Barn nummer 2!

Hej alle derude

Nu ligger landet sådan at jeg er gift, på snart 3. År med en dejlig mand som jeg har kendt i 4,5 år sammen har vi en lille dreng, på 7,5 måned (8 måneder den 24. Juni).

Da vi i sin tid fortalte mine forældre at vi var gravide blev de ikke ligefrem glade! Vi er begge 21 år. Men vi fik vores lille dreng, og de elsker ham overalt på jorden! Og synes vi klarer det super godt

Min mand og jeg er begge studerende, og derfor skal planer om en til baby planlægges så det ikke ramler ind midt i et skole år. Vi kunne begge godt tænke os en til, om et års tid (altså med termin juli 2014) eller efter, så der vil være 21 måneder eller derover imellem vores børn. Jeg er bare lidt nervøs for hvordan mine forældre vil reagere, da de jo ikke blev særlig glade sidst.. Og vi er under uddannelse osv..
+ min mand lige har fået diagnosen borderline og først skal til at starte behandling om en månedstid (psykiater skyder på der er en 10 års terapi foran ham) han fungere fint nok i hverdagen, hjælper til med vores søn og alting, det eneste der påvirker os som sådan er overskuddet af og til. Men jeg prøver at støtte og hjælpe ham så meget jeg kan

Der er selv 21 måneder mellem min bror og jeg, men ved bare ikke hvordan mine forældre vil reagere hvis vi skulle have en til.. De var ældre, havde uddannelse, hus, bil alting. Men de ting betyder ikke så meget for os, så længe vores barn/børn har det godt og der er massere af kærlighed (L

Undskyld det blev så langt, er bare lidt frustreret, men også klar på en baby mere snart

Anonym skriver:

Hej alle derude

Nu ligger landet sådan at jeg er gift, på snart 3. År med en dejlig mand som jeg har kendt i 4,5 år sammen har vi en lille dreng, på 7,5 måned (8 måneder den 24. Juni).

Da vi i sin tid fortalte mine forældre at vi var gravide blev de ikke ligefrem glade! Vi er begge 21 år. Men vi fik vores lille dreng, og de elsker ham overalt på jorden! Og synes vi klarer det super godt

Min mand og jeg er begge studerende, og derfor skal planer om en til baby planlægges så det ikke ramler ind midt i et skole år. Vi kunne begge godt tænke os en til, om et års tid (altså med termin juli 2014) eller efter, så der vil være 21 måneder eller derover imellem vores børn. Jeg er bare lidt nervøs for hvordan mine forældre vil reagere, da de jo ikke blev særlig glade sidst.. Og vi er under uddannelse osv..
+ min mand lige har fået diagnosen borderline og først skal til at starte behandling om en månedstid (psykiater skyder på der er en 10 års terapi foran ham) han fungere fint nok i hverdagen, hjælper til med vores søn og alting, det eneste der påvirker os som sådan er overskuddet af og til. Men jeg prøver at støtte og hjælpe ham så meget jeg kan

Der er selv 21 måneder mellem min bror og jeg, men ved bare ikke hvordan mine forældre vil reagere hvis vi skulle have en til.. De var ældre, havde uddannelse, hus, bil alting. Men de ting betyder ikke så meget for os, så længe vores barn/børn har det godt og der er massere af kærlighed (L

Undskyld det blev så langt, er bare lidt frustreret, men også klar på en baby mere snart

Hvorfor bekymre jer om deres reaktion ? i er over 18 og må selv bestemme og jeg er da helt sikker på at de vil elske at få et barnebarn mere

Britt88 skriver:

Hvorfor bekymre jer om deres reaktion ? i er over 18 og må selv bestemme og jeg er da helt sikker på at de vil elske at få et barnebarn mere

Det sidder bare i en fra sidst selvom de er glade for ham nu og det hele. Er bare bange for de begynder på alt det der, hvad med uddannelse og bla bla.. Vi skal jo nok få en uddannelse en dag

Det er kun jer selv der ved hvordan økonomien ser ud og om overskuddet er der!  Hvis i synes det hele klapper, så gør i præcis som i har lyst  

du skal ikke lade dig styre af dine forældres mulige reaktion. Hvis de bliver kede/skuffede/sure, så dem om det, de skal nok tø op når først den lille er der. Ligesom med den første. i øvrigt, kunne det tænkes de var bekymrede for om i var klar til rollen, første gang? For hvis det var årsag til deres reaktion, så har de jo ligesom set jer i "aktion" nu, og ved at de ikk skal være bekymrede.

 

held og lykke

Mor11 skriver:

Det er kun jer selv der ved hvordan økonomien ser ud og om overskuddet er der!  Hvis i synes det hele klapper, så gør i præcis som i har lyst  

du skal ikke lade dig styre af dine forældres mulige reaktion. Hvis de bliver kede/skuffede/sure, så dem om det, de skal nok tø op når først den lille er der. Ligesom med den første. i øvrigt, kunne det tænkes de var bekymrede for om i var klar til rollen, første gang? For hvis det var årsag til deres reaktion, så har de jo ligesom set jer i "aktion" nu, og ved at de ikk skal være bekymrede.

 

held og lykke

Tak for svar

Tror ikke de var bekymret første gang, min mor har altid vidst fra jeg var ikke særlig gammel at jeg er født til at være mor

Problemet er lidt de gjorde det på en anden måde, de fik styr på alle tingene og var derfor 30 år før de fik børn! Og mener derfor vi var for unge og ikke havde styr på noget.. Men det har vi jo, vi har jo en plan for livet osv. Vi har jo ikke tænkt os at være på kh hele livet bare fordi man får barn tidligt. Men det er bare det de forestiller sig, da det er det man fx ser i medierne, at unge forældre tit og ofte aldrig bliver til noget.. Men det er jo 1 historie ud af 1000!

Anonym skriver:

Tak for svar

Tror ikke de var bekymret første gang, min mor har altid vidst fra jeg var ikke særlig gammel at jeg er født til at være mor

Problemet er lidt de gjorde det på en anden måde, de fik styr på alle tingene og var derfor 30 år før de fik børn! Og mener derfor vi var for unge og ikke havde styr på noget.. Men det har vi jo, vi har jo en plan for livet osv. Vi har jo ikke tænkt os at være på kh hele livet bare fordi man får barn tidligt. Men det er bare det de forestiller sig, da det er det man fx ser i medierne, at unge forældre tit og ofte aldrig bliver til noget.. Men det er jo 1 historie ud af 1000!

Det ville jeg tage at hoppe op, og falde ned på så vores forældre gjorde mange ting anderledes end vi har tænkt os st gøre, og jeg er bedøvende ligeglad med om de synes det er smart eller ej! Vores liv, vores barn, vores valg. 100%

og det gælder også dig og din kæreste.

hvis de starter svadaen forfra når du engang står med 2 streger, så tag snakken fra start! At i ikke har de samme værdier som dem, at i ønsker at være unge med jeres børn, og fortæl dem om jeres planer i fremtiden ifh uddannelse. Vær konkret så de forstår at det i siger er realistisk og oprigtigt. 

Og sidst men ikke mindst, gør dem opmærksom på hvad det gør ved jer, at de tvivler! Sig at i har taget jeres valg, og nok selv skal stå til ansvar hvis der skulle være konsekvenser, og at det er enormt sårende at blive tvivlet på af sine egne forældre. 

Ja, jeg har selv haft snakken med mine, og det var svært! Er ikke typen der snakker følelser med mine forældre, men det har hjulpet SÅ meget!

Mor11 skriver:

Det ville jeg tage at hoppe op, og falde ned på så vores forældre gjorde mange ting anderledes end vi har tænkt os st gøre, og jeg er bedøvende ligeglad med om de synes det er smart eller ej! Vores liv, vores barn, vores valg. 100%

og det gælder også dig og din kæreste.

hvis de starter svadaen forfra når du engang står med 2 streger, så tag snakken fra start! At i ikke har de samme værdier som dem, at i ønsker at være unge med jeres børn, og fortæl dem om jeres planer i fremtiden ifh uddannelse. Vær konkret så de forstår at det i siger er realistisk og oprigtigt. 

Og sidst men ikke mindst, gør dem opmærksom på hvad det gør ved jer, at de tvivler! Sig at i har taget jeres valg, og nok selv skal stå til ansvar hvis der skulle være konsekvenser, og at det er enormt sårende at blive tvivlet på af sine egne forældre. 

Ja, jeg har selv haft snakken med mine, og det var svært! Er ikke typen der snakker følelser med mine forældre, men det har hjulpet SÅ meget!

Der er nok ikke andet at gøre. Men rart man ikke er den eneste. Alle ønsker at kunne sammen med sine forældre (jeg gør i hvert fald) så når de giver udtryk for at jeg har skuffet dem, går det mig desværre meget på

Men heldigvis er min mor fornuftig at snakke med, min far er sværest at "Overbevise" da ingenting aldrig er godt nok...

Anonym skriver:

Der er nok ikke andet at gøre. Men rart man ikke er den eneste. Alle ønsker at kunne sammen med sine forældre (jeg gør i hvert fald) så når de giver udtryk for at jeg har skuffet dem, går det mig desværre meget på

Men heldigvis er min mor fornuftig at snakke med, min far er sværest at "Overbevise" da ingenting aldrig er godt nok...

Hihi, jeg tog den også med min mor alene, fordi jeg VED at min far ville afbryde og gå i forsvarsposition med det samme, og høvle mine argumenter ned  

men selv han, er blevet god til at veje sine ord det er bare min mor der skal tegne og fortælle ;-P

det bestemmer de heldigvis ikke

Nu skal du høre;

vi er begge 22

vi er begge studerende (samme klasse)

vi har to børn

vi har to børn, med 13 måneder imellem

vi går til eksamen

vi har begge kun fået 10 (på trods af at jeg har været på barsel)

 

siger ikke det er en god ide for alle, man skal have rammerne, overskud, og økonomi til endnu et barn,.. vi får 12000 udbetalt om måneden, vi har hver 17 skole timer om ugen, vi har et rækkehus m. have. vi har bil. og vi har ingen gæld.

 

vi kan sagtens få det til at fungere, og mine forældre blev altså heller ikke overlykkelige da jeg blev gravid, hverken første, eller anden gang  

Anonym skriver:

Der er nok ikke andet at gøre. Men rart man ikke er den eneste. Alle ønsker at kunne sammen med sine forældre (jeg gør i hvert fald) så når de giver udtryk for at jeg har skuffet dem, går det mig desværre meget på

Men heldigvis er min mor fornuftig at snakke med, min far er sværest at "Overbevise" da ingenting aldrig er godt nok...

lyder præcis som mine forældre