4 billeder som min veninde og tro følgesvend tog idag da vi sad på taget af hillerød sygehus og osede i solen, og spillede spil med sten vi fandt der oppe......

Jo tak skal i have. Jeg håber heller ikke vi skal vente alt for længe. Inden han kommer på imorgen er der gået i hvert fald 1½ døgn siden skaden skete. Og armen er jo stadig skæv ad pommern til.

Heldigvis sover han nu, og det ser ud til han sover bedre idag, end han gjorde igår.... For igår sov vi ligesom stort set ikke.... Altså, selvfølgelgi fordi den stakkels Bastian ikek kunne finde ro og få lagt den arm behageligt nok og sådan.

Jeg er fuldstændig måløs!!! Både over din seje dreng og over at han ikke blev opereret med det samme, og stadig ikke er det. Min moster er overlæge med speciale i brækkede hænder ( men laver selvfølgelig og bl.a. arme) ved lejlighed bliver jeg nødt til at spørge hende om det er normalt og forsvarligt at vente med sådan en operation.

krydser finger for jer for i morgen, og rigtig god bedring!!!

Mumto3 skriver:

Jeg er fuldstændig måløs!!! Både over din seje dreng og over at han ikke blev opereret med det samme, og stadig ikke er det. Min moster er overlæge med speciale i brækkede hænder ( men laver selvfølgelig og bl.a. arme) ved lejlighed bliver jeg nødt til at spørge hende om det er normalt og forsvarligt at vente med sådan en operation.

 

krydser finger for jer for i morgen, og rigtig god bedring!!!

Det spørger du hende bare om, og oplys mig også gerne om svaret. Men jeg kan godt fortælle dig hvorfor han måtte vente. 

Vi hører til Hillerød, ved den slags ting (Vi bor tættere på Frederikssund, men de har ikke ret mange specialer tilbage, og er ikke nat-aktive), og idag er det jo lørdag, så de har lav bemanding på, dels på grund af ferie formoder jeg, men også fordi det er weekend. 
Og så har det idag været sådan, at der har været mange akutte sygdomme til operation. Styrtblødninger som skulle stoppes og syes. Blindtarme som var sprængfarlige. Og den slags andre mere livstruende ting og sager, som jo klart kommer før en brækket arm. 

Han fik på skadestuen igår en midlertidig gips/forbinding, som støtter, og holder armen lige, ind til han kan blive opereret. Men jeg tror ikke det gør noget som sådan for bruddet at han venter, idet der er fin gennemstrømning af blod ud til fingrene. Altså er hans lemmer ikke i fare, ud over selve bruddet på knoglerne..... 

Det er ca. sådan her det ser ud (billedet er fra google)

Mumto3 skriver:

Jeg er fuldstændig måløs!!! Både over din seje dreng og over at han ikke blev opereret med det samme, og stadig ikke er det. Min moster er overlæge med speciale i brækkede hænder ( men laver selvfølgelig og bl.a. arme) ved lejlighed bliver jeg nødt til at spørge hende om det er normalt og forsvarligt at vente med sådan en operation.

 

krydser finger for jer for i morgen, og rigtig god bedring!!!

Og TAK i øvrigt. for ja, han er eddermamer sej. Men sådan er det med ham, han løber altid væk, før han er færdig med at græde over skader. 

Man må ikke kramme ham for tæt, så er det som om han får klaustrofobi, og han forsøger så at vride sig væk, så det er kun at "skade" ham mere at gøre sådan,s elvom det jo ligger helt naturligt i de fleste mødre og fædre, at man vil kramme sine grædende børn. 
Og tro mig, igår var ingen undtagelse, han vandrede simpelthen bare rundt om sig selv, og gjorde han ikke det, var han ikke rolig. 

Det har altid været sådan med ham, selv da han var bare 1 år gammel. Vi har altid haft god kontakt, og han har altid bare været et grinende og legende barn som elskede alles selskab. men hvis han faldt og slog sig, og dagplejemoderen tog ham op og ville trøste, kunne hun aldrig holde ham tættere end helt ude på hendes knæ, ellers vred han sig hysterisk bort fra hende. 
Det var rigtig svært for min dagplejemoder at trøste ham offentligt, fordi de andre dagplejemødre antydede at hun jo ikke viste barnet nok ømhed og fysisk trøst. Men efter nogle måneder hvor de jævnligt havde været i legestue kunne de godt selv se at han simpelthen ikke ville det. 

Men jeg kender det selv. Hvis jeg slår mig holder jeg også vejret, og hvis der så er nogen der rører mig noget som helst sted på kroppen, er det som om hele min krop bare eksploderer og jeg kan ikke kontrollere min egen smerte tolerance. Jeg tror det er det der sker med Bastian. altså, det er ikke fordi han ikke mærker smerte ligesom alle andre, han tackler det bare bedst på egen hånd.

mariamiss6 skriver:

Det spørger du hende bare om, og oplys mig også gerne om svaret. Men jeg kan godt fortælle dig hvorfor han måtte vente. 

Vi hører til Hillerød, ved den slags ting (Vi bor tættere på Frederikssund, men de har ikke ret mange specialer tilbage, og er ikke nat-aktive), og idag er det jo lørdag, så de har lav bemanding på, dels på grund af ferie formoder jeg, men også fordi det er weekend. 
Og så har det idag været sådan, at der har været mange akutte sygdomme til operation. Styrtblødninger som skulle stoppes og syes. Blindtarme som var sprængfarlige. Og den slags andre mere livstruende ting og sager, som jo klart kommer før en brækket arm. 

Han fik på skadestuen igår en midlertidig gips/forbinding, som støtter, og holder armen lige, ind til han kan blive opereret. Men jeg tror ikke det gør noget som sådan for bruddet at han venter, idet der er fin gennemstrømning af blod ud til fingrene. Altså er hans lemmer ikke i fare, ud over selve bruddet på knoglerne..... 

Det er ca. sådan her det ser ud (billedet er fra google)

 

Det er forståeligt nok, at akutte ting og weekend kan komme i vejen, men jeg må sige at jeg stadig synes det er urimeligt at skulle sove to nætter med en totalt brækket arm.

pyha, det er synd for jer! Selvom både mor og søn er seje til ikke at panikkfuldstændigt.

Mumto3 skriver:

Det er forståeligt nok, at akutte ting og weekend kan komme i vejen, men jeg må sige at jeg stadig synes det er urimeligt at skulle sove to nætter med en totalt brækket arm.

 

pyha, det er synd for jer! Selvom både mor og søn er seje til ikke at panikkfuldstændigt.

Jeg synes også det er synd for os. Især Bastian, som jo er den der går med smerterne...... Mine er kun i hjertet

men jo, jeg synes også det er liiiiige at stramme den, at han skal sove to nætter med sådan en arm, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det desværre, for så havde jeg bestemt gjort det. 

til gengæld skulle det være lige så sikker som amen i kirken, at han får den fikset imorgen. Og idag har han fået både paracetamol og ibuprofene at sove på, det fik han ikke igår.