Hvad er godt nok?

I en anden tråd, hvor problemerne med at barnefaderen er psykopat kommer rigtig tydeligt frem, nævnes det, at man kan blive psykopat pga manglende tilknytning i barndommen.

Det sparkede mine tanker i gang.

Jeg sidder nu her og spekulerer på, hvad som skal til, for at barnet udvikler sig i den retning? Jeg tænker på alle de gange, hvor jeg ikke har sat middagslavningen på pause for at tage mig af min lille søn, når han hænger i mit bukseben. Jeg spekulerer på, hvor kærlig jeg egentlig var alle de nætter, jeg næsten ikke husker pga søvnmangel, hvor jeg vandrede op og ned af gulvet med en skrigende baby i armene. Hvor går grænserne? Jeg arbejder meget i projekter, så nogle uger arbejder jeg over 50 timer i ugen, andre uger har jeg så bedre tid end de fleste andre. Det er så ujævnt. Kan det mon også påvirke i forkert retning, når det gælder den slags personlighedstræk? Hvad skal til? Eller rettere: Hvad og hvor meget skal til for at børnene ikke udvikler psykopattræk? Hvor perfekt skal man være som mor for at være på den sikre side? Jeg er i hvert fald ikke en perfekt mor. Jeg gør så godt jeg kan og elsker mine børn over alt andet - men nu sidder jeg her og tænker, om det er godt nok?

Hvad tænker I andre? Hvornår er det godt nok, hvor går grænserne? Hvad er for meget (f eks at barnet ALTID er midtpunktet i familien) eller for lidt (f eks at barnet ALDRIG bliver hørt). Kan en dårlig situation opvejes af en god - eller gør det det bare værre?

Mange rodede tanker her, men jeg håber, I finder mening i det.

Skriv gerne en kommentar med dine egne tanker omkring dette.

Ciss skriver:

I en anden tråd, hvor problemerne med at barnefaderen er psykopat kommer rigtig tydeligt frem, nævnes det, at man kan blive psykopat pga manglende tilknytning i barndommen.

Det sparkede mine tanker i gang.

Jeg sidder nu her og spekulerer på, hvad som skal til, for at barnet udvikler sig i den retning? Jeg tænker på alle de gange, hvor jeg ikke har sat middagslavningen på pause for at tage mig af min lille søn, når han hænger i mit bukseben. Jeg spekulerer på, hvor kærlig jeg egentlig var alle de nætter, jeg næsten ikke husker pga søvnmangel, hvor jeg vandrede op og ned af gulvet med en skrigende baby i armene. Hvor går grænserne? Jeg arbejder meget i projekter, så nogle uger arbejder jeg over 50 timer i ugen, andre uger har jeg så bedre tid end de fleste andre. Det er så ujævnt. Kan det mon også påvirke i forkert retning, når det gælder den slags personlighedstræk? Hvad skal til? Eller rettere: Hvad og hvor meget skal til for at børnene ikke udvikler psykopattræk? Hvor perfekt skal man være som mor for at være på den sikre side? Jeg er i hvert fald ikke en perfekt mor. Jeg gør så godt jeg kan og elsker mine børn over alt andet - men nu sidder jeg her og tænker, om det er godt nok?

Hvad tænker I andre? Hvornår er det godt nok, hvor går grænserne? Hvad er for meget (f eks at barnet ALTID er midtpunktet i familien) eller for lidt (f eks at barnet ALDRIG bliver hørt). Kan en dårlig situation opvejes af en god - eller gør det det bare værre?

Mange rodede tanker her, men jeg håber, I finder mening i det.

Skriv gerne en kommentar med dine egne tanker omkring dette.

Ciss skriver:

I en anden tråd, hvor problemerne med at barnefaderen er psykopat kommer rigtig tydeligt frem, nævnes det, at man kan blive psykopat pga manglende tilknytning i barndommen.

Det sparkede mine tanker i gang.

Jeg sidder nu her og spekulerer på, hvad som skal til, for at barnet udvikler sig i den retning? Jeg tænker på alle de gange, hvor jeg ikke har sat middagslavningen på pause for at tage mig af min lille søn, når han hænger i mit bukseben. Jeg spekulerer på, hvor kærlig jeg egentlig var alle de nætter, jeg næsten ikke husker pga søvnmangel, hvor jeg vandrede op og ned af gulvet med en skrigende baby i armene. Hvor går grænserne? Jeg arbejder meget i projekter, så nogle uger arbejder jeg over 50 timer i ugen, andre uger har jeg så bedre tid end de fleste andre. Det er så ujævnt. Kan det mon også påvirke i forkert retning, når det gælder den slags personlighedstræk? Hvad skal til? Eller rettere: Hvad og hvor meget skal til for at børnene ikke udvikler psykopattræk? Hvor perfekt skal man være som mor for at være på den sikre side? Jeg er i hvert fald ikke en perfekt mor. Jeg gør så godt jeg kan og elsker mine børn over alt andet - men nu sidder jeg her og tænker, om det er godt nok?

Hvad tænker I andre? Hvornår er det godt nok, hvor går grænserne? Hvad er for meget (f eks at barnet ALTID er midtpunktet i familien) eller for lidt (f eks at barnet ALDRIG bliver hørt). Kan en dårlig situation opvejes af en god - eller gør det det bare værre?

Mange rodede tanker her, men jeg håber, I finder mening i det.

Skriv gerne en kommentar med dine egne tanker omkring dette.

Åh den er farlig.. Tror at man i nogle tilfælde kan gøre alt lige præcis som  man skal og stadig ik være sikker.. Det er jo påvist at det kan være fysiske problemer der giver psykopater.. F.eks. hvis der mangler gennemstrømning centrale steder i hjernen.. Jeg tror at hvis man dybt inde gør det man kan og gerne vil sine børn det bedste i livet, så er man nogenlunde sikret.. Hvis man derimod hele tiden tilsidesætter børnene for egne behov og ik vil sine børn det bedste i livet.. Så tror jeg man er udsat.. Giver det mening?

Ciss skriver:

I en anden tråd, hvor problemerne med at barnefaderen er psykopat kommer rigtig tydeligt frem, nævnes det, at man kan blive psykopat pga manglende tilknytning i barndommen.

Det sparkede mine tanker i gang.

Jeg sidder nu her og spekulerer på, hvad som skal til, for at barnet udvikler sig i den retning? Jeg tænker på alle de gange, hvor jeg ikke har sat middagslavningen på pause for at tage mig af min lille søn, når han hænger i mit bukseben. Jeg spekulerer på, hvor kærlig jeg egentlig var alle de nætter, jeg næsten ikke husker pga søvnmangel, hvor jeg vandrede op og ned af gulvet med en skrigende baby i armene. Hvor går grænserne? Jeg arbejder meget i projekter, så nogle uger arbejder jeg over 50 timer i ugen, andre uger har jeg så bedre tid end de fleste andre. Det er så ujævnt. Kan det mon også påvirke i forkert retning, når det gælder den slags personlighedstræk? Hvad skal til? Eller rettere: Hvad og hvor meget skal til for at børnene ikke udvikler psykopattræk? Hvor perfekt skal man være som mor for at være på den sikre side? Jeg er i hvert fald ikke en perfekt mor. Jeg gør så godt jeg kan og elsker mine børn over alt andet - men nu sidder jeg her og tænker, om det er godt nok?

Hvad tænker I andre? Hvornår er det godt nok, hvor går grænserne? Hvad er for meget (f eks at barnet ALTID er midtpunktet i familien) eller for lidt (f eks at barnet ALDRIG bliver hørt). Kan en dårlig situation opvejes af en god - eller gør det det bare værre?

Mange rodede tanker her, men jeg håber, I finder mening i det.

Skriv gerne en kommentar med dine egne tanker omkring dette.

De ting du nævner dér er jo småting. Hvis et barn skal udvikle psykopatiske træk grundet mangler i opvæksten, skal der vel være tale om decideret omsorgssvigt.

Jeg nægter at tro at for meget (positiv) opmærksomhed kan være med til at skabe psykopatiske træk.

Men det er jo i virkeligheden noget som kun fagfolk kan udtale sig om.

Psykopati er jo ekstreme tilfælde, hvor personen ikke har fået det fundamentale behov for kærlighed og anerkendelse opfyldt. Psykopaten har søgt social kontakt, omsorg og følelser, men blev afvist, kan ikke udøve empati.

En dysfunktion i hjernen kan også medføre psykopati, hvor skaderne har gjort at personen ikke er i stand til at føle, anerkende eller elske.

Psykopatens virkelighedserkendelse kan for nogle vigtige områder være svag eller uudviklede. Dette gælder særligt de sociale områder. Personen føler, at de er overflødige og at ingen bryder sig om dem.

Det er jo ekstreme tilfælde, hvor der er tale om at barnet offer for omsorgssvigt og/eller mishandling

Det er ikke en sindslidelse, men karakterafvigelse, Psykopater overvurderer sig selv, udnytter andre mennesker, manipulerer med dem og føler absolut ingen skyld, når nogen lider på grund af dem. De er ofte upålidelige og løgnagtige. De kan ikke overskue konsekvenserne af egne handlinger.

Ïgen ekstreme tilfælde under opvæksten

tro mig har tænkt meget over disse ting da både kæresten og jeg kommer fra ikke så fede barndomsopvækster..

så vi har snakket rigtig meget omkring hvordan vi finder en mellemvej for vores søn og fremtidige børn så vi ikke begår samme fejl som der blev med os men så vi heller ikke gør det modsatte for det ville heller ikke være sundt...

Vil sige at hvis du sørger for at dit barn mærker din kærlighed ved at huske at rose ved de gode ting og tage kontakt når barnet leger og vise interesse når det fortæller ting det har oplevet så kan du ikke gøre det bedre...

Men hvis du altid afviser eller det eneste barnet oplever er nej, eller andre negative former for afvisninger, så vil det trække følehornene ind og det er der det kan gå galt..

Herhjemme bliver han altså også sat alene med fjernsyn eller legetøj mens der laves mad eller andre huslige pligter hvor det er svært at inkludere ham.. til gengæld de steder hvor vi kan putter vi ham ind og gør det til en leg hvis han selv viser interessen for det... f.eks. fylde og tømme vaskemaskinen, hjælpe med at tage ting ud af køleskab/fryser til madlavningen, hjælpe med at dække bord ved at han bærer et glas ad gangen ind og sætter... han ser så superstolt og glad ud fordi han føler han hjælper og han ser at vi viser ham det gør os glade

Han bliver irettesat når han gør ting han ikke må, og han lærer nye ting han må og ikke må hver eneste dag for tiden...

Føler selv der er dage hvor jeg bare ikke får sagt andet end nej det må du ikke, nej lad nu være med at kaste med maden osv... men så når han sover husker jeg på at jamen ind imellem de mange nej'er så legede vi jo egentlig sammen med hans biler, eller legoklodser eller vi sad og så fjernsyn sammen om morgenen i en times tid inden vi kom videre med at tage tøj på og morgenmad..

Så hvis du sørger for at opveje det så det ikke konstant er barnet der er i centrum (puha dem har vi vist allesammen mødt på et tidspunkt i vores liv ) men heller ikke er altid afvisende når barnet søger kontakt så tror jeg det er helt perfekt..

herhjemme har han også at han selv viser hvornår han ønsker vi skal deltage i hans lege.. hvis han selv leger skal vi lade være med at blande os for så stopper han med sin leg og flytter sig væk.. og hvis han gerne vil have os med i legen så kommer han selv med legetøjet eller henter os over til der hvor han leger...

Psykopati er yderst sjælden. Der skal MEGET mere til. Men jeg kan fortælle at børn der lider af omsorgsvigt (det kan være i form af manglende opmærksomhed, manglende kærlighed osv) kan få psykiske diagnoser heraf.

Jeg selv har haft diagnosen borderline rigtig længe, og har været inden for psykiatrien siden mit 12 år. Min diagnose er fastsat grundet omsorgssvigt. Mine forældre havde ikke tid og overskud til mig, jeg følte mig svigte hele vejen igennem min barndom.

Men ro på. Fordi du arbejder meget behøver dit barn ikke komme til at fejle noget. Du skal bare huske at rive noget tid ud HVER dag og være forælder og virkelig give dit barn opmærksomhed. Læs en bog, leg en leg. Hjælpes med maden. Gå en tur. osv osv. 

Uhh, lidt øvelse i psykologi inden Eksamen !  

det forholder sig sådan med psykopater at mange af dem er uvidende om deres tilstand.. 

en psykopat kan være født med manglende empati, eller få det i opvæksten.. 

En ud af tyve mænd er psykopat, imens kun en af hver 100 kvinde er ..  Hvad der gør at flest mænd får eller har denne lidelse(det er ikke en sygdom!) vides ikke.. 

det med psykopater er et svært emne, for man kan sagtens være født psykopat, og så have så meget kærlighed i sin opvækst, at man tror at man kan føle empati med andre menesker.. Er man derimod født med evnen til at have empati med andre menesker, kan dette center i hjernen ødelægges ved omsorgssvigt.. Altså, hvis man ikke giver barnet kærlighed, vil det aldrig selv kunne give det, det lidt ligesom vores evne til sprog, har du aldrig været udsat for sprog i en alder af 3, vil du aldrig kunne lære det, for centeret i hjernen er ikke eksisterende, så den om at en psykopat kan ændre sig, nej det kan de ikke.. 

Men der skal en god omgang omsirgssvigt til at fjerne empati fra et lille barn.. Så det tror jeg ikke du skal være bange for   

Team Putte skriver:

Åh den er farlig.. Tror at man i nogle tilfælde kan gøre alt lige præcis som  man skal og stadig ik være sikker.. Det er jo påvist at det kan være fysiske problemer der giver psykopater.. F.eks. hvis der mangler gennemstrømning centrale steder i hjernen.. Jeg tror at hvis man dybt inde gør det man kan og gerne vil sine børn det bedste i livet, så er man nogenlunde sikret.. Hvis man derimod hele tiden tilsidesætter børnene for egne behov og ik vil sine børn det bedste i livet.. Så tror jeg man er udsat.. Giver det mening?

Det giver god mening.

Jeg blev bare klar over, at jeg faktisk ikke ved noget om dette emne i det hele taget, og så begyndte jeg at spekulere....