Moma skriver:
Prøv at google Ulla Lebahn. Hun arbejder med "kræsne" børn.
Det man skal huske på, det er, at det ikke handler om at være kræsen. Men om noget andet. Der kan være mange ting, der spiller ind. Det handler om kontrol, og det at børnene kan sige fra, fordi der (måske) foregår nogle andre ting, de ikke selv kan styre/kontrollere.
Et af rådene er, at der ikke skal kommenteres/snakkes om mad OVERHOVEDET, mens man spiser. I voksne bestemmer, hvad der kommer på bordet og papdatteren bestemme, hvad hun spiser. I kan lave det mad I nu synes, I vil have og så stil et alternativ på bordet til papdatteren - uden kommentarer, så sidder I alle sammen og spiser stille og roligt - igen uden at snakke om mad overhovedet - men om alt muligt andet. Det der er pointen er, at alt det nøden/lokken/pressen skal gemmes væk, og det med at det er noget særligt at spise, det skal gøres til en ganske almindelig ting man gør ligesom at børste tænder og tage tøj på. Der skal ikke noget opmærksomhed omkring det at spise. Det kan børnene mærke og kan være en af grundene til, at der bliver reageret.
I know how you feel - Vi har også en meget "kræsen" pige på lige knap 9, der spiser nogle andre ting, end din papdatter - men i hvert fald har max 10-20 fødeemner, hun vil spise. Vi bruger dette råd derhjemme, hun spiser ikke flere ting, men vi slapper af omkring det, og jeg har accepteret, at det er okay, og at hun nok engang får lyst til at smage på noget mere mad.
Sorry for det rodede indlæg - men du fik lige trykket på en knap 
Men der er nok ikke andet for end at ignorere hendes madvaner -eller mangel på samme..
Det er bare frustrende, især fordi min kæreste og jeg ikke er kræsne, og gerne vil prøve alt muligt nyt.. Det må så begrænses til når vi ikke har hende..