Fortrudt graviditet

Jeg får sikkert en masse høvl nu og det har jeg ved Gud også fortjent.

Jeg er gravid med nr 3 og jeg har fortrudt. Jeg føler ingen glæde ved noget og kan slet slet ikke overskue at skulle stå med en lille ny om 4 uger. Mit og mandens forhold kører slet ikke og jeg kan ikke se mig ud af problemerne, føler mig stresset, fanget og kvalt. Det er primær vores forhold der gør at jeg har fortrudt for det er et skodforhold og vi har prøvet parterapi et par gange uden det store held. Vi kan sagtens se hvad der går galt i forholdet men vi formår bare ikke at ændre det.
Nu hvor jeg er nogenlunde tæt på termin er alle så glade og "ih hvor bliver det spændende" men jeg har bare mest lyst til at kravle under dynen og håbe på det hele er en ond drøm. Jeg har ingen jeg kan snakke med om det og når jeg prøver med manden bliver han tosset og sviner mig til fordi det var mig der ville ha nr 3.

Lorteliv ;(

Jeg synes du fortjener en stor krammer, hvad med jm eller sp, til at komme med gode råd hvordan i kan tackle det og komme videre. Lyder slet ikke rart som du har det nu

Anonym skriver:

Jeg får sikkert en masse høvl nu og det har jeg ved Gud også fortjent.

Jeg er gravid med nr 3 og jeg har fortrudt. Jeg føler ingen glæde ved noget og kan slet slet ikke overskue at skulle stå med en lille ny om 4 uger. Mit og mandens forhold kører slet ikke og jeg kan ikke se mig ud af problemerne, føler mig stresset, fanget og kvalt. Det er primær vores forhold der gør at jeg har fortrudt for det er et skodforhold og vi har prøvet parterapi et par gange uden det store held. Vi kan sagtens se hvad der går galt i forholdet men vi formår bare ikke at ændre det.
Nu hvor jeg er nogenlunde tæt på termin er alle så glade og "ih hvor bliver det spændende" men jeg har bare mest lyst til at kravle under dynen og håbe på det hele er en ond drøm. Jeg har ingen jeg kan snakke med om det og når jeg prøver med manden bliver han tosset og sviner mig til fordi det var mig der ville ha nr 3.

Lorteliv ;(

Først et stort Til dig!

Undskyld, men din mand lyder ikke særlig flink, når han sviner sine børns mor til! hvordan har dine andre børn det? er de påvirket af situationen? Du må for alt i verden ikke blive stresset, når du er så tæt på termin. Det burde din mand vide, når det er jeres 3. barn! 

Hvad med at snakke med JM om dine problemer og bekymringer? 

Er han villig til at gå i parterapi? Hvis ikke, så er det måske bedst, at han flytter, indtil han kan finde ud af, at behandle dig rigtigt!

Nu kender jeg ikke jeres problemer, men uanset hvad, så er det børnene, som det vil gå mest ud over! 

Der er intet der dræner så meget som et dårligt forhold!

Det her handler jo ike om at du ikke gerne vil have nr. 3 men om at dit overskud lige nu ikke er der, FORDI dit og mandens forhold ikke kører.

Ville det hjælpe dig hvis han flyttede ud, så du kunne få lidt afstand til både ham og jeres problemer??

Det at du venter barn nr. 3 skal jo ikke være årsagen til at blive sammen, så måske en pause kan få tingene i perspektiv måske han vil gå med til at flytte ud, ellers synes jeg du skal finde ud af om du kan.

Det lader til at i har forsøgt at få styr på jeres forhold men ikke kan, så måske det ikke duer i bor sammen lige pt. Det betyder ikke at i ikke elsker hinanden, men at i lige nu slider hinanden og jeres familie op når i er sammen.

Så hvordan vil du få et større overskud??
Hvad skal der til for at du finder glæden igen??

mor88 skriver:

Først et stort Til dig!

Undskyld, men din mand lyder ikke særlig flink, når han sviner sine børns mor til! hvordan har dine andre børn det? er de påvirket af situationen? Du må for alt i verden ikke blive stresset, når du er så tæt på termin. Det burde din mand vide, når det er jeres 3. barn! 

Hvad med at snakke med JM om dine problemer og bekymringer? 

Er han villig til at gå i parterapi? Hvis ikke, så er det måske bedst, at han flytter, indtil han kan finde ud af, at behandle dig rigtigt!

Nu kender jeg ikke jeres problemer, men uanset hvad, så er det børnene, som det vil gå mest ud over! 

Vi har altid haft et lidt turbulent forhold og jeg vil have svært ved at beskrive det uden at det kommer til at lyde meget værre end det er. Min mand havde et alkoholproblem da jeg mødte ham (for 10.5 år siden). Han har ikke drukket i de sidste 6 år men de år med alkoholen har givet massive tillidsproblemer. Jeg er samtidig lidt en kontrolfreak og det harmonerer ikke rigtig. Jeg er dog ikke bange for at han skal begynde at drikke igen, det er jeg helt overbevist om at han ikke gør ìg i den retning har jeg fuld tillid.

Vi lever et, udadtil, helt normalt liv med stort lækkert nyistandsat hus, 2 store biler og to velfungerende børn. Jeg har en længere uddannelse og det samme har min mand.

For 4 år siden var han ude for en arbejdsulykke som har gjort ham til førtidspensionist og det har jo selvfølgelig forandret ham i en vis grad.
Vi har været i parterapi et par gange, bl.a da han stoppede med at drikke og vi havde stor gavn af det, vi formår bare ikke at holde linien ret længe af gangen. Det er mig der står med stort set ALT herhjemme og når jeg påtaler det siger han at så laver han så meget andet. Vi under ikke hinanden noget og dårlige dage er der ikke plads til hos nogen af os. Vi elsker hinanden og vi har dybest set ikke lyst til at blive skilt men jeg er også bare TRÆT af at køre i samme rille og diskuterer de samme ting igen og igen.

Jeg er bestemt heller ikke perfekt, jeg har ofte nej hatten på og husker oftere de trælse ting i stedet for at tælle til 10 ind imellem og overveje at være mere positiv og imødekommende. Derudover har jeg mit kontrolproblem som jeg skal arbejde med.

Der er så mange facetter i forholdet at det er helt umuligt for mig at beskrive det hele. Det er bare vigtigt for mig at pointerer at jeg bestemt heller ikke altid er lige let at leve sammen med. Jeg tænker bare om det kan være rigtigt at det skal være så hårdt eller om der er en anden til os hver derude som matcher bedre. Samtidig kan jeg heller ikke holde tanken om at trække børnene (og os) igennem en skilsmisse ud.
Jeg bliver skør af det her..

Der er så mange facetter i forholdet at det er helt umuligt for mig at beskrive det hele. Det er bare vigtigt for mig at pointerer at jeg bestemt heller ikke altid er lige let at leve sammen med. Jeg tænker bare om det kan være rigtigt at det skal være så hårdt eller om der er en anden til os hver derude som matcher bedre. Samtidig kan jeg heller ikke holde tanken om at trække børnene (og os) igennem en skilsmisse ud.
Jeg bliver skør af det her..

Selv om du synes, at det ville være bedre for børnene, hvis i blev sammen, så kan børn altså godt mærke den negative energi, TRO mig!

Og børn kan være rigtig gode til at holde facaden udadtil. 

Jeg håber på det bedste for jer 

mor88 skriver:

Selv om du synes, at det ville være bedre for børnene, hvis i blev sammen, så kan børn altså godt mærke den negative energi, TRO mig!

Og børn kan være rigtig gode til at holde facaden udadtil. 

Jeg håber på det bedste for jer 

Jeg ved det godt og selvfølgelig mærker de når der er dårlig stemning. Jeg kan simpelthen bare ikke holde tanken om skilsmisse ud, hverken for deres eller vores skyld. Det er måske egoistisk men det er sådan jeg har det.

Anonym skriver:

Jeg ved det godt og selvfølgelig mærker de når der er dårlig stemning. Jeg kan simpelthen bare ikke holde tanken om skilsmisse ud, hverken for deres eller vores skyld. Det er måske egoistisk men det er sådan jeg har det.

Ville det være en ide at prøve, bare en uge eller 2 hvor han flyttede ud til noget familie eller en ven. Eller har i måske brug for lidt positiv kæresteris sammen og få passet børnene

Hvad tænker du vil være løsningen? For man kan jo sige, at barnet kommer om en måned - uden fortrydelsesret eller tilbagelevering

Jeg tror også, som en anden er inde på, at en adskillelse et stykke tid kunne være en ide. Der er jo ingen der siger, at det med 100 procent sikkerhed betyder I ender med at blive skilt. det kan jo netop være det der skal til, for at I finder ud af at i VIL hinanden.

Men hvis der ingen ændring sker (og det har der jo ikke været indtil nu selv om I godt ved, at det ikke fungere) så forbliver tingene jo det samme. Så et eller andet skal der jo ske.