Mistet min lille dreng i uge 22

Sofy skriver:

Jeg skriver herinde, fordi jeg har brug for at dele min historie, og måske høre fra nogen, som har oplevet noget lignende…

For 5 måned siden fik min kæreste og jeg den dejligste nyhed. Vi skulle være forældre til august! Vi havde prøvet at blive gravide, og var derfor meget lykkelige! 12. ugers skanningen gik fint, og alt så ud som det skulle. Da det er min første graviditet, har jeg haft meget uro i kroppen, og har været meget forbeholden overfor, at det kunne gå galt. Men efter 12.ugers skanningen slappede jeg lidt mere af - har dog hele tiden haft en bange anelse om, at noget ikke var helt godt. Til MDskanningen blev mine bange anelser bekræftet.. Barnet var meget sygt, og havde ca. 5mm væskeophobning i hele kroppen. Vi fik besked på, at forvente det værste og håbe på det bedste. Vi var/er frygtelig kede af det, og stod helt uforstående overfor det. Jeg har levet rigtig sundt, dyrket motion og i det hele taget passet rigtig godt på mig selv og vores lille guldklump. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle se tiden an, og komme tilbage en uge efter. Desværre viste den næste skanning, at det kun var blevet værre. Barnet havde nu ca. 1cm væske liggende under huden, organer og hjerne, og havde ingen chancer for at overleve. Fredag d. 19. Juni blev jeg derfor indlagt og fødslen blev sat i gang. Om eftermiddagen fødte jeg en helt fin og færdig lille dreng, som kun manglede at vokse sig stor og stærk. Vi kunne ikke se, at der var noget galt med ham, men jordemoderen og lægerne sagde, at de godt kunne se, at han var meget syg. Han levede i nogle minutter efter han kom ud, og åndede ud i sin mors arme. Det var en hård, men også meget rørende oplevelse! Situationen taget i betragtning, synes jeg, vi er kommet igennem det på en rigtig fin måde. Da det er første gang jeg er gravid, var alt meget nyt for både min kæreste og jeg. Jeg var skrækslagen over at skulle føde det lille menneske! Men vores jordemoder gjorde, at en meget ubehagelig og svær situation, blev gjort til en fin oplevelse, og gav os en god afslutning. Vi fik sagt farvel, og ført det til dørs på den bedst mulige måde. Det er jeg så taknemlig for!

Nu sidder jeg så tilbage med en sær og tom følelse.. Vi ved endnu ikke hvad der var galt med vores lille dreng. Jeg har ikke haft nogen infektion, det er ikke en kromosomfejl eller en misdannelse.. Fosteret er sendt til obduktion, og vi skulle få svar om 6-8 uger, så nu er der bare tilbage at vente. Jeg er så bange for, at min kæreste og jeg simpelthen ikke ’passer’ sammen, og derfor ikke kan få børn sammen.. Og jeg frygter også, at de ikke finder ud af hvad der er galt, for hvad hvis det nu sker igen? Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre der har oplevet noget lign. Hvordan kom i igennem det, og har i fået børn efterfølgende? Lige nu føler jeg, at det eneste der vil hjælpe er, at prøve igen så hurtigt som muligt! Hvor lang tid gik der før i prøvede igen? Er der nogen der har erfaring med at bruge de psykologtimer man kan få tildelt efterfølgende?

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg håber der er nogen derude der har oplevet noget lign, og som vil dele sin historie med mig…

Kh/AS 

Hey læste først bare overskriften og mit hjrete var ved at briste...

Meget rørende historie, håber det vil lykkedes solen igen vil dukke frem!

Kæmpe krammer!

Åh det var da en hård omgang ville ikke gå vider uden atgive dig et stort
Ønsker jer det bedste og for næste gang er lykkens gang.
Livet er ikke altid retfærdigt og nogle gange skal man bare kæmpe ekstra

Sofy skriver:

Jeg skriver herinde, fordi jeg har brug for at dele min historie, og måske høre fra nogen, som har oplevet noget lignende…

For 5 måned siden fik min kæreste og jeg den dejligste nyhed. Vi skulle være forældre til august! Vi havde prøvet at blive gravide, og var derfor meget lykkelige! 12. ugers skanningen gik fint, og alt så ud som det skulle. Da det er min første graviditet, har jeg haft meget uro i kroppen, og har været meget forbeholden overfor, at det kunne gå galt. Men efter 12.ugers skanningen slappede jeg lidt mere af - har dog hele tiden haft en bange anelse om, at noget ikke var helt godt. Til MDskanningen blev mine bange anelser bekræftet.. Barnet var meget sygt, og havde ca. 5mm væskeophobning i hele kroppen. Vi fik besked på, at forvente det værste og håbe på det bedste. Vi var/er frygtelig kede af det, og stod helt uforstående overfor det. Jeg har levet rigtig sundt, dyrket motion og i det hele taget passet rigtig godt på mig selv og vores lille guldklump. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle se tiden an, og komme tilbage en uge efter. Desværre viste den næste skanning, at det kun var blevet værre. Barnet havde nu ca. 1cm væske liggende under huden, organer og hjerne, og havde ingen chancer for at overleve. Fredag d. 19. Juni blev jeg derfor indlagt og fødslen blev sat i gang. Om eftermiddagen fødte jeg en helt fin og færdig lille dreng, som kun manglede at vokse sig stor og stærk. Vi kunne ikke se, at der var noget galt med ham, men jordemoderen og lægerne sagde, at de godt kunne se, at han var meget syg. Han levede i nogle minutter efter han kom ud, og åndede ud i sin mors arme. Det var en hård, men også meget rørende oplevelse! Situationen taget i betragtning, synes jeg, vi er kommet igennem det på en rigtig fin måde. Da det er første gang jeg er gravid, var alt meget nyt for både min kæreste og jeg. Jeg var skrækslagen over at skulle føde det lille menneske! Men vores jordemoder gjorde, at en meget ubehagelig og svær situation, blev gjort til en fin oplevelse, og gav os en god afslutning. Vi fik sagt farvel, og ført det til dørs på den bedst mulige måde. Det er jeg så taknemlig for!

Nu sidder jeg så tilbage med en sær og tom følelse.. Vi ved endnu ikke hvad der var galt med vores lille dreng. Jeg har ikke haft nogen infektion, det er ikke en kromosomfejl eller en misdannelse.. Fosteret er sendt til obduktion, og vi skulle få svar om 6-8 uger, så nu er der bare tilbage at vente. Jeg er så bange for, at min kæreste og jeg simpelthen ikke ’passer’ sammen, og derfor ikke kan få børn sammen.. Og jeg frygter også, at de ikke finder ud af hvad der er galt, for hvad hvis det nu sker igen? Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre der har oplevet noget lign. Hvordan kom i igennem det, og har i fået børn efterfølgende? Lige nu føler jeg, at det eneste der vil hjælpe er, at prøve igen så hurtigt som muligt! Hvor lang tid gik der før i prøvede igen? Er der nogen der har erfaring med at bruge de psykologtimer man kan få tildelt efterfølgende?

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg håber der er nogen derude der har oplevet noget lign, og som vil dele sin historie med mig…

Kh/AS 

Hvor er det forfærdeligt at sidde og læse. Jeg sidder her og tuder;/.
Jeg har heldigvis ikke prøvet dette og kan kun give trøstende ord med på vejen.
Håber I finder ud af hvad der var galt med det lille pus.

Og situationen taget i betragtning er det da en rigtig rar afslutning og oplevelse I har fået.

De bedste tanker herfra

De varmeste tanker herfra 

Sofy skriver:

Jeg skriver herinde, fordi jeg har brug for at dele min historie, og måske høre fra nogen, som har oplevet noget lignende…

For 5 måned siden fik min kæreste og jeg den dejligste nyhed. Vi skulle være forældre til august! Vi havde prøvet at blive gravide, og var derfor meget lykkelige! 12. ugers skanningen gik fint, og alt så ud som det skulle. Da det er min første graviditet, har jeg haft meget uro i kroppen, og har været meget forbeholden overfor, at det kunne gå galt. Men efter 12.ugers skanningen slappede jeg lidt mere af - har dog hele tiden haft en bange anelse om, at noget ikke var helt godt. Til MDskanningen blev mine bange anelser bekræftet.. Barnet var meget sygt, og havde ca. 5mm væskeophobning i hele kroppen. Vi fik besked på, at forvente det værste og håbe på det bedste. Vi var/er frygtelig kede af det, og stod helt uforstående overfor det. Jeg har levet rigtig sundt, dyrket motion og i det hele taget passet rigtig godt på mig selv og vores lille guldklump. Vi blev sendt hjem med den besked, at vi skulle se tiden an, og komme tilbage en uge efter. Desværre viste den næste skanning, at det kun var blevet værre. Barnet havde nu ca. 1cm væske liggende under huden, organer og hjerne, og havde ingen chancer for at overleve. Fredag d. 19. Juni blev jeg derfor indlagt og fødslen blev sat i gang. Om eftermiddagen fødte jeg en helt fin og færdig lille dreng, som kun manglede at vokse sig stor og stærk. Vi kunne ikke se, at der var noget galt med ham, men jordemoderen og lægerne sagde, at de godt kunne se, at han var meget syg. Han levede i nogle minutter efter han kom ud, og åndede ud i sin mors arme. Det var en hård, men også meget rørende oplevelse! Situationen taget i betragtning, synes jeg, vi er kommet igennem det på en rigtig fin måde. Da det er første gang jeg er gravid, var alt meget nyt for både min kæreste og jeg. Jeg var skrækslagen over at skulle føde det lille menneske! Men vores jordemoder gjorde, at en meget ubehagelig og svær situation, blev gjort til en fin oplevelse, og gav os en god afslutning. Vi fik sagt farvel, og ført det til dørs på den bedst mulige måde. Det er jeg så taknemlig for!

Nu sidder jeg så tilbage med en sær og tom følelse.. Vi ved endnu ikke hvad der var galt med vores lille dreng. Jeg har ikke haft nogen infektion, det er ikke en kromosomfejl eller en misdannelse.. Fosteret er sendt til obduktion, og vi skulle få svar om 6-8 uger, så nu er der bare tilbage at vente. Jeg er så bange for, at min kæreste og jeg simpelthen ikke ’passer’ sammen, og derfor ikke kan få børn sammen.. Og jeg frygter også, at de ikke finder ud af hvad der er galt, for hvad hvis det nu sker igen? Jeg skriver herinde, for at høre, om der er andre der har oplevet noget lign. Hvordan kom i igennem det, og har i fået børn efterfølgende? Lige nu føler jeg, at det eneste der vil hjælpe er, at prøve igen så hurtigt som muligt! Hvor lang tid gik der før i prøvede igen? Er der nogen der har erfaring med at bruge de psykologtimer man kan få tildelt efterfølgende?

Det var rigtig mange spørgsmål. Jeg håber der er nogen derude der har oplevet noget lign, og som vil dele sin historie med mig…

Kh/AS 

 Det gør mig utrolig ondt at læse  

Jeg ved hvad i gennemgår og jeg sender jer mine dybeste tanker¨...

vi mistede selv vores lille pige sidste år i uge 21+0 pga en hjertefejl og det er det hårdeste jeg nogensinde er blev udsat for

Ingen fortjener at miste deres elskede små børn, men vil dog sige at der er håb forude selvom det kan være svært at se ligenu..

jeg er nu gravid med en sund og rask pige igen og 22 uger henne, så det kan lade sig gøre

Du må endelig ikke tro det er jeres skyld det er sket og i ikke kan blive forældre til en sund og rask baby

Du skal være mere end velkommen til at skrive en pb hvis du har brug for at snakke eller spørge om noget

Kære Alle,

Tak for jeres søde beskeder, trøstende ord og gode råd! Det er beroligende og trøstende at vide at andre har været igennem det samme, er kommet videre, og har fået jeres drømmebarn. Det giver mig håb og mod på at prøve igen! Der er ikke noget nyt i sagen, og vi venter stadig på svar fra lægen. Ventetid er aldrig sjovt!

Tak for henvisning til hjemmesiden om Englebørn, den vil jeg helt sikkert benytte mig af!

Endnu engang tak for alle jeres søde ord, det varmer i en ellers svær tid!!

Kh/Sofy