Nogen der har prøvet skilsmisse/brud/utroskab?

Jeg fandt jo ud af at min mand har været mig utro for nogle dage siden. 

Jeg smed ham ud på stedet. Han påstod at han ikke havde kunnet gennemføre med hende, fordi han var ved at finde ud af om han kunne få sine følelser tilbage for mig. Jeg opdagede det ved jeg fandt en side 2 af et brev han havde skrevet til hende. At han gerne så dem som et par. At han gerne ville flytte sammen, men ikke ligenu. Og at han gerne ville have 1 eller 2 børn med hende på sigt. 

Hans forsvar var at han jo tydeligvis ikke havde sendt brevet og resten af det var smidt ud fordi der var hældt kaffe på. Han sagde han kun havde været hos hende en gang. 

Men jeg savner ham. Meget, og jeg elsker ham stadig. Og hvorfor kan jeg ikke bare lade være! Jeg er højgravid og vi har andre børn også. Og jeg har ikke hørt et ord fra ham. Intet opkald ingen sms intet. Kun tavshed. 

Da jeg smed ham ud og han kørte sagde han at han ville tage til sin bror. Men det gjorde han først dagen efter. Påstod han var hos en ven. 

Dagen efter tog han til sin bror og jeg ved ikke om han er der endnu. 

Han påstod den dag jeg opdagede brevet at han ikke har mere kontakt til hende. Men jeg tænker om det er løgn og om han flytter ind hos hende osv. 

Jeg er bare så ked af det. Men ved også at ingen kan gøre noget. Forstår bare ikke han kan være så kold, især fordi jeg er højgravid og fordi han ved børnene er smadder kede af det. De forstår jo ikke hvad der sker og de savner far. 

Jeg er bange for at gå helt ned. Har intet netværk og den eneste veninde der tålmodigt lytter bor på bornholm og mig på Sjælland. Så jeg er alene.  Jeg kan næsten Ikke trække vejret af sorg. Jeg kan ikke rigtig sove. Kan ikke spise og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. 

Hvad skal jeg gøre? Har i nogen gode råd/værktøjer? Kæmper for ikke at kaste mig i armenene på ham og tigge ham om at komme tilbage. Savner ham sådan og har ikke spor lyst til at være alene. De her dage har været rigeligt alene for mig. 

Undskyld det er så rodet, men har kaos i mit hoved. 

Vil bare lige give dig et kæmpe , hvor er du sej at du står ved din beslutning!
En gang utro, altid utro - husk det min kære! Han har glemt dig en gang, så kan han sagtens glemme dig igen...
En mand der elsker dig ville aldrig overveje at være sammen med en anden uden at have gjort det forbi med dig først!
Kunne skrive en masse grimme ting om ham, men.... 
Jeg synes du skal sætte dig ned, slå koldt vand i blodet og bestemme dig for at du fra nu af vil elske ham for at være børnenes far, og INTET andet end det. Du skal vide med dig selv at du fortjener langt bedre 

Først et KÆMPE kram herfra...

dernæst overvej at snakke med familierådgivningen i din kommune.. de kan nogen gange sætte en i kontakt med andre i lignende situation, eller de kan være god ører der lytter... de kan også hjælpe med f.eks. kontakt til "bedsteforældre" der kan være en aflastning hvis børnene er en alder hvor de kan være væk hjemmefra i længere tid...

Eller ring til sundhedsplejersken for dit område og få kontakt den vej til nogen der kan hjælpe... ofte kender sundhedsplejerskerne i områderne jo til forskellige grupper der mødes en eller flere gange om ugen med forskellige aktiviteter...

ved at Mødrehjælpen her i Roskilde inviterer til spisning hver onsdag for mor og barn/børn.... koster så vidt jeg husker 50 kr... der hænger et opslag på sønnens vuggestue så hvis det har interesse kan jeg fange et nummer derfra så kunne du jo spørge om de også gør det der hvor du bor...

Det lyder ikke som om du nogensinde kan stole 100% på ham og ja det er svært i den første tid fordi du stadig har følelser for ham. Men jeg tror du skal prøve at give slip på ham

Jeg syntes bare det er så svært det her. Har så stor lyst til at tigge ham om at komme hjem. Men hvis han bare er ligeglad så fortryder jeg det bare bittert. Hader det her. Kan ikke klare mere. 

Minforevigt skriver:

Jeg fandt jo ud af at min mand har været mig utro for nogle dage siden. 

Jeg smed ham ud på stedet. Han påstod at han ikke havde kunnet gennemføre med hende, fordi han var ved at finde ud af om han kunne få sine følelser tilbage for mig. Jeg opdagede det ved jeg fandt en side 2 af et brev han havde skrevet til hende. At han gerne så dem som et par. At han gerne ville flytte sammen, men ikke ligenu. Og at han gerne ville have 1 eller 2 børn med hende på sigt. 

Hans forsvar var at han jo tydeligvis ikke havde sendt brevet og resten af det var smidt ud fordi der var hældt kaffe på. Han sagde han kun havde været hos hende en gang. 

Men jeg savner ham. Meget, og jeg elsker ham stadig. Og hvorfor kan jeg ikke bare lade være! Jeg er højgravid og vi har andre børn også. Og jeg har ikke hørt et ord fra ham. Intet opkald ingen sms intet. Kun tavshed. 

Da jeg smed ham ud og han kørte sagde han at han ville tage til sin bror. Men det gjorde han først dagen efter. Påstod han var hos en ven. 

Dagen efter tog han til sin bror og jeg ved ikke om han er der endnu. 

Han påstod den dag jeg opdagede brevet at han ikke har mere kontakt til hende. Men jeg tænker om det er løgn og om han flytter ind hos hende osv. 

Jeg er bare så ked af det. Men ved også at ingen kan gøre noget. Forstår bare ikke han kan være så kold, især fordi jeg er højgravid og fordi han ved børnene er smadder kede af det. De forstår jo ikke hvad der sker og de savner far. 

Jeg er bange for at gå helt ned. Har intet netværk og den eneste veninde der tålmodigt lytter bor på bornholm og mig på Sjælland. Så jeg er alene.  Jeg kan næsten Ikke trække vejret af sorg. Jeg kan ikke rigtig sove. Kan ikke spise og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv. 

Hvad skal jeg gøre? Har i nogen gode råd/værktøjer? Kæmper for ikke at kaste mig i armenene på ham og tigge ham om at komme tilbage. Savner ham sådan og har ikke spor lyst til at være alene. De her dage har været rigeligt alene for mig. 

Undskyld det er så rodet, men har kaos i mit hoved. 

Puha.. Sikken øv situation Er selv højgravid og lige blevet single, det var dog ikke utroskab, der var grunden, men alt muligt andet. Man er bare ekstra følsom, når man er gravid. og samtidig er  tanken om stå alene med fødslen, et lille spædbarn og større børn total skræmmende. Man tror aldrig, at man kommer sig over det, men det gør man. Sørg for at bruge din jordemoder og sundhedsplejeske og spør evt. om du kan komme i en mødregruppe for enlige, så du kan opbygge et netværk. Ville nok ikke give den mand en chance efter det, som han har gjort.

Du kan også prøve at kontakte din præst? Jeg er ikke selv super troende, men præster kan noget med at lytte Og give råd? Bare hvis du står uden nogen at snakke med.

da jeg skulle giftes blev jeg meget overrasket over hvor nær og lyttende præst vi har i vores sogn (der blev vendt andre ting end "kun" lige det at blive gift)

bare et forslag....

Vil bare lige give dig et kæmpe , hvor er du sej at du står ved din beslutning!
En gang utro, altid utro - husk det min kære! Han har glemt dig en gang, så kan han sagtens glemme dig igen...
En mand der elsker dig ville aldrig overveje at være sammen med en anden uden at have gjort det forbi med dig først!
Kunne skrive en masse grimme ting om ham, men.... 
Jeg synes du skal sætte dig ned, slå koldt vand i blodet og bestemme dig for at du fra nu af vil elske ham for at være børnenes far, og INTET andet end det. Du skal vide med dig selv at du fortjener langt bedre 

En gang utro, altid utro - hvad er det for noget at skrive? Det ved du da intet om. Der er masser af mennesker der træder ved siden af én gang (eller flere gange) for derefter ikke at gøre det igen. Lad være med at skære alle mennesker over én kam på den måde.

Til TS: Det er en sindssygt svær situation du står i. Hvis jeg var dig, ville jeg lade være med at foretage mig noget i en uge eller to. Tænk over tingene. Se hvordan situationen ser ud, om han giver udtryk for at savne dig og ville tilbage til dig og forbedre sig. Om han er villig til f.eks at gå i parterapi og arbejde for sagen.

I har flere børn sammen så der er virkelig noget at kæmpe for. Og uanset om han lyver eller ej når han siger at han ikke har gennemført det med hende, så er der stadig håb for at jeres forhold kan overleve hvis I begge to vil det.

Jeg synes det er svært at komme med de vise sten, for jeg ved ikke hvordan jeg ville reagere, hvis jeg stod i din situation. 

Jeg mangler nok lidt vished omkring hvor din mand står. Jeg ved, at han tidligere har givet udtryk for tvivl omkring jeres forhold og hans følelser for dig, og hvis han stadig er i tvivl, så synes jeg ikke, at det er det rigtige at bede ham om at komme tilbage. Jeg synes du skal lade ham komme til dig, så han viser vilje, da jeg tror det er vigtigt i forhold til jeres fælles fremtid. Kommer han tilbage, så ta den derfra. Hvis du kan tilgive ham og se fremad, så give det en chance til. Ja, han er en torsk, men I har en fælles familie og du elsker ham, så hvis du kan tilgive ham og lægge dette bag dig, så synes jeg du skal give ham en chance, hvis han beder dig om en.

Jeg er virkelig ked af, at du er alene og langt væk fra din veninde og familie. Jeg tror det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at tude igennem, når børnene er lagt i seng. Måske vil det ikke være en dum idé at kontakte præsten som en anden foreslår? 

Kæmpe knus til dig