Hej Alle sammen
håber nogen kan hjælpe.
sagen er den at jeg er alene mor til min pige på godt 13mdr. Vi bor på et kollegie for unge mødre, vi har boet her siden december. Men i januar skulle hun starte i vugestue og jeg på min uddannelse kun nogle få dage efter. Min datter bliver syg med omgangssyge to dage efter og jeg må så blive hjemme og passe hende. Det en hård omgang og vi tager til læge, hvor hun bliver vejet. Hun har så ikke taget på i en hel mdr. Lægen sender en henvisning ud til spædbørns afs. Personalet på kollegiet begyndr at fortælle at hun mistrives og de sætter en kæmpe indsats ind og hjælper. De fortæller mig at min datter har et overlevelses gen ) hun kravlede som 6 mdr gammel og ku sidde som 5 mdr) og har altid klaret sig utrolig flot. Hun har en ambivilant tilknytning til mig fordi hun er bliver meget ked når jeg forlader rummet. ( hun er på daværende tidspunkt 10 mdr) jeg kæmper hårdt og ifølge personalet trives hun nu igen.. min pige er tit syg, det bed jrg godt. Mange mellemørsbetændelser, dræn osv...De mener så at hun svinger meget i sin trivsel. Fordi at hun ikke spiser når hun er syg...
Min frustration kommer sig af at før vi flyttede her ind har kommunen været inde over med ekstra støtte på hospitalet efter fødsel. Så ekstra sundhedsplejeske og ekstra støtte og ikke en af dem har ku sætte en finger på at min mor enskaber. De har sagt jeg har brugt for en lille smule støtte men thats it, men i forhold til at fokusere på andet end min pige. (jeg har haft et hårdt liv med instutioner og har diagnosen borderline). Men efter vi er flyttet herind finder de konstant problemer fordi min datter reagere voldsomt når Personalet er her. De mener hun har en utryg tilknytning til mig, de snakker om aflastnings familie osv. De giver mig aldrig svar på om de tror på mig og fortæller at det kan man ikke udtale sig om. De vender den aldrig 180g og tænkr at det evt ku være dem der skabte den utrygge stemning.
jeg fatter ikke noget af det. Jeg ku muligvis blive bedre til at lege med hende...Den ting der bekymre mig er at når hun bliver ked kravler hun ikke hen til mig og søger trøst. på trods af at jeg altod har prioriteret at hun sku ha massere af kys og kram og hun har altid haft mig tæt på...
her kommer mit spørgsmål, ( som personalet ikke kan svarer på, på dansk ihvertfald) hvad kan jeg gøre som mor, for at gøre den her situation bedre. Vil gøre alt. håber nogen har råd og erfaring.
Undskyld det blev så langt og forvirrende. Men er så fortvivlet og har snart ikke flere kræfter til at kæmpe imod dem. Men jeg opgiver ikkr kampen og vil aldrig opgive min datter. Hun er det hele værd.
Tusind tak på forhånd..
Mvh den fortvivlede mor!
Anmeld
