Min situation, what to do? LANGT

 Hej alle i skønne skrukke piger.

Jeg er ved at gå fuldstændig i baglås over min kæreste og tager mig selv i tit at tænke om jeg bare skulle gå min vej og blive single mor.

I får lige min historie:

Jeg er 25 og min kæreste er 24, vi fylder begge år om henholdsvis 5 og 6 måneder. Vi har været sammen i næsten 6 år, jeg har været skruk i stortset hele vores forhold men dog for alvor de sidste 2 års tid. Men min kæreste er slet ikke samme sted.

Jeg har PCOS og pga udredning for dette havde jeg da jeg blev gravid ikke været på p-piller i 15 mdr, velvidende dette kom han stadig i mig.

Jeg blev så gravid sidste år og jeg valgte mod min vilje men for hans skyld at få en medicinsk abort , har aldrig fortrudt noget mere end det. Det er om en uge præcist et år siden. Han prøvede i den grad at påvirke mig til at få den abort med argumenter som at han ville gå fra mig hvis jeg beholdte barnet, at jeg ødelagde hans liv og at han måtte blive nød til at få et job i netto resten af hans dage(han arbejder som vagt om natten) og ligemeget hvad jeg sagde så var det sådan det var.

Vi lavede så en aftale om at vi skulle påbegynde pb til december 12, når jeg var udlært. Jeg tog emnet op et par gange undervejs, hvortil han svarede at han først ville tale om det til december. Jeg var igennem den mest frygtelige abort, med kraftig blødning i 7-8 uger, styrtblødninger undervejs med et dertil besøg på skadestuen, det hele uden hans støtte da han mente at jeg selv var udenom det hele. I slutningen af Juni finder jeg så ud af at han har haft et forhold over tlf til en anden i en hel måned, konfrontere ham og får talt ud om det, et par dage efter finder jeg så ud af at han også har haft sex med hende, alt det her sker mens jeg stadig bløder efter aborten.

December kom og gik og da vi rammer februar spørger jeg ham om vi ikke skulle til og igang. Her er hans svar at han synes det er dumt at begynde når jeg ikke har noget job, hmm

En uge senere taler jeg med ham igen og fortæller at jeg synes det er mega uretfærdigt at blive ved med at love. Og her fortæller han så at det hele bare var noget han sagde for at få mig til at få aborten og for at få mig hurtigere i job. At han i bare ikke har lyst til et barn lige nu, men gerne på et tidspunkt, men hvor længe skal jeg dog vente??

Vi har nu begge job og en ret fornuftig økonomi. 

Vi har stadig ubeskyttet sex, den enete forskel er at han trækker sig inden at han kommer.

Hvad er jeres meninger og tanker omkring alt dette?

Knus fra en frustreret Q

Anonym skriver:

 Hej alle i skønne skrukke piger.

Jeg er ved at gå fuldstændig i baglås over min kæreste og tager mig selv i tit at tænke om jeg bare skulle gå min vej og blive single mor.

I får lige min historie:

Jeg er 25 og min kæreste er 24, vi fylder begge år om henholdsvis 5 og 6 måneder. Vi har været sammen i næsten 6 år, jeg har været skruk i stortset hele vores forhold men dog for alvor de sidste 2 års tid. Men min kæreste er slet ikke samme sted.

Jeg har PCOS og pga udredning for dette havde jeg da jeg blev gravid ikke været på p-piller i 15 mdr, velvidende dette kom han stadig i mig.

Jeg blev så gravid sidste år og jeg valgte mod min vilje men for hans skyld at få en medicinsk abort , har aldrig fortrudt noget mere end det. Det er om en uge præcist et år siden. Han prøvede i den grad at påvirke mig til at få den abort med argumenter som at han ville gå fra mig hvis jeg beholdte barnet, at jeg ødelagde hans liv og at han måtte blive nød til at få et job i netto resten af hans dage(han arbejder som vagt om natten) og ligemeget hvad jeg sagde så var det sådan det var.

Vi lavede så en aftale om at vi skulle påbegynde pb til december 12, når jeg var udlært. Jeg tog emnet op et par gange undervejs, hvortil han svarede at han først ville tale om det til december. Jeg var igennem den mest frygtelige abort, med kraftig blødning i 7-8 uger, styrtblødninger undervejs med et dertil besøg på skadestuen, det hele uden hans støtte da han mente at jeg selv var udenom det hele. I slutningen af Juni finder jeg så ud af at han har haft et forhold over tlf til en anden i en hel måned, konfrontere ham og får talt ud om det, et par dage efter finder jeg så ud af at han også har haft sex med hende, alt det her sker mens jeg stadig bløder efter aborten.

December kom og gik og da vi rammer februar spørger jeg ham om vi ikke skulle til og igang. Her er hans svar at han synes det er dumt at begynde når jeg ikke har noget job, hmm

En uge senere taler jeg med ham igen og fortæller at jeg synes det er mega uretfærdigt at blive ved med at love. Og her fortæller han så at det hele bare var noget han sagde for at få mig til at få aborten og for at få mig hurtigere i job. At han i bare ikke har lyst til et barn lige nu, men gerne på et tidspunkt, men hvor længe skal jeg dog vente??

Vi har nu begge job og en ret fornuftig økonomi. 

Vi har stadig ubeskyttet sex, den enete forskel er at han trækker sig inden at han kommer.

Hvad er jeres meninger og tanker omkring alt dette?

Knus fra en frustreret Q

jeg tænker lidt at han måske bare holder dig hen, fordi han inderst inde ikke ønsker børn, men at han heller ikke tør sige det direkte til dig...

han vil finde undskyldninger indtil der bare ikke er flere...

det er kun min tanke, ikke sikkert det er sådan han har det...

men synes du skal sætte dig ned med ham og i tager en god lang snak om alt det her....

Min mening er, at jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor du ønsker barn med en der tvinger dig til abort, lader dig klare det hele selv, boller med en anden, og fortæller at det bare var løgn at han ville have et barn..!! Jeg er da målløs, det virker som om du synes de ting er ubetydelige, at det kun er pb der betyder noget. Ville pakke mine ting med det samme, og det kunne kun gå for langsomt.

Lotus86 skriver:

Min mening er, at jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor du ønsker barn med en der tvinger dig til abort, lader dig klare det hele selv, boller med en anden, og fortæller at det bare var løgn at han ville have et barn..!! Jeg er da målløs, det virker som om du synes de ting er ubetydelige, at det kun er pb der betyder noget. Ville pakke mine ting med det samme, og det kunne kun gå for langsomt.

Hvis det kun var pb der betød noget ville jeg ikke stadig være her, jeg elsker ham rigtigt højt og han også mig, tro det eller ej. Men vi har så meget andet godt sammen og han fortryder virkeligt utroskaben.

Anonym skriver:

 Hej alle i skønne skrukke piger.

Jeg er ved at gå fuldstændig i baglås over min kæreste og tager mig selv i tit at tænke om jeg bare skulle gå min vej og blive single mor.

I får lige min historie:

Jeg er 25 og min kæreste er 24, vi fylder begge år om henholdsvis 5 og 6 måneder. Vi har været sammen i næsten 6 år, jeg har været skruk i stortset hele vores forhold men dog for alvor de sidste 2 års tid. Men min kæreste er slet ikke samme sted.

Jeg har PCOS og pga udredning for dette havde jeg da jeg blev gravid ikke været på p-piller i 15 mdr, velvidende dette kom han stadig i mig.

Jeg blev så gravid sidste år og jeg valgte mod min vilje men for hans skyld at få en medicinsk abort , har aldrig fortrudt noget mere end det. Det er om en uge præcist et år siden. Han prøvede i den grad at påvirke mig til at få den abort med argumenter som at han ville gå fra mig hvis jeg beholdte barnet, at jeg ødelagde hans liv og at han måtte blive nød til at få et job i netto resten af hans dage(han arbejder som vagt om natten) og ligemeget hvad jeg sagde så var det sådan det var.

Vi lavede så en aftale om at vi skulle påbegynde pb til december 12, når jeg var udlært. Jeg tog emnet op et par gange undervejs, hvortil han svarede at han først ville tale om det til december. Jeg var igennem den mest frygtelige abort, med kraftig blødning i 7-8 uger, styrtblødninger undervejs med et dertil besøg på skadestuen, det hele uden hans støtte da han mente at jeg selv var udenom det hele. I slutningen af Juni finder jeg så ud af at han har haft et forhold over tlf til en anden i en hel måned, konfrontere ham og får talt ud om det, et par dage efter finder jeg så ud af at han også har haft sex med hende, alt det her sker mens jeg stadig bløder efter aborten.

December kom og gik og da vi rammer februar spørger jeg ham om vi ikke skulle til og igang. Her er hans svar at han synes det er dumt at begynde når jeg ikke har noget job, hmm

En uge senere taler jeg med ham igen og fortæller at jeg synes det er mega uretfærdigt at blive ved med at love. Og her fortæller han så at det hele bare var noget han sagde for at få mig til at få aborten og for at få mig hurtigere i job. At han i bare ikke har lyst til et barn lige nu, men gerne på et tidspunkt, men hvor længe skal jeg dog vente??

Vi har nu begge job og en ret fornuftig økonomi. 

Vi har stadig ubeskyttet sex, den enete forskel er at han trækker sig inden at han kommer.

Hvad er jeres meninger og tanker omkring alt dette?

Knus fra en frustreret Q

Jeg tror simpelthen bare ikke at din kæreste er klar til at få børn lige nu og selvom hans måde at formidle det på er mindre heldig, så synes jeg du skal gøre op med dig selv om du vil give ham den tid det kræver for at han får lyst til det eller om du skal søge nye græsgange.

I princippet har i jo også tid endnu til at få børn, så hvis i ellers har det godt udover ønsket om børn lige nu, så synes jeg da at du skal sætte det på hold og vente til i begge er klar.

Og så synes jeg bestemt at i skal beskytte jer når i begge ved at han ikke vil have børn nu og du muligvis kan komme til at stå i en lignende situation som tidligere. Det forstår jeg ikke at du synes er ok. Det er jo dig der skal det hele igennem.

Håber i finder ud af det.

/Fenja

 

Lotus86 skriver:

Min mening er, at jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor du ønsker barn med en der tvinger dig til abort, lader dig klare det hele selv, boller med en anden, og fortæller at det bare var løgn at han ville have et barn..!! Jeg er da målløs, det virker som om du synes de ting er ubetydelige, at det kun er pb der betyder noget. Ville pakke mine ting med det samme, og det kunne kun gå for langsomt.

Ja, jeg skulle også til at skrive, at jeg overhovedet ikke kan forstå hvad du laver med ham. Han lyder gennemført egoistisk og enormt led og usympatisk mod dig. Var det ikke bedre at få børn med en varm, kærlig person, som du kan stole på og som vil dig 100%? Tænk hvordan det vil være for et barn at blive sat ind i sådan et parforhold. Hvor synes jeg bare det er synd for dig! Men rent subjektivt, ud fra det du skriver her, synes jeg, at det ville være en meget stor fejltagelse at få børn med den mand! I hvert fald før i har fået gennemarbejdet jeres problemer.

Anonym skriver:

 Hej alle i skønne skrukke piger.

Jeg er ved at gå fuldstændig i baglås over min kæreste og tager mig selv i tit at tænke om jeg bare skulle gå min vej og blive single mor.

I får lige min historie:

Jeg er 25 og min kæreste er 24, vi fylder begge år om henholdsvis 5 og 6 måneder. Vi har været sammen i næsten 6 år, jeg har været skruk i stortset hele vores forhold men dog for alvor de sidste 2 års tid. Men min kæreste er slet ikke samme sted.

Jeg har PCOS og pga udredning for dette havde jeg da jeg blev gravid ikke været på p-piller i 15 mdr, velvidende dette kom han stadig i mig.

Jeg blev så gravid sidste år og jeg valgte mod min vilje men for hans skyld at få en medicinsk abort , har aldrig fortrudt noget mere end det. Det er om en uge præcist et år siden. Han prøvede i den grad at påvirke mig til at få den abort med argumenter som at han ville gå fra mig hvis jeg beholdte barnet, at jeg ødelagde hans liv og at han måtte blive nød til at få et job i netto resten af hans dage(han arbejder som vagt om natten) og ligemeget hvad jeg sagde så var det sådan det var.

Vi lavede så en aftale om at vi skulle påbegynde pb til december 12, når jeg var udlært. Jeg tog emnet op et par gange undervejs, hvortil han svarede at han først ville tale om det til december. Jeg var igennem den mest frygtelige abort, med kraftig blødning i 7-8 uger, styrtblødninger undervejs med et dertil besøg på skadestuen, det hele uden hans støtte da han mente at jeg selv var udenom det hele. I slutningen af Juni finder jeg så ud af at han har haft et forhold over tlf til en anden i en hel måned, konfrontere ham og får talt ud om det, et par dage efter finder jeg så ud af at han også har haft sex med hende, alt det her sker mens jeg stadig bløder efter aborten.

December kom og gik og da vi rammer februar spørger jeg ham om vi ikke skulle til og igang. Her er hans svar at han synes det er dumt at begynde når jeg ikke har noget job, hmm

En uge senere taler jeg med ham igen og fortæller at jeg synes det er mega uretfærdigt at blive ved med at love. Og her fortæller han så at det hele bare var noget han sagde for at få mig til at få aborten og for at få mig hurtigere i job. At han i bare ikke har lyst til et barn lige nu, men gerne på et tidspunkt, men hvor længe skal jeg dog vente??

Vi har nu begge job og en ret fornuftig økonomi. 

Vi har stadig ubeskyttet sex, den enete forskel er at han trækker sig inden at han kommer.

Hvad er jeres meninger og tanker omkring alt dette?

Knus fra en frustreret Q

Jeg var skredet fra sådan en fyr for længst.

Janne T. skriver:

Ja, jeg skulle også til at skrive, at jeg overhovedet ikke kan forstå hvad du laver med ham. Han lyder gennemført egoistisk og enormt led og usympatisk mod dig. Var det ikke bedre at få børn med en varm, kærlig person, som du kan stole på og som vil dig 100%? Tænk hvordan det vil være for et barn at blive sat ind i sådan et parforhold. Hvor synes jeg bare det er synd for dig! Men rent subjektivt, ud fra det du skriver her, synes jeg, at det ville være en meget stor fejltagelse at få børn med den mand! I hvert fald før i har fået gennemarbejdet jeres problemer.

Helt enig! Min eneste tanke, når jeg læser dit indlæg er: Se at komme væk i en fart og find en mand, der behandler dig ordentligt og ikke som en dørmåtte

Anonym skriver:

Hvis det kun var pb der betød noget ville jeg ikke stadig være her, jeg elsker ham rigtigt højt og han også mig, tro det eller ej. Men vi har så meget andet godt sammen og han fortryder virkeligt utroskaben.

Det handler jo ikke kun om utroskab (hvilket jeg alligevel synes er slemt nok i sig selv) men også om måden han behandler dig på, det er da totalt respektløst og uacceptabelt.

Anonym skriver:

 Hej alle i skønne skrukke piger.

Jeg er ved at gå fuldstændig i baglås over min kæreste og tager mig selv i tit at tænke om jeg bare skulle gå min vej og blive single mor.

I får lige min historie:

Jeg er 25 og min kæreste er 24, vi fylder begge år om henholdsvis 5 og 6 måneder. Vi har været sammen i næsten 6 år, jeg har været skruk i stortset hele vores forhold men dog for alvor de sidste 2 års tid. Men min kæreste er slet ikke samme sted.

Jeg har PCOS og pga udredning for dette havde jeg da jeg blev gravid ikke været på p-piller i 15 mdr, velvidende dette kom han stadig i mig.

Jeg blev så gravid sidste år og jeg valgte mod min vilje men for hans skyld at få en medicinsk abort , har aldrig fortrudt noget mere end det. Det er om en uge præcist et år siden. Han prøvede i den grad at påvirke mig til at få den abort med argumenter som at han ville gå fra mig hvis jeg beholdte barnet, at jeg ødelagde hans liv og at han måtte blive nød til at få et job i netto resten af hans dage(han arbejder som vagt om natten) og ligemeget hvad jeg sagde så var det sådan det var.

Vi lavede så en aftale om at vi skulle påbegynde pb til december 12, når jeg var udlært. Jeg tog emnet op et par gange undervejs, hvortil han svarede at han først ville tale om det til december. Jeg var igennem den mest frygtelige abort, med kraftig blødning i 7-8 uger, styrtblødninger undervejs med et dertil besøg på skadestuen, det hele uden hans støtte da han mente at jeg selv var udenom det hele. I slutningen af Juni finder jeg så ud af at han har haft et forhold over tlf til en anden i en hel måned, konfrontere ham og får talt ud om det, et par dage efter finder jeg så ud af at han også har haft sex med hende, alt det her sker mens jeg stadig bløder efter aborten.

December kom og gik og da vi rammer februar spørger jeg ham om vi ikke skulle til og igang. Her er hans svar at han synes det er dumt at begynde når jeg ikke har noget job, hmm

En uge senere taler jeg med ham igen og fortæller at jeg synes det er mega uretfærdigt at blive ved med at love. Og her fortæller han så at det hele bare var noget han sagde for at få mig til at få aborten og for at få mig hurtigere i job. At han i bare ikke har lyst til et barn lige nu, men gerne på et tidspunkt, men hvor længe skal jeg dog vente??

Vi har nu begge job og en ret fornuftig økonomi. 

Vi har stadig ubeskyttet sex, den enete forskel er at han trækker sig inden at han kommer.

Hvad er jeres meninger og tanker omkring alt dette?

Knus fra en frustreret Q

må her erklærer mig enig med de andre og sige at jeg ikke kan følge dit valg i at få børn med en som har opført sig sådan.

at tvinge dig til abort med trusler om at gå fra dig synes jeg er ret usselt af ham for hvis han er stor nok til at have sex med dig uden beskyttelse er han vel også klar på det det måske medføre ? altså han ved vel for pokker at "stå af i roskilde metoden" ikke er den rette prævention når man IKKE ønsker et barn ?

det lykkedes ham at tvinge dig til abort så ligger ham og knalder en anden der hvor han nok skulle have støttet dig allermest

Men ok fair nok det er dit valg og ønsker du barn med ham så vil mit råd nok være at vente til han en dag er klar, for man kan jo ikke tvinge ham til at være klar. MEN du skal godt nok dunke ham i hovedet og fortælle ham at ønsker han ikke barn nu så skal han ikke ligge og knalde dig uden beskyttelse !! da du ikke har lyst til at skulle tvinges til abort igen på han primisser fordi han ikke kan finde ud af at beskytte sig  det er trods alt et barn og i min verden ikke noget man bare for fjernet pga man ikke vil beskytte sig.

Håber i finder ud af det