Depression...

Hvordan fandt I ud af at I havde en depression?
Hvilke tegn havde I?

Hvor lang tid gik der inden I søgte hjælp?

Hjælper pillerne man får ordineret?

Jeg er knækket fuldstændig efter at være startet i praktik. Klarede 3 uger og har nu være hjemme i en uge og det bliver bare værre og værre

Jeg har nok desværre haft det sådan længe, men har ikke villet erkende det. Men nu går det seriøst ud over mit og kærestens forhold.

Skal ringe til lægen i dag. 
Men må nok indrømme at jeg er ret bange for hvad der skal ske. Havde aldrig forestillet mig at jeg kunne ende sådan.

Anonym skriver:

Hvordan fandt I ud af at I havde en depression?
Hvilke tegn havde I?

Hvor lang tid gik der inden I søgte hjælp?

Hjælper pillerne man får ordineret?

Jeg er knækket fuldstændig efter at være startet i praktik. Klarede 3 uger og har nu være hjemme i en uge og det bliver bare værre og værre

Jeg har nok desværre haft det sådan længe, men har ikke villet erkende det. Men nu går det seriøst ud over mit og kærestens forhold.

Skal ringe til lægen i dag. 
Men må nok indrømme at jeg er ret bange for hvad der skal ske. Havde aldrig forestillet mig at jeg kunne ende sådan.

Hej.

Mine små tegn på at det var på vej var at alting var en kamp.Jeg var fuldstændig udkørt efter en dag og det værste var nok at jeg ikke kunne sove om natten..Lå bare med tankemylder 

Efter at ha haft det sådan et par måneder, knækkede filmen bare og jeg stortudede et par dage inden jeg kom til læge...Han udskrev citolapram (lykkepille), men efter uger uden effekt gav han mig et præparat mere, mirtazapin (antidepressiv), som efter lidt tid begyndte at virke så jeg kunne sove...Desværre blev min appetit stor og jeg tog 10 kg på i løbet af ingen tid, og hævede meget i ansigtet  Jeg stoppede med dem efter et halvt års tid, men er desværre begyndt at få tankemylder om natten igen..Det er hårdt.

Jeg vil ønske dig god bedring....Og håber det går godt ved lægen 

Anonym skriver:

Hej.

Mine små tegn på at det var på vej var at alting var en kamp.Jeg var fuldstændig udkørt efter en dag og det værste var nok at jeg ikke kunne sove om natten..Lå bare med tankemylder 

Efter at ha haft det sådan et par måneder, knækkede filmen bare og jeg stortudede et par dage inden jeg kom til læge...Han udskrev citolapram (lykkepille), men efter uger uden effekt gav han mig et præparat mere, mirtazapin (antidepressiv), som efter lidt tid begyndte at virke så jeg kunne sove...Desværre blev min appetit stor og jeg tog 10 kg på i løbet af ingen tid, og hævede meget i ansigtet  Jeg stoppede med dem efter et halvt års tid, men er desværre begyndt at få tankemylder om natten igen..Det er hårdt.

Jeg vil ønske dig god bedring....Og håber det går godt ved lægen 

Tak for svar.

Det jeg nok frygter mest er bivirkningerne fra eventuelle piller, og så at jeg måske skal til psykolog. Vi har simpelthen ikke råd til at jeg skal det. Jeg er KH og kæresten er på DP og vi har to små børn, så håber nærmest at jeg kan undgå psykologen, selvom jeg nok godt er klar over at det bliver nødvendigt

Og til dig, håber dit tankemylder forsvinder igen, det er bare så træls når man ikke kan lukke af.

heej

 

 

jeg sad og så tv en dag, ligepludeslig sagde klik i hovedet på mig, og efterfølgende begyndte jeg og være bange for alt der havde med døden gøre, kunne ikk se film eller ældre mennesker.. 

begyndte på skole dig det hjalp lidt på det, men der lå så en kirkegård lige ved siden a så det var ikk helt så fedt. 

 

Men ringede så til mib læge og hun ville gerne snakke med mig dagen efter. 

 

Hun kom frem til aMikkel havde en begyndende dep, kunne ha været min ekskærestes skyld plus en fødselsdep. Nu er jeg næsten over det. 

tænkerne om døden er der stadigvæk men det  mest i vintertiden.  

syns du skal ringe til din læge.. 

. Rigtig dejlig dag

heej

 

 

jeg sad og så tv en dag, ligepludeslig sagde klik i hovedet på mig, og efterfølgende begyndte jeg og være bange for alt der havde med døden gøre, kunne ikk se film eller ældre mennesker.. 

begyndte på skole dig det hjalp lidt på det, men der lå så en kirkegård lige ved siden a så det var ikk helt så fedt. 

 

Men ringede så til mib læge og hun ville gerne snakke med mig dagen efter. 

 

Hun kom frem til aMikkel havde en begyndende dep, kunne ha været min ekskærestes skyld plus en fødselsdep. Nu er jeg næsten over det. 

tænkerne om døden er der stadigvæk men det  mest i vintertiden.  

syns du skal ringe til din læge.. 

. Rigtig dejlig dag

Tak for svar.

Har ringet til lægen og har en tid i eftermiddag. Hun ville gerne vente til i eftermiddag, da hun godt kunne hører at en almindelig akut-tid på 10 minutter nok ikke ville være nok.
Hun kunne simpelthen hører det på mig og snakkede endda kun med hende i ca 30 sekunder. Så ved ikke lige hvor godt det 

Tror desværre bare at jeg har gået med dette i alt for mange år, når jeg tænker tilbage

Også en dejlig dag til dig

Anonym skriver:

Hvordan fandt I ud af at I havde en depression?
Hvilke tegn havde I?

Hvor lang tid gik der inden I søgte hjælp?

Hjælper pillerne man får ordineret?

Jeg er knækket fuldstændig efter at være startet i praktik. Klarede 3 uger og har nu være hjemme i en uge og det bliver bare værre og værre

Jeg har nok desværre haft det sådan længe, men har ikke villet erkende det. Men nu går det seriøst ud over mit og kærestens forhold.

Skal ringe til lægen i dag. 
Men må nok indrømme at jeg er ret bange for hvad der skal ske. Havde aldrig forestillet mig at jeg kunne ende sådan.

jeg har haft depression flere gange. en masse små hvor jeg selv har kunne kæmpe mig op, og tegn har været at jeg bare har været trist og ikke rigtig har orkede noget, også skulle der ikke så meget til før jeg begyndte at græde.

også har jeg haft 2 som jeg ikke selv har kunne komme over. den ene er 9 år siden ca. der var det så slemt så jeg begyndt at tænke på tage mit eget liv hele tide, der fik min bror mig til at søge læge, og der fik jeg nogen pille som jeg skulle tage nå jeg fik de tanker det gjorde mig meget trætte.

den anden stor er jeg stadig ikke kommet helt over, den startede for 2-2,5 år siden. der søgte jeg først læge da jeg var så langt nede at jeg begyndte at tænke over hvordan jeg kunne tage mit liv så jeg var sikke på ikke at overleve, og så gik jeg rundt som zombie som bare gjorde de ting som man er nød til nå man har børn, og begyndte at få piller og de første hjælp i starten men efter et par mdr. skete der noget som fik mig til at gå ned igen, og så hjælp de ikke mere, jeg begyndte at få angst anfald, så jeg skiftede læge, som gav mig en anden slagt som hjalp en lille smugle, han sendte mig til psykiater som gav mig 2 slags og jeg endte med 3 slags som jeg stadig tar, de hjælpe en del bedre jeg er tit træt men laver det som jeg orker, resten klare manden for ellers kan jeg ikke klare børnene. jeg har ikke angst anfald mere, og jeg tænker ikke hele tiden på de ting som endelig ikke er nødvendigt, osv. lige nu er jeg dog inde i en perioede hvor jeg er på vej ned igen men kæmper for ikke at gøre det, for nu kender jeg tegne og jeg vil helt sikkert søge hjælp noget før.

Hvordan fandt I ud af at I havde en depression?
Hvilke tegn havde I?

Hvor lang tid gik der inden I søgte hjælp?

Hjælper pillerne man får ordineret?

Jeg er knækket fuldstændig efter at være startet i praktik. Klarede 3 uger og har nu være hjemme i en uge og det bliver bare værre og værre

Jeg har nok desværre haft det sådan længe, men har ikke villet erkende det. Men nu går det seriøst ud over mit og kærestens forhold.

Skal ringe til lægen i dag. 
Men må nok indrømme at jeg er ret bange for hvad der skal ske. Havde aldrig forestillet mig at jeg kunne ende sådan.

Jeg har haft en depression 3 gange nu og det var kun første gang jeg søgte hjælp, og der gik vel nogle måneder (ja jeg ved godt at det er forkert af mig)

Det var konstant tudeture over det mindste, store anfald hvor jeg blev pisse sur (total humørsvingninger) og enten så kan jeg overhovedet ikke sove eller er mega træt hele tiden.
Tanken om at livet bare er træls og at det ville hjælpe bare at droppe alt - måske endda tage mit eget liv da jeg jo ikke var til nogen nytte, ja selv gå fra kæresten var den bedste ide nogensinde (men det er det jo selvf ikke).

Da jeg søgte hjælp fik jeg ordinerede piller og det virkede rigtig godt, nok mest fordi jeg sov 16 timer om dagen i næsten en måned, men det hjalp en del 

 

De sidste par gangen har jeg bare slet ikke orket at skulle igennem det igen, så jeg har bare klaret mig selv - det ligger selvfølgelig dybt nede i mig - men som studerende synes jeg bare ikke at jeg har 900 kr til hver evig eneste time hos en psykolog  

Anonym skriver:

Jeg har haft en depression 3 gange nu og det var kun første gang jeg søgte hjælp, og der gik vel nogle måneder (ja jeg ved godt at det er forkert af mig)

Det var konstant tudeture over det mindste, store anfald hvor jeg blev pisse sur (total humørsvingninger) og enten så kan jeg overhovedet ikke sove eller er mega træt hele tiden.
Tanken om at livet bare er træls og at det ville hjælpe bare at droppe alt - måske endda tage mit eget liv da jeg jo ikke var til nogen nytte, ja selv gå fra kæresten var den bedste ide nogensinde (men det er det jo selvf ikke).

Da jeg søgte hjælp fik jeg ordinerede piller og det virkede rigtig godt, nok mest fordi jeg sov 16 timer om dagen i næsten en måned, men det hjalp en del 

 

De sidste par gangen har jeg bare slet ikke orket at skulle igennem det igen, så jeg har bare klaret mig selv - det ligger selvfølgelig dybt nede i mig - men som studerende synes jeg bare ikke at jeg har 900 kr til hver evig eneste time hos en psykolog  

Det lyder fuldstændig som jeg har det, og det tager SÅ hårdt på mit og kærestens forhold for tiden. Så hårdt at han for ca 14 dage siden at nu vidste han ikke om han gad det her mere. Jeg bliver sur over den mindste ting og hvad han gør er ikke godt nok (for mig) osv osv.

Håber virkelig lægen kan hjælpe.

Kan man ikke få tilskud til psykologen hvis man bliver henvist af lægen? Synes jeg kunne læse mig frem til at man 'kun' skal betale lidt over 300kr selv per gang. Håber dog jeg slipper, da vi heller ikke har pengene til det. Men på den anden side, hvis det er det der skal til for at jeg kan komme op igen, så er det jo sådan det er.

Anonym skriver:

jeg har haft depression flere gange. en masse små hvor jeg selv har kunne kæmpe mig op, og tegn har været at jeg bare har været trist og ikke rigtig har orkede noget, også skulle der ikke så meget til før jeg begyndte at græde.

også har jeg haft 2 som jeg ikke selv har kunne komme over. den ene er 9 år siden ca. der var det så slemt så jeg begyndt at tænke på tage mit eget liv hele tide, der fik min bror mig til at søge læge, og der fik jeg nogen pille som jeg skulle tage nå jeg fik de tanker det gjorde mig meget trætte.

den anden stor er jeg stadig ikke kommet helt over, den startede for 2-2,5 år siden. der søgte jeg først læge da jeg var så langt nede at jeg begyndte at tænke over hvordan jeg kunne tage mit liv så jeg var sikke på ikke at overleve, og så gik jeg rundt som zombie som bare gjorde de ting som man er nød til nå man har børn, og begyndte at få piller og de første hjælp i starten men efter et par mdr. skete der noget som fik mig til at gå ned igen, og så hjælp de ikke mere, jeg begyndte at få angst anfald, så jeg skiftede læge, som gav mig en anden slagt som hjalp en lille smugle, han sendte mig til psykiater som gav mig 2 slags og jeg endte med 3 slags som jeg stadig tar, de hjælpe en del bedre jeg er tit træt men laver det som jeg orker, resten klare manden for ellers kan jeg ikke klare børnene. jeg har ikke angst anfald mere, og jeg tænker ikke hele tiden på de ting som endelig ikke er nødvendigt, osv. lige nu er jeg dog inde i en perioede hvor jeg er på vej ned igen men kæmper for ikke at gøre det, for nu kender jeg tegne og jeg vil helt sikkert søge hjælp noget før.

De tanker har jeg også haft ind imellem. Heldigvis ikke ret ofte. Men mine to fantastiske børn og min kæreste er det der gør at det ikke bliver til mere end tankerne.

Men nøj hvor er det hårdt når så kæresten efter en længere periode med mange skænderier og sådan kommer og siger at nu gider han snart ikke mere. Så går det ligesom op for en hvad man kan miste hvis man ikke tager sig sammen. Og nu er det så gået op for mig at jeg nok har en depression, nok desværre en svær en. Jeg har gået med dette i mange år. Tænker jeg tilbage startede det nok før jeg mødte min kæreste for snart 7 år siden  

Synes også det er hårdt at have børnene og nogle gange orker jeg dem bare ikke. Puha det er hårdt at skrive, for gud hvor jeg dog elsker dem. Men det er bare hårdt, uden jeg sådan rigtig kan sætte ord på det. Selvom jeg godt ved børn forstår meget mere end man regner med, så er jeg egentligt glad for at de kun er 16 og 29 måneder, så de ikke oplever det 'så hårdt' (hvis man kan sige det sådan).

Anonym skriver:

De tanker har jeg også haft ind imellem. Heldigvis ikke ret ofte. Men mine to fantastiske børn og min kæreste er det der gør at det ikke bliver til mere end tankerne.

Men nøj hvor er det hårdt når så kæresten efter en længere periode med mange skænderier og sådan kommer og siger at nu gider han snart ikke mere. Så går det ligesom op for en hvad man kan miste hvis man ikke tager sig sammen. Og nu er det så gået op for mig at jeg nok har en depression, nok desværre en svær en. Jeg har gået med dette i mange år. Tænker jeg tilbage startede det nok før jeg mødte min kæreste for snart 7 år siden  

Synes også det er hårdt at have børnene og nogle gange orker jeg dem bare ikke. Puha det er hårdt at skrive, for gud hvor jeg dog elsker dem. Men det er bare hårdt, uden jeg sådan rigtig kan sætte ord på det. Selvom jeg godt ved børn forstår meget mere end man regner med, så er jeg egentligt glad for at de kun er 16 og 29 måneder, så de ikke oplever det 'så hårdt' (hvis man kan sige det sådan).

det er også børnene der har gjort sådan så det ikke er blevet til mere end tænker her. det er rigtig hårdt og sige man endelig ikke orker dem, men tror endelig det er bedre at sige det, til sin mand så han kan tage over, men det er bare ikke alt tid de forstå det, det har taget mig rigtig lang til at få ham til at forstå hvordan det er at have en depression, han forstå det stadig ikke helt, men har lært at accepter tingene som de nu er blevet, da han har set at jeg godt nogen dage kan alt det som jeg ku før hen selvom der ikke er så mange af de dage.

men syntes da det er godt at din kæreste siger som han gør da du har mulighed for at prøve at gøre noget ved det(som at søge læge) i stedet for at han bare gå uden forklaring

selvom dine børn er så små, så kan de stadig godt mærke at mor nogen gange er anderledes nogen af dagene, mine er 6 og 7 år og den ældste mærker med det samme hvis jeg er inden i en dårlige perioede, og de er begyndt at stille spørgsmålstegn ved hvorfor jeg tager piller osv.