Overtalelsesteknikker ;-))

Godaften skønne kvinder!

Jeg har brug for lidt hjælp fra andre der også har måtte hjælpe mandens skrukhed lidt på vej

Jeg ved at dette muligvis er imod nogle af jeres principper, og jeg vil også lige understrege at jeg IKKE er ude på at trække noget ned over hovedet på min mand, blot vække hans interesse for bp

Vi har været sammen i 2½år, boet sammen i 2år, og min mand har to børn fra et tidligere ægteskab på henholdsvis 10 og 6år - jeg har ingen.
Min mand og jeg har et super godt forhold, vi elsker hinanden og er yderst sjældent uenige eller uvenner. Jeg har et rigtig tæt forhold til begge hans børn, jeg får tit breve med ord som "jeg elsker dig", "du er den bedste" og "dig og far er perfekte sammen" - vi laver tit forskellige ting sammen, og vi har det altid sjovt sammen! Den store på 10år har mange gange ytret at hun gerne vil have en lillesøster, hvor lillebror hopper med på vognen og vil have en lillebror
Min mand er 37- næsten 38 år, og de få gange vi har vendt det har han været meget tvivlende, han har udtalt at han pt ikke har lysten, men håber at det ændrer sig!
Jeg ved at det er de færreste mænd der har samme tanker om graviditet og babyer som kvinder har, men jeg gør pt. mit yderste for på en positiv måde at give udtryk for min skrukhed, uden at virke påtrængende eller træls...

Min mand ELSKER babyer og smiler ALTID eller kommenterer når vi ser en gravid kvinde, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at han ville blive lykkelig og glæde sig hvis vi fik vores fælles, hans nr. 3...

Men hvordan hulen får jeg ham overtalt???

Jeg tror det handler om at få ham til at forstå at selv om han har ud,eget sine børnedødelighedstal, så har du ikke...at han har fået to børn, menu har som kvinde ikke fået nogle børn og at det er meget meget vigtigt for dig.
Personligt kunne jeg ikke have fortsat forholdet med min mand hvis han umiddelbart ikke havde ønsket børn med mig. Det er simpelthen for vigtigt i mit liv til at smide væk. Man får kun den ene chance i lovet for at blive mor, for at få sit drømmestart, man får ikke en ommer om 20 år...

Anonym skriver:

Godaften skønne kvinder!

Jeg har brug for lidt hjælp fra andre der også har måtte hjælpe mandens skrukhed lidt på vej

Jeg ved at dette muligvis er imod nogle af jeres principper, og jeg vil også lige understrege at jeg IKKE er ude på at trække noget ned over hovedet på min mand, blot vække hans interesse for bp

Vi har været sammen i 2½år, boet sammen i 2år, og min mand har to børn fra et tidligere ægteskab på henholdsvis 10 og 6år - jeg har ingen.
Min mand og jeg har et super godt forhold, vi elsker hinanden og er yderst sjældent uenige eller uvenner. Jeg har et rigtig tæt forhold til begge hans børn, jeg får tit breve med ord som "jeg elsker dig", "du er den bedste" og "dig og far er perfekte sammen" - vi laver tit forskellige ting sammen, og vi har det altid sjovt sammen! Den store på 10år har mange gange ytret at hun gerne vil have en lillesøster, hvor lillebror hopper med på vognen og vil have en lillebror
Min mand er 37- næsten 38 år, og de få gange vi har vendt det har han været meget tvivlende, han har udtalt at han pt ikke har lysten, men håber at det ændrer sig!
Jeg ved at det er de færreste mænd der har samme tanker om graviditet og babyer som kvinder har, men jeg gør pt. mit yderste for på en positiv måde at give udtryk for min skrukhed, uden at virke påtrængende eller træls...

Min mand ELSKER babyer og smiler ALTID eller kommenterer når vi ser en gravid kvinde, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at han ville blive lykkelig og glæde sig hvis vi fik vores fælles, hans nr. 3...

Men hvordan hulen får jeg ham overtalt???

Jeg tror jeg vil tage en snak med ham og fortælle det som du har skrevet herinde.

MariaE skriver:

Jeg tror det handler om at få ham til at forstå at selv om han har ud,eget sine børnedødelighedstal, så har du ikke...at han har fået to børn, menu har som kvinde ikke fået nogle børn og at det er meget meget vigtigt for dig.
Personligt kunne jeg ikke have fortsat forholdet med min mand hvis han umiddelbart ikke havde ønsket børn med mig. Det er simpelthen for vigtigt i mit liv til at smide væk. Man får kun den ene chance i lovet for at blive mor, for at få sit drømmestart, man får ikke en ommer om 20 år...

Han har udtalt at det ikke er fordi han ikke under mig det, og ikke kan se sig selv blive far til tre, jeg tror bare der er mange faktorer for ham der spiller ind!
Hans den ældste er 10 år, og jeg er i tvivl om han synes det er for sent med en efternøler! Han går også af og til og brokker sig over at han føler sig gammel, og der skal han jo bare forstå at der altså er mange idag der bliver far som 37-38 årig eller ældre, så som hans egen bror fx, der fik sin første som 39-årig, og gerne vil have to mere!
Vi har lige fået lov at blive siddende i vores hus, men det har ellers også været noget der har pint ham - nu mangler han bare at hvile i det og indse at det faktisk ikke bliver til en flytning alligevel!

Det jeg mangler er nogle gode råd til at overbevise ham og tale godt for det, så han indser at det faktisk ikke er jordens undergang med prikken over i'et, som jeg ynder at kalde mit ønske bp

Anonym skriver:

Godaften skønne kvinder!

Jeg har brug for lidt hjælp fra andre der også har måtte hjælpe mandens skrukhed lidt på vej

Jeg ved at dette muligvis er imod nogle af jeres principper, og jeg vil også lige understrege at jeg IKKE er ude på at trække noget ned over hovedet på min mand, blot vække hans interesse for bp

Vi har været sammen i 2½år, boet sammen i 2år, og min mand har to børn fra et tidligere ægteskab på henholdsvis 10 og 6år - jeg har ingen.
Min mand og jeg har et super godt forhold, vi elsker hinanden og er yderst sjældent uenige eller uvenner. Jeg har et rigtig tæt forhold til begge hans børn, jeg får tit breve med ord som "jeg elsker dig", "du er den bedste" og "dig og far er perfekte sammen" - vi laver tit forskellige ting sammen, og vi har det altid sjovt sammen! Den store på 10år har mange gange ytret at hun gerne vil have en lillesøster, hvor lillebror hopper med på vognen og vil have en lillebror
Min mand er 37- næsten 38 år, og de få gange vi har vendt det har han været meget tvivlende, han har udtalt at han pt ikke har lysten, men håber at det ændrer sig!
Jeg ved at det er de færreste mænd der har samme tanker om graviditet og babyer som kvinder har, men jeg gør pt. mit yderste for på en positiv måde at give udtryk for min skrukhed, uden at virke påtrængende eller træls...

Min mand ELSKER babyer og smiler ALTID eller kommenterer når vi ser en gravid kvinde, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at han ville blive lykkelig og glæde sig hvis vi fik vores fælles, hans nr. 3...

Men hvordan hulen får jeg ham overtalt???

hmmm altså hvis han ligeud siger at han pt ikke har lyst, så ville jeg ikke gøre noget. Faktisk kan det modsatte ske ved at du presser ham og han ikke har lyst, så ender han ved at føle at det er "tvang" og jeg tror altså ikke det hjælper på ham.

Personligt hvis du er SÅ skruk og han pt ikke vil, så ville jeg nok tage en samtale med ham én gang for alle, hvor I taler om, om han får lyst, eventuelt laver en tidsplan for hvor længe du skal gå og være skruk.
Måske får han aldrig lyst? Måske får han lyst hvis han ikke skal føle at det skal være her og nu?

Flodkilling skriver:

hmmm altså hvis han ligeud siger at han pt ikke har lyst, så ville jeg ikke gøre noget. Faktisk kan det modsatte ske ved at du presser ham og han ikke har lyst, så ender han ved at føle at det er "tvang" og jeg tror altså ikke det hjælper på ham.

Personligt hvis du er SÅ skruk og han pt ikke vil, så ville jeg nok tage en samtale med ham én gang for alle, hvor I taler om, om han får lyst, eventuelt laver en tidsplan for hvor længe du skal gå og være skruk.
Måske får han aldrig lyst? Måske får han lyst hvis han ikke skal føle at det skal være her og nu?

Jamen du har ret, og jeg er heller ikke ude på at presse ham, men jeg kender ham som min egen bukselomme, og det er ikke kun med bp at han skal have et skub, han har generelt svært ved at tage beslutninger, så små hentydninger og sådanne ting kunne gøre det nemmere for ham at beslutte sig  Jeg kan mærke på ham hvornår nok er nok, og jeg har det heller ikke sådan at det skal være her og nu, jeg kan sagtens vente på ham, jeg ønsker blot at høre fra nogle af jer hvad i evt. gjorde for at hjælpe jeres mand lidt på vej

Anonym skriver:

Godaften skønne kvinder!

Jeg har brug for lidt hjælp fra andre der også har måtte hjælpe mandens skrukhed lidt på vej

Jeg ved at dette muligvis er imod nogle af jeres principper, og jeg vil også lige understrege at jeg IKKE er ude på at trække noget ned over hovedet på min mand, blot vække hans interesse for bp

Vi har været sammen i 2½år, boet sammen i 2år, og min mand har to børn fra et tidligere ægteskab på henholdsvis 10 og 6år - jeg har ingen.
Min mand og jeg har et super godt forhold, vi elsker hinanden og er yderst sjældent uenige eller uvenner. Jeg har et rigtig tæt forhold til begge hans børn, jeg får tit breve med ord som "jeg elsker dig", "du er den bedste" og "dig og far er perfekte sammen" - vi laver tit forskellige ting sammen, og vi har det altid sjovt sammen! Den store på 10år har mange gange ytret at hun gerne vil have en lillesøster, hvor lillebror hopper med på vognen og vil have en lillebror
Min mand er 37- næsten 38 år, og de få gange vi har vendt det har han været meget tvivlende, han har udtalt at han pt ikke har lysten, men håber at det ændrer sig!
Jeg ved at det er de færreste mænd der har samme tanker om graviditet og babyer som kvinder har, men jeg gør pt. mit yderste for på en positiv måde at give udtryk for min skrukhed, uden at virke påtrængende eller træls...

Min mand ELSKER babyer og smiler ALTID eller kommenterer når vi ser en gravid kvinde, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at han ville blive lykkelig og glæde sig hvis vi fik vores fælles, hans nr. 3...

Men hvordan hulen får jeg ham overtalt???

Hvilken aldersgruppe tilhører du?
Det bliver en udfordring at få ham med på babyprojektet, simpelthen fordi han har prøvet det hele og er kommet videre til et liv med større børn.......hvordan tror du situationen ser ud om ca. 4 år, når du står med et endnu større ønske om nummer 2 - eller om 7 år, når forholdet er ved at være godt brugt, og du slet ikke kan ignorere et brændende ønske om den sidste, 3'eren, der lige skal være rosinen i pølseenden - hvor langt tænker du, I når sammen?
Jeg er nødt til at advare dig, der er mange forhold, der er gået i stykker på grund af uenigheder om antal børn - og jeg ved ikke, om du har mange år at få børn i eller om dit ur tikker højt, men I skal nok blive enige om antallet, før I snakker om det første barn, det bliver en grim overraskelse, hvis han siger stop efter den første - eller helt siger nej tak.

Anonym skriver:

Han har udtalt at det ikke er fordi han ikke under mig det, og ikke kan se sig selv blive far til tre, jeg tror bare der er mange faktorer for ham der spiller ind!
Hans den ældste er 10 år, og jeg er i tvivl om han synes det er for sent med en efternøler! Han går også af og til og brokker sig over at han føler sig gammel, og der skal han jo bare forstå at der altså er mange idag der bliver far som 37-38 årig eller ældre, så som hans egen bror fx, der fik sin første som 39-årig, og gerne vil have to mere!
Vi har lige fået lov at blive siddende i vores hus, men det har ellers også været noget der har pint ham - nu mangler han bare at hvile i det og indse at det faktisk ikke bliver til en flytning alligevel!

Det jeg mangler er nogle gode råd til at overbevise ham og tale godt for det, så han indser at det faktisk ikke er jordens undergang med prikken over i'et, som jeg ynder at kalde mit ønske bp

vil bare lige sige at der er 9 år mellem jeg og min lillebror og du finder ikke tættere søskende end os. det er et helt andet men fedt forhold man får. jeg har kunnet passe ham med hyggeaftener hos mig, tage med ham de steder hen hvor man ikke gider have mor og far med samt tage de snakke der er irriterende med mor og far og ikke mindst holde 16,17 og 18 års fødselsdag for ham uden det er træls for ham og vennerne at de gamle er der. så det behøver bestemt ikke være negativt kan du fortælle og så tror jeg at jeg ville sige til ham at det er en deal breaker - (hvis det er det for dig) for jeg ville være ked af at vente flere år for at finde ud af det aldrig bliver til noget held og lykke med det

Anonym skriver:

Godaften skønne kvinder!

Jeg har brug for lidt hjælp fra andre der også har måtte hjælpe mandens skrukhed lidt på vej

Jeg ved at dette muligvis er imod nogle af jeres principper, og jeg vil også lige understrege at jeg IKKE er ude på at trække noget ned over hovedet på min mand, blot vække hans interesse for bp

Vi har været sammen i 2½år, boet sammen i 2år, og min mand har to børn fra et tidligere ægteskab på henholdsvis 10 og 6år - jeg har ingen.
Min mand og jeg har et super godt forhold, vi elsker hinanden og er yderst sjældent uenige eller uvenner. Jeg har et rigtig tæt forhold til begge hans børn, jeg får tit breve med ord som "jeg elsker dig", "du er den bedste" og "dig og far er perfekte sammen" - vi laver tit forskellige ting sammen, og vi har det altid sjovt sammen! Den store på 10år har mange gange ytret at hun gerne vil have en lillesøster, hvor lillebror hopper med på vognen og vil have en lillebror
Min mand er 37- næsten 38 år, og de få gange vi har vendt det har han været meget tvivlende, han har udtalt at han pt ikke har lysten, men håber at det ændrer sig!
Jeg ved at det er de færreste mænd der har samme tanker om graviditet og babyer som kvinder har, men jeg gør pt. mit yderste for på en positiv måde at give udtryk for min skrukhed, uden at virke påtrængende eller træls...

Min mand ELSKER babyer og smiler ALTID eller kommenterer når vi ser en gravid kvinde, så jeg er ikke et sekund i tvivl om at han ville blive lykkelig og glæde sig hvis vi fik vores fælles, hans nr. 3...

Men hvordan hulen får jeg ham overtalt???

Hold op det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange. Svaret i vores forhold er nok, at det var gået meget hurtigere, hvis han havde fået fred!

Nu er din situation måske lidt anderledes fordi din mand har børn. For mig var det så vigtigt at blive mor, at hvis jeg stod i din situation, ville jeg stille og roligt fortælle, hvor vigtigt det var for mig. Herefter ville jeg sætte en dato fx om 2 år, hvor jeg ville forvente at han havde taget en beslutning. Hvis beslutningen var ingen børn, ville jeg tage konsekvensen og forlade ham.

Anonym skriver:

Jamen du har ret, og jeg er heller ikke ude på at presse ham, men jeg kender ham som min egen bukselomme, og det er ikke kun med bp at han skal have et skub, han har generelt svært ved at tage beslutninger, så små hentydninger og sådanne ting kunne gøre det nemmere for ham at beslutte sig  Jeg kan mærke på ham hvornår nok er nok, og jeg har det heller ikke sådan at det skal være her og nu, jeg kan sagtens vente på ham, jeg ønsker blot at høre fra nogle af jer hvad i evt. gjorde for at hjælpe jeres mand lidt på vej

Jeg sagde at jeg ikke var sikker på om jeg ønskede børn med ham -så gik han i panik og gjorde alt i et par måneder for at overtale mig.