Mistet min lille dreng i uge 22

Jeg skriver herinde, fordi jeg har brug for at dele min historie, og måske høre fra nogen, som har oplevet noget lignende…

For 5 måned siden fik min kæreste og jeg den dejligste nyhed. Vi skulle være forældre til august! Vi havde prøvet at blive gravide, og var derfor meget lykkelige! 12. ugers skanningen gik fint, og alt så ud som det skulle. Da det er min første graviditet, har jeg haft meget uro i kroppen, og har været meget forbeholden overfor, at det kunne gå galt. Men efter 12.ugers skanningen slappede jeg lidt mere af - har dog hele tiden haft en bange anelse om, at noget ikke var helt godt. Til MDskanningen blev mine bange anelser bekræftet.. Barnet var meget sygt, og havde ca. 5mm væskeophobning i hele kroppen. Vi fik besked på, at forvente det værste og håbe på det bedste. Vi var/er frygtelig kede af det, og stod helt uforstående overfor det. Jeg har levet rigtig sundt, dyrket motion og i det hele taget passet rigtig godt på mig selv og vores lille guldklump. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle se tiden an, og komme tilbage en uge efter. Desværre viste den næste skanning, at det kun var blevet værre. Barnet havde nu ca. 1cm væske liggende under huden, organer og hjerne, og havde ingen chancer for at overleve. Fredag d. 19. Juni blev jeg derfor indlagt og fødslen blev sat i gang. Om eftermiddagen fødte jeg en helt fin og færdig lille dreng, som kun manglede at vokse sig stor og stærk. Vi kunne ikke se, at der var noget galt med ham, men jordemoderen og lægerne sagde, at de godt kunne se, at han var meget syg. Han levede i nogle minutter efter han kom ud, og åndede ud i sin mors arme. Det var en hård, men også meget rørende oplevelse! Situationen taget i betragtning, synes jeg, vi er kommet igennem det på en rigtig fin måde. Da det er første gang jeg er gravid, var alt meget nyt for både min kæreste og jeg. Jeg var skrækslagen over at skulle føde det lille menneske! Men vores jordemoder gjorde, at en meget ubehagelig og svær situation, blev gjort til en fin oplevelse, og gav os en god afslutning. Vi fik sagt farvel, og ført det til dørs på den bedst mulige måde. Det er jeg så taknemlig for!

Nu sidder jeg så tilbage med en sær og tom følelse.. Vi ved endnu ikke hvad der var galt med vores lille dreng. Jeg har ikke haft nogen infektion, det er ikke en kromosomfejl eller en misdannelse.. Fosteret er sendt til obduktion, og vi skulle få svar om 6-8 uger, så nu er der bare tilbage at vente. Jeg er så bange for, at min kæreste og jeg simpelthen ikke ’passer’ sammen, og derfor ikke kan få børn sammen.. Og jeg frygter også, at de ikke finder ud af hvad der er galt, for hvad hvis det nu sker igen? Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre der har oplevet noget lign. Hvordan kom i igennem det, og har i fået børn efterfølgende? Lige nu føler jeg, at det eneste der vil hjælpe er, at prøve igen så hurtigt som muligt! Hvor lang tid gik der før i prøvede igen? Er der nogen der har erfaring med at bruge de psykologtimer man kan få tildelt efterfølgende?

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg håber der er nogen derude der har oplevet noget lign, og som vil dele sin historie med mig…

Kh/AS 

Det gør mig ondt at læse om jeres tab - det er så hårdt

Jeg har været igennem det samme. Jeg mistede tvillinger i uge 17.

Det er nu over 1 år siden og jeg er kommet godt videre.

Jeg vil anbefale dig at søge medlemskab på hjemmesiden smaa.engle.dk - det er en side som er lukket og hvor der udelukkende er andre engleforældre man kan dele sine tanker med, for dem er der mange af!

På facebook har vi også oprettet en gruppe der hedder vores små engle - den er lavet for pårørende og for engleforældre, her er du velkommen til at søge medlemskab også.

Jeg håber du får snakket det hele godt igennem med nogen der er tætte på dig.

mange knus herfra.

Gud hvor gør det ondt i hjertet at læse det!
Jeg har ikke selv erfaring med dette overhovedet, men jeg kunne ikke gå uden at give dig en krammer!

Jeg håber i får klaring på, hvad jeres lille engel fejlede!

Kan ikke gi nogle råd, men ville ikke gå uden at sende dig en stor krammer. Sikke en forfærdelig situation at blive stillet i. Ønsker dig og jer det bedste fremover. Jeg håber i hurtigt får en udredning, så i tør prøve drømmen en gang til

Fik helt tåre i øjnene da jeg læste jeres historie..

Vil ikke gå uden et stort knus herfra... Håber i får den hjælp i har behov for og kommer igennem det sammen

Sofy skriver:

Jeg skriver herinde, fordi jeg har brug for at dele min historie, og måske høre fra nogen, som har oplevet noget lignende…

For 5 måned siden fik min kæreste og jeg den dejligste nyhed. Vi skulle være forældre til august! Vi havde prøvet at blive gravide, og var derfor meget lykkelige! 12. ugers skanningen gik fint, og alt så ud som det skulle. Da det er min første graviditet, har jeg haft meget uro i kroppen, og har været meget forbeholden overfor, at det kunne gå galt. Men efter 12.ugers skanningen slappede jeg lidt mere af - har dog hele tiden haft en bange anelse om, at noget ikke var helt godt. Til MDskanningen blev mine bange anelser bekræftet.. Barnet var meget sygt, og havde ca. 5mm væskeophobning i hele kroppen. Vi fik besked på, at forvente det værste og håbe på det bedste. Vi var/er frygtelig kede af det, og stod helt uforstående overfor det. Jeg har levet rigtig sundt, dyrket motion og i det hele taget passet rigtig godt på mig selv og vores lille guldklump. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle se tiden an, og komme tilbage en uge efter. Desværre viste den næste skanning, at det kun var blevet værre. Barnet havde nu ca. 1cm væske liggende under huden, organer og hjerne, og havde ingen chancer for at overleve. Fredag d. 19. Juni blev jeg derfor indlagt og fødslen blev sat i gang. Om eftermiddagen fødte jeg en helt fin og færdig lille dreng, som kun manglede at vokse sig stor og stærk. Vi kunne ikke se, at der var noget galt med ham, men jordemoderen og lægerne sagde, at de godt kunne se, at han var meget syg. Han levede i nogle minutter efter han kom ud, og åndede ud i sin mors arme. Det var en hård, men også meget rørende oplevelse! Situationen taget i betragtning, synes jeg, vi er kommet igennem det på en rigtig fin måde. Da det er første gang jeg er gravid, var alt meget nyt for både min kæreste og jeg. Jeg var skrækslagen over at skulle føde det lille menneske! Men vores jordemoder gjorde, at en meget ubehagelig og svær situation, blev gjort til en fin oplevelse, og gav os en god afslutning. Vi fik sagt farvel, og ført det til dørs på den bedst mulige måde. Det er jeg så taknemlig for!

Nu sidder jeg så tilbage med en sær og tom følelse.. Vi ved endnu ikke hvad der var galt med vores lille dreng. Jeg har ikke haft nogen infektion, det er ikke en kromosomfejl eller en misdannelse.. Fosteret er sendt til obduktion, og vi skulle få svar om 6-8 uger, så nu er der bare tilbage at vente. Jeg er så bange for, at min kæreste og jeg simpelthen ikke ’passer’ sammen, og derfor ikke kan få børn sammen.. Og jeg frygter også, at de ikke finder ud af hvad der er galt, for hvad hvis det nu sker igen? Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre der har oplevet noget lign. Hvordan kom i igennem det, og har i fået børn efterfølgende? Lige nu føler jeg, at det eneste der vil hjælpe er, at prøve igen så hurtigt som muligt! Hvor lang tid gik der før i prøvede igen? Er der nogen der har erfaring med at bruge de psykologtimer man kan få tildelt efterfølgende?

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg håber der er nogen derude der har oplevet noget lign, og som vil dele sin historie med mig…

Kh/AS 

Føj for en grim oplevelse I har måtte igennem. Det gør mig meget ondt på jeres vegne 

Jeg bed lige mærke i at du skrev "jeg har spist sundt, motioneret og gjort alt hvad jeg kunne for at passe på vores lille guldklump". Jeg er sikker på du har gjort det bedste for dig og lillemanden men LOV mig du ikke bebrejder dig selv. Det er jo med høj sansynlighed ikke derfor at han var syg.

Jeg måtte selv ind og få fjernet et foster i uge 13, som havde en misdannelse (væske i hovedet) og var derfor ikke levedygtigt. Foster var levende til scanningen men havde ikke vokset det den skulle. Det var SÅ hårdt og gav også mig selv skylden i starten, at jeg jo havde spist sundt, passet på mig selv osv. Alle de grumme tanker omkring om man skulle blive gravid igen, med et rask barn, om man passer sammen genetisk osv. Puha, forfærdeligt 

Jeg har ingen trøstende ord. Men jeg sender min dybeste medfølelse og tanker til jer - og et kram får du også lige med på vejen. 

Håber lykken til smiler jer med et sundt og rask barn. 

Det gør mig inderligt ondt at læse Jeres historie.

Jeg kan ikke hjælpe dig med dine spørgsmål, men håber du får svar..

Kærligst fra Christina

Sofy skriver:

Jeg skriver herinde, fordi jeg har brug for at dele min historie, og måske høre fra nogen, som har oplevet noget lignende…

For 5 måned siden fik min kæreste og jeg den dejligste nyhed. Vi skulle være forældre til august! Vi havde prøvet at blive gravide, og var derfor meget lykkelige! 12. ugers skanningen gik fint, og alt så ud som det skulle. Da det er min første graviditet, har jeg haft meget uro i kroppen, og har været meget forbeholden overfor, at det kunne gå galt. Men efter 12.ugers skanningen slappede jeg lidt mere af - har dog hele tiden haft en bange anelse om, at noget ikke var helt godt. Til MDskanningen blev mine bange anelser bekræftet.. Barnet var meget sygt, og havde ca. 5mm væskeophobning i hele kroppen. Vi fik besked på, at forvente det værste og håbe på det bedste. Vi var/er frygtelig kede af det, og stod helt uforstående overfor det. Jeg har levet rigtig sundt, dyrket motion og i det hele taget passet rigtig godt på mig selv og vores lille guldklump. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle se tiden an, og komme tilbage en uge efter. Desværre viste den næste skanning, at det kun var blevet værre. Barnet havde nu ca. 1cm væske liggende under huden, organer og hjerne, og havde ingen chancer for at overleve. Fredag d. 19. Juni blev jeg derfor indlagt og fødslen blev sat i gang. Om eftermiddagen fødte jeg en helt fin og færdig lille dreng, som kun manglede at vokse sig stor og stærk. Vi kunne ikke se, at der var noget galt med ham, men jordemoderen og lægerne sagde, at de godt kunne se, at han var meget syg. Han levede i nogle minutter efter han kom ud, og åndede ud i sin mors arme. Det var en hård, men også meget rørende oplevelse! Situationen taget i betragtning, synes jeg, vi er kommet igennem det på en rigtig fin måde. Da det er første gang jeg er gravid, var alt meget nyt for både min kæreste og jeg. Jeg var skrækslagen over at skulle føde det lille menneske! Men vores jordemoder gjorde, at en meget ubehagelig og svær situation, blev gjort til en fin oplevelse, og gav os en god afslutning. Vi fik sagt farvel, og ført det til dørs på den bedst mulige måde. Det er jeg så taknemlig for!

Nu sidder jeg så tilbage med en sær og tom følelse.. Vi ved endnu ikke hvad der var galt med vores lille dreng. Jeg har ikke haft nogen infektion, det er ikke en kromosomfejl eller en misdannelse.. Fosteret er sendt til obduktion, og vi skulle få svar om 6-8 uger, så nu er der bare tilbage at vente. Jeg er så bange for, at min kæreste og jeg simpelthen ikke ’passer’ sammen, og derfor ikke kan få børn sammen.. Og jeg frygter også, at de ikke finder ud af hvad der er galt, for hvad hvis det nu sker igen? Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre der har oplevet noget lign. Hvordan kom i igennem det, og har i fået børn efterfølgende? Lige nu føler jeg, at det eneste der vil hjælpe er, at prøve igen så hurtigt som muligt! Hvor lang tid gik der før i prøvede igen? Er der nogen der har erfaring med at bruge de psykologtimer man kan få tildelt efterfølgende?

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg håber der er nogen derude der har oplevet noget lign, og som vil dele sin historie med mig…

Kh/AS 

Hold da op. Hvor blev jeg rørt over det, jeg sender mange positive tanker til Jer. Jeg kan på ingen måde forestille mig hvordan det må være.
Men vil alligevel prøve at trøste dig med at det faktisk sker for mange, og det på ingen måde er din eller din kærestes skyld. De fleste syge børn går normalt til, inden man når at finde ud af at man er gravid.

Jeg kan dog glædeligt fortælle dig, at min svigerinde har prøvet det samme som dig ret mange gange (6-7 desværre), og de har altså 4 raske børn idag!!!

Så lad ikke håbet og troen forlade Jer fuldstændigt.

Fælder en lille tåre på jeres vegne. Du skriver jeres historie meget smukt. Har ikke mistet selv, men har haft mennesker tæt inde på livet, som har. Tal om det, om og om igen. Du må bare aldrig gå med det selv! Håber ikke du bebrejder sig selv det, for det er ikke din skyld at dit barn var sygt. Naturen kan være grusom, men håber du finder trøst i tanken om at det var det bedste der kunne ske for jeres lille barn. Et liv, hvor det var meget sygt, var ikke nogen værdig!

Håber inderligt I får et svar der kan give jer ro i sjælen og det på et tidspunkt vil lykkes jer at få et velskabt barn i armene!

Har ikke selv prøvet det, men ville ikke gå uden en