Arh mand, jeg har et problem, og i kan sikkert ikke løse det for mig, men så er jeg da - om ikke andet - kommet ud med det.
Sagen er den, at vi samsover med James. Altså han sover i sengen med os. Af sikkerhedsmæssige årsager, sover han yderst, og så står Roses tremmeseng op af sengen, så han ikke kan falde ud. Og det er så mig, der sover ved siden af ham. Vi har kun en 1½ mands seng, så i kan nok regne ud hvor meget (lidt) plads der er.
Jeg ELSKER at samsove med ham! For det første er det bare så nemt med natamningen, det er bare at åbne op for sagerne, jeg behøver ikke flytte mig eller ham

For det andet er det bare så skønt at putte mig ind til den lille fyr og kigge på ham, når jeg vågner op om natten. Det giver både ham og jeg en meget stor tryghed, og er sikker på det har været medvirkende til, at han har sovet HELE natten HVER nat siden han blev født - altså selvfølgelig melder han sig til amning, men jeg mener bare, at vi aldrig har haft det der med han vågner og holder fest i flere timer om natten, ligesom Rose gjorde.
Jeg ammer ham 3 gange fra jeg går i seng til jeg står op. Når jeg går i seng ved 22-23 tiden, så igen ved 2-3 tiden og igen omkring kl. 6 - det er super

Man skulle så tro, at jeg fik fint med søvn. Men nej

For på det seneste er han begyndt at sove meget uroligt. Han karter rundt i søvne (så meget som et barn på 2 mdr nu kan), hvilket gør jeg vågner igen og igen og igen, og alt i alt gør det, at min søvnkvalitet er helt til hundene! Jeg får stort set ingen sammenhængende søvn, måske 10 minutter af gangen, så jeg føler mig som en zombie det meste af tiden. Og er begyndt at blive hylet helt ud af den om natten, så kan jeg fx vågne og overhovedet ikke have nogen anelse om, om jeg egentlig lige har ammet ham, og hvis jeg har, hvilket bryst det så var fra

Løsningen virker jo lige til - læg ham i liften! MEN! Det føler jeg mig bare slet ikke klar til, det gør ondt i hjertet at skulle bryde den natlige symbiose! Og så er jeg bange for om han begynder at sove dårligt, hvis han skal sove alene om natten, for lige nu sover han jo så fint..
Så jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre

Bliver lidt trist ved tanken om ikke at dele seng, men kan omvendt godt se, at den dårlige søvnkvalitet ikke er en holdbar løsning..