Anonym skriver:
Hej alle i skønne skrukke piger.
Jeg er ved at gå fuldstændig i baglås over min kæreste og tager mig selv i tit at tænke om jeg bare skulle gå min vej og blive single mor
.
I får lige min historie:
Jeg er 25 og min kæreste er 24, vi fylder begge år om henholdsvis 5 og 6 måneder. Vi har været sammen i næsten 6 år, jeg har været skruk i stortset hele vores forhold men dog for alvor de sidste 2 års tid. Men min kæreste er slet ikke samme sted.
Jeg har PCOS og pga udredning for dette havde jeg da jeg blev gravid ikke været på p-piller i 15 mdr, velvidende dette kom han stadig i mig.
Jeg blev så gravid sidste år og jeg valgte mod min vilje men for hans skyld at få en medicinsk abort , har aldrig fortrudt noget mere end det. Det er om en uge præcist et år siden. Han prøvede i den grad at påvirke mig til at få den abort med argumenter som at han ville gå fra mig hvis jeg beholdte barnet, at jeg ødelagde hans liv og at han måtte blive nød til at få et job i netto resten af hans dage(han arbejder som vagt om natten) og ligemeget hvad jeg sagde så var det sådan det var.
Vi lavede så en aftale om at vi skulle påbegynde pb til december 12, når jeg var udlært. Jeg tog emnet op et par gange undervejs, hvortil han svarede at han først ville tale om det til december. Jeg var igennem den mest frygtelige abort, med kraftig blødning i 7-8 uger, styrtblødninger undervejs med et dertil besøg på skadestuen, det hele uden hans støtte da han mente at jeg selv var udenom det hele. I slutningen af Juni finder jeg så ud af at han har haft et forhold over tlf til en anden i en hel måned, konfrontere ham og får talt ud om det, et par dage efter finder jeg så ud af at han også har haft sex med hende, alt det her sker mens jeg stadig bløder efter aborten.
December kom og gik og da vi rammer februar spørger jeg ham om vi ikke skulle til og igang. Her er hans svar at han synes det er dumt at begynde når jeg ikke har noget job, hmm
En uge senere taler jeg med ham igen og fortæller at jeg synes det er mega uretfærdigt at blive ved med at love. Og her fortæller han så at det hele bare var noget han sagde for at få mig til at få aborten og for at få mig hurtigere i job. At han i bare ikke har lyst til et barn lige nu, men gerne på et tidspunkt, men hvor længe skal jeg dog vente??
Vi har nu begge job og en ret fornuftig økonomi.
Vi har stadig ubeskyttet sex, den enete forskel er at han trækker sig inden at han kommer.
Hvad er jeres meninger og tanker omkring alt dette?
Knus fra en frustreret Q
Altså jeg må tilstå, efter 6 år i et forhold og 2 år som virkelig skruk! En kæreste som lyver om pb, for at "lokke" mig til en abort! Og derefter er mig utro!
Så ville jeg hverken føle mig elsket eller støttet! Og så ville jeg ikke kunne leve sådan længere!
