Shit, det er svært!

Hvor kan jeg godt forstå det, det må være skide frustrende. 

jeg syntes overhovedet ikke det lyder som om du presser ham, måske i bare er to vidt forskellige steder i jeres liv? - Det er helt klart noget som skal afsluttes, den samtale. For du fortjener da bestemt ikke at sidde i uvished.

Jeg tænker, har du prøvet at konfrontere ham med dine følelser omkring det, måske det er det der skal til? 

Og ja, gu fanden er det da hårdt at få børn, men det lærer man altså hurtigt, det handler bare om prioteringer og at få alting til at gå i rutiner. 

her hos os, er det manden der vil have børn konstant altså, vi har kun en, men hun må meget gerne være over 1 år ihvertfald før jeg skal have flere

Frk-S skriver:

Hvor kan jeg godt forstå det, det må være skide frustrende. 

jeg syntes overhovedet ikke det lyder som om du presser ham, måske i bare er to vidt forskellige steder i jeres liv? - Det er helt klart noget som skal afsluttes, den samtale. For du fortjener da bestemt ikke at sidde i uvished.

Jeg tænker, har du prøvet at konfrontere ham med dine følelser omkring det, måske det er det der skal til? 

Og ja, gu fanden er det da hårdt at få børn, men det lærer man altså hurtigt, det handler bare om prioteringer og at få alting til at gå i rutiner. 

her hos os, er det manden der vil have børn konstant altså, vi har kun en, men hun må meget gerne være over 1 år ihvertfald før jeg skal have flere

Ja, pisse frustrerende.

Jeg har fortalt ham alt hvad jeg føler/tænker og ja, ALT!
Han ved godt jeg er helt knust over det og at det betyder alt for mig, men jaa, ligeså klar jeg er, ligeså lidt klar er han..
Kan ikke forstå han ikke kan give sig lidt, efter så længe!
Det er jo ham der fuldt ud har beslutningen, jeg har jo intet at skulle have sagt.
Synes ikke det er fair, at han ikke er villig til kompromis!

Jeg er sikker på at vi nok skal klare det med et barn og at han stadig skal se sine venner og omvendt!

Årh, det er da altid noget din mand er klar til at få et barn mere.. Så du ikke skal kæmpe som jeg

Miss-86 skriver:

Ja, pisse frustrerende.

Jeg har fortalt ham alt hvad jeg føler/tænker og ja, ALT!
Han ved godt jeg er helt knust over det og at det betyder alt for mig, men jaa, ligeså klar jeg er, ligeså lidt klar er han..
Kan ikke forstå han ikke kan give sig lidt, efter så længe!
Det er jo ham der fuldt ud har beslutningen, jeg har jo intet at skulle have sagt.
Synes ikke det er fair, at han ikke er villig til kompromis!

Jeg er sikker på at vi nok skal klare det med et barn og at han stadig skal se sine venner og omvendt!

Årh, det er da altid noget din mand er klar til at få et barn mere.. Så du ikke skal kæmpe som jeg

Hmm... syntes godt nok ikke han er fair, slet ikke når du fortæller han ved hvor dårligt du har det, han kan da i det mindste hjælpe med at gøre dig glad igen, øv hvor er det træls altså! 

jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, har ingen råd men syntes det er så synd for dig altså...

Jeg krydser fingre for han skifter mening! 

Frk-S skriver:

Hmm... syntes godt nok ikke han er fair, slet ikke når du fortæller han ved hvor dårligt du har det, han kan da i det mindste hjælpe med at gøre dig glad igen, øv hvor er det træls altså! 

jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, har ingen råd men syntes det er så synd for dig altså...

Jeg krydser fingre for han skifter mening! 

Nej, der er desværre ikke noget og gøre.

Synes også bare han er så unfair, selvom de fleste herinde som i tidens løb har skrevet, at det er mig der presser og dit og dat, men altså snart 2 år, og intet svar.. Samt det at beslutningen fuldt ud er hans! Slet ikke Fair! Jeg kan bare vente på pinebænken i gud ved hvor lang tid og se alle andre omkring mig blive gravide - Shit, havde aldrig troet det kunne gøre en SÅ ulykkelig.

Tak, jeg håber også, men regner ikke med noget - For ender bare med at blive skuffet!

 

Har du tænkt på om du magter psykisk at vente på ham??

hvis det med et barn fylder så meget for dig, og så lidt for ham, så kan i -i mine øjne- elske hinanden nok så højt... Men barnet fylder bare mere for dig...

har i snakket om hvis i nu ikke kan på naturlig vis?? At så skal i igennem en masse, og alt det er først efter 2 års prøven den naturlige vej...

jeg er nok mere hård og kontant, og selvom jeg elsker min kæreste utrolig højt, så sagde jeg til ham, at sådan er det her, jeg smider pillerne der, og vil du ikke, jamen så skulle han sige det, for så var han måske alligevel ikke den rette for mig.... 

Nogen gange er kærligheden bare ikke alt, eller nok...

jeg syntes ikke han kan være det bekendte, og kan fortælle min heller ikke var helt klar da jeg fortalte at der var positive streger, men det bliver man som mor under forløbet, og som far tror jeg først man bliver det den dag han holder sin søn eller datter i armene

Miss-86 skriver:

Nej, der er desværre ikke noget og gøre.

Synes også bare han er så unfair, selvom de fleste herinde som i tidens løb har skrevet, at det er mig der presser og dit og dat, men altså snart 2 år, og intet svar.. Samt det at beslutningen fuldt ud er hans! Slet ikke Fair! Jeg kan bare vente på pinebænken i gud ved hvor lang tid og se alle andre omkring mig blive gravide - Shit, havde aldrig troet det kunne gøre en SÅ ulykkelig.

Tak, jeg håber også, men regner ikke med noget - For ender bare med at blive skuffet!

 

Jeg kender de der følelser, havde dem kun i ca 2 måneder før min mand sagde ja. Men det var virkelig nogle svære dage. Jeg var så misundelig på ale andre gravide det var forfærdeligt. hadede mig selv. Det må være så hårdt for dig .

Min søster havde lidt samme situation som dig, hun sagde til sin mand at hvis han ikke var klar nu, så ville han aldrig blive klar. Og at ingen var 100% klar til at få børn, da man jo ikke ved hvad det indebære før man har et. Det fik ham til at vende og starte PB. Han er iøvrigt en af de bedste fædre jeg har set. Nogle mænd skal altså lige have et lille skub. At blive ved og ved med at snakke om det tror jeg kun føre til dårligefølelser for dig og for ham. Hvis jeg var i din situation tror jeg at jeg ville sætte en dato for hvornår jeg ville smide Preventionen også kunne han jo så finde ud af hvornår han ville smide gummiet.

Føler virkelig med dig, det er hårdt. Min mand skulle selv have et lille skub og nu snakker han om at lave nr 2  

Miss-86 skriver:

Nej, der er desværre ikke noget og gøre.

Synes også bare han er så unfair, selvom de fleste herinde som i tidens løb har skrevet, at det er mig der presser og dit og dat, men altså snart 2 år, og intet svar.. Samt det at beslutningen fuldt ud er hans! Slet ikke Fair! Jeg kan bare vente på pinebænken i gud ved hvor lang tid og se alle andre omkring mig blive gravide - Shit, havde aldrig troet det kunne gøre en SÅ ulykkelig.

Tak, jeg håber også, men regner ikke med noget - For ender bare med at blive skuffet!

 

Hej igen frk. monster skruk

ja........ tror grunden til at vi er mange herinde, der tror du presser for hårdt på, er mængden af dine tråde om emnet.... man kan næsten ikke lade være med at tænke "hvis hun nævner det halv så mange der hjemme, så er det klart han slår bremsen i "

nu er jeg jo ret mandig på mange måder...
og jeg har prøvet at ha en skruk kæreste. Han kunne bare ikke forstå at jeg slet-slet-slet ikke gad børn(meldt ud fra start)....
Jeg følte mig virkelig presset af ham og alt familie - for nu var jeg jo i den passende alder
Til sidst sagde jeg bare, at jeg ville når jeg blev 20 år.......... for så var der da fred så længe. mange vil sige det var tavligt og falske forhåbninger... men det var fandme også tavligt at skulle høre på det baby ræs heeeeeeeeeeeleeeeeee tiden... og når man virkelig ikke er klar til børn - så er 1 gang om måneden, bare meget TIT
Jeg havde 100 undskyldninger hele tiden for at undgå børn..det var svært for jeg holdt af ham...men ja så begyndte vi at glide fra hinanden.

I dag er jeg lykkelig for jeg var standhaftig nok og stod imod, for det betyder at jeg får mine børn med manden i mit liv (forhåbelig ) og jeg har opnået alt det jeg drømte om. Haft min frie ungdom -total egosistisk.
Jeg er 29 år og nu er jeg klar (min mand har hele tiden været klar-men tålmodig afventende) eller så klar som man kan blive... for tror aldrig jeg bliver 100% klar, for "fælden " klapper.
Det der virkede på mig var samværd med nogen total seje unger/ englebørn. Så jeg fik oplevet de gode ting ved børn og ikke bare dem der skaber sig i superbrugsen.

Jeg kan godt forstå hvis det er hårdt jeg var også selv skruk længe før min kæreste... Men at sige han er unfair, der hopper kæden altså af for mig. Hvis han ikke er klar, er han ikke klar. Færdig slut. Man kan ikke tvinge nogle til at blive klar - uanset hvor meget man prøver at overbevise ham om, at det hele kommer til at falde på plads helt naturligt. At få et barn er en kæmpe prøvelse for begge parter og der vil være uenigheder og der kræves en masse fælles forståelse og tålmodighed. 

Hvis du er afklaret med at du vil vente på ham så vent. Giv ham tid og plads og lad være med at trække pb ned over hovedet på ham i tide og utide. Min kæreste sagde direkte til mig at jeg skulle tie stille med den babysnak, for han gad ærligt talt ikke høre på det. Efter det, gik der ikke andet end et par måneder og bum - så var han klar. 

 

Roxi skriver:

Jeg kender de der følelser, havde dem kun i ca 2 måneder før min mand sagde ja. Men det var virkelig nogle svære dage. Jeg var så misundelig på ale andre gravide det var forfærdeligt. hadede mig selv. Det må være så hårdt for dig .

Min søster havde lidt samme situation som dig, hun sagde til sin mand at hvis han ikke var klar nu, så ville han aldrig blive klar. Og at ingen var 100% klar til at få børn, da man jo ikke ved hvad det indebære før man har et. Det fik ham til at vende og starte PB. Han er iøvrigt en af de bedste fædre jeg har set. Nogle mænd skal altså lige have et lille skub. At blive ved og ved med at snakke om det tror jeg kun føre til dårligefølelser for dig og for ham. Hvis jeg var i din situation tror jeg at jeg ville sætte en dato for hvornår jeg ville smide Preventionen også kunne han jo så finde ud af hvornår han ville smide gummiet.

Føler virkelig med dig, det er hårdt. Min mand skulle selv have et lille skub og nu snakker han om at lave nr 2  

Jeg har prøvet ikke at snakke om det i over ½ år.. Sidste år, lovede han mig at vi skulle starte PB til september, og da vi kom til september, der kunne han ikke holde det.. Da han ikke følte for det.

Såå lovede han mig i starten af det nye år og det kunne han heller ikke holde, såå det er lidt svært.

Jeg er stoppet med p-piller, det er over 1 år siden nu..

Jeg har sagt til ham, at nogle aldrig blir klar og at man aldrig blir 100% klar, men det virker ikke. Desværre.

Jeg føler virkelig jeg har prøvet alt.
Igår snakkede vi også om, at uanset om vi snakkede om pb eller ikke snakkede om det, så blev han hverken mere eller mindre klar.. Såå hvad der skal til, det ved jeg simpelthen ikke.

Du er heldig kun at skulle vente 2 mdr. jeg er snart på mit 2. år.

Hej igen frk. monster skruk

ja........ tror grunden til at vi er mange herinde, der tror du presser for hårdt på, er mængden af dine tråde om emnet.... man kan næsten ikke lade være med at tænke "hvis hun nævner det halv så mange der hjemme, så er det klart han slår bremsen i "

nu er jeg jo ret mandig på mange måder...
og jeg har prøvet at ha en skruk kæreste. Han kunne bare ikke forstå at jeg slet-slet-slet ikke gad børn(meldt ud fra start)....
Jeg følte mig virkelig presset af ham og alt familie - for nu var jeg jo i den passende alder
Til sidst sagde jeg bare, at jeg ville når jeg blev 20 år.......... for så var der da fred så længe. mange vil sige det var tavligt og falske forhåbninger... men det var fandme også tavligt at skulle høre på det baby ræs heeeeeeeeeeeleeeeeee tiden... og når man virkelig ikke er klar til børn - så er 1 gang om måneden, bare meget TIT
Jeg havde 100 undskyldninger hele tiden for at undgå børn..det var svært for jeg holdt af ham...men ja så begyndte vi at glide fra hinanden.

I dag er jeg lykkelig for jeg var standhaftig nok og stod imod, for det betyder at jeg får mine børn med manden i mit liv (forhåbelig ) og jeg har opnået alt det jeg drømte om. Haft min frie ungdom -total egosistisk.
Jeg er 29 år og nu er jeg klar (min mand har hele tiden været klar-men tålmodig afventende) eller så klar som man kan blive... for tror aldrig jeg bliver 100% klar, for "fælden " klapper.
Det der virkede på mig var samværd med nogen total seje unger/ englebørn. Så jeg fik oplevet de gode ting ved børn og ikke bare dem der skaber sig i superbrugsen.

nu drejer alle mine indlæg sig ikke om at jeg er skruk og dem jeg skriver, er jo netop for ikke at nævne det herhjemme - Det er jo det baby.dk er til for
Jeg nævner det ikke alle de gange, jeg skriver om det. Absolut ikke!

Der er også forskel fra dig, som så har været ung (du skriver I snakkede om PB før du var 20 år) og på min kæreste som er 27 år, det er AT have alderen til det - Og det ved han også godt selv - Der er meget der spiller ind, som gør at han godt kan se det ville være fornuftigt at starte!

Min kæreste har børn (på alderen 8-12 år), som kommer hos ham dagligt og hjælper ham på hans arbejde og de hygger sig rigtig - Men det hjælper jo så heller ikke