Barn nr 3?

Hej med jer

Jeg har tumlet meget her på det sidste med det store spørgsmål - skal vi have en 3'er?

Vi har to piger på 4 og 8 år, og jeg selv nærmer mig hastigt de 36 år.
Min mand har tit snakket om lillebror, nogle gange for sjov og andre gange ikke!
Men jeg har hele tiden sagt at vi ikke skulle have flere. 3 børn var blevet en dille, og noget pjat. 2 var det optimale, en til hver hånd og til hver forælder. Og jeg ville hellere kunne give mine piger opmærksomhed og kvalitetstid end at de skulle dele med endnu en.

Men nu bliver jeg alligevel lidt rystet i mine holdninger.. Og er faktisk ikke sikker på alt det jeg har sagt, at jeg er færdig med at være gravid og have baby. Jo jeg synes da meget af det at være gravid var hyggelig (når jeg ikke kamp-hørlede og måtte gå til kiropraktor for overhovedet kunne gå for smerter)
Ingen af fødslerne er gået efter planen, men det har nu taget værst på min mand ( da jeg ikke har opfattet alt det skete)

Min mand har som sagt været den der talte For "lillebror" og jeg imod, indtil jeg fik griller i hovedet og sagde jamen så okay! Så satte han begge hæle i, og fandt alle de ting der talte imod. Efter at have gået et stykke tid og nærmest forestillet mig hele forløbet og planlagt både graviditet, fødsel, barsel osv accepterede jeg at Nej vi VAR færdige! Og det var den rigtige beslutning.

Nu sker der så det at jeg endelig får fast arbejde - hvilket er en af de ting der har været altafgørende for skal/skal ikke.
Så nu springer hele spørgsmålet op igen, den ene time kan jeg redegøre for alle de fornuftige argumenter der giver et Nej, men den næste drømmer og planlægger jeg og er nærmest allerede gravid igen. Og jeg kan remse op alle de forhold der gør sig gældende for at det er den oplagte beslutning at få nr. 3.

Det er godt nok svært!

Hjælp mig!
ER jeg for gammel, til baby, natteroderi og alt det pjat?
Ødelægger jeg nu vores lille familie, og slår os hjem (tænk ludo)
Kan jeg overkomme 3 børn, sammen med arbejde, hus og få logistikken til at gå op?

Ved du hvad du er IKKE for gammel og jeg syntes du skal snakke med din mand omkring det fordi du lyder til at være klar til nr 3

Hvis I bestemmer jer for en nr tre, synes jeg bestemt ikke, du er for gammel. Jeg fik nr to, da jeg var 36, og det gik da fint, selvom der var meget natteroderi og dårligt med søvn - og vores to er tætte.

Når arbejdet er på plads, og I ikke har parforholdskrise el lign, er det jo egentlig mest jeres egen indstilling, som afgør, om det er det rette for jer. Hvis I brænder for det og begge gerne vil, så klarer I også at løse de praktiske udfordringer omkring det. Selv drømmer jeg om en nr tre men må se i øjnene, at de praktiske udfordringer omkring det er for store, min mand er ikke med på ideen, og pga alder kan jeg ikke vente til senere, så for mig er løbet kørt.

Det vigtigste er, at I gør det, som er ret for jer - men jeg tror, at det er rigtig smart, at du får tænkt det hele godt igennem nu, så du ikke pludselig om fem år fortryder, at I ikke fik en mere alligevel el lignende.

Skriv en liste med fordele og ulemper i hver sin kolonne. Det synes jeg ofte hjælper rigtig meget til at klarne tankerne.

Anonym skriver:

Hej med jer

Jeg har tumlet meget her på det sidste med det store spørgsmål - skal vi have en 3'er?

Vi har to piger på 4 og 8 år, og jeg selv nærmer mig hastigt de 36 år.
Min mand har tit snakket om lillebror, nogle gange for sjov og andre gange ikke!
Men jeg har hele tiden sagt at vi ikke skulle have flere. 3 børn var blevet en dille, og noget pjat. 2 var det optimale, en til hver hånd og til hver forælder. Og jeg ville hellere kunne give mine piger opmærksomhed og kvalitetstid end at de skulle dele med endnu en.

Men nu bliver jeg alligevel lidt rystet i mine holdninger.. Og er faktisk ikke sikker på alt det jeg har sagt, at jeg er færdig med at være gravid og have baby. Jo jeg synes da meget af det at være gravid var hyggelig (når jeg ikke kamp-hørlede og måtte gå til kiropraktor for overhovedet kunne gå for smerter)
Ingen af fødslerne er gået efter planen, men det har nu taget værst på min mand ( da jeg ikke har opfattet alt det skete)

Min mand har som sagt været den der talte For "lillebror" og jeg imod, indtil jeg fik griller i hovedet og sagde jamen så okay! Så satte han begge hæle i, og fandt alle de ting der talte imod. Efter at have gået et stykke tid og nærmest forestillet mig hele forløbet og planlagt både graviditet, fødsel, barsel osv accepterede jeg at Nej vi VAR færdige! Og det var den rigtige beslutning.

Nu sker der så det at jeg endelig får fast arbejde - hvilket er en af de ting der har været altafgørende for skal/skal ikke.
Så nu springer hele spørgsmålet op igen, den ene time kan jeg redegøre for alle de fornuftige argumenter der giver et Nej, men den næste drømmer og planlægger jeg og er nærmest allerede gravid igen. Og jeg kan remse op alle de forhold der gør sig gældende for at det er den oplagte beslutning at få nr. 3.

Det er godt nok svært!

Hjælp mig!
ER jeg for gammel, til baby, natteroderi og alt det pjat?
Ødelægger jeg nu vores lille familie, og slår os hjem (tænk ludo)
Kan jeg overkomme 3 børn, sammen med arbejde, hus og få logistikken til at gå op?

 

Hej med jer

Jeg har tumlet meget her på det sidste med det store spørgsmål - skal vi have en 3'er?

Vi har to piger på 4 og 8 år, og jeg selv nærmer mig hastigt de 36 år.
Min mand har tit snakket om lillebror, nogle gange for sjov og andre gange ikke!
Men jeg har hele tiden sagt at vi ikke skulle have flere. 3 børn var blevet en dille, og noget pjat. 2 var det optimale, en til hver hånd og til hver forælder. Og jeg ville hellere kunne give mine piger opmærksomhed og kvalitetstid end at de skulle dele med endnu en.

Men nu bliver jeg alligevel lidt rystet i mine holdninger.. Og er faktisk ikke sikker på alt det jeg har sagt, at jeg er færdig med at være gravid og have baby. Jo jeg synes da meget af det at være gravid var hyggelig (når jeg ikke kamp-hørlede og måtte gå til kiropraktor for overhovedet kunne gå for smerter)
Ingen af fødslerne er gået efter planen, men det har nu taget værst på min mand ( da jeg ikke har opfattet alt det skete)

Min mand har som sagt været den der talte For "lillebror" og jeg imod, indtil jeg fik griller i hovedet og sagde jamen så okay! Så satte han begge hæle i, og fandt alle de ting der talte imod. Efter at have gået et stykke tid og nærmest forestillet mig hele forløbet og planlagt både graviditet, fødsel, barsel osv accepterede jeg at Nej vi VAR færdige! Og det var den rigtige beslutning.

Nu sker der så det at jeg endelig får fast arbejde - hvilket er en af de ting der har været altafgørende for skal/skal ikke.
Så nu springer hele spørgsmålet op igen, den ene time kan jeg redegøre for alle de fornuftige argumenter der giver et Nej, men den næste drømmer og planlægger jeg og er nærmest allerede gravid igen. Og jeg kan remse op alle de forhold der gør sig gældende for at det er den oplagte beslutning at få nr. 3.

Det er godt nok svært!

Hjælp mig!
ER jeg for gammel, til baby, natteroderi og alt det pjat?
Ødelægger jeg nu vores lille familie, og slår os hjem (tænk ludo)
Kan jeg overkomme 3 børn, sammen med arbejde, hus og få logistikken til at gå op?

 

Jeg venter nr 3, og har haft nogenlunde de samme tanker, jeg har dog bare ikke alderen som problem, (er 26 lidt endnu), men mere om man "ødelægger" det man allerede har, sin familie, kan man "magte" en mere?

Mit svar er JA! Selvfølgelig kan man magte det!

Jeg var slet slet ikke klar til, at nr 2, var den sidste, om man er 26 eller 36 er vel ikke det der er problemet, og jeg mener, at hvis man har kunne finde ud af at få en hverdag til at fungere optimalt da nr. 2 kom ind i billedet, hvorfor skulle det så ikke også fungere 3. gang?

Mine drenge vil så "kun" være 2 og 3 når nr. 3 kommer, men det er et bevist valg, mht. vi stopper efter nr. 3 og jeg ville ikke have så langt imellem mine børn, især fordi der kun er 10.5 måned imellem drengene her, så skulle nr. 3 ikke føle sig total forladt...

Jeg glæder mig sindssyg meget til at opleve at blive mor igen, en ting jeg ikke var klar til at sige farvel til, da snakken igen faldte på om 2 var "nok"....

Men når alt kommer til alt, så handler det vel i bund og grund om man:

- Har overskud og kærlighed nok til ALLE 3 børn?
- Økonomien har jo (desværre) også sin indvirkning?

Vi har hus, bil, job og uddannelser med os, vi bor der hvor vi skal blive gamle og økonomien kunne da være bedre, men vi klager ikke - og jeg ville elske at sætte en tumling mere på postkassen.

Ønsker din mand sig brændende en dreng? Det kunne jo lyde lidt sådan, når han allerede siger lillebror og "kun" har døtre. Og hvis han gør- så synes jeg i øvrigt det er helt i orden og tror det er meget normalt, især blandt mænd. Men så er det nok ikke det rette grundlag for at få en 3'er... For tænk hvis det er en lillesøster? Så vil hun selvfølgelig blive elsket lige så højt som sine søstre, men ville I så i teorien helst have mere tid til de to I har? Og der er en lille smule større chance for at nr. 3 er samme køn som de to første, hvis de to første har samme køn. Jeg ved godt, at jeg lægger ord i munden på dig, og det kan være jeg er helt gal på den, men jeg tænkte tanken - for min kæreste vil i hvert fald VILDT gerne have en dreng..

Tranebaer skriver:

Ønsker din mand sig brændende en dreng? Det kunne jo lyde lidt sådan, når han allerede siger lillebror og "kun" har døtre. Og hvis han gør- så synes jeg i øvrigt det er helt i orden og tror det er meget normalt, især blandt mænd. Men så er det nok ikke det rette grundlag for at få en 3'er... For tænk hvis det er en lillesøster? Så vil hun selvfølgelig blive elsket lige så højt som sine søstre, men ville I så i teorien helst have mere tid til de to I har? Og der er en lille smule større chance for at nr. 3 er samme køn som de to første, hvis de to første har samme køn. Jeg ved godt, at jeg lægger ord i munden på dig, og det kan være jeg er helt gal på den, men jeg tænkte tanken - for min kæreste vil i hvert fald VILDT gerne have en dreng..

Tak for alle jeres input (kom gerne med flere )

jeg har et sted læst at "man fortryder ikke de børn man fik, men dem man Ikke fik" 

og tænker også at når der ikke er store grimme argumenter der taler imod, såe  

At min mand siger lillebror er vist mest i sjov - for jeg tror egentlig vi alle ville blive meget overrasket hvis det var andet end flere sløjfer og lyserøde kjoler vi skal tænke i  Men det kunne da være sjovt at prøve den (på den anden side... En pige ved jeg hvad jeg skal stille op med. En dreng??? )

som jeg har det lige nu er det kogt ned til en masse praktisk ting der "bare" skal på plads (og som vi sagtens kan finde ud af hen ad vejen) 

kan vi være i bilen? Vi skal have lavet kontor til børneværelse. Vi har solgt barnevogn, puslebord, dyner, sovepose, legetøj og givet alt tøj væk som den yngste er vokset ud fra = starte forfra med næsten alt

Anonym skriver:

Hej med jer

Jeg har tumlet meget her på det sidste med det store spørgsmål - skal vi have en 3'er?

Vi har to piger på 4 og 8 år, og jeg selv nærmer mig hastigt de 36 år.
Min mand har tit snakket om lillebror, nogle gange for sjov og andre gange ikke!
Men jeg har hele tiden sagt at vi ikke skulle have flere. 3 børn var blevet en dille, og noget pjat. 2 var det optimale, en til hver hånd og til hver forælder. Og jeg ville hellere kunne give mine piger opmærksomhed og kvalitetstid end at de skulle dele med endnu en.

Men nu bliver jeg alligevel lidt rystet i mine holdninger.. Og er faktisk ikke sikker på alt det jeg har sagt, at jeg er færdig med at være gravid og have baby. Jo jeg synes da meget af det at være gravid var hyggelig (når jeg ikke kamp-hørlede og måtte gå til kiropraktor for overhovedet kunne gå for smerter)
Ingen af fødslerne er gået efter planen, men det har nu taget værst på min mand ( da jeg ikke har opfattet alt det skete)

Min mand har som sagt været den der talte For "lillebror" og jeg imod, indtil jeg fik griller i hovedet og sagde jamen så okay! Så satte han begge hæle i, og fandt alle de ting der talte imod. Efter at have gået et stykke tid og nærmest forestillet mig hele forløbet og planlagt både graviditet, fødsel, barsel osv accepterede jeg at Nej vi VAR færdige! Og det var den rigtige beslutning.

Nu sker der så det at jeg endelig får fast arbejde - hvilket er en af de ting der har været altafgørende for skal/skal ikke.
Så nu springer hele spørgsmålet op igen, den ene time kan jeg redegøre for alle de fornuftige argumenter der giver et Nej, men den næste drømmer og planlægger jeg og er nærmest allerede gravid igen. Og jeg kan remse op alle de forhold der gør sig gældende for at det er den oplagte beslutning at få nr. 3.

Det er godt nok svært!

Hjælp mig!
ER jeg for gammel, til baby, natteroderi og alt det pjat?
Ødelægger jeg nu vores lille familie, og slår os hjem (tænk ludo)
Kan jeg overkomme 3 børn, sammen med arbejde, hus og få logistikken til at gå op?

 

Det lyder til at dit hjerte taler for, men at tvivlen ligger i det praktiske.. Og så er det her du må mærke efter hvad der er vigtigst for dig og hvad der skal have lov at styre livet Forestil dig hvor du er om 5 år. Vil du se tilbage og tænke at du skulle have gjort det? 

Kan kun sige, at vi kun lever én gang, og at man altid skal se muligheder frem for begrænsninger.. 

Du er nok ikke i tvivl om hvad jeg havde valgt, men håber du finder ud af det rigtige for dig